Københavns og Vatov valgmenigheder

Al retfærdigheds opfyldelse

’Loven er unddraget menneskelig bedømmelse.’ Sådan siger fængselspræsten i Franz Kafkas Processen til Josef K. som er underlagt en uigennemskuelig retsproces. Vi får aldrig at vide hvad han er anklaget for, hvem der anklager ham, hvor retsinstansen befinder sig. Josef K. udbryder fortvivlet: ’Jeg er ikke skyldig. Det beror på en fejltagelse. Hvordan kan et menneske overhovedet være skyldigt?’

Også det synes at uddrage sig menneskets forståelse. Det er selvfølgelig forståeligt at vi bliver skyldige ved hvad vi siger og gør. Det forstår vi så godt at vi søger at bortforklare det for at skammen ikke skal dømme os. Eller vi giver andre skylden. Og så er der jo altid jøderne. Dét vi ikke forstår – må Kafka mene – er hvordan et menneske overhovedet kan være skyldigt. Altså hvordan det kan være udleveret til domsafsigelser det ikke kender baggrunden for. Hvordan kan selve det at leve være forbundet med skyld? At man ligesom oparbejder en skyld så der bliver afsagt dom over ens liv. Som fængselspræsten siger til K.: ’Dommen kommer ikke på én gang; forløbet går efterhånden over i dommen.’

Kafka vil ikke bidrage til de dommedagsscenarier som teologer og kunstnere i tidens løb har givet sig af med at udmale. De har mestendels skildret objektive instanser hvor skylden var til at tage og føle på, og hvor det var let at udpege de skyldige – som stort set altid har været de andre. Hos Kafka løber mennesket vild i sin egen skyld. Det véd i grunden ikke hvad den består i, for det kender ikke den lov det har forbrudt sig imod. Den unddrager sig menneskelig bedømmelse. Ja, mennesket selv unddrager sig menneskelig bedømmelse.

Det må underkaste sig loven og domstolen. ’Man må altså anse deres udsagn for sande?’ spørger Josef K. ’Nej – svarer fængselspræsten – man må blot anse det for nødvendigt.’ ’Men da – siger K. – bliver løgnen gjort til verdensorden.’

Alt er unddraget bedømmelse. Mennesket kan ikke bedømme sig selv. Det erfarer vi netop når vi har så travlt med at bedømme os selv.


Johannes Døberen har viet sit liv til en lov der – mener han – har givet ham mandat til at holde dom over sin samtid. Over dens forløjede moral. Dens selvgodhed. Dens magtbegær og andet begær, for alt begær er magt. Hans domme er faldet som piskesmæld og med en veltalenhed så grov at selv nutidens klummeskribenter må misunde ham den. Men loven, grundlaget for hans virke, har han ikke selv stået inde for. Den har han underlagt sig.

Også denne lov er unddraget menneskelig bedømmelse. Det er ved at gå op for Johannes. Det er heller ikke sikkert at den er sand, eller at den er sandheden om hele menneskelivet. Men den er nødvendig – eller den har været nødvendig. Nødvendig for at Døberens domme ikke skulle være slag i luften.

Men nu sker der noget nyt, og han er ved at blive klar over at loven, grundlaget for hans virke, er unddraget menneskelig bedømmelse. Han bliver også klar over at han ikke kan bedømme sig selv. Han siger til Jesus: ’Jeg trænger til at blive døbt af dig’. Jeg trænger. Han siger dermed at det er nødvendigt at han bliver døbt af Jesus. Han trænger til det nødvendige hvis ikke han skal miste fodfæste – tror han.

Men Jesus holder fast ved at Johannes skal døbe ham: ’Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.’ Så føjer Johannes ham.


’Opfylde al retfærdighed’, hvad vil det sige? Det er oprettelsen af en ny verdensorden som ikke beror på løgn og skjult magt, men som sætter mennesket frit.

I Kafkas proces er der ingen retfærdighed. Retfærdighed er en form for balance mellem skyld og straf – og den balance er helt forrykket i Kafkas univers. Retfærdighed er at enhver får hvad der tilkommer ham. At man yder enhver sit. Den ret som K. indbringes for, har intet med retfærdighed at gøre.

Det har Johannes Døberens anarkistiske domstol ved Jordanfloden. Han prædiker at retfærdigheden vil indhente alle dem der forbryder sig mod den. Guds fjender vil få deres bekomst. Enhver vil få hvad der tilkommer ham – som Johannes forkynder i en blanding af trusler og løfter.

Men hvad tilkommer Johannes selv? Kan han forvente at hans indsats i retfærdighedens tjeneste belønnes efter fortjeneste? Det er hvad han kommer i tvivl om. Derfor trænger han til den dåb som ligger uden for enhver fortjeneste. For den kan kun modtages. Johannes beder om dåben. Han frasiger sig enhver fortjeneste.

Og så svarer Jesus at han ikke vil døbe Johannes, men at han skal døbe ham: ’For således bør vi opfylde al retfærdighed.’

Det betyder ikke at Johannes’ retfærdighedsforkyndelse skal udbredes så den når sin fuldendelse. Det betyder derimod at Johannes træder ud af nødvendighedens rige – og over i frihedens rige. Opfyldelsen af retfærdigheden er ikke den gennemførte retfærdighed, men den retfærdighed der befries til kærlighed.

Kirkefaderen Augustin har sagt: ’ ’Den fuldkomne retfærdighed findes kun ... når den fuldkomne kærlighed findes. Det gør den når vi ser Gud som han er’ (De perf. iust. hom. 8).

Da Jesus efter sin dåb stiger op fra vandet, ser han himlene åbne sig over ham, og han ser ånden dale ned over ham som en due. Ånden, det er kærlighedens bånd mellem faderen og sønnen. Og faderens røst lyder fra himlene: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!’

Retfærdigheden opfyldes i kærligheden. Når vi ser Gud som han er.

Det gør Johannes også. Han befries fra at bedømme sig selv. Da han døber Jesus, fuldendes hans virke. I opfyldelsen af al retfærdighed. Den fuldkomne retfærdighed opfyldes i den fuldkomne kærlighed.


Det kan lyde naivt og urealistisk. Den kolde retfærdighed er måske det højeste vi kan manøvrere ud fra. At enhver får efter fortjeneste. At enhver får sin bekomst. At vi belønner en handling. At vi gengælder en handling. Én til én.

Sådan må det nok være når der ikke er andet at gøre. Med fare for at også et samfund kan fare vild i sig selv. Det er nødvendighedens rige. At anslag mod friheden besvares med den retfærdige dom, med den nødvendige retfærdigheds dom. Frygten kan vokse så den må forsvare sig med vold mod vold. Utrygheden kan blive så stor at vi må gøre alt for at skærme trygheden. Sådan kan det være. Men det må altid være undtagelsen.

For det modsatte af utryghed er ikke tryghed. Det modsatte af utryghed er åbenhed. Det modsatte af lovløshed er ikke den indiskutable lov som er unddraget menneskelig bedømmelse. Det modsatte af lovløshed er frihed. Dét er det ledende. Og det skal det være. Så snart det glemmes, så snart vi lader undtagelsestilstanden gælde som det normale, bliver vi fanger af vores egen retfærdighed som bliver rethaverisk. Da forsvinder åbenheden og friheden.


Det første Jesus siger i Matthæusevangeliet, siger han om sin dåb her i dagens evangelium: ’Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.’ Her bliver retfærdigheden fuldkommen fordi den fuldkomne kærlighed kommer til verden. Her kan vi – som Jesus selv – se Gud som han er. Han er ikke tryghedens Gud. Han er åbenhedens Gud som åbner himlen over os og mellem os. Han er ikke frygtens Gud. Han er frihedens Gud. Han befrier os fra at skulle fortjene vores liv. Han befrier os fra at skulle bedømme os selv.


Gud befrier os fra løgnens verdensorden. Retten kan blive til løgn når den er uden retfærdighed. Når den unddrager sig menneskelig bedømmelse. Når den er uden legitimitet, som vi siger. Det var den labyrint Josef K. løb vild i. Så han til sidst løb vild i sig selv. Så skylden ikke gav nogen mening fordi han var skyldig uanset hvad.

Den nye verdens orden som beror på opfyldelsen af al retfærdighed, skænker mennesket friheden. Den åbne himmel over os og mellem os. Her ser vi Gud som han er.

Det er hvad dåben betyder. Den befrier mennesket fra at skulle bedømme sig selv. Befrier det fra at skulle gøre sig fortjent til sit liv. For i dåben tilsiger Gud mennesket at leve frit. Altid tilgivet sin skyld. Faderen siger til sin søn: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!’ I sin søns navns siger han i dåben til os: ’Du er mit elskede barn, i dig finder jeg velbehag.’ Det er hans uforbeholdne hengivelse. Han som selv lader sig døbe af den Johannes der blev sin egen hårdeste dommer. Da Jesus insisterer på at blive døbt af ham, befrier han Johannes fra den umenneskelige lov, og han befrier ham fra ham selv.

Bliver Johannes nogensinde selv døbt? For man forstår ham jo stadig: ’Jeg trænger til at blive døbt af dig’. Jeg trænger til at undslippe mig selv, for jeg kan ikke bedømme mig selv. Jeg trænger til at min retfærdighedssans ikke bliver rethaverisk, men opfyldes i kærlighed. Jeg trænger til frihed. Fra mig selv. Fra den lov som unddrager sig menneskelig bedømmelse.

Lad være at Johannes måske ikke selv blev døbt. Men hans dåb af Guds søn er også for hans eget vedkommende opfyldelsen af al retfærdighed i den kærlighed hvor han ser Gud som han er.

Vi skal se det i dåben om lidt: at Gud er den der i dåben og i nadveren giver sig selv til os – i det ord som ikke unddrager sig det menneskelige, men skænker os friheden ved at befri os fra skylden og fra os selv.

Vi må bede til at vi forvalter frihedens gave som vi modtager den.

Niels Grønkjær


› Tilbage