Københavns og Vatov valgmenigheder

Afsked

En ung russisk kvinde – som i Anden Verdenskrig havde meldt sig til infanteriet – stod på perronen, på vej til fronten: ’Min mor [som ellers var påholdende over for sine børn] … kom løbende hen til mig. Hun så mig i øjnene … Dybt i øjnene … Længe … Jeg forstod, at jeg aldrig ville få min mor at se igen. Det kunne jeg mærke … Jeg ville opgive det hele, give vadsækken tilbage og tage med hjem. Det var så synd for dem alle sammen … Min bedstemor … Mine små brødre … Så begyndte musikken at spille … Og der lød en brysk kommando: ’Afbryd kontakt! Ombordstigning! Ind i vognene!’ Jeg vinkede og vinkede, så længe jeg kunne …’ (Svetlana Aleksijevitj, Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, side 66f.).

Hvordan tager vi afsked med hinanden?

Uigenkaldeligt skiller krigen den unge kvindesoldat fra hendes nærmeste. Den brutale ordrer lyder: ’Afbryd kontakt!’. Hen over afbrydelsen tager hun afsked: ’Jeg vinkede og vinkede, så længe jeg kunne …’


Her i tiden mellem påske og pinse hører vi fra Johannesevangeliet de afskedstaler som Jesus taler til sine disciplene. Han véd at deres ’hjerte er fyldt af sorg’ over den kommende adskillelse. Han trøster dem ved at sige at hans bortgang er det bedste for dem. ’For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise’ jer om ’hele sandheden’.

De lange taler er Jesu afsked med disciplene. Han taler og taler til dem – som den unge russiske kvinde vinkede og vinkede så længe hun kunne. Det befæster båndet mellem dem. De skilles ikke bare. De tager afsked, hen over adskillelsen. Afskeden forlænger samhørigheden.


Og så trøsten, trøsten for den sorg som disciplenes hjerte er fyldt af: De vil ikke være alene, overladt til sig selv. Jesus siger at han vil sende talsmanden, helligånden. Trøsteren.

Hvad er trøst? Det er at man bliver i stand til at leve under afskedens fortegn. At man lever sindigt med at tingene ikke varer ved. Et menneske påvirkes af de forandringer hvor vi hele tiden må tage afsked med noget, med nogen – men trøsten skåner os så vi ikke påvirkes i vores grundvold. Trøsten bevarer os i livet. Skærmer os. Det er slemt, men det kunne være værre. Men det er en stakket trøst.

For der er noget mere. Der er sorgen i hjertet som Jesus taler til. Sorgen som påvirker os i grunden, og som vi ikke bare kan skærmes imod. Findes der en trøst som ikke bare gør os i stand til at leve med de ofte smertefulde forandringer som livet byder på? Findes der en trøst som heler den sorg som er ved at sprænge det hjerte der er fyldt af den? Findes der en trøst i grunden?

Der er ingen tvivl om at vi for det meste søger at holde os fri af tvivlen på om denne trøst findes. Ved at dulme hjertesorgen over adskillelsen. Ved afledninger som godt kan være meningsfulde. Netop som den unge russiske kvindesoldat var ved at komme i tvivl om det hele – ’så begyndte musikken at spille’. Var det et indslag som skulle overtale hende til at adlyde ordren om at afbryde kontakten med sin mor – og begive sig ud i hvad der for begge så ud til at blive den endegyldige adskillelse?

Og er det ikke sådan at når det bliver for slemt, så trøster vi os med noget som kan dulme sorgen? Noget som gør at vi kan overtale os selv til at tro at det ikke er så slemt som det ser ud til, og at det kunne være værre. For vi er jo dog i live. Og hvad er mere egnet til at betone dette lille ’dog’ – at vi ’dog er i live’ – end musikken, sangene, kunsten?

Denne skånsomhed er naturligvis på sin plads. Også selv om den skulle bero på selvovertalelse. Men den trøst Jesus bringer, beror ikke på overtalelse, men på overbevisning. Han siger at når talsmanden, helligånden, trøsteren ’kommer, skal han overbevise’ jer om ’hele sandheden’.


Overbevise – overtale. Der er stor forskel. Allerede for en del år siden diskuterede man organtransplantation. De pårørende til et hjernedødt trafikoffer skulle tage stilling til om deres kæres organer måtte udtages til transplantation. Oversygeplejersken for afdelingen udtalte til en tidlig radioavis at man sendte sygeplejersker og læger på kursus for at de kunne lære at overtale de pårørende. En time senere havde hun korrigeret sig selv: De skulle overbevise de pårørende om at organtransplantation kunne gøre godt.

Den ånd som Jesus sender efter sin bortgang, skal ikke overtale os til at tro at på det han siger. Den skal overbevise os om sandheden i det. Den afslører hvad livet i virkeligheden er. Den tildækker det ikke ved at overtale os til at tro noget andet.

I virkeligheden viser evangeliet os afskedens uendelige smerte – samtidig med at det ophæver den. For vel skal disciplene skilles fra Jesus, men de skal mødes med ’sandhedens ånd’ som fornyr deres liv. Der skal ske noget nyt. Det er ikke bare den gamle sorg med al sin tyngde som de skal lære at tage lettere på. De skal erfare at en ny herlighed kastes ind i deres liv.


Jesus taler så menneskeligt. Han trøster og beroliger. Men der er en enkelt bemærkning som kan vække foruroligelse: ’Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.’ Hvad er det de ikke kan bære? Bliver det da værre endnu? Hvad mener Jesus med at han egentlig ville sige noget som han afholder sig fra at sige fordi de endnu ikke kan bære det?

Måske mener han at det – nu hvor han taler til dem – ikke rigtig er gået op for disciplene at han skal korsfæstes. Vi må forestille os at han taler til dem før påskens begivenheder. Men nu er det jo os han taler til – og vi befinder os efter påske. Efter hans død og opstandelse. Hvad er det så vi ikke kan bære nu?

Det er at vi ikke har vænnet os til åndens tale. Hele sandheden er os for voldsom, og vi kan ikke sådan lige tage den til os. Det kræver tid. Det tager tid at forstå at der er trøst for den sorg som river hjertet over fordi den fylder det. Ikke at det går over med tiden, eller at tiden læger alle sår. Men at tiden folder sorgen ud, lindrer den så den ikke er indespærret i hjertet. Så sorgens stik i hjertet bliver til omsorg for andre.

Lidelsen varer ved, men trøsten ophæver lidelsen i lidelsen. Det er trøsten i grunden. Trøsten som lærer os at bære det ubærlige. Med tiden lærer vi at forstå at vi ikke er fortabt selv om vi mister. Vi er ikke overladt til os selv selv om vi føler det. Vi er ikke adskilt fra livet og fra Gud selv om vi tror det.

Man har sagt at ingen kan trøstes over at han skal dø. Og dog er det en trøst at vi heller ikke i døden skal adskilles fra Gud.


’Afbryd kontakt!’ fik de unge potentielle dødsofre at vide. Det kan vi måske også friste os selv til. I den selvovertalte tro at afbrydelsen gør det nemmere for os at komme videre. Fordi intet klæber til os. Fordi vi tror at vores frihed er at vi altid kan lægge alting bag os.

Afskeden har tiden i sig. Adskillelse ikke; den er et hug. Vi er blevet gode til at skilles fra hinanden, men dårligere til at tage afsked. Jeg tænker ikke bare på at de fleste siger ’hej’ når de skilles, og ikke ’farvel’. Jeg tænker på de hårde cuts som vi praktiserer. Engang var det sådan at togets vinduer kunne skubbes ned, og man kunne vinke til hinanden med lommetørklæder indtil toget bøjede af ved Dybbelsbro. Nu klapper dørene i, og vi står bare dér og glor på os selv i rudens spejl.

’Jeg vinkede og vinkede, så længe jeg kunne …’ sagde derimod den unge vildt sørgende kvindekæmper da hun søgte at forvinde sorgen over adskillelsen fra sine kære. Ved at vinke med lommetørklædet så længe hun kunne, gav hun dog et tegn som forbandt hende med dem og dem med hende. De har formodentlig vinket tilbage – for det gør man jo.

Med sine lange afskedstaler vinker Jesus til os. Det bliver han ved med. Og han siger tilmed at talsmanden, helligånden, trøsteren vil fortsætte med at være her når han ikke er her længere, for den er udsendt af ham. Stærkere kan båndet ikke blive mellem det der har været og det der skal komme.

Hen over alle afbrydelser – efter at musikken er hørt op – kommer ånden, det nye som viser os sandheden om vores liv. Jesus tager afsked med os for at vi altid skal høre til hos Gud.


› Tilbage