Københavns og Vatov valgmenigheder

Kristendom efter fundamentalisme

Gud er bevægelig. Gud er ikke noget fast og urokkeligt. Han kommer til os. Fordi han vil dele sit liv med os, så vi kan komme til at dele vores liv med ham og hinanden. Gud vedkommer os.

Gud er ikke et fundament for vores livsanskuelser eller vores værdier.

Fundamentalisme kan være mange ting. Betegnelsen anvendes vel mest i forbindelse med religion hvor det henviser til en bogstavelig forståelse af hellige skrifter, og hvor det også – i stigende grad – forbindes med politiske synspunkter og handlinger.

I min bog ’Den nye Gud. Efter fundamentalisme og ateisme’ (Forlaget Anis) udstrækker jeg det til også at vedrøre de former for tænkning som søger at etablere et fast og urokkeligt grundlag for menneskets orientering. Det gælder forsøg på at genetablere oprindelige ’værdier’, og det gælder forestillinger om faste ’identiteter’ – nationale, etniske, politiske, personlige eller religiøse. Påkalder man sig urokkelige værdier og en fast identitet, bidrager det i sidste instans til eskalering af konflikter. Sådanne fundamentalistiske tendenser spores også inden for kristendommen.

Jeg er mig fuldt bevidst at der er umådelig stor forskel på fundamentalismer, og at et net af omstændigheder er afgørende for om en fundamentalisme bliver fordømmende, eller om den ligefrem slår ud i vold. Jeg ønsker først og fremmest at gøre opmærksom på at der i kristendommen er tankegange som svækker dens egen mulige tendens til fundamentalisme.

Den kristne Gud er efter min opfattelse ikke et fundament for vores værdier og vores identitet. Han er derimod kilden til vores liv. Kilden er livgivende. Man kan drikke af den. Man kan bade i den, som man gør når man genfødes ved dåben.

Hvor fundamenter er noget man skal vende tilbage til og stå fast på, er Guds Ord den kilde der bestandigt ledsager os i de erfaringsbevægelser der udgør vores liv. På soklen til Niels Skovgaards Grundtvig-statue i Grønnegården i Vartov står der: ’Livets ord af Guddoms-rod / kilden er til livets flod.’

Gud er ikke noget som var engang, og som vi skal vende tilbage til. Guds rige er ikke i noget oprindeligt. Det oprinder.

I ’Den nye Gud’ udskifter jeg metaforen fundament med metaforen kilde. Gud er i bevægelse. Han er ikke uforanderlig. Jeg går så et skridt videre: Gud bevæger sig i sig selv. Guds væsen er ikke uforanderligt, for i sit væsen er han en relation; han er treenig: fader – søn – helligånd.

Men også i forhold til mennesket og dets verden bevæger Gud sig selv. Da han bliver menneske i Jesus, og da han sender sin ånd til verden. Gud inddrager mennesket i sit liv ved at dele sig med det. Han holder intet tilbage.

I alt dette tænker jeg mig i fuld overensstemmelse med trosbekendelsen, navnlig den apostolske. Min bog udgør et forsøg på at udlægge trosbekendelsens led i en nutidig sammenhæng.

Efter et interview med mig i Kristeligt Dagblad den 22. oktober 2010 er jeg af flere blevet spurgt om det giver mening at bede til den Gud jeg skriver om. Det er vigtigt for mig at svare på dette spørgsmål og understrege at svaret er ja.

Når vi beder til Gud, gør vi det i tillid til at han af sig selv lægger øre til vores bøn. Han har i forvejen oprettet en relation til os. Det er Guds henvendelse til os som giver os tilliden til at han vil os det godt. I grunden lægger Gud bønnen i vores mund. Han har jo selv lært os bønnernes bøn og givet os lov til at sige ’Fadervor ...’

I bønnen lægger vi vores liv hen til Gud. Vi er ude af os selv. Vi forlader os på Gud. Vi forlader os på Gud. Vi næres af en tillid til at Gud også bevæger sig hen til os – som man gør når man lægger øre til nogen.

Gud er ikke adskilt fra os. Dérude, dérnede eller déroppe. Han er os nær i sit Ord. I det er vi blevet til, er vi, røres vi, lever vi. For Gud er kommet os nær. Han vil ikke leve adskilt fra os.

Et menneske kan føle sig kastet ud af sit liv. Adskilt fra verden, fra andre, fra Gud. I syndens verden. Men også da kan det bede en bøn til Gud, sådan som koret beder henimod slutningen af Bachs Matthäuspassion: ’Når jeg skiller mig fra dig, så skil dig ikke fra mig.’ Et nødstedt menneske kan bede den bøn fordi Gud allerede hører den.

Nogle mener at man kan sammenligne Gud med en ting som vi har uden for os. Som står over os eller over for os. Som en gen-stand. Gud er så blot den højeste ting som tænkes at eksistere uafhængigt af verden og mennesket.

På denne måde kan man tale metafysisk om Gud. Han er den højeste ting, uforanderligt eksisterende. Men dermed reducerer man Gud ved at sammenligne ham med verdens ting. Man tingsliggør ham. Samtidig gør man ham uforanderlig og ubevægelig.

Hvorledes kan denne Gud stå i forhold til mennesket og verden? Hvordan forstår man det når man beder til ham? Ville det ikke indebære at mennesket ved sin bøn skulle kunne overskride afstanden mellem sin egen foranderlige tilværelse og den Gud som i sin uforanderlighed er adskilt fra mennesket? Hvad skulle få en sådan Gud til at lytte til menneskets bønner? Bønnens overtalelseskraft, den bedendes oprigtighed, lidelsens omfang? Vi mener vel af og til det. Men er det ikke en trøst at vide og tro at det ikke afhænger af menneskets anstrengelser og omfanget af dets lidelser om Gud lytter til vores bønner?

Det er Gud der overskrider afstanden mellem sig og mennesket. Vi skal tage hans henvendelse alvorligt. Vi skal lytte. Lytte til Ordet. Lytte med vores liv, med vores erfaringer.

Gud vil ikke længere frygtes. For man frygter kun den som er adskilt fra en, og som derfor kan være vilkårlig i sin magtudøvelse. Gud indgyder os ikke frygt. Han giver os det modsatte: håb. Håbet udspringer af troen på at et menneske altid har en fremtid. Med alle sine livserfaringer. Det er hvad troen på kødets opstandelse betyder. Dette liv som Gud har givet os håb om fordi han ved sin opstandelse har givet os del i sit evige liv. I det liv er der ingen frygt, ingen adskillelser.

Dette håb hviler ikke i at Gud er uforanderlig, men i at han er bestandig. At vores liv udspringer i en skabelse der altid er før os. Og at det opfyldes i en fuldendelse efter os.

Det er som med Bachs musik. Den er der hele tiden. Nogle gange høres den tydeligt, andre gange fortonet, af og til slet ikke. Men den er der bestandigt, som et bagtæppe af lyd. Der kan skrues op og ned for den.

Sådan er det også med Gud. I hans budskab til os. Det lyder tydeligst i kirken. På andre steder og til andre tider kan det forekomme fjernt, så vi ikke synes det vedkommer os. Men det er der hele tiden. En klangbund for vores liv der vælder frem i alle mulige livssammenhænge.

Hvis vi begynder at lytte til den nye Guds Ord, så vil vi møde den tro som i vores skrøbelige liv giver os styrke til at modstå fundamentalismerne. For de frister ved at foregive at de kan afvende angst og frygt – netop fordi de er drevet af det. Men man spreder hvad man selv er drevet af.

Den nye Gud henviser os ikke til det. Han ledsager os i alle vores livsbevægelser. Det er det budskab jeg gerne vil medvirke til at sprede.

Niels Grønkjær


› Tilbage