Københavns og Vatov valgmenigheder

Opstandelseskroppen hos Paulus

I forlængelse af et foredrag om Paulus, jeg holdt i Vartov for et par år siden, er jeg blevet bedt om at skildre min forståelse af, hvordan Paulus forstod den opstandelseskrop, han taler om adskillige steder i sine breve. Det gør jeg gerne, fordi jeg godt vil vise, at spørgs¬målet er vigtigt: vigtigt, hvis man vil forstå Paulus selv langt ud over lige spørgsmålet om, hvordan opstandelseskroppen ifølge ham så ud; men sandelig også vigtigt, hvis man vil forsøge at danne sig sit eget, moderne billede af, hvad vi overhovedet skal stille op med den kristne forestilling om opstandelsen fra de døde.

Allerede i det ældste kristne skrift, vi har overleveret – Paulus’ Første Brev til Thessaloniker¬ne – taler apostlen om opstandelsen (4,13-18), om end ikke så meget om selve opstandelses¬kroppen. Vi får blot at vide, at ved Kristi genkomst skal ”vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem [der allerede er døde i Kristus] for at møde Herren i luften” (4,17, DO 1992). I Første Brev til Korintherne får vi langt mere at vide (15,35-58). Nogle af korintherne har nok kunnet være med på, at Kristus var stået op af døde (jf. 15,12-19), men os alle? ”Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de?” (15,35, DO 1992).

De to spørgsmål giver så Paulus anledning til en længere udredning. Jeg har for nylig i international forskning fremlagt en tolkning af denne tekst, som – det må jeg advare om – langtfra vinder almindelig tilslutning. Den går ud på, at Paulus her forudsætter den grundlæg¬gen¬de kosmologi i en gren af græsk-romersk filosofi, der var samtidig med apostlen: stoi¬cis¬men. Stoikerne var (i modsætning til fx Platon) monister og materialister. Det vil sige, at de mente, at alt, hvad der eksisterer, er fysisk eller ’legemligt’, sådan at det kan påvirke noget andet eller selv blive påvirket af noget andet. Et særlig godt eksempel er det stoiske begreb om ’ånd’ (’pneuma’), som er det fysiske element, der holder hele den foreliggende verden sammen, som også udgør menneskets sjæl – og som i sidste ende har sit udspring hos Gud (Zeus), da verden ved dets hjælp blev dannet.

Set i lyset af disse forestillinger argumenterer Paulus så i 1 Kor 15 for, at opstandelses¬krop¬pen er en ’pneumatisk krop’ (15,44, DO 1992: ’et åndeligt legeme’!) i modsætning til en normal ’psykisk krop’ (smst., DO 1992: ’et sjæleligt legeme’), dvs. en almindelig menneske¬krop, der ved pneumaens komme med Kristi genkomst vil blive ’forvandlet’ eller fysisk ’om¬formet’ eller ’transformeret’ (se 15,51). Denne helt konkrete forståelse svarer godt til Paulus’ insisteren på, at det er ’dette uforgængelige’, der skal ’iklædes uforgæn¬ge¬lig¬hed’, ’dette dødelige’ (= denne dødelige krop), der skal ’iklædes udødelighed’ (15,53-54). Den normale fysiske krop skal simpelthen omformes af den fysiske kraft, der hidrører fra Gud: pneumaen.

Samme helt konkrete idé finder man – eller i hvert fald jeg – i Romerbrevet 8,11: ”Men hvis pneumaen hos ham (Gud), der oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, så vil også han (Gud), der oprejste Kristus fra de døde, gøre jeres dødelige kroppe levende ved hjælp af hans ånd, der (allerede) bor i jer” (min overs.). Med andre ord: Ånden virker fysisk på menneskenes fysiske kroppe og transformerer dem, så de fra at være dødelige (’psykiske kroppe’ if. 1 Kor 15) bliver omformet til at have evigt liv (som ’pneumatiske kroppe’). Hvor henne? Det ved vi allerede fra Første Thessalonikerbrev: ’i skyerne’, dvs. i himlen, muligvis direkte som him¬mel¬legemer.

Men kan det ikke være lige meget, præcis hvordan man forstår opstandelseskroppen? I hvert fald ikke hos Paulus selv. For nu ved vi, at han forstod pneumaen i princippet ligesom den stoiske pneuma, hvis meget omfattende virkefelt i verden jeg allerede har antydet.

Sådan også hos Paulus: Det Kristustroende menneske modtager i dåben pneumaen (jf. Gal 4,6 og Rom 8,15) som en slags pant (jf. 2 Kor 1,22) på, hvad der skal komme ved selve opstandelsen. Men det betyder så også, at pneumaen ifølge Paulus virker fysisk på og i den døbtes krop frem mod opstandelsen. Og det viser sig så – og skal vise sig – i det døbte men¬neskes konkrete handlinger og hele livsmåde fra og med dåben. Dermed bliver pneumaen hos Paulus næsten den mest centrale størrelse. Den virker allerede nu i den døbtes krop og har dermed påbegyndt den konkret fysiske forvandling, der skal bliver fuldstændig ved op¬standelsen. Ikke underligt, at Paulus mellem de to vers i Romerbrevet, jeg har henvist til, siger følgende (8,12-13): ”Altså, mine brødre, er vi skyldige, ikke over for kødet: at leve i over¬ensstemmelse med kødet – for hvis I lever i overens¬stemmelse med kødet, skal I dø; men hvis I ved hjælp af pneumaen dræber kroppens hand¬linger, skal I leve’ (min overs.).

Nuvel, pneumaen er vigtig hos Paulus. Men er Kristus ikke endnu vigtigere? Både jo og nej. For det er ikke langt fra, at pneumaen og den opstandne Kristus er én og samme sag. Fx taler Paulus i et par vers lige før det citerede fra Rom 8,11 om, at ’Guds pneuma bor i jer’, om at man skal ’have … Kristi pneuma’ (8,9) – og så om, at ’Kristus (er) i jer’ (8,10)!

Kort sagt: Pneumaen, som er det, der skaber opstandelseskroppen ud af den normale fysiske (og ’psykiske’) krop, er af afgørende betydning i Paulus’ samlede forståelse af den kristnes liv fra dåb til opstandelse.

Hvad skal vi så selv mene om opstandelseskroppen? Og hvad med opstandelsen?

Om opstandelseskroppen gælder i hvert fald dette: Vi kan ikke mene det samme som Paulus! Ingen af os ’tror’ så at sige på stoisk fysisk og kosmologi. Og hvis Paulus faktisk tænker i analogi med stoikerne, ja, så kan vi heller ikke ’tro’ på hans forståelse af opstand¬elseskrop¬¬pen. Hvad skal vi så gøre?

Her kan jeg kun lige røre ved overfladen af dette spørgsmål. Den første pointe må være, at vi nødvendigvis må frigøre os fra den måde at tænke om opstandelsen på, som man finder hos Paulus. Ikke blot kan vi ikke overtage hans konkrete forståelse af opstandelseskroppen. Men vi må også frigøre os fra enhver forestilling om, at opstandelsen lader sig direkte ind¬fange i en anden form for kosmologi end den paulinske (og stoiske). Det var sådan noget, Rudolf Bultmann argumenterede for i midten af det 20. århundrede med sin særlige, ’ek¬sistentiale’ fortolkning af Det Nye Testamente. Problemet er bare (og det er den anden pointe), at en konkret forståelse af opstandelsen ser ud til at være en uomgængelig del af kristendommen. Skal vi så fastholde den – om end bare i en form, som vi ikke kan give noget præcist indhold?

Personligt foretrækker jeg en anden løsning. Vi må på en og samme tid fastholde tanken om opstandelsen i dens konkret tænkte form (den anden pointe) – og også anerkende, at den ikke kan indpasses direkte i nogen kosmologi (den første pointe). Løsningen kunne så være at acceptere den traditionelle tale om opstandelsen, som om den kunne ’indløses’ direkte og kos¬mologisk – men så i øvrigt fokusere på den overordnede funktion, som tanken om op¬stand¬elsen har inden for kristendommen.

Og her er der så nok at gribe fat i, også med delvis støtte hos Paulus. For grundlæg¬gen¬de handler tanken om opstandelse om forestillingen om en anden og bedre verden, og hvordan denne tanke kan gribe ind i denne verden og virkende omformende på os. Til at re¬flek¬tere nær¬mere over dette er der faktisk god hjælp at hente hos kristendommens første teolog, Paulus.

Troels Engberg-Pedersen
 


› Tilbage