Københavns og Vatov valgmenigheder

Frygt og Tillid

Af frygt for sin ven kan man give ham ret – selv om man mener han har uret. Man vil jo ikke sætte venskabet på spil, og man er for doven til at tage opgøret. Så hellere applaudere hans tåbeligheder og fejltrin.
Af frygt for sine børn kan man lefle for dem – selv om de opfører sig dårligt. Man vil jo gerne vise at man holder af dem. Er det voksne børn, kan frygten være større fordi de med større vægt kan vende én ryggen.
Hvor der er frygt, svinder tilliden. I frygten er man uden for tilliden – og man forventer at den anden også er det. Når man frygtsomt afholder sig fra at træde frem, tilsidesættes den gensidige tillid.

Lignelsen om de betroede talenter. Den spidser til da herren opdager at den dovne tjener har gemt sin talent af vejen. Den talent han fik overdraget, gravede han ned i jorden, af frygt for sin herre.
Af frygt, siger den dovne tjener, for han kender sin herre som en hård mand. Herren viser sig at være hård, ja. Han kaster den uduelige tjener ud i mørket hvor der skal være gråd og tænders gnidsel.
Men var han hård fra begyndelsen? Nej. Tværtimod. Rundhåndet betror han tjenerne sin formue. Herren overdrager dem det der er hans, i tillid til at de vil forvalte det samvittighedsfuldt. Tilliden er det første. Herrens hårdhed kommer bagefter. Den er svar på tjenerens frygt for ikke at kunne honorere tilliden. Hårdheden kommer af den misbrugte tillid.

Frygten kender vi. Frygten for ikke at slå til. I forhold til andre. I forhold til om man nu kan klare sit arbejde. Frygten for det bliver ikke mindre af alle de foranstaltninger der udpensler hvordan man skal gribe det an. Der er handlingsplaner som skal følges nøje. Ned i mindste detalje. Jeg har ladet mig fortælle at hvis ældre på plejehjem kaster op, skal personalet konsultere handlingsplanen inden de begynder at tørre op. Bagefter skal forløbet evalueres, og der skal være kontrol.
Det kan godt være at handlingsplaner skal beskytte medarbejdere og borgere, men det gør dem ikke tryggere. Og når man ikke er tryg ved at udføre sit arbejde, kommer man til at tænke på sig selv og ikke på det man skal gøre. Det er sjældent virksomt.
Og når det gælder vennefrygt og børnefrygt, er man mere ude på at redde sit skin end på at melde klart ud. Man smykker sig med at man er overbærende fordi man ser gennem fingre med tåbeligheder, fejltrin og dårlig opførsel. Men det får ikke vennen og børnene til at se mildere til en. For de véd godt at det er frygtsom overbærenhed, og at denne overbærenhed udstiller deres egne mangler – som netop noget der må bæres over med.

Sådan går der svind i tilliden. Frygten får én til at holde sig tilbage. Det afstedkommer ikke mildhed, men hårdhed. ’Jeg kender dig som en hård mand’. ’Ja, nu gør du. Men din frygt kommer af at du ikke er trådt frem i det rum af tillid som er mellem os. Det var ikke meget jeg overlod dig: én talent. Men ikke engang dén har du formået at få noget ud af.’
Også dét forstår vi måske godt. Når man kun har lidt og ikke kan ret meget, går man mere stille med dørene – måske med ønske om at nogen af dem med mange talenter trådte bare lidt tilbage, i stedet for at stå dér og stråle i deres eget lys.

Men det er ikke selvtilliden evangeliet vil genoprette. Det er tilliden. I begyndelsen var den her: Den gav sig af alt det Gud har betroet os. Men som den dovne tjener har vi ikke varetaget det ordentligt, og så er der gået svind i tilliden.
Det kan vi ikke bøde på ved at arbejde på at skaffe os selvtillid. For tilliden udgår ikke fra os. Den er altid imellem os. Det rum vi begge træder ind i.
Det er forfejlet hvis vi tror at vi viser et andet menneske tillid ved at hælde vores eget indre ud over ham. Fortælle den anden alt hvad vi tænker og føler. Det forlanger ikke noget af den anden, kun at han overværer udgydelserne.
Men når vi i tillid udleverer os selv til et andet menneske, forlanger vi noget af ham. Vi forventer at han gør noget. At han rådgiver os. Taler os til rette, om nødvendigt. Den der udleverer sig til os i tillid, er uden frygt for hvad vi gør ved det betroede. Og hvis vi tager imod det betroede, hvis vi varetager det, træder vi ind i tillidens rum. ’Gå ind til din herres glæde!’ – hedder det til begge de gode tjenere.
Det virkelig sandt: I tillidens rum bliver meget til mere. I mistillidens mangel på rum bliver lidt til mindre.

Vi udleverer os ikke i tillid til et andet menneske for at søge selvbekræftelse. Ikke for at få afstivet selvtilliden. Ikke for bare at få det tilbage som vi betror.
Dét er hånen som den dovne tjener udviser mod sin herre da han graver den gemte talent frem af jorden og overrækker ham den med ordene: ’Se, her har du, hvad dit er.’ Frygtelige, kolde ord.
Tillidens selvudlevering affærdiges. Ikke underligt at herren bliver vred.
Af og til pådrager vi os andres mistillid. Måske med rette. Fordi vi ikke har forvaltet godt nok hvad de har betroet os.

Evangeliet er budskabet om at Gud udleverer sig selv til mennesker. Han overdrager dem hvad der er hans. Han betror sig til mennesker. Hvorfor gør han det?
Det spørgsmål har vi nok svært ved at se relevansen af. Jeg tænker ikke så meget på at vi kan have svært ved at forbinde noget med at Gud udleverer sig til os. Jeg tænker på at vi i det hele taget har svært ved forstå hvorfor man skulle betro sig til nogen uden at få noget ud af det. For det er jo tilsyneladende sådan at Gud ikke får noget ud af det – som herren i lignelsen heller ikke forlanger at få noget tilbage af den gode tjener som nu har ti talenter, og som tilmed oveni får den ene som den dovne har forspildt.

Det budskab har i dag nogenlunde samme vilkår som da Paulus stod på Areopagos i Athen. På den ene side vinder han gehør da han gør folk opmærksom på at Gud ’ikke er langt borte fra en eneste af os.’ Vi ligner ham, for som han kender også vi til at udlevere os i tillid.
På den anden side går budskabet ikke rent ind. For da Paulus begynder at tale om at Gud selv er blevet et menneske som skal opstå fra de døde, lukker folk af – selv om nogle er høflige nok til at sige at ’det vil vi høre dig tale om en anden gang.’ Hvad athenienserne har vanskeligt ved at forholde sig til den dag på Areopagos, har også vi svært ved at forstå: Gud udleverer sig helt til mennesker uden at få noget ud af det.
Vi vil gerne have noget ud af det når vi udleverer os i tilliden: lydhørhed, opmærksomhed, ros. Alt hvad der giver os selvtillid. Den tillid vi udviser, bøjer vi tilbage på os selv. Det gør Gud ikke.

Vi er bange for at forlange noget af andre, venner og børn. Vi tror at de er som os selv: at de føler at vi antaster deres selvtillid og selvbestemmelse ved at forlange noget af dem. Derfor har vi svært ved at imødegå vennens tåbeligheder og fejltrin. Derfor har vi svært ved at gå i rette med børnenes dårlige opførsel. Så står vi dér med hver vores indbildte selvtillid. Uden gensidig tillid. Uden at udlevere os til hinanden. Uden at betro os til hinanden.
Det er for hårdt. I stedet for tillid får vi mistillid, handlingsplaner, evalueringer, kontrol. Vi får det aldrig afsluttelige arbejde på at overbevise os om vores egen selvtillid – som andre så gerne vil indbilde os at vi er berettigede til at nære, og så er de også fri for at udlevere sig til os i tillid.
’Jeg kender dig som en hård mand … og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden’, siger den dårlige tjener. Han tog ikke imod den – det blev ved med at være ’din talent’ – og da han gav den tilbage, var det mere der var på, kun jord: ’Se, her har du, hvad dit er.’ Det frygtsomme liv. Det hengemte liv. Hvor lidt bliver til mindre.


Niels Grønkjær
 


› Tilbage