Københavns og Vatov valgmenigheder

Fundament eller kilde?

 I
”Der må være en kant.” ”Der må dog være grænser.” ”Hertil og ikke længere.” Det er temmelig ofte, man støder på sådanne formuleringer. For tiden især når det debatteres, hvilke etiske og religiøse værdier, der bør danne udgangspunkt og ramme for vores samfundsliv. Ikke alle synspunkter kan gøre krav på samme grad af gyldighed, og nogle må man rent ud afvise. Der må være en grænse. Siger man.

Reaktionen kan være forståelig nok. I en utryg situation kan der opstå et behov for en tryghed, som skal sikres ved faste grænser. Vi kan f.eks. blive utrygge, når vi fornemmer, at andre religioner udfordrer eller måske ligefrem truer vores egen kristne religion. Da kan vi være fristet til at sætte grænser for at genetablere trygheden. Men det modsatte af utryghed er ikke tryghed, men åbenhed. Det er ikke for enhver pris, det gælder om at være tryg. Det er imidlertid kravet om tryghed, som er noget af baggrunden for, at vi af og til ønsker at oplede – eller måske ligefrem opfinde – faste værdier for den måde, hvorpå vi organiserer vores samfund.

Men så kommer vi let til at give køb på de friheder, som vi ikke vil være foruden. Det er det, der sker, når frygten for fundamentalisme driver os til at sætte grænser, som kommer til at begrænse den frihed, vi ønsker at forsvare. Frygt og frihed kan dårligt forenes. Eller rettere: de kan ikke forenes.

II
Spørgsmålet er dog også, om det med de faste værdier er nogen særlig god idé. I tilblivelsen og opbygningen af vores liberal-demokratiske samfund er der nemlig en grundlæggende skelnen, som er vigtig: en skelnen mellem normer og værdier.

Normer er de principper, som regulerer vores omgang med hinanden i samfundet. Det er navnlig princippet om, at alle har ret til bestemte friheder: ytringsfrihed, religionsfrihed mv. Og det er princippet om, at vi tilstræber en vis udligning af økonomiske uligheder. Disse principper er hævet over partipolitiske anskuelser. De er sammenhængskraften i samfundet. Og dén er politisk begrundet, ikke religiøst.

Værdier, derimod, er de vurderinger, der er ledende for handlinger og holdninger. De farver den måde, hvorpå de grundlæggende friheder forvaltes. Disse værdier kan godt være religiøse, men er det langt fra altid. De kan f.eks. kaldes ”danske” eller ”konservative” eller ”progressive” eller blot hvile i en opfattelse af, hvordan ”vi” plejer at gøre ”her hos os”. Alt sammen noget som forekommer mere eller mindre selvfølgeligt. Indtil det bliver udfordret af andre opfattelser.

Normerne, dem bliver det store flertal af os nødt til at overholde, hvis samfundet ikke skal gå i opløsning eller hjemsøges af tilbagevendende konflikter. Her er der grænser.

Men værdierne, dem kan vi være uenige om. Eller vi burde kunne være det. Ikke fordi de er os ligegyldige. Men netop fordi de er vigtige for den måde, hvorpå vi sammen og hver for sig lever vores liv. Når det er vigtigt, at vi kan være uenige om dét, udspringer det af, at mennesket kan leve sit liv på mere end én måde. Ja, at vi alle sammen hver især lever det på mere end én måde. Såvel i løbet af en enkelt dag som i løbet af en livstid. Vi må være opmærksomme på, at livet kan leves på andre måder, end vi forestiller os lige her og nu. Der findes faktisk mennesker, som lever et anstændigt liv, også selv om de ikke er kristne – selv om det lyder uhyrligt. Her skal vi være varsomme med at sætte for skarpe grænser.

Uenigheden om værdierne er livsnødvendig. Enigheden om normerne er nødvendig.

III
De kristne værdier er ikke som sådanne samfundsbærende. Der er naturligvis er række af disse værdier, som har øvet virkning også på vores moderne samfundsindretning. F.eks. havde sundhedssektoren formodentlig ikke eksisteret i den nuværende form, hvis ikke Jesus engang havde fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der bringer den værkbrudne ind på kroen, altså sygehuset. Nogle kristne værdier har levet videre i en sekulariseret form. Vi tænker sjældent på, at de stammer fra kristendommen.

Men som sagt: de normer, der er bærende for vores liberal-demokratiske samfund, kan ikke længere begrundes under henvisning til kristendommen. Man kan godt sige, at ytringsfriheden stammer fra kristendommens tanke om, at alle mennesker er lige. Og man kan også godt sige, at tanken om religionsfrihed stammer fra protestantismen. Men det er ikke denne herkomst, som giver disse tanker nutidig gyldighed.
Det gør derimod samfundets politiske organisering. Her må der være en udbredt grad af samdrægtighed blandt samfundets borgere. Det er nødvendigt, at vi respekterer ytringsfriheden, religionsfriheden og tanken om tilstræbt økonomisk retfærdighed.

Fundamentalisme kan opstå, når nogen i stedet ønsker at erstatte disse normer med religiøse værdier.

IV
Kristendommen fremmer ikke et sådant ønske.

Dels har kristendommen – navnlig i nogle af sine protestantiske former – medvirket til en historisk udvikling, hvor politik og religion fjernes fra hinanden.

Dels indeholder kristendommen nogle tanker, som gør det vanskeligt at forlange faste værdier. F.eks. indebærer tanken om, at Gud bliver menneske, en svækkelse af ideen om, at der skulle findes et urokkeligt grundlag for alting. I stedet indlader Gud sig med den menneskelige erfaringsverden. Også tanken om, at Gud er Ånd, inddrager mennesket i en livsbevægelse, idet Ånden fuldbyrder sit virke dér, hvor menneskene bekender sig til Gud, og hvor de altså videregiver det budskab, de selv har modtaget.

Det drejer sig altså ikke om at vende tilbage til faste og urokkelige fundamenter, hvor man ønsker at føre alting tilbage til én ting. For dermed gør man vold på vores erfaringer, som altid udfolder sig i processer.

Det drejer sig i stedet om at tilegne sig en forståelse af, at livet udgør en bevægelse. I kristendommen er denne bevægelse iværksat af Gud, og vi deltager i den. Gud er ikke fundamentet for denne bevægelse, for så ville den aldrig blive til noget. Gud er derimod kilden til den. Det er ikke meningen, at vi skal vende tilbage til kildens udspring. Vi skal derimod flyde med den, så vores liv gennemstrømmes af den: livskilden.
Det giver vel ikke tryghed. Men det udvirker en åbenhed, som giver os styrke til at modstå alle fundamentalistiske tilbøjeligheder til at lade livet stivne. Hvis kristendommen har noget fortrin i forhold til andre religioner, så må det være, at den indeholder nogle væsentlige tanker, som svækker tendensen til fundamentalisme, også dens egen.

Netop når trygheden ikke er en selvfølge, må vi være frygtløse i den måde, hvorpå vi lever. Ellers kommer vi til at give afkald på friheden.

Niels Grønkjær


› Tilbage