Københavns og Vatov valgmenigheder

Elendighed og kærlighed

’Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for den virkelige elendighed og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens gemyt ... Den er folkets opium.’

Det er gamle Karl Marx der taler. Han forestillede sig at afskaffelsen af den virkelige elendighed ville gøre religionen overflødig. Til den tid ville der ikke være noget der kunne stimulere dens udtryk, intet at protestere imod. Religionen kunne bruges til at protestere mod elendigheden, men når først elendigheden var forsvundet, ville religionen også gøre det. For da ville dens forkrampede drøm være virkeliggjort.

Dagens fabel passer storslået ind i dette billede. Den fattige Lazarus henlever i en elendighed som er udtryk for en uretfærdighed som forfatteren, Lukas, omfatter med fuld protest ved at lade den rige pines i det hinsides, i en grad som yder offeret fuld retfærdighed, ja, mere end det, som fylder det nu oprejste offer med fuld tilfredshed.

Er det så det der er religionens trøst: ’nu trøstes han, Lazarus, mens du, rige mand, pines’? En universel udligningsordning.

Friedrich Nietzsche – en anden stor religionstænker – citerer den katolske chefteolog Thomas Aquinas: ’De salige i himlen – begynder han from som et lam – ser ned på de fordømtes straffe i helvede – hvorved deres egen salighed bliver så meget større.’ Det er jo da en tilfredsstillende udligning, og mere end det.

Nu giver Lazarus ikke udtryk for noget af den slags. Han siger slet ikke noget, men er blot en figur der skal danne kontrast til den rige mand som fablen egentlig drejer sig om. – Vi må med andre ord begynde et andet sted. Religionskritikken er helt berettiget, og vi må ikke glemme at sparke til de plattenslagere som stadig gør religion til trumf for deres egen verdensopfattelse.


Men som sagt: Jeg begynder forfra.

Den rige mand ser tilsyneladende ikke den fattige Lazarus der ligger ved hans port. Men hvad mere er: Han skænker ikke sin egen rigdom en tanke. Det er først da han har mistet den at han forstår hvad han har haft. Som han belæres: ’Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede’.

Er det vores vilkår? At vi kun forstår hvad det gode var når vi har tabt det, når vi mangler det? Eller at vi kun forstår hvad det gode er fordi vi skal miste det? Det er jo derfor den rige mand beder om at der sendes bud til hans fem brødre så de kan advares om hvad der forestår dem hvis ikke de, i levende live, skønner på deres privilegier og forvalter dem ret.

Det er jo den slags formaninger vi hele tiden overdænges med. Vi skal leve livet. Ja, vi skal turde leve livet. Nyde hver dag. For lige pludselig er det for sent. Og så videre, og så videre. Alle den slags overanstrengelser som vi kastes ud i. Jagten på sansepirring. Et overdrevent kulturforbrug. For mange flyrejser. For mange gadefester. For meget snak om sex. Kort sagt: en grænseløs hedonisme.

Det er jo også en slags religion med sin egen elendighed. Her falder straffen bare ikke i det hinsides, men her og nu. For det er din egen skyld hvis du ikke får nok ud af livet. Også her bliver det gode liv til et projekt vi selv må udføre. Og hvis vi ender med at være tilfredse, kan vi sige at ’vi fik set det vi ville’ – som det hedder når et menneskes livsindhold gøres op i en turistbrochure. Og hvis det ender skidt, er det ’bare ærgerligt’. Dem kan vi så betragte med samme gysen som ’de salige i himlen’: godt det ikke er mig!

Det er altså helt det samme som de gamle forestillinger om enten at komme til at ligge i Abrahams skød eller ende i helvede – bare i småborgerlig aftapning. Det kommer ikke ud over retfærdigheden: at der må være ligelighed mellem hvad man gør, og hvad man vinder. Balance mellem hvad man gør, og hvad man får.


Men så er det jo ikke noget man får. Så er det noget man har fortjent. Retfærdighed er at det går efter fortjeneste. Om det så sker i det hinsides eller forinden. Under alle omstændigheder er det at lægge sit liv ind under frygtens regime.

Men evangeliet drejer sig ikke om retfærdighed og frygt. Det drejer sig om kærlighed. Og hvis det kan være svært at finde i dagens fabel, kan vi høre det i brevet fra Johannes: ’Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.’

Det vil vi naturligvis gerne høre. Fordi vi tror at det betyder at vi så bare kan nyde livet på et højere niveau. Men det gør det ikke. ’Gud er kærlighed’ – det er et hårdt udsagn. For det er meget sværere at blive i kærligheden end at blive i retfærdigheden. Retfærdigheden kan vi pukke på.

Det kan vi ikke på kærligheden. Det hårde ved den er at den ikke først deler livet op i skyld og straf – for så derefter at afveje dem – og at den ikke deler livet op i handling og fortjeneste – for så at udmåle en rimelig balance. Det hårde ved kærligheden er at den slet ikke regner med alt dette. For kærligheden er før det. Så sandt som Gud der er kærlighed, er før alle menneskelige livsberegninger.


Der er et tilsvarende hårdt udsagn i evangelie-fablen: Der er ’lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.’ Denne kløft er lagt af vores misundelse, af vores jalousi, af vores fornærmethed, af vores selvmedlidenhed, at vores krænkelsesberedskab. Kløften mellem mennesker er lagt af deres eget begreb om retfærdighed. Når vi – som det så troskyldigt lyder – vil gøre ret og skel.

Vi kan ikke nå hinanden, kun råbe ad hinanden. Ved at gøre ret og skel lægger vi kløften mellem os og dem, mig og dig. Men samtidig lægger vi kløften i os selv. Midt igennem os går den konstante afvejning af hvad vi skal gøre for at kunne være tilfredse med os selv. Der er jo for det meste noget at arbejde videre på. Dét kan vi så også proklamere: at vi endnu ikke er helt tilfredse med os selv. Og det kan da godt være at du synes jeg er ok, men jeg føler jeg kan gøre endnu mere ... Selv utilfredsheden med os selv er noget vi pryder os med!

Det er selvets religion, den rene elendighed. Den er et udtryk for den virkelige elendighed, men ikke en protest imod noget som helst. Selvets religion vil vi ikke omvende os fra, for vi hænger i retfærdigheden og selvretfærdigheden. Så længe vi gør det, er det ligesom med den rige mands fem brødre: De vil ’heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.’


Og der er en dyb kløft mellem os og vores døde. Har man stået ved en åben kiste med et elsket menneske og betragtet den døde krop – der er intet tegn, ingen trækning som viser menneskelig varme. Vi kan græde og råbe, men der er ikke noget svar. Intet svar overhovedet. Intet spor af det menneske der selv græd, lo, talte, sang; som krammede os, som løftede os op, tog os i hånden. Intet. Vi kan næsten ikke forbinde den døde krop med det elskede menneske. Der er en uendelig kløft imellem os.


Evangeliet står og falder med at ’én’ står op fra de døde. Dén ene som gør det er Guds søn, Gud som er kærlighed. Han går ned i den kløft som døden – og retfærdigheden – lægger mellem mennesker og i mennesker. Ned i døden. Den er dybet i vores liv. Det er hårdt fordi det rydder grunden for alt det som vores religioner bygger på. Fordi det udvisker de skel vi sætter. For skel og adskillelser betyder død, og det er den død Guds søn overvinder med sin opstandelse. Kun hans kærlighed kan overvinde kløften mellem mennesker og Gud, mellem mennesker, i mennesker.

Der er ét glimt af det i evangelie-fablen. Da den rige mand pines i helvedes luer, er det Lazarus han beder om hjælp fra. Lazarus af alle! Ham som han selv ikke havde ænset da han levede sit ubevidste liv. Han beder om at kærlighedens gerning kommer fra den han selv har forholdt den. Fra den han selv har svigtet.

Den bøn efterkommes ikke i dagens evangelie-fabel. Men så må vi ty til Johannesbrevet: ’Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.’ Navnlig det sidste bør vi sætte vores lid til. Gud efterkommer bønnen fra os som har svigtet ham ved at svigte andre til fordel for os selv.


Det er dét liv vi har fået. Fået. Ikke fortjent. Uretfærdigt og helt urimeligt. Det befrier os fra én ting: frygt. ’Frygt findes ikke i kærligheden’, skriver Johannes i kursiv. Det er derpå vi kan kende den. Det er deri den adskiller sig fra retfærdigheden.

Det er kærlighedens bud: Vi skal ikke frygte hinanden. Vi skal ikke frygte os selv. Vi skal ikke frygte noget. Vi skal ikke frygte Gud. Vi skal elske.

Mangler der så ikke noget? Nej. Det er det gode liv. ’Du fik dit gode, mens du levede’. Den rige mand fik det. Vi får det. Det ved vi nu. Se nu bare barnedåben om lidt. Uanset hvordan det er gået for sig – vores børn laver vi ikke, dem får vi.

Der er stor elendighed i verden. Evangeliet er en protest imod den, og vi skal gøre hvad vi kan for at afhjælpe den. Men ikke for at skaffe os selv en plads i solen. Den har vi allerede fået.
 


› Tilbage