Københavns og Vatov valgmenigheder

At leve sin tid glad

 
Den islandske sagahelt Egil Skallagrimsson har mistet en søn, og så mister han en søn mere. Egil begraver ham, går hjem og lægger sig i alkoven og skyder skodden for. Hans sorg er så stor at han svulmer op så ’både kjortel og hoser revnede på ham.’ På tredjedagen kommer hans datter Thorgerd som har hørt hvad der er sket. Hun lægger sig ind i hvilekammeret til sin far for at følge ham i dødssorgen. Egil påskønner hendes kærlighed, og de ligger tavse hen.

’Hvad er det, min datter, tygger du på noget?’ Thorgerd svarer at hun tygger på noget giftigt tang som vil forhindre hende i at leve længe – og så vil Egil også have noget. Men det gør dem tørstige, og de beder om vand som viser sig at være mælk. Narret til at komme til kræfter må Egil sande at hans plan om at dø af sorg er ødelagt, og han digter det store kvad om Sønnetabet. Han kan næsten ikke synge for sorg og savn – men han gør det, og selv om det ikke trøster nok, ender det med at han lever sin tid glad. Egil synger sorgen glad. Som han kvæder får ordene liv.


Tre dage skulle der gå. Og her på tredjedagen som er den første dag i ugen, kommer de tre kvinder ud til Jesu grav. Men den korsfæstede er der ikke: ’Han er opstået, han er ikke her’, får de at vide. ’Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.’ Men så flygter de fra graven, ’for de var rystede og ude af sig selv.’

Hvorfor er de det? Fordi de nu ikke længere har noget sted at gå hen med deres sorg. Den døde må hvile i en grav; ellers kan de levende fare vild i deres sorg. Som kvinderne nu er i færd med at gøre det. Og så har de endnu ingen sange. Ingen ord: ’de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.’

Kvinderne er umiddelbart værre stedt end Egil. De har ikke noget sted at gå hen med deres sorg. De har ingen sange. Ingen ord. De har kun en besked om at den opstandne er gået i forvejen til Galilæa, og at de skal se ham dér – som han før sin død har sagt til dem. Men det kan de ikke huske noget om, her hos Markusevangelisten som var den første der skrev om dette. De er erindringsløse, stedløse, sprogløse. Bange.


Der indtræffer begivenheder som omvælter vores verden, den store og den mindre. De slår os med frygt eller opbruser os i jubel. Overmandet og ude af os selv er vi. Vi véd ikke umiddelbart hvad dette betyder, og hvordan vores liv kommer til at gå videre. Vi gemmer os for verden og hyller os i tavshed, som Egil. Eller vi flygter ud i den, uden mål og med, som kvinderne.

Det er først efterhånden vi bliver i stand til at forholde os til omvæltningen. Først med tiden forstår vi hvad det indtrufne kommer til at betyde for vores liv. Det der finder sted, overgives til tiden.

De tab Egil led, bliver overgivet til erindringens tid. Årene har gjort ham ensom. Men i sorgen over sine tabte sønner kom ordene til ham. I sorgen aflastes man fra at beskæftige sig med sig selv.

Det var også derfor kvinderne gik ud til graven påskemorgen. For at gøre noget for den døde, salve ham. Og for at være på stedet hvor de havde lagt ham. Græde, mindes ham og det der var sket. Sørge, lade erindringens tid brede sig og trøste dem over tabet. Aflaste dem fra at være kastet tilbage på sig selv.

Nu forhindres de i at sørge, for han er der ikke. Men der er noget de har glemt, og som deres sorg har udvisket af deres erindring. De har glemt at han ikke mindre end tre gange har sagt til dem at han skulle overgives i menneskers vold, at de skulle slå ham ihjel, men at han skulle opstå tre dage efter. Det har de glemt – til trods for at det ved den ene lejlighed var kommet til et heftigt skænderi mellem Jesus og Peter. Det er nok grunden til at den unge mand i hvide klæder beder kvinderne fortælle specifikt Peter om opstandelsen.

Midt i alt dette husker de heller ikke at Jesus har sagt at han går i forvejen for dem til Galilæa, og at de skal se ham dér. Der er ingen sammenhæng mellem deres fortid og deres fremtid. De er helt opløst i nuet, ude af sig selv af frygt.


Uden erindring nærer de ingen forventning.

Egil havde erindringen, og sorgens sprog trøstede ham. Da han lå i alkoven og var ved at dø i sin ensomme nutid, kom Thorgerd og narrede ham til at fæste sig til livet. Han sang sorgen glad, forlod alkoven og endte med at leve sin tid glad. Der kan være en nærende varighed i erindringen.

Det kommer ikke på tale at leve i nuet. Her er vi prisgivet det der overmander os. Frygten – altså terroren – som vi rammes af. Det nytter heller ikke noget at foreskrive at vi skal leve i nuet når det bringer nydelse – selv om det jo er blevet et livsmål i vores hedonistiske kultur. Men nuet er snævert, det hører op, og efterlader aldrig andet end et mat genskin som ikke kan shines op i jagten på nok så mange nydelsesnuer – som altid efterfølges af en massiv kedsomhed som ny nydelse skal fordrive.


Kristendommen er forventningens livsmåde. Hvad er forventning? Det er at man glæder sig til det der kommer, fordi det allerede er begyndt at blive opfyldt. I forventningen er der en varighed mellem det der er, og det der kommer – fordi man har fået nys om det. Et budskab.

Men det er kvinderne døve for. Bange som de er. Kan der komme forventning ud af det?

Der er fortider vi ikke ønsker at erindre. Ikke kun de onde fortider og vores skyld som vi forståeligt nok kan finde på at fortrænge. Men også gode fortider kan vi skubbe fra os fordi de var rige på løfter om en fremtid der ikke blev til noget. Forventningen kuldsejlede. Skuffelsen tager over. Ét middel mod skuffelse er at glemme forventningen.

Den skuffede forventning kan sætte sig som bitterhed. En russisk forfatter, Varlam Sjalamov – som tilbragte tyve år i sibirisk arbejdslejr – har sagt at et menneske måske godt kan lære at leve med sine sorger (det skal vi jo, for de går ikke over). Men ikke bitterheden. Den er alt fortærende og ikke til at blive af med. ’Bitterheden klæber til skelettet’, skriver Sjalamov.

Det er den skuffede livsforventning som kvinderne vil glemme. Derfor har de fortrængt Jesu ord om den fælles fremtid i Galilæa. Han havde indgivet dem en forventning som er slået om i den skuffelse de nu prøver at dulme med deres salver. De sørger for at undgå bitterheden. For det gør sorgen også: Ud over at man i sorgen aflastes fra at beskæftige sig med sig selv, så holder sorgen bitterheden fra livet. I sorgen undgår vi at kastes tilbage på bitterhedens selvbeskæftigelse.

Måske er det i grunden det kvinderne frygter allermest: At de nu hvor han er død, ikke engang har et sted hvor de kan sørge og salve. De frygter at blive bitre nu hvor en unge mand puster nyt liv i en allerede skuffede forventning. Så er det bedre at glemme det hele: hvad Jesus har sagt, og hvad den unge mand nu gentager så rungende hult inde i den tomme grav.


Måske var det bedre om vi glemte det hele. Glemte at Jesus havde sagt at han var Guds søn, og at han skulle opstå til en fremtid sammen med os. Kun huske at han var en fantast der forståeligt nok blev slået ihjel netop fordi han havde sagt dét og indgivet os nytteløse forventninger.

Og så kan vi beskytte os bag ligegyldige videnskabelige teorier om at døde ikke kan opstå – slet ikke en gud som alene ved at være dét kvalificerer sig som illusion. Og så kan vi i øvrigt nøjes med halvlivet og de nydelser vi kan rage til os. Forventningsløse. Og erindringsløse – ikke engang i stand til at give sorgen lindring i Egil Skallagrimssons kvad.

Langfredag hørte vi at Jesus ’opgav ånden’. Nu, påskemorgen, er det ånden der opvækker ham til et nyt liv. Det er i ånden at den opstandnes liv forenes med vores liv. Kærlighedens fællesliv.

Det mangler i Markusevangeliets bratte afslutning, men det fortælles efterhånden: at kvinderne faktisk sagde det hele til nogen, til disciplene, som sagde det videre til nogen der sagde det videre til nogen som har sagt det til os. Efterhånden tager vi budskabet til os. Det lægger evangeliet hen til os at leve videre. Så kan vi leve vores tid glad.

Egil sang erindringens sorg glad. I hans kvad fik ordene liv, og han kunne leve sin tid glad.

Det er ikke kun i sorgen, men også i glæden at vi aflastes fra at skulle beskæftige os med os selv. Også i glæden er vi ude af os selv. Når livsforventningen kommer over os.

Opstandelsesevangeliet fuldbyrdes når vi synger kvindernes frygt glad. Her får ordet liv. Frygten vendes til forventning. I ordet som Gud taler til os. I ordet som hans søn er. Her opstår han virkeligt. Vi behøver ikke at nøjes med tang og mælk. Vi får brød og vin.

Budskabet runger ikke i den tomme grav, men fylder vores liv med forventning. I ånden kommer ordene og sangene til os. Det giver os glæden over det liv der hele tiden kommer til os, for det er allerede begyndt at blive opfyldt.


› Tilbage