Københavns og Vatov valgmenigheder

Det

En af vores fornemste lyrikere, Inger Christensen, har skrevet i digtcyklus med titlen Det. Den slutter således:

Det er verden
Det er det hele i en masse forskellige mennesker
Det er det hele i en masse forskelligt
Det er det hele i en masse
Det er det hele
Det er det
Det

Det er svært at sige hvad denne digtcyklus handler om. Alt muligt foldes ud og foldes sammen. I en vis forstand handler Det om det hele, om verden, om det at verden er. Og Inger Christensen formaner os:

Det eneste vi har at gøre for hinanden
er at sige det som det er

Hvordan kommer vi til det? Hvordan kan vi tale til hinanden så verden åbner sig for noget andet end os selv, for nogle andre end os selv? I det forløbne år må hyppigheden af ordet ’mig’ og ordet ’jeg’ have slået nye rekorder. Verden og de andre er i stigende grad blevet vedhæng til mine synspunkter, mine følelser, min krop. Hvordan kan vi komme bort herfra og i stedet begynde at tale om ’det’ – verden og det fællesmenneskelige – på en ikke umenneskelig måde?

Ordet ’det’ skulle dog fortsat være det mest anvendte danske ord. Det falder så let i munden, måske fordi vi næsten ikke bemærker det. Det kan henvise til alt muligt og nærmest ingenting. Vi siger: ’Det sner’ – men hvad er ’det’ egentlig der gør det? Vi siger: ’Sådan er det’ – men hvad er i grunden ’det’ der er? Der er noget gådefuldt ved det, ved ’det’.

Der er noget gådefuldt ved verden, ved at den er. Samtidig er det så upåfaldende at vi knap lægger mærke til det. En livsfølelse vi ikke tænker over.

Når vi ikke véd hvad vi skal kalde noget, kalder vi det ’det’. Noget må det hedde; det er jo ikke ingenting. Verden er ikke ingenting, men hvad er den? Et menneske er ikke ingenting, men hvad er det?

Juleevangeliet lægger verden frem. Den bliver Guds virkelighed. Juleevangeliet handler om at mennesket får liv ved at få et navn, Guds navn. Johannes-juleevangeliet handler om Ordet som åbner verden, som giver mennesket navn.


’I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.’

Ordet er ’det’. Ordet er det der er i begyndelsen, det der er Gud. Ordet står for ’det’ der ellers ikke ville være. Ordet åbner verden ved at gøre den til Guds virkelighed. Ja, Johannes skriver at i Ordet er livet.

Vi kender godt til at lægge ord til verden som åbner den for os. Et spædbarn pludrer, men efterhånden samler denne pludren sig til ord. Langsomt erobrer barnet verden så det kan orientere sig i den. Når det opdager hvad et ord betyder, kan det næsten ikke holde op med at sige det. Det kan være irriterende for den voksne at det hundrede gange bliver ved med at sige bord, sut, traktor. Men det er ikke tingene der interesserer; det er lutter henrykkelse over at høre til i verden. Al den rigdom som endnu kan opdages. Hvad er ’det’? Det er et bord’ Hvad er det? Det er en sut. Hvad er det? ...

Tingene kan vi pege på. Men verden kan man ikke pege på. Det er ikke til at sige hvad den er. Der er naturvidenskab som mener at den godt véd hvad verden er. Det gør den også når den reducerer verden til ting der kan iagttages, og processer der kan beskrives. Men denne naturvidenskabelige verden er abstrakt, og mennesket kan ikke leve i den. Den bliver ikke virkelig for mennesket. Den er ikke Guds virkelighed.

Guds virkelighed er det Ord som livet er i. ’Livet er menneskenes lys’, som Johannesevangelisten skriver. Guds Ord gør verden til menneskets virkelighed. ’Det’ gør verden menneskelig.


Men her i åbningen af Johannesevangeliet bliver ’det’ efterhånden til ’han’. Som det hed i åbningen af Hebræerbrevet: ’Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn’.

Guds Ord træder nu frem som et menneske, Guds Ord bliver til Guds søn. I denne overgang står Johannes Døberen. Han vidner om lyset, ’det sande lys, som oplyser hvert menneske’. Det sker ikke pludseligt, men som en overgang. For ’det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden.’ Døberen står i denne overgang.

’Hvad er det?’ bliver til ’hvem er han?’ Guds Ord er ikke tomme lyde. Han taler som et menneske.

Også det kender vi til. ’Jeg giver dig mit ord.’ Det betyder: ’Jeg sætter mig selv ind på det jeg siger.’ ’Du har mit ord’ vil sige: ’Du kan stole på mig. Du har mig.’

Vores sociale virkelighed holdes sammen af den slags ord. Når vi afgiver løfter, træder vi ud i et offentligt rum. Et menneske kan ikke love sig selv noget. Det er ikke bindende, og intet er lettere at løbe fra end de løfter man har udtalt i sit stille sind. Den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt har talt om ’mørket i menneskets hjerte’. Dette mørke betyder at menneskene grundlæggende aldrig er i stand til i dag at garantere hvem de er i morgen. I sig selv er mennesket overladt til dunkle modsigelser. Det er ikke selvberoende og kan ikke i sig selv bevare sin identitet. Kun hvis mennesket er bundet til andre mennesker, kan det bevare sig selv.

Ved at handle og afgive løfter og holde dem træder vi ud af os selv og binder os til hinanden. Det andet menneske bliver delagtigt i mit liv, de andre mennesker bliver vidner til det. Uden de andre ville vi – som Arendt skriver – ‘være hjælpeløst udleveret til mørket i menneskets hjerte … – et mørke, der kun kan brydes af det lys, der kastes over det offentlige rum i kraft af tilstedeværelsen af andre mennesker, der kan bekræfte identiteten mellem den, der lover, og den, der holder sine løfter.’

Det er vores fælles verden. Ordet er ikke længere kun et ‘det’. Ordet er en person. Et menneske. Ordet er bundet til det menneskelige. ‘Det sande lys, som oplyser hvert menneske.’

Der må være vidner til vores liv. Selv Guds søns liv må bevidnes. Det er Johannes Døberens opgave: ‘Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset … Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.’ Som fællesskabet mellem mennesker styrkes når de er vidner til hinandens liv, således styrkes fælleslivet mellem Gud og mennesket når det bevidnes.


Julen er én stor social begivenhed. Men også dét kan vi ødelægge. Som naturvidenskabens abstrakte verden tømmer mennesketlivets verden, sådan kan vi også ødelægge den sociale virkelighed. Vi kan løbe fra vores ord. Svigte vores løfter. Vi kan sige at vi ikke mente det på dén måde, eller vi kan ganske simpelt vende den anden ryggen. Når det sker, er det ikke lyset som kastes over den fælles virkelighed, men mørket i menneskets hjerte som bryder frem. Det mørke som vi i vores ensomhed hilder os i når vi da lover os selv at vi aldrig mere vil love nogen noget som vi ikke kan love os selv.

Lyset skinnede i mørket, og mørket greb det ikke – som evangelisten skriver. Når mørket får bugt med lyset, falder livets grundlæggende sociale orden sammen. Det menneskelige fællesverden som er udvirket af ét menneske, Guds Ord, lægges øde. Som det hedder: ’Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.’

Hvorfor vil vi ikke vide af ham? Hvad er ’det’ vi ikke vil vide af? Er det virkelig sådan at erfaringen af at være i verden ikke kan udtrykkes i et fælles sprog?

Digtningens stammende forsøg på at sige ’det’, dens uvilkårlige vilje til klarhed er forsøg på at indløse Inger Christensens formaning om at vi skylder hinanden at ’sige det som det er’. Digtningen hører formodentlig også med til de mangfoldige måder som Gud ellers taler til os på. Det lyser en verden frem der ligner den som Ordet i begyndelsen frembringer. Det er endnu en skrøbelig verden. Og det liv det bærer, kaster endnu et lys som kan formørkes. Evangeliet er solidarisk med dette menneskelige vilkår. Det sætter sig ikke igennem uden videre, men efterhånden – for ’det var ved at komme til verden.’

Men så samler det sig, evangeliet: ’Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os’. Ordet binder sig til den menneskelige verden. Ikke blot et øjeblik eller en tid, men vedvarende tager det bolig hos os. Det bliver et menneske som os. Fuldstændig uden forbehold. Uhildet og klart: ’vi så hans herlighed ... fuld af nåde og sandhed.’

Nu har Gud sagt det som det er. Ikke et vrængbillede af verden, men en menneskelig verden fuld af nåde og sandhed.

Når vi tager imod det, er vi Guds børn ’som tror på hans navn.’ Nu er det ikke længere ’det’ vi skal udgrunde, men ’ham’ vi skal stole på, ham hvis navn vi kender fordi han har gjort sig kendt for os, fordi han vil kendes ved os – selv om vi ikke vil kendes ved ham. ’Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham’ – men han kom!


Den menneskelige verden træder frem i ordet. Det gør den hver gang vi taler menneskeligt til hinanden. Vores ord kan være flygtige og usikre. Derfor kan de godt være gode ord. Men Guds Ord er bestandigt. For hans Ord har et navn, Guds navn, Guds søns navn. Hans ord gør mennesket menneskeligt ved at gøre det til Guds menneske, hans barn. Han siger du til os – og vi kan sige du til ham. Som Kierkegaard skriver, drejer det sig om at kunne sige du til Gud. Det er hvad julen lærer os.

Verden kan stadig forvrænges, blive umenneskelig og nådesløs. Men nu véd vi at det ikke behøver at være sådan. Der er ord som kalder verden og det menneskelige frem. Hellige ord og menneskelige ord. I julens evangelium taler Guds Ord til mennesket som et menneske. For at også vi skal tale gode ord til hinanden. Sige det som det er. Sige det som det nu er blevet. Ord fulde af nåde og sandhed. Da lyser verden frem.
 

Niels Grønkjær


› Tilbage