Københavns og Vatov valgmenigheder

Den gode tid

Det er en dvælende tid. Ja, ikke i naturen. Dér er alting i hvileløs udvikling, i sprudlende vækst. Men hér, i kirkens år, er det en hvilende tid. Det er tiden mellem Jesu opstandelse og hans himmelfart. Der sker ikke rigtig noget, og de tekster vi hører, har noget stillestående ved sig, noget kredsende.

Som nu dagens Johannesevangelium. Det udspiller sig ganske vist mens Jesus er ved at tage afsked med disciplene før sin død og opstandelse. Men det er umuligt for os ikke at høre det talt til dem som befandt også de sig her i tiden mellem hans opstandelse og hans himmelfart.

I denne mellemtid forbereder han dem på at han forlader dem, men samtidig trøster han dem: Han siger at han går i forvejen for dem til sin faders hus, for at gøre en plads rede for dem dér, og at han vender tilbage for at hente dem med sig – ’for at også I skal være, hvor jeg er.’

Han taler disciplene til ro. Han taler uroen til ro. Deres vildrede. Deres forfærdede hjerte som slår så hårdt mellem samhørighed og adskillelse.


Inger Christensen skriver i Brev i april:


Det er da så let
som ingenting
i april
det er egentlig
bare at gøre det
at gå der i skoven
som dengang
så let
som var det
ingen verdens ting
i april
at gå der
som dengang
med hinanden
i hånden
faktisk ingenting
at tale om
i anemonevinden
som om vi aldrig
var blevet skilt
fra hinanden
så let
som ingenting
i april
fordi de visner
så hurtigt
og i den iltede
skovluft
er pinjen af ild
som teksten er vild.

Forbundet og skilt. Vildt og let. Her i mellemtiden.


Forstår de hinanden, Jesus og disciplene? Også denne tekst er i grunden forreven og vild.

Forstår disciplene Jesus? Nej, det gør de jo ikke. ’Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip?’ Og Thomas: ’Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?’ Spørgsmålene står imellem dem og Jesus. Og vi får ikke at vide om de forstår hans svar. Vi får ikke at vide om de gør som han siger at de skal gøre: ’Tro mig’. Vi ved ikke om de lader sig berolige. Om de lader sig trøste. Om de tror at hvor han er, skal de være.

Forstår vi at det er den opstandne der taler til os? Er vores liv ikke for forrevne til at vi for alvor lader os berolige?

Beroligelsen søger vi måske andre steder. I naturen som ikke er som os. I kunsten som taler anderledes end vi selv gør – i bøger, musik, billeder, i biografen og teatret. I andre menneskers ord og gerning. Alt det der ikke er som os, kan trøste og berolige.

Også den opstandne Gud taler anderledes end vi selv. Men taler han ikke alt for forskelligt fra hvad vi ellers forstår?


Måske kan vores manglende forståelse af hvad Jesus siger – måske kan det få os til at spørge om han i grunden forstår disciplene. Forstår han os? Taler han ikke forbi spørgsmålene? Forstår han de liv vi lever?

Det var jo i hvert fald derfor han kom. Guds ord blev kød og tog bolig iblandt os. Gud ville leve vores liv. Sammen med os. Også selv om vi ikke altid ville have det. Det påtog han sig. Med alt det forrevne vi bærer på. Og med alle de rivninger det gav mellem ham og os. For Gud vidste at hvis han skulle forstå os, måtte han selv prøve at leve som et menneske, udsætte sig for os.

Det er kristendommens uforkortede ’realisme’. Gud deler sit liv med mennesket, helt ind i døden. For Gud er den levende Gud, og kun en levende gud kan dø. Ham forstår vi, og han forstår os.

Sådan har det været helt frem til påske. Helt ind i Guds død. Det var ikke et billede, ikke et stykke teater, men virkelighed. Vores menneskelige, forrevne, vilde virkelighed.

Det kan vi forstå. Og vi kan tilmed godt forstå at hvis det kun er en levende gud der kan dø, så er det også kun en død gud der kan opstå. Og hvis vi ikke kan forstå det, så kan vi tro og håbe det – fordi vi af Guds død lærte vores egen død at kende.

Men nu, er det ikke nu som om alt dette fra påsken er fortonet? Er det ikke som om Jesus, den opstandne, svæver over dette alt for menneskelige liv med dets urolige og hvileløse spørgen uden rigtig at tage del i det? Tager han ikke alt for let på det – ’som var det ingen verdens ting’?


Man kan mene at det havde været bedre om Guds søn var faret op til himlen umiddelbart efter sin død og opstandelse. Det havde været mere ’realistisk’. Så var denne svævende mellemtid blevet suspenderet. Så var den nye virkelighed – opstandelsens overvindelse af dødens virkelighed – uden videre blevet ophøjet til en himmelsk virkelighed som vi måtte se op til.

Der ville ikke være denne mellemtid mellem påske og himmelfart, for så ville Gud uden videre atter være tilbage i sin himmel, og så skulle vi atter indstille os på at leve for os selv med vores uro – indtil den måske engang ville ophøre, i foreningen med ham som vi først engang ville have fællesliv med. Og så ville dette liv miste sin ’realisme’. Nedskrives til noget foreløbigt.


Men nej! Dette liv er væsentligt. Det er vores dyrebare virkelighed. Med al dets uro. Så forrevent og konfliktfyldt det er. Så glædeligt og let det er – for letheden og glæden er ikke lemfældige. Vi lever i mellemtiden hvor døden og livet skiller os fra hinanden, og hvor livet og døden forener os.


Det er til dette vores urolige, spørgende liv at Jesus siger: ’Tro mig’. Grundtvig har derfor helt og aldeles ret i at det netop er i disse 40 dage mellem sin opstandelse og sin himmelfart at Guds søn lærer sine disciple trosbekendelsen. Den er det mundtlige ord af Herrens egen mund.

Den skal vi holde os til. Her i dette liv hvor ingen forstår det hele på én gang, men hvor vi til tider forstår noget, til tider noget andet, måske nogen gange ingenting. Til tider er det samhørigheden som bekendelsen fremkalder, til tider er det adskillelsen. Til tider jorden, til tider himlen i vores liv.

Vi kan måske ikke forstå trosbekendelsen, men vi kan forstå os i den. Ordene er store, de største. Men de er ikke for store for vores liv. De er store for at vores liv kan vokse i dem.


’Jeg er vejen og sandheden og livet’ – det er en treenighed. Ingen af dem er uden hinanden. Med sandheden er i midten. Sandheden er i livet, uanset hvordan det former sig. Sandheden er på vejen, uanset hvor den fører os hen. Den følger os i vores horisontale livsbevægelser. Sandheden er vandret. Kun løgnen er lodret.

Sandhed kan blive til løgn når den adskilles fra livet. Hvis den ophøjes til at være den endegyldige sandhed som først virkeliggøres ved tidernes ende. Eller hvis den tilsvarende – i mindre skala – gøres til en fast størrelse hvorpå vi skal måle hvor langt vi er kommet i at virkeliggøre den. Så kan både det enkelte menneske og samfundet udmåle sin egen succes – og altid nok så påfaldende: udmåle hvor meget der mangler.

Kristendommen opererer ikke med den slags sandheder som gør dette liv mindre værdigt. Sandheden – Guds ord til os – ledsager os i alle livets bevægelser. Heller ikke det ord taler som vi. Det taler til os for at vi skal forstå os i det. Beroliges og trøstes.


’Han gav sig god tid’, kan vi sige. At give sig god tid er ikke det samme som at dovne og drive den af. Når vi giver os god tid, dvæler vi ved det vi har for. Det er ikke noget der skal overstås. Den gode tid vi giver os, er ikke bare den lange tid, men netop den gode tid.

Her i mellemtiden giver Guds søn sig god tid. Han spørger forundret: ’Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip?’ Når han giver sig lang tid, giver han sig god tid. Vi skal kende ham i den gode tid han giver os når han giver sig god tid.

Guds tid er den gode tid. Ja, Guds tid er den allerbedste tid – som det lyder i en af Bachs tidlige kantater. Også denne mellemtid. Også i den er vi hvor han er, for han er i den med sit ord til os om at der altid er en plads til os hvor han er.

Uanset hvor forrevent og hvor vildt vores liv kan være – giver han os sin gode tid. Så vægtig som alt. Så let som ingenting.
 

Niels Grønkjær


› Tilbage