Københavns og Vatov valgmenigheder

Weimar - et centrum i Tyskland

Da den første tyske republik blev holdt
over dåben i 1919, skete det i Weimar,
deraf dens navn: Weimarrepublikken.
Berlin var for uroligt et sted at mødes for
nationalforsamlingen, der skulle udarbejde
forfatningen, derfor blev Weimar valgt:
Tysklands kulturby nummer ét, stedet
hvor Goethe – og andre: Wieland, Herder,
Schiller, men især Goethe – havde haft sit
virke, en lille provinsby, men som allerede
Goethe selv havde skrevet i et digt: ”som
Bethlehem i Judæa, lille og stor!”
”Lille er min hertug blandt Germaniens
fyrster,” skrev Goethe i et digt om og til
hertug Carl August, hvis mor, enkehertuginde
Anna Amalia, havde været den drivende
kraft i at hente den 26-årige Goethe
til Weimar i 1775. Men det var absolut
ment som en hyldest. Var hertugdømmet
Sachsen-Weimar-Eisenach ikke særlig stort
(efter Wienerkongressen 1815 fik det dog
lov at kalde sig storhertugdømme), så var
det til gengæld et sted, hvor ånden trivedes.
Anna Amalia, som selv kom fra et kulturelt
hof (Braunschweig-Wolfenbüttel),
regerede efter sin mands tidlige død som
formynder for sønnen, inviterede allerede
tidligt vigtige personligheder til Weimar
og gjorde hoffet til et ”musernes hof”.
Goethe var en af dem, der blev inviteret,
og det var bemærkelsesværdigt nok, for
han var i 1775 især kendt for sin roman
Den unge Werthers lidelser, som havde vakt
opsigt, men også skandale, fordi hovedpersonens selvmord syntes skildret med lovlig megen forståelse. Nu skulle Goethe være
en slags selskabsmand og vejleder for den
ni år yngre hertug, men han blev meget
mere end det. Han blev inden længe medlem
af ”kollegiet”, dvs. minister, fik mere
og mere at bestille og havde i en periode i
begyndelsen af 1780erne ansvaret for både infrastruktur, industri og delvis også for finanser. Men alt det havde ikke gjort Weimar til
en fiksstjerne på den tyske kulturelle himmel.
Afgørende var naturligvis, at Goethe
også var digter, og at han, bortset fra et
par rigtignok vigtige år i Italien og andre
kortere rejser, blev i Weimar, lige til han
døde i 1832, 82 år gammel. Jo mere berømt
Goethe blev, desto flere valfartede
til Weimar for at møde eller dog se ham,
desto flere beretninger blev skrevet om
den store mand i den lille by (ca. 6.000
indbyggere ved hans ankomst, nogle flere
ved hans død), og desto stærkere strålede
Weimars aura.
Nu blev Goethe imidlertid ikke bare
hyldet fra den første dag. Faktisk blev ikke
ret mange af hans berømte digterværker
modtaget med udelt begejstring, og i generationen efter ham var der ikke så få,
som anklagede ham for at have stillet sin
begavelse i en fyrstes tjeneste i stedet for
at fremme den begyndende demokratiske
bevægelse. Heller ikke senere, i nationalismens
storhedstid, var Goethe lige så populær
som sin kollega Schiller, hvis dramatiske
patos nemmere end Goethes kunne
(mis-)bruges.
Men Goethe var allerede i levende live ikke til at komme udenom, og efterhånden blev det ham, der frem for nogen identificeredes med Weimar og med ”Weimar-kulturen”, den borgerlige
antirevolutionære emancipation, ”dannelsen”,
som han havde skrevet en stor roman om (Wilhelm Meister) uden dog at bruge ordet særlig ofte. Den dag i dag kalder man gerne årtierne omkring 1800 for ”Goethetiden”, ikke kun fordi det opsplittede Tyskland ikke ville kunne enes
om at opkalde en tidsperiode efter en af de
mange konger eller fyrster, men også fordi
Goethe er blevet set som ”olympieren”, den sidste i den europæiske kultur, som var hjemme i alt, også naturvidenskaben.
Hans farvelære mødte og møder stadig mest afvisning, men hans indsigt i emnet er der ingen, der bestrider, og hans studier i botanik, zoologi, geologi etc. vidner om et forskersind, der anvendte mindst lige så megen tid på at studere som at digte. Intet under, at netop Goethe skrev Faust, dramaet om den lærde, der ved så meget, men har svært ved at se meningen med det hele.
Weimars kulturelle rolle ophørte ikke med Goethes død. Carl Augusts sønnesøn Carl Alexander forsøgte at genoplive Weimars guldalder, i det mindste som sølvalder:
Han hentede bl.a. Franz Liszt til byen og gjorde sig også forgæves anstrengelser for at få H. C. Andersen til at flytte til Weimar. Andersen havde sit mest begejstrede publikum i Tyskland, og var de nationale spændinger ikke kommet i vejen, er
det ikke umuligt, at han havde taget mod
invitationen. Nietzsche henlevede sine sidste,
formørkede år i Weimar, og hans hus
er i dag museum – rigtignok indrettet efter
hans død i fornem jugendstil, som der
i det hele taget er meget af i byen. Efter
Første Verdenskrig var det Weimar, der
lagde by til Bauhaus-skolen, der har betydet
så meget for moderne arkitektur og
design; men den måtte flytte i 1920rne, da
de politiske vinde blæste stadig kraftigere
fra højre. Thüringen, som Weimar nu lå i,
var den første delstat, der fik nazistiske ministre
(1930), og tæt på Weimar byggede
de nye magthavere efter 1933 en af deres
koncentrationslejre: Buchenwald. Derfor
kan man ofte høre navneparret Weimar
og Buchenwald nævnt som symbolske
for den tyske kulturs lyse og mørke side.
Det er for letkøbt, og i hvert fald kan man
hverken gøre Goethe eller Schiller, Franz Liszt eller H. C. Andersen ansvarlige for Buchenwald.
I den tyske delings tid 1945-1990 var
Weimar på en måde med til at holde nationen
sammen. Det forholder sig nemlig så heldigt, at de to store klassikere Goethe og Schiller begge var født i det senere Vesttyskland (i hhv. Frankfurt am Main og Marbach ved Stuttgart), og at de begge havde virket i Weimar (og Jena) i det senere DDR. Goethe-Gesellschaft, en forening
af både forskere og lægfolk, var en af de
få fællestyske oganisationer, om ikke endda
den eneste, og Weimar blev også i DDR-tiden holdt nogenlunde pænt i stand.
Weimar blev ikke voldsomt skadet i Anden Verdenskrig. Så der er meget originalt at se i Weimar den dag i dag: Goethes hus (og det tilgrænsende museum, som netop i år har åbnet en ny permanent udstilling), Schillers hus,
Anna-Amalia-biblioteket med dets meget
smukke ovale rokokosal, slottet og dets
museum med bl.a. en fin samling af Lucas
Cranachs malerier, kirken St. Peter und
Paul (med Cranach-altertavle), også kaldet
Herderkirche, fordi Herder var biskop dér,
den yndige park omkring den lille flod –
snarest vel en å – Ilm og med Goethes havehus,
Belvedere- og Ettersberg-slottene,
digteren Wielands bolig i Ossmannstedt
og adskilligt andet.
Naturligvis er Weimar også en moderne
by, så man går ikke på museum hele tiden!
Men byen vedkender sig gerne sin store
arv – både fra Goethe-tiden og fra den
senere sølvalder. Dens årlige musikalske
kulturuger er døbt ”Pélerinages” efter et
musikstykke af Liszt, og den, der har døbt
dem sådan og leder dem, er Nike Wagner,
oldebarn af Richard og Cosima Wagner og
dermed tipoldebarn af Franz Liszt.
 


› Tilbage