Københavns og Vatov valgmenigheder

Genkendelse

Homers græske helt Odysseus byggede selv ægtesengen til sin hustru Penelopeia og sig selv. Så drog han i krig og flakkede om i verden i tyve år. Da han omsider vender hjem, kan hun ikke rigtig kende ham. Hun prøver ham ved at sige at hun har ladet sengen flytte. Han siger til hende at det ikke kan passe, for han byggede den med et hovedgærde af træ så tungt at kun han kunne flytte sengen. Da genkender hun ham fuldt og helt. De falder hinanden om halsen. Da véd de begge at de har været hinanden tro, og at deres samhørighed er så fast som den urokkelige seng.

Penelopeia genkender Odysseus ved det han har gjort for hende. Hun syntes nok der var noget ved ham, men først historien om sengen forvisser hende om at han er hendes Odysseus.

Det kan indimellem ske at vi ikke kan genkende hinanden. Der behøver ikke gå tyve år før det kan være svært at genkende et ansigt og forbinde det med det rigtige navn. Og når det lykkes, kan vi have vanskeligt ved at forstå at det er den samme person.

Genkendelse er kun mulig hvis der er noget vi har glemt. Det vi husker, bliver kaldt frem af glemslen. Vi kommer i tanker om det, som vi siger. Men hvor var det inden det kom ind i vores tanker? Vi siger at det var i erindringen, men hvorfor kunne vi så ikke huske det? På en mærkelig måde flettes glemsel og erindring ind i hinanden.


En kvinde på vej ind i Alzheimers har sagt, med henblik på sin egen sygdom: ’Et menneske uden erindring er i virkeligheden ikke noget menneske.’ Hvis et menneske ikke er i stand til at genkalde sig noget, reagerer det alene på det der er her og nu. Men selv det nærværende er det ude af stand til at forholde sig til, for det kan tilsyneladende ikke forbinde det med noget. Ulykkeligst når det ikke længere er forbundet med det menneske det elsker, og som elsker det. Og dog er den erindringsløse uafviseligt til stede – men ligesom uden for tiden.

Et menneske uden erindring er i virkeligheden ikke noget menneske. Nej. Men et menneske uden glemsel er i virkeligheden heller ikke noget menneske. Uden glemsel ville man ikke kunne komme til at leve. Friedrich Nietzsche skriver et sted at den der ikke kan glemme, er som den der tvinges til ikke at sove, eller som en ko der kun skal leve af at tygge drøv på drøv. Alt hvad et glemselsløst menneske kommer ud for, vil bestandigt minde ham om noget andet. Intet nyt vil kunne komme til.

Nietzsche skriver: ’Det er muligt at leve næsten uden erindring, ja at leve lykkeligt … men det er helt og aldeles umuligt at leve uden glemsel’ (Vom Nutzen und Nachteil …)

Hvis ikke Penelopeia havde glemt hvordan Odysseus så ud, ville hun ikke have genkendt ham, men blot have registreret at nu, efter tyve år, var han altså kommet hjem, og ’vi spiser om 10 minutter’. En svag erindring og en stor glemsel er betingelsen for at de har været hinanden tro i tyve år. De er ikke tro mod erindringen, men tro på trods af glemslen.


I dagens påskeevangelium er der ikke gået så lang tid siden de to disciple på vej til Emmaus sidst har set Jesus. De møder ham faktisk senere på opstandelsesdagen. Men deres genkendelse af Jesus har samme form som Penelopeias genkendelse af Odysseus. Også de fører en længere samtale med ham inden det går op for dem at han er ham.

Men der er en forskel. Penelopeia har fået at vide at han er Odysseus, men hun ser ham nøje an og siger ligefrem: ’Er det sandt at det er Odysseus / som nu omsider er hjemme igen, da skal vi nok finde / sikrere vej til at kende hinanden. Vi ved at der findes / tegn mellem os der er skjult for alle andre i verden.’ Det med sengen.

De to disciple ser ikke Jesus an. Selv da han så kompetent udlægger skrifterne for dem, har de ingen anelse om hvem han er. Genkendelsen er ikke på vej. Det er først bagefter de kan sige: ’Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?’

Penelopeia har en fornemmelse af at han er Odysseus. Disciplene havde en fornemmelse af at han var Jesus. Med andre ord: De tyve år hvor Odysseus har flakket om i verden og Penelopeia har holdt hjemmets skanse mod bejlerne, har afstedkommet meget mindre forandring end tiden mellem Jesu død og hans opstandelse. Disciplenes erindring er meget mindre og deres glemsel meget større.

Det er ikke bare det gamle der vender tilbage i en ny skikkelse. Det nye kommer i en ny skikkelse. Det giver ikke mening at sige at de er tro mod erindringen – for de har næsten ingen. Det giver heller ikke mening at sige at de er tro på trods af glemslen. For de har for længst opgivet at Jesus skulle vende tilbage, eller at det han havde forkyndt, skulle kunne få nogen betydning: ’Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel.’ Det er de for længst holdt op med.

Penelopeia har noget at holde sig til, sengen. Hvad har de?


Erindringen må have noget at holde sig til.

En enkel ting kan trække er hel verden med sig ind i erindringen – så den mobiliseres mod glemslen. Vi fortæller, læser, skriver, samler, dokumenterer – en hel kultur mod det barbari der trives så godt i det generelle hukommelsestab. For vi kan jo også beslutte os for at glemme: lukke teatre, udsulte universiteter, tørlægge biblioteker.

Måske kan vi lære af historien, eller også kan vi ikke. Det er sekundært i forhold til den humane bestræbelse på ikke at lade noget menneskeligt gå tabt.

Men det kan snart blive for meget med al den ophobning af kultur. Hvis vi altid skal spejle vores bestræbelse i forhold til hvad der har været, kan vi ikke få luft. Så vil vi altid få at vide at dét der, det har vi prøvet, men at det selvfølgelig ikke skal forhindre nogen i at prøve igen. Hvis vi bare gumler videre på historien, går mennesket, folket og kulturen til grunde, mener Nietzsche. Det er historiens nihilisme at hvor er det altså spændende!

Det gælder jo også for den enkelte. Skal man bære hele sin historie med sig, omkommer man. Man må kunne glemme. Men omvendt, glemmer man alt, er man offer for hvad som helst.

Disse løse betragtninger munder ikke ud i andet end at vi må se at finde en rimelig afvejning så vi kan leve: erindre lidt og glemme meget. Som Nietzsche sagde: ’Det er muligt at leve næsten uden erindring, ja at leve lykkeligt … men det er helt og aldeles umuligt at leve uden glemsel.’

Samspillet mellem hukommelse og glemsel er dybt menneskelig. Vi skriver små sedler om hvad vi skal huske, netop for at kunne glemme det og tænke på noget andet. Og når vi sidder og snakker om ’kan du huske dengang’ og ’nej, det var ikke sådan det var’, så sættes vores sind i bevægelse. ’Og hvornår var det nu den og den hærfører gik over den og den flod?’ – så er det meningen af vi skal krydse os frem – og det er irriterende når én sidder med sin iPhone og googler svaret.


Genkendelsen. Den kræver både glemsel og erindring. Penelopeia synes nok hun kunne genkende Odysseus da hun ser ham, men hans klæder er så pjaltede. Men der er det med sengen som er tegnet der var skjult for alle andre i verden end de to. Det er det Odysseus har gjort der binder dem sammen. Da han frembragte sengen.

Når vi laver noget, bærer det præg af os selv. Genstanden som vi frembringer, viser andre og os selv hvem vi er. Vi genkender et menneske på det det gør. Og vi kan vi undres over at det menneske vi ellers mener at kende, kan finde på at gøre det og det. Det ligner ham ikke. Vi kan ikke genkende ham i det han gør. Vi kender hinanden på handlingen.

Det er det samme i evangeliet. De to disciple genkender først Jesus da han bryder brødet: Da åbnes deres øjne, da åbenbares sandheden for dem. Da han bryder brødet, giver han sig selv til kende for dem. Derfor genkender de ham.

Rembrandt har malet flere billeder af måltidet i Emmaus. Et af dem – det findes her i København – viser Jesus og disciplene lige i det øjeblik da han bryder brødet. Lyset skinner fra et sted vi ikke kan se. Forhænget er trukket til side. ’Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.’ Rembrandt skildrer dette øjeblik hvor han er ved at forsvinde, ved at opløses på lærredet.

Som Penelopeia genkendte Odysseus på handlingen, genkender disciplene Jesus da han bryder brødet. De genkender ham, men de har ikke andet end hans handling at holde sig til. Lukas er mere konsekvent end Homer. Odysseus forsvinder ikke, og der er kun den ene seng. Jesus forsvinder for at kunne være til stede hver gang brød brydes og vin skænkes i hans navn.

Det er kun fire dage siden han gjorde det første gang. Men det forekommer både disciplene og os at være en evighed siden. Det er som om hele menneskehedens historie er kondenseret i de fire dage, som om et menneskes liv kan rummes i det: Det har fået givet alt, det har fået taget alt, det har fået givet alt igen.

Nu genkender disciplene det hele. Da han bryder brødet åbnes deres øjne. De får det hele igen. Det er ikke deres erindring som gør det virkeligt. Det virkeliggøres på trods af deres glemsel. Helt uden erindring var de ikke, for ’brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?’

Vi kender Gud når han viser sig for os i det han gør. Og han fremstiller sig selv i det han gør. Vi genkender ham i det. Vores hjerter brændte i os, og nu står de i lys lue. Når han bryder brødet, genkender vi ham som den der giver sig selv til os. Vi genkender os selv som dem han vedkender sig. Også når vi glemmer ham.

Det er tegnet mellem ham og os. Det er umuligt at leve uden. Det er ikke skjult for nogen i hele verden.


› Tilbage