Københavns og Vatov valgmenigheder

Alt godt

’Alt godt!’ Med den hilsen kan man afslutte et postkort eller et samvær. Vi ønsker hinanden alt godt. Det ville være lidt underligt hvis vi ønskede hinanden noget godt eller lidt godt. Det gode kan ikke gradbøjes. Siger vi at noget ikke er særlig godt, er det faktisk skidt. Derfor ønsker vi hinanden alt godt.

Men hvad når det ikke alene er noget vi ønsker hinanden? Hvordan reagerer vi når alt er godt? Når det ikke bare er godt for mig eller for det og det, men godt slet og ret? Det kan naturligvis være svært at sige, for det er jo ikke godt. Der er hele tiden noget der ikke er som det skal være, og elendigheden har sjældent trange kår.

Derfor kan evangeliet være så oprørende. Det siger altid at alting i grunden er godt. At Gud har gjort at alt er godt, og at det ikke er noget vi behøver at nøjes med at ønske. Det er oprørende, for hvem kan ikke se at alting ikke er godt, men at det – hvis vi endelig skal tale om alting – så snarere er skridt? Hvad skal der ellers blive af vores ønsker?

Hvis evangeliet ikke bare skal stå som et vildt postulat, unddraget ethvert fakta-tjek, hvad skal det så til for? Netop det viser dagens evangelium. Denne lignelse om arbejderne i vingården som Matthæusevangelisten lader Jesus fortælle, handler om hvad der sker når godheden gør sit indtog i vores liv. Ikke den godhed der leverer hvad der er godt for mig. Men godheden slet og ret.


Til den arbejder der føler sig forfordelt, siger vingårdsejeren til sidst: ’Er dit øje ondt, fordi jeg er god?’ Denne godhed er Guds godhed. Jesus har lige forinden sagt til en rig ung mand der har spurgt ham hvad godt han skal gøre for at få evigt liv: ’Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.’ Godheden slet og ret – Guds godhed.

Hvad sker der når vi stedes for godheden?

Det har vi det ikke nemt med. Godheden slet og ret ser bort fra alle de gradbøjninger vi opererer med hvornår noget er godt og andet mindre godt. Hvad der nytter noget. Det oprører os når disse gradbøjninger sættes til side. Det skyldes at der til grund for vores opfattelse af hvad der er godt, ligger et andet begreb end godhed: retfærdighed. Noget kan ikke være godt hvis det ikke er retfærdigt, og det er retfærdigheden der afgør hvor godt noget er, mener vi.

Det er konflikten i lignelsen – altså: Der må være en vis ligelighed imellem hvad vi yder og hvad vi får. Det er retfærdigt. Hvis tre timers arbejde lønnes med én denar, må seks timers arbejde lønnes med to denarer, ni og tolv timers arbejde med … ja, det har I allerede regnet ud … og så er der overarbejde.

Men så er det alligevel ikke sådan som retfærdigheden tilsiger. For alle får én denar, uanset hvor meget eller hvor lidt de har arbejdet. Det tilsidesætter retfærdighedsprincippet. Det bliver ikke mindre oprørende af at vingårdsejeren selv har sagt til nogle af de senere tilkomne arbejdere at han vil betale dem hvad de har ret til, dvs. hvad retfærdigheden tilsiger. I sin godhed blæser han på retfærdigheden – også den han selv har stillet i udsigt!

Den forfordelte arbejder oprøres over at retfærdigheden tilsidesættes. Men det er kun det forargede skalkeskjul for en dybere krænkelse: Vingårdsejeren tilsidesætter retfærdighedsprincippet da han udbetaler den ene denars løn til de senest tilkomne arbejdere, ja – men han tilsidesætter det ikke da han udbetaler den først tilkomne hans denar. Til ham siger han netop: ’Min ven, jeg gør dig ikke uret.’ Her sker retfærdigheden virkelig fyldest. Han får som aftalt.

Den krænkede arbejder har skummet af raseri. Han bliver selvfølgelig krænket over at de andre dovenkroppe får samme løn som han. Dét er uretfærdigt. Men han bliver dybest set krænket over at vingårdsejeren fastholder ham på den retfærdige aftale, mens han udøser sin godhed over de andre som ikke har båret dagens byrde og hede.

Dette menneske er ikke usympatisk, og man forstår at han er krænket. Om en mindre sympatisk person i Dostojevskijs roman Idioten – en person der absolut ikke har båret dagens byrde og hede – hedder det at man hos ham sporede en ’beruset følelse af at have retten på sin side og samtidig noget, der kun kunne udlægges som et mærkeligt, uophørligt behov for konstant at føle sig krænket’ (side 345).

Denne usympatiske person – og det retfærdige menneske i lignelsen – har forskanset sig i deres berusede følelse af at have retten på deres side. Den ene krænkes, og den anden nærer et konstant behov for at føle sig krænket. Kan de komme ud af deres rus?

Og vi må – uden at vi naturligvis på nogen som helst måde minder om hverken den ene eller den anden – vi må spørge os: Er der en godhed som kan befri os fra vores retfærdighed som så let bliver til selvretfærdighed, en godhed som kan befri os fra at føle os krænket?


Her begynder vi måske at forstå hvorfor evangeliet kan være så oprørende. Det holder godheden op for den der klamrer sig til retfærdigheden. Og så fælder det den hårde dom: ’Er dit øje ondt, fordi jeg er god?’


Retfærdigheden – ligeligheden mellem mennesker – den må vi holde i hævd. Den er velegnet til at regulere forholdet mellem søskende så det ikke skal gå for hårdt til. Det er udmærket at vores retsvæsen indeholder mere eller mindre vage forestillinger om retfærdighed – selv om det ved domstolene – når det kommer til stykket – ikke drejer sig om retfærdighed, men om lov og ret. Og det gælder vel endnu at vores samfund bygger på retfærdighedsprincippet om at økonomisk ulighed skal søges udjævnet til fordel for de ringest stillede.

Men det er så samtidig retfærdighedsprincippet som kan gå over gevind og føre til uret. Selvfølgelig skal det ’kunne betale sig at arbejde’ – som den krænkede i lignelsen siger. Og selvfølgelig skal man gøre sig fortjent til at modtage hjælp – fordi man har tjent op til det og ikke har drevet den af. Men hvad så hvis man ikke er i stand til det? Ville det ikke være en uret hvis den der ikke selv kan gøre sig fortjent til hjælp, ikke skulle modtage den? – Og dog er det en sådan uret som retfærdighedsprincippet kan afstedkomme.

Det afværges kun hvis der ikke alene er tale om retfærdighed. Ved at der iblandes skønsomhed, anstændighed, ja, godhed. Hvis man gradbøjer godheden så den bliver bøjet ind i vores begreber om retfærdighed. Det er uomtvisteligt at kristendommen har medvirket til det, og at den for eksempel har præget vores socialsystem og vores retsvæsen – og så lader jeg i øvrigt det ligge.


For alt det er jo alene en udvidelse af vores retfærdighedsprincip. Ikke en modsigelse af det – sådan som det sker i dagens lignelse. Den hårde dom lyder stadig: ’Er dit øje ondt, fordi jeg er god?’

Det tavse, sammenbidte svar er: ’Ja, det ville være bedre hvis de andre ikke fik så meget. Det ville være bedre hvis det var retfærdigt. Det ville være bedre hvis du ikke var så god ved de andre.’

Og vi kan godt afslutte denne tavse, forbitrede talestrøm: ’Hvis du var rimelig i din godhed, ville du gøre godt mod mig, den retfærdige som har fortjent den!’

Men Jesus afviser at udbrede sin godhed på de præmisser. Han viser den krænkede tilbage på hans egen retfærdighed: ’Blev du ikke enig med mig om en denar?’ Evangeliet dømmer vores retfærdighed og sender den og os ud i det mørke hvor vi er henvist til vores eget. ’Tag det, der er dit, og gå!’ – som en hård skilsmisse. Og så det sidste ord mens han er på vej bort: Er du ond fordi jeg er god?!

Stedt for godheden dømmes vi af vores berusede følelse af at have retten på vores side. Vi dømmes af den retfærdighedsfølelse der næres af sit eget krænkelsesberedskab så den bliver ond. Den ser ondt til dem der har fortjent at det går dem dårligt. Og den ser ondt til dem det går godt selv om de ikke har fortjent det – og ja, også selv om de har fortjent det. Retfærdigheden er altædende.


Men lad os fortælle lignelsen til ende. For nu strømmer godheden ind i vores liv. Fra den gode Gud som udøser den over os uden at der går noget fra ham. Som solen hvis lys ikke svækkes af at stråle. Som kilden ikke tørrer ud af at springe.

Alt er godt, forkynder evangeliet. Ikke sådan at vores retfærdighedsprincipper og retfærdighedsfornemmelser bare krydres med lidt godhed her og der. Men sådan at Guds godhed ligger til grund for alt andet. Den gør livet godt – uanset hvor retfærdigt og uretfærdigt det arter sig.

’De sidste skal blive de første, og de første de sidste.’ Det betyder at vi som det første skal tage imod Guds godhed – og så derefter gøre hvad vi kan for at behandle hinanden retfærdigt. Gøre godt og gavn for andre. Unde hinanden alt godt.

Godheden gradbøjes ikke. Helt uafhængigt af vores fortjenester får vi den i samme mål: én denar. For kun én er den gode.

Niels Grønkjær


› Tilbage