Københavns og Vatov valgmenigheder

Sol eller kirkevange - pinsetanker i utide

Grundtvig skrev I al sin glans nu stråler solen i 1843. Bent Noack, rektor på Præstehøjskolen, en mand med faste meninger, gentog, når han kunne komme til det, at en præst, der ikke begyndte gudstjenesten pinsemorgen med I al sin glans skulle afskediges. Sikkert er det i hvert fald, at den salme mere end nogen anden er kommet til at stå som det selvfølgelige udtryk for, hvad folk i Danmark forstår ved pinse.

Men! Det er de første linier

I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,

der har givet salmen den status, og netop disse linier stod ikke i den første udgave. De er først kendt i en udgave, der blev trykt i 1853, ti år senere. I den første udgave, den der er at finde i Grundtvigs Sangværk (bd. 3, 266), begynder salmen:

Opblomstrer nu Guds kirkevange,
genlyder trindt af lærkesange,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer blank og blid.

Med de indgangslinjer ville salmen aldrig være blevet folkeeje, fælles for kirkelige og ukirkelige i Danmark. At 'Guds kirkevange skal blomstre' har ikke samme gennemslagskraft som 'I al sin glans nu stråler solen'.

Men hvad ligger der i ændringen? Er det alene en poetisk forbedring? Eller følges det poetiske gennembrud af et gennembrud i indsigt? Grundtvig har ikke selv givet nogen forklaringer på, hvorfor han har lavet om, eller hvad man skal lægge i ændringen. Vi må prøve at svare selv. Det er klart, at talen i den første udgave om Guds kirkevange er billedsprog. Guds kirkevange er billede på kirke og menighed, et billede hentet fra pinsetidens forårsmarker, der er på vej til sommerens frodighed. Billedet kan føres videre, så lærkesangene forstås som salmesangen i kirkerne – et nærliggende billede for en salmedigter – og man kan fortsætte i samme bane og tolke pinselilje-tiden som kirkens tid, hvor Guds menighed kan fejre en åndens sommer, og tilsvarende tolke den røst, der er mere end englerøst, og som i Jesu navn spår en gylden høst, som Helligånden, der spår om evighed og salighed.

Det er ikke mig, der har fundet på den tolkning; den stammer fra en række indsigtsfulde kirkelige fortolkere (Magnus Stevns, Uffe Hansen, Anders Malling m.fl. i lidt forskellig form), og den forekommer at være en sandsynlig tolkning af Grundtvigs mening med salmen i dens første udgave. Naturen har fået lov at levere billeder, som skal tolke kirkens liv i nutid og fremtid.

Men er det det samme, der er meningen, da Grundtvig 10 år senere skriver om solen, der stråler i al sin glans? Hovedparten af dem, der har udlagt salmen, har ment ja. Fortolkerne finder, at det grundlæggende er den samme mening, der er fastholdt i den udgave af salmen, som blev trykt i Festsalmer i 1853, og som har været i brug siden. Meningen med de to ny indgangslinjer: I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nådestolen bliver i den tolkning, at Helligånden i menigheden kaster lys over Jesu kors, her kaldt nådestolen, forsoningens sted, således som ordet bruges af Paulus i Romerbrevet. Solen er brugt som billede på Helligånden, og resten af verset er så fortsat at forstå symbolsk.

Den tolkning har været mig ukær, siden jeg mødte den først. Ikke bare har jeg selv følt mig narret. Så skulle jeg have taget fejl, når jeg fra min barndom af har sunget salmen i tiltro til, at solen var sol, høsten høst og sommernatten sommernat, men også de allerfleste af de mennesker, som af mig og tusindvis af andre præster er blevet sat til at synge salmen, skulle være blevet holdt for nar på samme måde, og har i stedet for solen og sommernatten fået udleveret nogle porøse symboler. Jeg synes, det er forkert at narre folk på den måde.

Men jo mere jeg har tænkt over det, des mere er jeg blevet overbevist om, at den symboltolkning ikke er rigtig. Det er blevet mig indlysende, at da Grundtvig rykker fra Guds kirkevange til solen i al sin glans, sker der noget. Salmen bryder kirkevæggene ned indefra. Det kan godt være, at den poetiske sandhed er kommet før den teologiske indsigt. Jeg tror gerne, at det har slået Grundtvig med intuitiv kraft, at det er bedre at begynde med 'I al sin glans nu stråler solen' end med det floromvundne 'Opblomstrer nu Guds kirkevange'. Men der følger ny indsigt med. Nu hentes der ikke billeder ind fra naturen til forklaring af Helligånd og kristendom. Nej, nu åbenbarer pinsen den herlighed, der er over jorden, den herlighed der er genskabt i kraft af nådestolen, forsoningen, hørbart, når alle dybe toner lyder til pris for menneskets forsoner, som vi synger i vers 5. Nu rykker Guds rige i ud landet uden for kirkerummet.

Mit land siger Herren, er himmel og jord, hvor kærlighed bor, synger vi med en anden tekst af Grundtvig. Indsigten der er den samme: Guds rige, Guds land er ikke alene i himlen, men lige så vel på jorden – overalt hvor kærligheden er. Det var den indsigt, Grundtvig fik i sin mageløse opdagelse. Guds rige bliver ikke først virkelighed, når det besværlige jordeliv er overstået, men er virkeligt iblandt os både her og nu og i al evighed. Det rige har vi mødt i vor dåb; vi møder det ved nadveren, og vi kender det i kirkeordet.

Men i mange af Grundtvigs kirkesalmer lyder det, som om han kun tør stole på, at det mærkes, fornemmes, smages i kirkens fællesskab. Deraf hans glæde over menighedens fællesskab, og deraf siden glæden over menighedsfællesskabet i de grundtvigske kredse. Den glæde skal ikke reduceres. Men gennembruddet i I al sin glans består i, at nådestolen, forsoningen, frelsen bliver rykket ud i det danske pinselandskab. Vinden i det nyudsprungne bøgeløv er i slægt med Helligånd, og bækken i engen er en strøm af livets flod fra det ny Jerusalem. Det synes mig, at de fortolkere, jeg nævnte, tror, de skal vogte I al sin glans mod at blive reduceret til at blive en sommersang. Som om de er bange for, at salmen mister i hellighed ved at der kommer så megen dansk sommer ind i den. Men bevægelsen er modsat. Verden helliges ved, at nådestolen er midt verden, midt i livslyset, den sol som Gud satte på himlen den fjerde skabelsesdag.

Sådan er frelse og skabelse bundet sammen. Det kan godt være, at det også er kommet bag på Grundtvigs selv, at der skete så meget, da poesien forlangte, at solen skulle være sol og ikke blot et symbol. Men det har åbnet for en pinseforståelse hos os, der ikke findes så rigt udfoldet i noget andet folk eller nogen anden kirke. Det er godt nok med kirken og menigheden, men forsoningens under er hele tiden på vej til at bryde væggene ned indefra.

Niels Thomsen
 


› Tilbage