Københavns og Vatov valgmenigheder

At være menneske

’Mennesket er et væsen der kan vænne sig til alt.’ Dostojevskij mener at det er den bedste definition på et menneske. Det kan udsættes for voldsomme omvæltninger, løftes til den højeste begejstring, henleve i begivenhedsløs normalitet. Ikke kun det normale kan vi vænne os til – det må vi vænne os til. Også det der ligger højt over og lavt under, kan et menneske vænne sig til. Navnlig det sidste er påkrævet. Hvis man skal tro Dostojevskij.
Men der er én ting et menneske ikke kan vænne sig til: Det kan ikke vænne sig til tanken om at det ikke skulle findes. Uanset hvordan dets liv former sig. Jesus siger det også: ’Hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?’ Der er ikke noget som kan opveje et menneskes liv. Der er ikke noget som kan erstatte det. Som kan måles med det.
Alligevel forsøger vi at orientere vores liv mod noget som er så værdifuldt at det kan måles med det, fylde det. Ikke ligegyldige ting. Men ting og steder vi knytter os til, sager vi kæmper for. Det er jo ikke hele livet; det véd vi godt. Og det ville heller ikke være hele livet selv om vi vandt ’hele verden’, som Jesus siger. For der er intet der kan opveje et menneskes liv. Det er uerstatteligt.
Det hænger sammen med at vi ikke kan vænne os til tanken om at vi ikke findes. Vi kan ikke vænne os til tanken om at vores liv skulle kunne erstattes af noget andet – lige meget hvor hårdt eller hvor let vores liv er. Livet vil altid være noget vi søger at bevare. Fordi der ikke er noget andet der kan opveje det.

Men Jesus siger at der er noget som kan opveje et menneskeliv. Der er et ’vederlag’ for det. Noget som kan give livet tilbage til den der har mistet det. ’Den, der vil frelse sit liv, skal miste det’. Mennesket skal ikke bevare sit liv – selv om det er uerstatteligt. Hvis vi søger at bevare vores liv fordi det er uerstatteligt, skal vi miste det.
Det er et meget hårdt udsagn. Det modsiger enhver naturlig tilbøjelighed, og vi kan umuligt vænne os til tanken.
Jesus taler ikke om klodens liv og dyrearternes bevarelse. Det må vi tage vare på uden at blande ham ind i det. Jesus taler om menneskelivet. Ikke som en biologisk organisme, men som det liv der udfolder sig i menneskets forhold til sin menneskelighed. Og det er så i den forbindelse han erklærer at mennesket ikke selv skal søge at bevare sin uerstattelige menneskelighed.
Men det er jo det vi gør! Vi søger at bevare vores menneskelige liv fordi det er uerstatteligt. Vi søger at bevare vores liv i verden. Hvad skulle vi ellers gøre? Det er sådan mennesker ræsonnerer, tænker og handler. Det er hvad mennesker vil.
Men det afviser Jesus da han irettesætter Peter: ’du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.’ Hvad vil Peter? Da Jesus har forudsagt at han nu går til Jerusalem for at lide og dø, udbryder han: ’Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!’ Peter tænker menneskeligt. Han vil at hans ven og herre skal forskånes for lidelse og død. For Peter er Jesu liv uerstatteligt, ja, han kalder ham ’den levende Guds søn’. Så meget betyder han for ham.
Men Jesus forbander Peter fordi han vil afholde ham, den levende Gud, fra at dø: ’Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.’

Hvad er det vi overser når vi vil bevare vores liv som vi finder uerstatteligt? Hvad er der galt med vores selvopholdelsesdrift?
Måske beror den på at vi kan vænne os til alt, næsten alt. Men den er ikke varende. Vi kan ikke hele tiden holde os selv oppe. Vi må vedkende os vores skrøbelighed, ja, vores dødelighed. Vi kan miste terræn. Et menneske kan miste fodfæste i verden. Driften til selvopretholdelse bukke under. Den der ikke vil erkende det, kommer til at kaste sig ud i så store anstrengelser at han ikke alene mister blik for sit eget liv, men også for deres som han tvinger til at tage del i de overmenneskelige anstrengelser han har pålagt sig selv. Vi må erkende at vores naturlige tilbøjelighed til at bevare uerstatteligt liv kommer til at lide skibbrud. Og at vi uden denne erkendelse kan forspilde vores liv.
Vi kan forstå Jesu hårde ord som et bud om at vi skal samtykke i menneskets vilkår – også til gavn for de andre. Jesus og Dostojevskij kan have ret når de siger at et menneske kan vænne sig til alt, og at den opgave må vi tage på os, så godt og så langt vi formår.
Det ville i hvert fald spare os for mange overanstrengte forsøg på at på at få noget ud af livet, som vi siger. Som om livet er en svamp vi presser, eller en citron. Som om vi har krav på at få noget ’ud af’ de andre. Og som om de andre har krav på at få noget ’ud af’ os – krav som vi alt for gerne imødekommer ved at fylde os med alle mulige behageligheder som vi kan hælde ud over dem: alle de meninger og synspunkter som flyder så let. Jesu ord er en kritik af den der vil bevare sit liv ved at hævde sig.

Men der er noget mere i det når han siger at den der vil bevare ’sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.’ Vores liv bliver først for alvor uerstatteligt når vi lægger det fra os. Når vi giver afkald på at ville bevare os selv ved at hævde os. Når vi ikke for enhver pris at vil bevare vores eget liv. Først da kommer livet igen. Som en uanstrengt tilskikkelse.
Dét tror jeg ikke vi kan vænne os til. Vi må høre det igen og igen. Som Peter der bekender at Jesus er ’Kristus, den levende Guds søn’. Men lynhurtigt glemmer Peter at livets levende Gud ikke er en selvopretholdende gud. Peter kan ikke forstå at Gud ikke er en gud der vil bevare sin søn fra lidelse og død. Peter ejer hvad Thomas Mann i en af sine Josef-romaner har kaldt ’den naturlige manglende evne til at tro på døden’. Han må belæres så hårdt som kun forbandelsen kan. Han skal forstå at Jesus som han lige har bekendt som den levende Guds søn, må til Jerusalem for at lide og dø. For kun en levende gud kan dø. Og kun en gud der dør, kan opstå.
Det er den bekendelse kirken bygger på. Den er lagt i munden på Peter som straks svigter den. For bekendelsen er afkaldet på at ville bevare sit eget liv. Afkaldet på kun at ville hvad mennesker vil.
Her begynder vi at forstå at selvopretholdelsens liv ikke opfylder menneskets liv. De kampe dét kræver, har sine omkostninger som ikke altid er menneskelige. Dyrkelsen af det stærke menneske kan blive umenneskelig. De fysiske og mentale anstrengelser der sættes ind, kan være ødelæggende. Den der for enhver pris vil bevare sit liv, kan miste opmærksomheden for hvad det tilskikker ham.

Hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? I grunden intet. Fordi der ikke er noget der kan opveje det. Alle menneskets bestræbelser må samle sig om at bevare det. For vi kan ikke bytte vores liv ud med et andet liv, med en andens liv. Hvem kan ønske sig et andet liv? Jo, et stakkels menneske kan måske, i et øjeblik af dyb fortvivlelse.
Mennesket kan ikke give noget til vederlag for sit liv. Men Gud giver sit liv til vederlag for menneskets liv. Hvad enten dette liv er et liv i vellykket selvopretholdelse eller et fortvivlet liv. Hvad enten det er et liv der vinder hele verden, eller et liv der falder ud af verden.
Det er evangeliet om den levende Gud som må dø for at opstå til et nyt liv. Det liv som vi troede var uerstatteligt, erstatter Gud med sit nye liv. Som vederlag for vores liv – som vi giver afkald på i bekendelsen. Bekendelsens ord er lagt i munden på os der hele tiden svigter budskabet fordi vi vil som mennesker vil. Men nu får vi et rigere liv.
Det kan vi ikke vænne os til. Men vi kan vænne os til at gå i kirke. For vi må høre det igen og igen.

Niels Grønkjær


› Tilbage