Københavns og Vatov valgmenigheder

Anerkendelse?

Anerkendelse?

I 1639 begyndte det så småt at trække op til en af de evindelige krige mellem Sverige og Danmark. I en tale i det svenske rigsråd sagde den ordførende: ’Guds hemmeligheder skal forkyndes for alt folket – men principperne for rådets overvejelser skal forties og holdes skjult.’

Her var der altså en politiker som kunne sit evangelium, og som nærmest talte med juleenglens røst: ’Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket’. Et budskab for alle. For Gud skjuler ingenting. Men så talte han altså også med en anden stemme, politikerens: når det drejer sig om politiske beslutninger, så skal man netop skjule og hemmeligholde sine overvejelser. Ellers spiller man sig sine kort af hænde og gør sin magt magtesløs. Krigen mod danskerne ville være tabt på forhånd.

Begivenhederne som er juleevangeliet, udspiller sig langt borte fra det politiske magtcentrum. I små flækker i en af Romerrigets yderste provinser. Lukas noterer med omhu at ’Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem’. Skal man tro Lukas – og det skal man – så kommer Josef og den højfrugtsommelige Maria altså ikke gennem Jerusalem – som ellers ligger lige på vejen. De kom fra udkantsisrael og drog til en anden udkant af landet, til Betlehem – en by som ikke mange havde hørt om i geografitimen. Men Jerusalem drager de uden om, til trods for at de må have levet med beretningerne om byens usædvanlige historie, dens storslåede tempel og magtens korridorer i regeringspaladset.

De er nemlig ude i et helt andet ærinde som er så stort at det kun kan rummes i det mindste. At give fødsel til en glæde som er så stor at den skal være for hele folket, en glæde som kun kan udgå fra det mindste, barnet. For Guds hemmeligheder skal forkyndes for alt folket – hvorimod politikerne og spindoktorerne i Jerusalem lever af at kunne holde på hemmeligheder; deres succes beror på det. Det er altså vigtigt at Lukas i denne omgang ikke lader den hellige familie drage gennem Jerusalem.

Magten er skjult samtidig med at den med folketællingen søger at underlægge sig alt – hvorimod evangeliet skal forkyndes for hele folket fordi ingen af Guds hemmeligheder skal forblive skjult. Magten skjuler – evangeliet åbenbarer. Det forkyndes for alverden. Vi véd jo godt at kejseren i Rom ikke rigtig er til at stole på, om han så hedder Augustus eller noget andet. Heller ikke ham i Syrien, Kvirinius, Assad, eller hvad han nu hedder.

Hvori består modsætningen mellem evangeliet og det politiske for tiden? Der er jo i hvert fald ét område hvor vi alle er temmelig nøjeregnende, for tiden. Vi vil anerkendes. Politisk, nationalt, etnisk, religiøst, personligt – over hele linjen forlanger vi anerkendelse. Den kæmper vi om, til tider med næb og klør. Vi vil anerkendes som dem vi er. Det er et berettiget krav. Vi håber på at blive anerkendt som dem vi er. Ethver etnisk gruppe. Den lille stat eller nation. Den religiøse sekt. Den politiske fraktion. Det seksuelle mindretal. Det enkelte menneske. Alle vil anerkendes. Alle må anerkendes. Der ikke herske tvivl om at sådan bør vi tænke og handle.

Men der er også noget galt ved det. Der er noget nedværdigende ved at være henvist til at forlange at andre anerkender én, at håbe på det. For ikke længe siden var der et læserbrev i Københavneravisen Politiken. En ung pige fra Vestjylland spørger: ’Hvorfor skriver Skivedrengen og Holstebropigen læserbreve? Fordi vi higer efter anerkendelse!’ Man spørger sig: Har ’vi’ – ’herovre’ i København som de siger ’derovre’ i Jylland – har vi virkelig skubbet ’dem’ så langt bort fra ’os’ at de må trygle om vores anerkendelse? Og ville det ikke blot befæste skævheden endnu mere hvis vi elskede at give dem vores anerkendelse?

Talen om anerkendelse er stadig politikkens sprog, og vi går jo alle ind for det. Men anerkendelsen afskaffer ikke uligheder mellem mennesker. Den beror på magtforhold, og det er næsten umuligt at finde en stabil balance hvor der sker en gensidig anerkendelse mellem ligeværdige.

Der er da også noget som er vigtigere end anerkendelse. Det er at vi kendes ved hinanden. Når vi gør det – kendes ved hinanden – så er vi i et fællesskab. Denne vedkendelse er noget andet end anerkendelse: vi står ikke over for hinanden, ikke over og under hinanden – men vi kender os selv ved hinanden. Det kommer ikke så meget an på hvem vi hver især er. Det vigtigste er at vi er sammen om noget.

Gud bliver menneske i det lille barn i Betlehem for at vedkende sig os. I al vores skrøbelighed kendes han ved os. Han vil leve sit liv sammen med os, skrøbelig som os, udsat som os. Deraf udspringer den store glæde som vokser og bliver så stor at den kan være for hele folket.

I Jerusalem har de ikke rigtig sans for folket. I magtens centrum skjuler man sig for folket. Herinde er man bange for at alt skal siges ligeud, og at der ikke er nogen hemmeligheder at skjule sig bag. Da Herodes af de vise mænd hører om at jødernes konge er født, bliver han forfærdet, ’og hele Jerusalem med ham’ – som det hedder. Så det er altså ikke helt korrekt når vi som for lidt siden sang at ’Et barn er født i Betlehem, / thi glæde sig Jerusalem!’

De der har magten, glæder sig ikke over at vedkendelse er vigtigere end anerkendelse. De ønsker at bevare magten ved at underlægge sig dem de tildeler deres anerkendelse. Og de skjuler at denne procedure er undertrykkende.

Men Guds hemmeligheder skal forkyndes for alt folket. Alt skal åbenbares. Det er det fælles. Når Gud vedkender sig os, og når vi vedkender os hinanden (og det gør vi ved at vi vedkender os ham der vedkender sig os alle) – så bliver det jul. Uden dette fællesskab ville vi henfalde i ensomhed. Der må være andre mennesker som ser og hører det samme som os. Andre mennesker som har set og hørt det samme som os. Det er derfor vi savner dem der står os nær, men som vi har tabt relationen til. Det er derfor vi savner vores døde, navnlig i julen. Uden dem ville vi ikke være os.

Vi ville heller ikke være os uden Gud. Vi ville ikke have lov til at være de skrøbelige, svage, dødelige mennesker vi er. Vi ville i stedet skulle stræbe efter anerkendelse, gøre os til nogen det er værd at anerkende. Men evangeliet giver os fred fra det. Det er for hele folket – også for de stærke.

En dag kommer Jesus faktisk til Jerusalem for at lære magthaverne at vedkendelse er vigtigere end anerkendelse. Sådan at deres forfærdelse kan aftage, så også de kan høre hvad englen siger: ’Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket’.

I tegneserien Quark er der én der spørger hovedpersonen: ’Tror du på Julemanden, Quark...?’ Han svarer: ’Det kommer da an på hva’ han siger!’

Gud siger noget som vi ikke kan lade være med at tro på hvis vi vil bevare vores menneskelighed. Gud anerkender os ikke. Han vedkender sig os – også det menneske der ikke er fundet værdigt til anerkendelse. Gud elsker os ikke som dem vi er, men på trods af at vi er dem vi er. Dét kan måske lære os at acceptere at han også elsker de andre. For Guds hemmeligheder skal forkyndes for hele folket. Han holder ikke noget skjult. Ingen er udelukket fra hans glæde.

Niels Grønkjær
 


› Tilbage