Københavns og Vatov valgmenigheder

Den (u)sikre overbevisning

Sommetider kan jeg godt forstå fundamentalisternes forsøg på at komme bagom moderniteten og finde en ny sikkerhed, der også hævdes at være gammel. Det er en længsel der findes i megen nutidig religiøsitet, både hos kristne, muslimer, islamister, hindunationalister og mange andre. Også jeg kan blive træt af at alle sandheder i dag står til diskussion, at alt skal ses fra utallige vinkler og derfor kan og skal fortolkes. Alt det og dem vi ikke kender, skal vi – selv om det umiddelbart byder os i mod – møde med åbenhed og endda også respekt. Længslen efter og forestillingen om en oprindelig ureflekteret enkelhed og renhed, hvor dagligdagen er præget af traditioner, selvfølgeligheder og genkendelige regler, er gammel. Ligeså gammel som troen på, at når man selv er usikker og ikke tydeligt kan finde ud af sit liv og sin omverden, så må der være nogle andre der kan. Nogle der har en særlig autoritet og viden og som derfor helt eller delvist kan overtage ansvaret for mit liv og måske endda tale og handle i Guds navn. De kan være eksperter i traditioner og tekster: dvs. imamer eller præster, men også eksperter i sjælelivet: dvs. psykologer eller coacher bruges. Måske er det både mit psykiske og legemlige liv det er galt med, så har jeg brug for en livsstilsekspert.
Vi kan alle have brug for hjælp, og det er ofte let at vælge ironiens frihed og se nedladende på sådanne følelser og situationer.
Også nogle evangelietekster kan læses sådan, at usikkerhed og tvivl forstås som noget negativt, nej ”hjertets renhed er at ville ét”. Tænk bare på historien om den rige mand, der ikke ville forlade alt for at følge Jesus, ”det burde han ha’ gjort”, og ”det håber jeg at jeg ville ha’ gjort”, sidder vi måske og tænker i kirken, samtidig med at vi halvvejs erkender, at vi altid - ligesom den rige mand- går bedrøvede bort. For én ting er med det, der tidligere blev kaldt trosvished, at bekende, at Jesus er ’det gode’, er ’vejen, sandheden og livet’, noget andet er at leve det i sin daglige uoverskuelige og mangfoldige virkelighed, hvor det ikke er simpelt og entydigt, hvad der er retfærdigt.
Søren Kierkegaard tillægges ofte ansvaret for udsagnet om, at ’hjertets renhed er at ville eet’, og han filosoferer da også over denne sætning i Opbyggelige Taler i forskjellig Aand fra 1847, og når der frem til, at det ’at ville eet’, ikke er at være en terroristisk idealist, der sætter hele sin (og andres) eksistens ind på det, som han (det er oftest hankøn) lidenskabeligt brænder for. Nej, siger Kierkegaard, det eneste som aldrig forgår og forandres, fordi det ingen modsigelse rummer, er kærligheden.
Kaj Munk skrev i 1920’erne dramaet En Idealist om kong Herodes der ’vil eet’, nemlig bevare sin magt som jødernes konge og som er villig til at ofre alt der står i vejen for hans ambition, inklusive sin elskede hustru. Man kan forstå Munks drama – og meget andet i 20’erne og 30’erne – som et opgør med tvivl og refleksionssyge, med det vi i dag kalder moderniteten.
Et lignende opgør fandt sted nogenlunde samtidig i Ægypten, her dannes forløberen for de aktuelle radikale islamistiske bevægelser: ’Det muslimske Broderskab’, bl.a. som en reaktion på den truende vestlige modernitet. Modernitetens trussel kommer i denne sammenhæng ikke fra naturvidenskaben, tværtimod, siger Jakob Skovgaard-Petersen, er der måske den forbindelse: ’at man her er vant til at tale om naturens love, og at tingene har en bestemt orden. For disse tænkere er naturens orden lig med Guds orden, og jo mere man beskæftiger sig med naturvidenskaben, des mere må man beundre Guds geni; Guds love er evige og uforanderlige, og mennesker har til opgave at erkende dem, udforske dem og følge dem.’ Islamisternes teoretikere er derfor ofte uddannede læger og ingeniører. Guds love finder vi i skrifter, der – hævdes det – læst på den rette måde, er uden modsigelse.
Det skrevne ord står hos Platon og Sokrates i modsætning til det ’levende ord’, i dialogen Phaidros fortæller Sokrates historien om den ægyptiske konge, der til opfinderen af skriftsproget siger: ’Af visdom vil du skabe dine elever et ydre skin, ikke sandheden. De vil ved din hjælp blive folk, der har hørt en masse ting, men intet lært. De vil se ud som indsigtsfulde, men i virkeligheden på få undtagelser nær være komplet uvidende og desuden ubehagelige at omgås, ikke udstyret med en sand, men med en tilsyneladende visdom.’ Det levende ord derimod er i stand til at forsvare sig selv, for i en samtale kan man blive ved med at spørge ud, det levende ord står man selv (og ikke autoriteten eller den ’døde’ skrift) inde for. Dette ord hedder på græsk logos og dybest set er det logos eller argumentet, der har os i sin magt og fører os, hvorhen det vil.
I den kristne tænkning om logos er det levende ord Kristus, han er selve det, der gør mennesker i stand til den sande religiøsitet, han er ikke kun den Jesus, der gik rundt i Israel og forkyndte Guds rige, han er selve fornuften, det der er mere end kød og blod. Men som i personen Jesus er blevet kød og blod og har taget bolig på jorden midt blandt ufuldkomne og tvivlende syndere, der ikke kender sandheden. Sandheden er blevet en person i tid og sted. Ikke noget abstrakt vi kan slå hinanden i hovedet med.
Dette mundtlige levende ord, der via talen/røsten ifølge Grundtvig, adskiller os som mennesker fra de umælende dyr, giver os også, siger Grundtvig, adgang til en usynlig livskraft som fx skildres i sangen Menneskelivet er underligt:
Underligst og af alt på jord
er menneskerøsten i ørken
med ord om, hvad intet øje så
men hvad dog har magten og styrken

Menneske-ånden, det er et ord,
som ingen af os kan udgrunde,
menneskelivet dog er dens værk
med ordet i menneskemunde.

Mennesket er i Guds billede skabt
med levende ord på sin tunge,
derfor kan han mellem træ’er og dyr
med guderne tale og sjunge.

I en prædiken fra omkring 1830 udtrykker Grundtvig det på denne måde: ’Saaledes ved vi, den Christne kirke er stiftet ikke med Pen og Blæk men med glødende Tunger (jf. alterbilledet i Immanuelskirken), og at Apostlerne skrev ikke den Christne Troes-Bekiendelse enten på Steen-Tavler eller Pergament, men i Hjertets Kiød-Tavler til levende Ihukommelse (2. Cor.3,2.3) og naar Enkelte af dem siden skrev et brev til denne eller hin Menighed, da var det aabenbar ikke for at lære dem, hvad Christendom i Grunden var, men kun for at minde dem om hvad ei maatte glemmes eller overses---’
Uden det levende ord er vi ifølge Grundtvig ’abekatte’, dvs. stumme, uden udvikling og uden historie. Så lad os da prøve at være ”behagelige at omgås” ved at undgå al skråsikkerhed, og i stedet for at tale til hinanden, lytte til evangeliet, tale sammen og svare hinanden, så kan vi måske lære, hvad kristendom er nu og her.
Jens Hestbech
 


› Tilbage