Københavns og Vatov valgmenigheder

Glæden for sådan nogen som os

For en del år siden sagde en præst i en prædiken at ’evangeliet er for onde og utaknemmelige.’ En bekymret dame spurgte ham bagefter i kirkedøren: ’Hvad så med vi andre?’

Nu siger Guds engel: ’Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket’. En glæde for alle.

Hvad så med vi andre? Når vi får at vide at noget er for alle, kan vi tænke: ’Er det også for mig?’ Enten fordi vi ikke vil være som alle andre. Eller fordi vi frygtsomt forestiller os at vi ikke hører med – måske dog på det yderste mandat.

Så: Er der en glæde som også er for os? Vi er jo ikke onde. Jeg ved heller ikke om vi er gode. Om vi er det ene eller det andet, er ikke til at sige. Men et menneske kan gøre mere ondt end det er. Og det kan gøre mere godt end det er. I alt hvad vi gør rækker vi ud over os selv og hvem vi bare er. Det er det rystende og ophøjede ved at være menneske.

Er vi da utaknemmelige? Det snerper måske. Men så skulle vi skamme os. Utaknemmelighed bærer forkælelsens aftryk og er altid upassende. Og hvad har vi at være utaknemmelige over? Det kan være at vi bærer på en krænkelse vi ikke vil slippe. Men i det store og hele – og det er jo derfor vi er hér: i det store og hele har vi grund til at være taknemmelige. Vi lever i en verden så velordnet som sjældent tidligere og som næppe andre steder.

Så er der en glæde for os? Ja, hvad skal vi kalde os når vi nu ikke er onde og utaknemmelige? De velbjærgede? – det lyder lidt foragteligt. De tilfredse? – det lyder for, ja, selvtilfreds. De heldige? – det klinger af falsk medynk med de uheldige. Der er ikke noget af det vi kan kalde os, uden i det mindste en smule dårlig samvittighed.

Men så altså: sådan nogen som os, er der en glæde for os, en ublandet glæde? Er den store glæde som evangeliet forkynder, også for os?


Der er jo anfægtelser. Kaster bekymringen sit blik rundt i verden, har den nok at fæstne sig ved. Dagligt, hver time, er vi vidner til begivenheder som ikke bare er nye for os, men nye mens de ankommer. Den store verden trænger uophørligt ind i vores liv. Ikke fordi det varierer så synderligt; meget af det er jo det samme. Men fordi det er så massivt. Vi kan ikke skærme os mod den påtrængende verden, og det skal vi heller ikke.

Men det anfægter os, og vi kan godt føle at det anfægter vores ret til at være glade. Så vi kun er velbjærgede, tilfredse, heldige – og kun taknemmelige for dét. Og er det ikke denne lidt blege taknemmelighed vi må nøjes med, nu hvor englene har forladt os og er vendt tilbage til himlen – som juleevangeliet så alt for nøgternt fortæller? Fortryllelsen har lagt sig, og verden lader sig ikke genfortrylle.

Forfatteren Thomas Mann skriver om en af sine personer: ’Hun var for nærsynet til at kunne se stjerner.’


Det er ikke kun englene der forlader barnet i krybben. Også hyrderne vender tilbage til hvor de kom fra. Men de forlader ikke verden. De genoptager deres almindelige liv mens de priser Gud for alt hvad de har hørt og set. De bærer glædens budskab med sig. Først var det – som det fortælles – en stor frygt de overmandedes af. Men nu er det den store glæde som omkranser og gennemstrømmer deres liv.

Hyrderne er ikke velbjærgede. De er ikke tilfredse. De er ikke heldige. De er glade. Som vi skal være: glade.

I den store glæde spørger vi ikke usikkert om vi nu også har ret til at være glade og taknemmelige. Glæden er ublandet. Den forstyrres ikke af dårlig samvittighed over at heldet har skyllet os op på et af verdens landfaste steder.

Er det ikke uansvarligt når vi nu véd at det kunne være anderledes, og at det er det for mange andre? I en verden og et samfund der så ugenert er begyndt at inddele mennesker i vindere og tabere. Og hvor man opruster os til at være robuste – for at vi skal kunne tåle at finde os i hvad som helst.

Men nej, vi lukker ikke øjnene for dét – selv om vi er kan være nærsynede også i forhold til andet end stjerner. Vi forsøger at være anstændige. Og i vores samvittighed véd vi godt at det er en overskridelse af anstændighedens grænse når vi nu ikke engang vil modtage sølle 500 sølle kvoteflygtninge – en ordning vi i sin tid selv har været med til at indføre.

Lad os ikke bagtale anstændigheden. Ofte har den – med rette – været kritiseret som borgerlighedens elendige vigten sig af sin egen selvtilfredse moral. De gode viljer. Alt med anstand, men heller ikke mere.

Det har været let at skose anstændigheden. Det er det måske stadig. I hvert fald omkostningsfrit. Uhæmmet udstilling af tilværelsens mørke sider og de menneskelige drifters formløshed. Som opgør med velanstændigheden. Men man væmmes ved denne selvtilfredse hæmningsløshed!

Thomas Mann som selv havde sværmet for drifternes formløshed, tilværelsens afgrund, måtte i 1920’erne erkende at dette sværmeri politisk tjener fascismen. Og så ophørte han med at bagtale anstændigheden.


Hyrderne hører det glædelige budskab og ser barnet som er budskabet. Hvorfor er et barn det? Et barn er det bedste man kan få. Med barnets fødsel begynder et nyt liv. Det bringer glæde. Og når det barn er Guds søn der fødes som menneske, så begynder alt. Det bringer den store glæde.

Det er kristendommens radikale omvending af vores blik på livet. Den tysk-jødiske tænker Hannah Arendt siger: Vi fødes ikke til at dø. Vi fødes for at begynde. En helt ny forståelse af at mennesket er til for at handle. Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt vi er onde, eller om vi er gode, men om at vi handler godt. For vi lever sammen med andre som vi er afhængige af, og som er afhængige af os. Skrøbeligt udleveret til hinanden som barnet.

Det er altid sandt – også når vi tænker på dem vi savner: Vi fødes for at begynde. Det er evangeliets budskab som hyrderne hører og ser da de ser barnet i krybben. Og som vi nu hører. Det barn som er Gud – så ethvert barn fra nu af skal være Guds barn. Et menneske fødes ikke til at dø og sværme for tilværelsens afgrunde. Et menneske fødes altid for at begynde.

Det gør vi hele tiden, og det er det vi skal. Lad os ikke bruge kræfterne på at have dårlig samvittighed over hvor godt vi har det. Eller – endnu værre – bruge kræfterne på at fortrænge den dårlige samvittighed over det, til skånselsløs skade for andre.

Lad os i stedet – som hyrderne – vende tilbage til vores almindelige liv. Med denne begyndelse: at julen også føder den store glæde i os. Vi hører dette budskab, og med det kan vi vende vores blik på verden og på andre så vi ser at den store glæde er for alle – for dem og også for os. Måske begynder vi tilmed at kunne se stjerner.

Glædelig jul!
 

Niels Grønkjær


› Tilbage