Københavns og Vatov valgmenigheder

Dommen

I sin ungdom påtænkte Franz Kafka at skrive en roman om to brødre der kæmpede mod hinanden, den ene rejste til Amerika, den anden blev i sit europæiske fængsel. En søndag eftermiddag er familien samlet hos bedsteforældrene, og Franz er forfængelig nok til at lade en onkel få fingre i arket hvorpå han netop har skrevet om sit eget fængsel. Onklen siger ud over bordet at det bare er ’det sædvanlige bras’. Den 19. januar 1911 noterer Kafka i sin dagbog: ’min onkels dom genlød i mig med næsten virkelig betydning, og jeg fik selv inden for familiefølelsen et indblik i vores verdens kolde rum som jeg skulle varme op med en ild jeg først ville lede efter’.
Det er hvad domme kan: fratage os vores verdensfølelse og efterlade os i et koldt, tomt rum. Vi kan søge at beskytte os mod sådanne domme, blandt andet ved at dæmpe vores forfængelighed. For i grunden véd vi at vi ikke kan varme os ved dommen da den vil give os indblik i det der hele tiden har været vores livsvilkår: verdens kolde rum. Kafka erklærer at han vil lede efter den ild der kan opvarme verdensrummet. Jeg tror ikke det nogensinde lykkedes ham.

Det ser ud til at Johannesevangelisten har nogenlunde samme blik på ’verden’: At den er kold og vender mennesket ryggen. Og at Gud derfor sender sin søn ’for at verden skal frelses ved ham.’ Verden er et fængsel for det betrængte menneske.
Men samtidig hedder det at Gud ikke sender sin søn til verden ’for at dømme verden’. Hvordan hænger det sammen? Ville det ikke passe bedre hvis vi bare sagde at verden er et koldt rum som trænger til revselse hvis mennesket skal befries til en anden virkelighed? Finde en ild?

At holde dom.
Når en dom er udtalt, er der ingen vej tilbage. Den juridiske dom skaber en ny virkelighed. Det gør den moralske også. Dommen er et brud. Den udsiger en ny virkelighed, og det der var før, gælder ikke længere. Vi frygter dommen fordi den kan tilintetgøre os – selv om vi håber at den vil befri os.
Sådan er det med andres dom over os. Men hvordan forholder det sig med vores egen dom over os selv? Det er der rig lejlighed til at iagttage. Skal man tro de offentlige erklæringer, er der ingen krise. De fleste bedømmer sig selv overordentligt positivt – og det kan man sådan set godt forstå. Der er mange fanfarer, og bliver det mere spagfærdigt – som når det ikke er så muntert – skal man arbejde med sig selv, indtil det viser sig at det man gjorde, ikke var så slemt. Man skal i hvert fald ikke tage det så tungt, for man er jo ikke så slem, vel? Vi er vældig gode til at frifinde os selv.
Men det kan være alvorligt at holde dom over sig selv. Anklage sig selv for den måde man lever på. At man forspilder sine muligheder. Der var noget man skulle, men som man ikke gjorde. Man kan fortryde, men ikke fortryde sig ud af det. Det er ikke nemt at undskylde sig over for sig selv.
Den alvorligste domstol er dog indsigten i at det man gjorde mod det andet menneske, var forkert og uden undskyldning. At der ikke er andet end berettigede selvbebrejdelser der gælder. Man må afsige den dom over sig selv at man er skyldig. Ikke bare fordi man plages af skyldfølelse – selv om det er blevet almindeligt at sige at man ’er ked af det’, og at den anden må hjælpe en med at holde op med at være ked af det – og desuden fordamper skyldfølelsen. Nej, dommen dømmer ikke skyldfølelsen, men skylden. Den dømmer handlingen, og den forsvinder ikke. Man kan ikke gøre noget ved det.
Der er ingen vej tilbage, og der er ingen vej ud. Det kan ikke gøres om, og man kan ikke frikende sig selv. Man er fanget i sin skyld. Den er blevet et fængsel.

Den unge Kafka modtager en dom som – med hans egne ord – kaster ham i verdens kolde rum, i et verdensfængsel. Men det er en dom afsagt over hvad han allerede selv har skrevet om sit eget fængsel. Han er allerede fanget i sig selv inden dommen udtales. Har han virkelig troet at onklens dom kunne udfri ham af det? Det tror jeg ikke. For han skriver at det er forfængelighed der driver ham til skødesløst at lade onklen læse udkastet.
Det er som om han vil vise at han godt kendte dommen inden den faldt. At onklens dom ikke kunne ramme ham fordi han allerede var dømt. At dommen hverken gjorde fra eller til fordi hans egen dom var strengere end alle andres. Dét skulle de vide. Dét var hans forfængelighed.
Hvordan så blive fri? Hvordan finde en ild der kan opvarme dette kuldslåede liv?

Evangeliet går lige så radikalt til værks som Kafka. Bare omvendt. Det taler ikke om menneskets skyld for at idømme det en straf, men for at tilgive den. Det taler ikke om ’verden’ for at dømme den, men ’for at verden skal frelses’. Det er Guds kærlighed som er grundlaget for dommen. Evangeliernes korte evangelium: ’Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.’
Evangeliet befrier os fra de fængsler vi med vores domme kaster hinanden og os selv ned i. Det drejer sig her – som hos Kafka – ikke om de juridiske og moralske domme. Det drejer sig om dommen over vores liv. Men hvor Kafka borer i en dom som vores liv er lænket til, løfter evangeliet os i kærligheden som er forudsætningen for dommen.
Kærligheden afsiger ingen dom. Men evangeliet bliver til dom for den der ikke vil tage imod det. Den der tror at Gud elsker verden ved at sende sin søn, ’dømmes ikke’. Men den der ikke tror det, ’er allerede dømt’, som det hedder.
Kun den der ikke tager imod tilgivelsen, er fanget i sin skyld. Kun den der ikke vil vide af Guds kærlighed, er overladt til verdens kulde. Kun den der dømmer sig selv, er dømt.

Kan kærligheden være så hård!?
Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden. Men verden dømte ham. Verden dømte ham der ikke dømte, fordi den ikke ville give afkald på dommen. Fordi den ikke ville opgive tanken om at der er domme der skiller før og nu, skiller os fra hinanden, skiller os fra verden. Ja, fordi den ikke vil opgive den forfængelige dom over sig selv.
Kan vi opgive den tanke? Findes der en virkelighed som forbinder før og nu? En virkelighed som forbinder os med verden? En virkelighed som trods skylden forener os med hinanden?
Ja, den virkelighed findes. Den er det evige liv. Det liv der bortløfter dommen over vores liv. Som ophæver alle adskillelser. Guds tilgivelse af skylden rækker hen over dem. Det er ikke en tom erklæring. Det er en handling hvor Gud giver sig selv til den verden der adskiller sig fra ham. Han sender sin søn til verden. Af kærlighed.
Det lyder smukt, men det er hårdt. Det betyder at vores domme over hinanden ikke er livsbærende eller livsødelæggende. Det betyder at vores domme over os selv – hvad enten de er selvopløftende eller selvfornedrende – brændes væk som dug for solen. Og det betyder at vores forfængelighed – hvormed vi holder andre beskæftigede med os – ikke kan bekræfte os i vores ret til at føle os hjemme i vores hjemløshed, i en kuldslået verden.

Kafka sagde det selv. Han søgte det menneskelige og fandt dets vrangside. Mens han dér ledte efter den ild der skulle give varme til det hele. Men han fandt den ikke. Han forsøgte ganske vist som Prometheus at stjæle ilden fra guderne og bringe den til menneskenes verden. Men også Kafkas Prometheus endte med at blive lænket til klipperne i Kaukasus hvor ørnene kom og hakkede i hans lever – indtil han til sidst blev ét med bjergmassivet. Gudernes liv var og forblev langt langt væk fra menneskenes.
Også den strenge, dømmende Gud var borte. Så nu måtte mennesket selv overtage hans rolle. Dette menneske kan være sin egen nådesløse dommer. Det har overtaget en forvrænget forestilling om en Gud som det afviser: at Gud skulle have været en streng dommer der dømmer mennesket for dets fejl. Når mennesket forkaster den Gud, sætter det sig på Guds plads – og bliver sin egen værste dommer.
Kafka skrev at hans onkels dom genlød i ham med næsten virkelig betydning. Det blev vel hans redning at det kun var ’næsten’. Selv om han aldrig fandt ilden der kunne give varme til menneskets kolde verden.
Det er den ild evangeliet bringer. Ikke kun næsten, men helt. Vi kan ikke røve den fra Gud. Han giver os den helt af sig selv da han sender sin søn med brændende kærlighed. For Gud er ikke en nådesløs dommer der holder regnskab med menneskets fejl. Evangeliet siger derimod at det ikke er en fejl at mennesket har fejl. Evangeliets Gud ser på mennesket med kærlighedens blik: ’Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn’. Ikke næsten, men helt.
Det er den nye virkelighed. Vi er ikke lænket til vores domme over hinanden og os selv. Vi er befriet til et liv hvor Gud giver os følelsen af at vi hører til. En hjemstedsret i det fællesmenneskelige. Himlens ild blusser i verden.

Niels Grønkjær
 


› Tilbage