Københavns og Vatov valgmenigheder

Åndens bevidstgørelse

Et menneske fødes to gange.

Den første gang naturligt. Vi undfanges under omstændigheder som vel i grunden må kaldes pinlige, og vi fødes under omstændigheder som oftest er pinefulde. Derfor skjuler vi selve den naturlige undfangelse og fødsel. ’Naturen elsker at skjule sig’, som en gammel filosof har sagt (Heraklit). Ja, jeg har godt hørt om at nykårede forældre kan finde på at lægge billeder af selve fødslen ud på de sociale medier. Og hvem ved om det ikke engang bliver almindeligt at gøre det samme med undfangelsen. I denne skamløse tid hvor vi skammer os over så meget andet. Men under normale omstændigheder – hvis man ellers må sige sådan – foregår menneskets første fødsel, dets naturlige fødsel skjult for offentligheden.

Men mennesket fødes også anden gang. Det fødes ’åndeligt’. Det sker ved at vi bliver os bevidst som mennesker. At vi forholder os til vores liv. At vi tilegner os det. Vedkender os det. Denne bevidstgørelse er menneskets åndelige fødsel. Det kan finde sted på så mange måder, og det behøver vel ikke at være religiøst. Som når brahmanen i indisk religion allerede som otteårig fødes anden gang – måske fordi det falder sammen med at barnet i den alder bliver bevidst om døden.

I kristendommen er dåben menneskets anden fødsel. Ved dåben genfødes vi som Guds børn. Vi døbes ved vand og helligånd. Det foregår ikke i det skjulte. Det er tværtimod en offentlig begivenhed.


Hvad er det så for en bevidsthed vi får i dåben? Hvordan forstår vi os selv som mennesker? Vores menneskelighed er noget vi har modtaget. Det binder os til en sammenhæng vi ikke kan falde ud af. Ved sin ånd giver Gud os del i sit liv, det sande menneskeliv.

Når vi døbes, sker der det samme med os som med Jesus da han – under stor offentlig bevågenhed – døbes i Jordanfloden: Johannes døber ham med vand, og Gud sender sin ånd over ham og erklærer: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!’ Ved vand og ånd bliver vi Guds elskede børn. Det er vores anden, åndelige fødsel.


Mange vil gerne nøjes med den første. Vores biologiske fødsel forbinder os med dyrene. Som dem udvikler vi os naturligt, og nogle går det bedre end andre. Den store forskel på dyr og menneske er der ikke. Som Grundtvig skriver, så er vi igen ved at være derhenne hvor ’en Abekat kun behøver at sætte sig paa Bagbenene, at blive klædt paa, og taalelig at efterabe vor Spiisning og lidt Skrædder-Syning, for i vore Øine at være et forsvarligt Menneske’ (Den christelige Børnelærdom side 100). Det er værd at bemærke at det er aben der efter-aber det abeagtige menneske.

Nu er det så altså ved at være sådan at det er os der ser os selv som aber der efteraber hinanden. Og hvis vi – med den moderne, neopositivistiske videnskab – nedskriver os selv til dyr, er det jo også nemmere at finde dyrene lige så intelligente som os. Vi lærer ikke længere aberne at efterabe os. Vi efteraber dyrene. Vi følger vores instinkter, vores drifter, vores umiddelbare tilskyndelser, vores mavefornemmelser – alt det dyriske ved mennesket. Videnskaben og konsumtionsindustrien opmuntrer os ikke til andet.

Der er også en anden grund til at vi afviser tanken om den åndelige fødsel: Vi vil selv vælge den – hvis det endelig skal være. Vi vil ikke modtage den. Vi mener at vi selv er i stand til at udvikle vores menneskelighed. At det – så ensomt – er op til os selv hvem vi vil være. Det er derfor forældre vælger for deres børn at de selv skal vælge om de vil døbes eller ej.

Vi står mellem på den ene side en benhård naturalisme der reducerer alt ved mennesket til krop og biologi, og på den anden side en grænseløs tro på at individet med sine valg har al magt over sin egen tilværelse. Splittelsen kan ikke blive dybere – men vi bemærker den knap.


Den åndelige bevidstgørelse – her dåben – trækker os væk fra det dyriske, hen til det menneskelige. Vi kommer fri af vores instinkter og vi befries fra at skulle ’designe’ vores eget liv, befries fra at leve for os selv. Det er ikke nogen let frigørelse. Kristendommen taler ligefrem om at der må en død til, ja et drab. For dåb rimer på død.

Vi hørte i Petersbrevet at Kristus, Guds søn, ’blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden’. Der går en alt for lige linje fra Jesu dåb til hans død på korset. Der er derfor hans dåb finder sted i Jordanfloden tæt på dens uundgåelige udløb i Det Døde Hav.

Hvad betyder det for os? Hvad er det skal dø eller dræbes for at vi kan fødes åndeligt?

Grundtvig sagde det i salmen lige før: ’altid må det gamle dødes, / før i dets sted det ny kan fødes’. Det gamle er ’det i os som siger ”jeg”’. Det ledsager alt hvad vi tænker og gør – og efterhånden også alt hvad vi siger. Første person éntal. Dette pinlige ord som stilles foran snart sagt alt, og som uophørligt minder os om den alt for trofaste kærlighed vi nærer til os selv. Vores naturlige jeg. Prisme for dunkle impulser og heftige valg.

Alt det må vi sætte til side. Vores ’jeg’ skal dø. Så vores bevidsthed kan blive åndelig. Hvor jeg var, skal ånden være. Det betyder ikke andet end at vi lever af det vi modtager. Det er det der gør os menneskelige. Vi modtager vores menneskelighed.


Selv Guds søn modtager dåben. Johannes forstår det ikke. I en blanding af protest og forundring siger han til Jesus: ’Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?’ Men det vil Jesus ikke høre tale om. Selv han modtager sin menneskelighed når ånden ved dåben daler ned over ham og faderen erklærer: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!’

Guds søn har brug for et menneske til at døbe sig. Som han havde brug for et menneske for at lade sig føde. Men hans fødsel var ikke naturlig. Han blev født af en jomfru, undfanget ved ånden. Derfor er der ikke noget ’jeg’ der skal dræbes ved hans dåb. Han hverken lever eller dør for sig selv, men for os. For at vi kan modtage vores liv fra hans dåb, død og opstandelse. Alt det gør han ’én gang’, som vi hørte i Petersbrevet.


En anden gammel filosof har sagt: ’Den der ikke har brug for andre mennesker, må være et dyr eller en gud ’ (Aristoteles). Det passer vældig godt på os. Vi lever dyrisk efter vores krop og vores fornemmelser, og vi lever som guder der selv vil bestemme alting. Andre mennesker har vi ikke brug for – med mindre vi netop bare bruger dem til at realisere vores egne planer eller ’drømme’. Vi har ingen åndelig bevidsthed.

Så det er rigtigt nok at den der ikke har brug for andre mennesker, må være et dyr eller en gud. Dog ikke vores Gud. Han har brug for mennesker. Han bliver født af et menneske, og han bliver døbt af et menneske. Begge dele sker ved ånden. Både hans første og hans anden fødsel er åndelig.

Gud har brug for mennesket for at blive bevidst om sig selv. Gud forstår sig som Gud for mennesker. Han vil ikke være Gud på andre vilkår.


’Naturen elsker at skjule sig.’ Men Gud elsker at åbenbare sig. Han udgyder sin ånd over menneskene og kalder dem sine børn. Han siger det samme til os som han siger til sin søn ved hans dåb: ’I er mine børn; i jer finder jeg velbehag!’

Er det til at overhøre? Denne helt offentlige erklæring som gælder alle der hører den.

Vi kan holde op med at leve åndløst og ufrit. I stedet for at se os selv og hinanden som aber, kan vi begynde at se hinanden og os selv som mennesker. Det skal vi efter-leve, ikke efterabe. Som mennesker der er frie fordi ånden har befriet os fra naturen og bundet os til Gud. Som mennesker der er i stand til at modtage vores liv af hinanden fordi vi har modtaget vores liv af Gud. Til efter-levelse.

Gud elsker at åbenbare sig. Gud åbenbarer sig fordi han elsker.

Niels Grønkjær


› Tilbage