Københavns og Vatov valgmenigheder

Glæde

Der er ikke noget uden for glæden. I glæden er livet helt. Når glæden fylder det hele og man er fyldt af den, er alt godt.
Vi ville ikke ønske at det var sådan, hvis vi ikke vidste at det kunne være det. Hvor véd vi det fra? Fra barndommen, måske. Dengang intet ondt var sket og sommeren altid var høj. En uskyldstilstand. En uforstyrret glæde der var. Men kan den komme igen? Det kan den i drømmen, men der er ingen drømme vi ikke vågner fra. Vi kan også se for os at den uforstyrrede glæde kan komme igen i religionen, i forestillingen om at alting engang skal blive godt.
Men vi kan ikke vente. Det skal vi heller ikke. Evangeliet siger at alting er godt. Det siger at glæden er blevet vores virkelighed. Der er ikke noget uden for denne virkelighed. Det er kun den der betyder noget.

Hyrden der finder det bortkomne får, siger til sine venner: ’Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet... Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.’ Og kvinden der finder sin tabte drakme, siger det samme: ’Glæd jeg med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan ... bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.’
Begge dele fortælles til farisæere og skriftkloge som går og knurrer over at han omgås toldere og syndere. Farisæerne er alt andet end glade, og hvis det er dem der er de nioghalvfrems retfærdige som ikke har brug for omvendelse – så er deres retfærdighed er glædesløs.

Der findes åbenbart sådan noget som en glædesløs frelse. Det er forestillingen om at man – for sit eget vedkommende – har sit på det tørre, og at dét har man altid haft. ’Der er ikke noget galt med mig.’ Farisæerne mangler ikke noget. De har ikke tabt sig selv. De mangler kun at Jesus siger det samme til dem som de siger til sig selv: ’Der er ikke noget galt med dig.’ Men det siger han ikke. Det siger han ikke til nogen. For evangeliet er for dem der er noget galt med, som har gjort noget galt.
Vi tænker måske hver især ved os selv: ’Der er ikke noget galt med mig.’ De fleste mennesker synes at mene at de selv er normale. Det er ikke til at komme bort fra. Men vi vil på en mærkelig måde gerne forvisses om det ved at andre siger til os: ’Der er ikke noget galt med dig.’ Det er de selvbekræftende fællesskaber som beror på gensidigt bekræftende ros. ’Du er fantastisk. Og jeg tror også du synes jeg er fantastisk – for nu siger jeg jo til dig at du er det.’

Der var engang en amerikansk bog med titlen Jeg er ok – du er ok. Den præsenterede en enkel model til analyse af kommunikation i samtaler. Meningen var at man med denne transaktionsanalyse (som det hed) forstod rollerne i en samtale. Og modellen ’Jeg er ok – du er ok’ var tilmed nem at huske og anvende mens samtalen stod på.
Det er sandelig ikke sådan bare at snakke ordentligt sammen. Det siges at man stadig bruger ’modellen’ i folkeskolen så eleverne med den kan få hjælp til at fokusere på hvordan de har det lige nu. De skriftkloge fortsætter med at opdrage til farisæere.
Sådan er det for de nioghalvfems eller for 99%’s vedkommende. De er alle sammen ok. Det er de helt enige om – i deres glædesløse frelsthed.
Og de er derfor enige om at der er noget galt med resten: toldere og syndere. De er ikke ok, og her hjælper ingen transaktionsanalyse. For de kan – trods alle forsøg på selvovertalelse – ikke komme bort fra at ’der er noget galt med mig.’ De kan ikke finde sig selv. De må findes, som det bortkomne får, den tabte drakme. Og når det så sker: ingen større glæde i himlen og hos Guds engle.

Der er ikke noget uden for denne glæde. Den fylder det hele. Den er den himmelske glæde. Den er glæde fordi den ikke holder nogen ude. Fordi den bestandig finder noget at glæde sig over, nogen at glæde sig med. ’Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet.’ ’Glæd jeg med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt.’
Hyrden og kvinden siger egentlig: Kom og medglæd jer! Den oldgræske digter Pindar siger i en af sine oder: ’Venner behøver vi til så meget; mest i trængsler, men også glæden ser sig om efter én den kan stole på.’ Glæden er i sit væsen medglæde. Vi heles i glæden med nogen. Vi fyldes i glæden over noget. Alt bliver godt.
Det var det ikke. Livet var tabt. Det bortløbne liv var alt andet end umisteligt. Fortabt. Der skete noget. Man gjorde noget. Eller måske blev det bare sådan. Det er ikke altid til at få hold på.


Beethoven har skrevet et lille ekvilibristisk klaverstykke som fik titlen: ’Raseri over den tabte 25-øre’. Raseriet kan gribe én når man har tabt noget og forgæves render rundt for at finde det. Sådan kunne det være gået kvinden som mistede drakmen, som tændte lys, fejede hele huset, og som ivrigt rendte rundt og ledte overalt. Hyrden gik ud i ødemarken for at lede efter det mistede får så det var nok ikke endt i et udvejsløst raseri, men i opgivelse. Det er blot nogle af de tilstande det tabte liv kan henfalde i.
Med farisæerne er det anderledes. De har deres på det tørre og har aldrig følt sig fortabt. Uden glæden frelser farisæismen sig ved tilfredsheden. Den ligner måske en slags glæde, men er det ikke. Den tilfredse er tilfreds med det han har, og han bliver hurtigt selvtilfreds når han proklamerer omfanget af denne begrænsning. Tilfredsheden har noget uden for sig, og den styrker sig ved ikke at ville have noget af dét. Tilfredsheden lever af at æde sin misundelse.
Og farisæismen frelser sig ved skadefryd. Også denne frelsthed har noget uden for sig. Den næres ved at det går andre ilde. Den glæder sig ikke med nogen, men godter sig over andres fortrædeligheder: ’Godt det ikke er mig!’

Glæden, derimod, har ikke noget uden for sig. Evangeliet om at det mistede bliver fundet – at det fortabte liv vindes ind i glæden – er egentlig henvendt til de knurrende farisæere: ’Kom og medglæd jer med mig!’ Glæden søger sig en ven den kan stole på. Og hvis den henvender sig til os der raser over hvad vi har mistet, til os der er ved at gå til over hvad vi har gjort; hvis glæden henvender sig til os der har kastet mennesker fra os, og til os der har opgivet at finde livets mening – hvorfor skulle evangeliets glæde da ikke også henvende sig til de selvtilfredse og skadefro farisæere? For evangeliet er et budskab til hele vores liv. Det er den medglæde der ikke har noget eller nogen uden for sig. Den er glæden i himlen, Guds engles glæde.
Den er Guds glæde. Og også Guds glæde søger sig en ven. Det er den evangeliet bringer os. Det råder bod på synden og alle de misforhold den giver sig udtryk i: eksistensraseri, opgivelse, livsfortabelse, meningstab. Glæden ved ikke længere at være prisgivet alt dette.

Nu er farisæerne jo ikke syndere, mener de selv. De er ikke fortabte, men frelste, mener de selv. Men det er den største fortabelse: ikke at vide at man er det. Man stiller sig i et misforhold til livet hvis man stiller sig tilfreds med at være tilfreds og forveksler dét med glæde.
Der er såkaldte ateister som ikke gider høre på alt sådan noget, og ordene kan da også virke lidt tunge. Men hvornår har man sidst set en glad ateist? En ateistisk skeptiker kan ganske vist – uden at knurre – stille sig den livsopgave at få det bedste ud af det så længe det varer. Tilfredshed er vel ikke ligefrem en synd. Hvis man så kan nyde livet og – hvem véd – opleve korte øjeblikke af lykke... Er dét så ikke ’glæde’ nok!?

Guds glæde er det ikke. I den er livet er helt. Det er ikke delt, men en enhed. Det var jo ikke to eller flere får der blev mistet, men ét. Det var jo ikke to eller flere drakmer der blev tabt, men én. Der var én synder der blev omvendt. Éet liv der bliver fundet. Éen glæde for alle, toldere, syndere, farisæere, ateister: os. Een helende glæde der ikke har noget uden for sig: Glæden i himlen og på jorden. Guds glæde.
Tager vi glæden fra et menneske, tager vi Gud fra det – og skiller både dette menneske og os selv og fra Gud. Og vi tager glæden fra Gud. I evangeliet søger Gud sin menneskeven som han kan stole på. Han frelser mennesket for at kunne sige til det: ’Kom og medglæd dig med mig! Glæd dig med mig i min glæde over at jeg har fundet dig.’

Niels Grønkjær
 


› Tilbage