Københavns og Vatov valgmenigheder

Døden er ubegribelig

Døden er ubegribelig.

En engelsk arkæolog mener nu næsten at have fundet den ægyptiske dronning Nefertitis grav. Den skulle befinde sig i et forseglet rum bag Tutankhamons gravkammer i Kongernes Dal ved Luxor. Det er et spørgsmål om tid før man gennembryder væggen – og så måske finder endnu større skatte end dengang for knap 100 år siden hvor man tømte sønnens gravkammer.

Dødekulter og gravsteder er noget særegent for mennesket. De ægyptiske herskeres er rigest, og de er det i en sådan grad at det leder tanken bort fra døden, hen på et liv så rigt at det næsten ikke kan mistes, men bevares i mumien med alt dens tilbehør af skrammel. Døden som skjuler sig bag sin egen pragt.

Nu skal det hele frem i lyset. Man mener vel ikke at skænde gravfreden, men at berige verden med skatte fra en svunden kultur. Og så at tilfredsstille den menneskelige nysgerrighed – som er umættelig.

Men det vil ikke være dødens hemmelighed man fremdrager. Kun noget som har været tilbehør til livet, og som har tildækket døden. Som har skullet gøre den til noget der ikke måtte være. Storheden i det alt sammen har været at graven var forseglet: Tutankhamon og Nefertiti har beholdt deres liv i døden. Det vil man så fratage dem. Herregud, det er jo så længe siden. Og arkæologerne skal jo også have noget at lave. Men tænk hvis man lod være! Dét ville være en verdensbegivenhed. At vi for én gangs skyld begrænsede vores nysgerrighed.

Og det ville være passende hvis man på en eller anden måde medgav at alt det håndgribelige der dér vil møde os, ikke gør døden mere begribelig. Ja, at det håndgribelige gør døden mere ubegribelig.


Vi kan aldrig forudsætte at der findes en viden som gør døden begribelig, eller som gør den til at bære.

Den tanke vækkes med Paul Celans digt som jeg læste tidligere. Det dødelige og døende menneske bøjer sig til jorden og drikker blodet som bærer Guds billede, blodet som han har udgydt. Men véd Gud hvad døden er? Det svage, døende menneske beder til Gud for at trøste sig. Ja, det beder til Gud om at han beder til mennesket. At Gud beder mennesket om at han af det får viden om døden som han ikke kender.

Celans digt Tenebrae, Mørke, henviser til mørket som faldt over hele jorden da Jesus, Guds søn, Gud, døde. ’Det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes’.

Er det ikke en blasfemisk omtydning af passionshistorien når Celan i sit digt lader Gud bede til mennesket som har erfaring med døden?

Bed, Herre,
bed til os,
vi er nær.

Vi er så nær døden og jorden. Eller er digtet i virkeligheden ikke meget tæt på det særligt kristne hvor menneskesønnens død på korset er et budskab til alle der kender døden – uden at vide hvad den indebærer? Det er en bøn om at Gud og menneske flettes sammen i erfaringen af døden. Den dobbelte bøn – digtets bøn om Guds bøn – forener Gud med mennesket, mennesket som i blodet fra jorden hvor Gud har udgydt det, drikker hans billede.

Det er også en trøst: At Gud kommer til at kende døden. Nu véd både skaberen og hans skabning hvilken sorg døden har bragt ind i livet. Det er en trøst. Men døden er stadig ubegribelig, og den kan gøre os tungsindige. Vi erfarer den, men vi véd ikke hvad den er.


Sorgen. Vi véd hvorfor vi sørger. Vi véd hvad vi savner, hvem vi savner. Savnet føder sorgen. Sorgen som er forbindelsen med dem vi savner. Sorgen knytter sig til nogen som ikke er der, som skulle være der, som vi kender så godt. Nu vil man tage sorgen fra os ved at gøre den til en diagnose. Vil man også tage dem fra os som vi savner?

Vi véd hvorfor vi sørger. Men tungsindigheden. Vi véd ikke hvorfor vi er tungsindige. Det kan komme over os uden nogen bestemt grund. Der kan være anledninger til det. Men det henligger i mørke hvad det i grunden er der kaldes frem. Der er noget grundløst ved tungsindigheden.

Måske har det at gøre med det ubegribelige. At livet er skrøbeligt. At det næsten altid er af kortere varighed end vi ønsker. At vi véd det ikke varer, men at vi ikke kan forstå det. Dødens ubegribelighed slår ud i en grundløs tungsindighed. En slags livssorg. En ubestemmelig sorg der udspringer af noget som vi véd, men alligevel ikke forstår. Vi véd også her hvorfor vi sørger, men vi forstår ikke den ubegribelige dødelighed vi sørger over.

Vi véd at vi skal dø, men vi tror det ikke; derfor kan vi ikke forstå det. Kan vi komme til at tro hvad vi godt véd?


De gamle ægyptere kunne nok ikke. Alene deres storladne omgang med døden var en forhindring. At stå på toppen af Keopspyramiden. Dette monstrøse, kunstige bjerg som peger plat mod en livløs himmel, men er alt for tungt i sit fundament. Bygget mere end 1000 år før Nefertiti, rejst af tusinder af hænder over et ubetydeligt, skrumpende noget, smulerne af en formummet mumie. ’Dette dødens storskrald’, som Thomas Mann kalder pyramiderne ved Giza der minder hans Josef om Babelstårnet. De står bare der, ’den golde overlevende kæmpematematik’, som noget ’forbandet’, ’forladt af deres tid ... her i Guds nutid’.

Den falske himmel over disse overdrevent håndgribelige dødsmonumenter tildækker dødens ubegribelighed. Helt modsat fordybning og krater i jordsmonnet hos Celan. Helt modsat den erfaring af døden som Gud deler med ethvert menneske da der ved den sjette time ’faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: ’Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.’’

Nu er der igen faldet mørke over hele jorden. Fundamenterne ligger tungt hen over døde og levende, og himlen er flade forestillinger om nydelse.

Her kan det ikke nytte noget at samle skrammel fra en svunden tid. For også denne tid, vores nutid, er Guds nutid. Døden erfarer vi i vores liv. Dér hvor vi er holdt inde i vores egen livsvished som vi ikke kan slippe. Det gør den så ubegribelig, døden. At det som er vores liv, skal blive til noget som intet er, døden. Sorgen. Tungsindet. Livssorgen.

Midt i livet adskilles vi fra livet – det flænges som forhænget i templet. Da Jesus dør, råber han med høj røst. Denne røst er Guds egen røst. Gud dør selv. Flængen går gennem Gud selv.


I denne flænge åbnes pludselig blikket mod et nyt liv. Ikke et liv som blot forlænger dette liv, og som søger at konservere det i mumificeret form. Ikke et liv som bare knejser i sit eget golde lys. Men et liv som oprejses i mørket. Som oprejses af jorden. Som går igennem flængen – og dér møder den ånd som Gud giver fra sig da han dør på korset. For det er ånden der forener sønnen og faderen når Jesus med Guds egen høje røst råber: ’Fader i dine hænder betror jeg min ånd.’ Og det er ånden som forener os med Gud.

Midt i livets ubegribelige død får vi et glimt at det nye liv, åndens liv. Som udspringer af at Gud dør vores død. Han har hørt vores bøn, ja, han har hørt digtets bøn om at han beder til os:

Bed, Herre,
bed til os,
vi er nær.

Nu er han os nær. Han kan høre vores bøn. Der er røveren som korsfæstes sammen med ham, og som han korsfæstes sammen med, røveren som beder: ’Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.’ Som opfyldes alt i denne bøn, for Jesus siger til ham: ’Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.’ I dag. Mens vi lever. Mens vi dør. Nu. Langfredag.

Gud dør vores død. Han tager ingen skatte med sig i graven. Det er ikke døden der er hans pragt. Han er den levende Gud som i sin død er os nær i sin ånd, og som af jorden oprejser os til et nyt liv og fører os fra mørket til lyset. Det er Guds egen, høje røst som vi altid kan kende: ’I dag skal du være med mig, for jeg vil altid være med dig.’

Selv om vi ikke forstår det, kan vi nu tro hvad vi godt véd: at vi skal dø. For Gud giver os at tro at han overvinder døden i livet, at han overvinder livssorgen – at der er et liv i døden: åndens nye liv. Guds nutid.

Det er ubegribeligt. Men opstandelsen er ikke mere ubegribelig end døden.

Niels Grønkjær
 


› Tilbage