Københavns og Vatov valgmenigheder

Guds død

En tysk forfatter fra slutningen af 1700-tallet (Jakob Michael Lenz) har efterladt nogle fragmenter af et skuespil om den senmiddelalderlige helgen Katharina fra Siena. Et sted skildres det dobbeltbundede forhold mellem hende og hendes far. Katharina klager:

Min fader så truende på mig
som en elskende, krænket Gud.
Dog holdt han begge hænder udstrakt –
Gud imod Gud.

Hun fremdrager et krucifix, kysser det og beder:

Frels mig fra min fader,
fra hans kærlighed, hans tyranni.

’En elskende, krænket Gud.’ Det redder ikke et menneske at falde i hænderne på en sådan Gud. Den uigennemskuelige sammenvævning af hengivenhed og trusler er ikke frisættende, men tyrannisk. Det nærer angsten når man véd at kærligheden ledsages af et krænkelsesberedskab. Disse pludselige omsving.

De flænger den tætteste samhørighed. De sprænger de dybeste kløfter. Derfor taler den tyske forfatter i det højeste toneleje: Det er ’Gud imod Gud’.

Sådan har man også fortolket Jesu sidste, artikulerede ord: ’Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?’ Jesus henvender sig ikke bare til faderen. Han vender sig imod ham. Det er Guds søns anklage mod sin fader, mod Gud.

Hvordan kan denne fader som også må formodes at elske sin søn, lade ham ofre for en tilsyneladende udsigtsløs sag? Faderens modstridende tilkendegivelser bringer sønnen i oprør. Deres tætte samhørighed brydes. Hvad mere er: når sønnen som også er Gud, gør oprør mod sin fader som er Gud, så er det Guds oprør mod Gud når Jesus råber: ’Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?’ Det er splittelsen i Gud selv. Den dybeste splittelse. Gud imod Gud.

Som det er med Gud, kan det være for mennesket. Det kan splittes i sin grund. Finde at det besidder en større magt end det kan bære. At det er svagere end det kan udholde. Et menneske kan kæmpe med sig selv. Gøre oprør mod sig selv. Da er der én sikker taber: mennesket selv.

Et menneske kan gå til grunde på mange måder. Når det virkelig finder sin grund, finder det ikke sig selv, men sin død. Det går til grunde i splittelsen som er døden. Er der frelse for mennesket som i sin grund finder sin død?

Døden er det eneste ’sted’ hvor hele menneskets liv viser sig – som hele det liv der har været. Er der også et ’sted’ hvorfra hele menneskets liv kan vise sig som det er? Hvor det bliver virkeligt? Hvor menneskets liv bliver helt? Hvor det frelses fra dødens splittelse?


Det er ikke til at se i langfredagsevangeliet. Her går Gud selv til grunde. Hvorfor skulle vi så ikke gøre det?

Havde vores død blot været vores egen. Så kunne vi – havde jeg nær sagt – måske komme over det. Så kunne vi måske lære at affinde os med den. Lære at dø. Også det findes der selvhjælpsbøger for.

Men vores død er ikke kun vores egen. Vi dør fra vores egne, og vores egne dør fra os. Når vores mennesker går til grunde, slår døden ind i vores liv. Den river alle bånd over. Sønderdeler os i sorg. Fordi de kun er i vores liv som savn. Hvad siger vi så? Hvad forstår vi da? Ingenting.

Da kan Jesu dødsord blive vores: ’Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?’ Hvis Gud går til grunde ved sig selv – hvis Gud dør den virkelige død – er der intet. Det er det vi siger, når vi ingenting har at sige.

Det er også kristendommens realisme. At døden er hård. Der er ingen vej udenom. Døden river alle bånd over. Smerteligst de tætteste. En smerte der måske ikke kan forvindes.


Det er ikke underligt at vi vægrer os ved denne realisme. Man kan forsøge at holde sig den på afstand med spot og kynisme. Sådan som tilskuerne der spotter den korsfæstede med deres ’nå, du, som kalder dig verdens frelser, stig nu ned fra korset og frels dig selv fra døden’. De mener vel selv at forpagte en realisme, men med deres kynisme distancerer de sig fra den. De gør langfredagsbegivenheden til et stykke teater der ikke involverer dem selv.

Der er en mere forståelig vægring ved realismen. Vi søger at mildne dødens navnløse rædsel. Det er så fremmed for vores liv at vi forviser det til en mindre betydningsfuld plads. Det er kun menneskeligt at håbe på udsættelse, at forlænge godheden og skønheden i vores liv, som det nu er muligt.

Tilsvarende kan vi søge at mildne Jesu sidste ord. Vi kan forestille os at han kun betragter gudsforladtheden som midlertidig. At døden er noget forbigående, og at han i øvrigt regner med at det ender godt. Han har jo heller ikke modsagt dem der har anset ham for at være Guds søn. Det må vel betyde – forestiller vi os – at han på en eller anden måde er udødelig. Og at det med korsfæstelsen er – teater.

Men det er det ikke. For vores liv er ikke teater.


Der er nogen der misforstår Jesu sidste ord: ’Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?’ De hører det som om han kalder på profeten Elias. Det havde måske også været en udvej. Elias steg til himmels i en storm, på en ildvogn med ildheste. Han døde altså ikke på nogen regulær måde. Det er derfor – har man ment – at Elias har været en af hovedaspiranterne til Messias-titlen. Og hvis Jesus er Messias, skulle en lignende undslippelsesmulighed så ikke også stå åben for ham?

Der er mange falske messiasser. Mange har gjort krav på den titel. Fra tid til anden er fremstået en Messias eller en Kristus (det er det samme), en Israels konge eller en jødernes konge, en menneskesøn eller en Davidssøn. Som sagt, mange har kandideret til alle disse titler, og mangen falsk profet er fremstået. Jesus tillægges alle disse titler. Men han er ikke nogen falsk profet eller en falsk Messias. Det har man sikret ved at han har et navn; det navn som englen Gabriel pålagde Maria at hun skulle give ham: ’navnet Jesus’.

Han hænger ikke på korset som Messias eller som jødernes konge, Davidssønnen. Når denne indskrift sættes på hans kors, er det – ud over spotten – for at skarerne som hyldede ham i søndags, palmesøndag, kan se hvad der sker med deres forestillinger og forhåbninger som udstyrede ham med denne titel. De lider skibbrud. Men indskriften gør det også muligt at de kan genkende den Jesus som de ophøjede, nu hvor han – martret til ukendelighed – fornedres til døden.

Jesus hænger ikke på korset som Davidssønnen, jødernes konge eller Messias. Det er der så mange der gør. Jesus hænger der som det menneske der er Guds søn: Jesus fra Nazaret. Det er hans navn. Det er det der bliver tilbage påskemorgen hvor englen – denne gang en anden end Gabriel – igen bruger det da han forkynder opstandelsen for kvinderne i den tomme grav: ’Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.’ Og titlerne er der heller ikke længere. Kun navnet: Jesus fra Nazaret. Det er kun den Gud der har dette navn, som kan leve, dø og opstå blandt mennesker.


Kun hans navn kan skærme os mod de falske messiasser som vil indbilde os at der er en vej uden om døden. De fortæller os at vi kan undgå vores livstab, eller at de ikke betyder så meget, for de betyder nok noget andet. De vil lære os at komme af med vores sorg og komme videre. De siger at det går over. Hvis det er sandt – så går alting over.

Men det går ikke over. Gud går ned i lidelsen. Gud dør da hans søn dør på korset. Da dette menneske, Jesus fra Nazareth, som er Gud, dør. Da splittes Gud i sit væsen – som forhænget i templet flænges fra øverst til nederst. ’Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?!’

Når vi bryder ud i denne fortvivlelse – når vi fremfører denne anklage – klinger Jesu ord med. Det er trøsten. Selv når et menneske tror sig længst fra Gud, er han det nær. Ja, i dag er han os nærmest hvor vi er ham fjernest.


Et menneske i splid med sig selv bukker under. I grunden af vores liv finder vi vores død og går til grunde. Men dér møder vi den Gud der selv går til grunde; den Gud der dør i splid med sig selv.

Her er den uendelige forskel på menneske og Gud, den forskel som det nye liv udspringer af: Et menneske i splid med sig selv dør – Gud i splid med sig selv dør og opstår. Guds død overvinder menneskets død. Ved sin død tager han menneskets død på sig, dets sorg, dets savn, dets synd. Alt det der ved døden adskiller mennesket fra livet, tilintetgør Gud ved sin død.

Gud overvinder sin egen splittelse. Gud imod Gud. Det var Guds kærlighed imod hans tyranni. Men Gud kan ikke overhøre sin søns, Jesu anklage. Han lader Jesus fra Nazaret opstå: Hans kærlighed sejrer over hans tyranni, over hans krænkelsesberedskab. – Guds søn, Jesus, dør af kærlighed til mennesket.

Ham møder vi i døden. Han véd hvad det vil sige. I hans navn er der trøst for alt. Rædslen er ikke navnløs. Savnet er ikke ordløst. Sorgen ikke stum. Ham kan vi altid påkalde.

 

Niels Grønkjær
 


› Tilbage