Københavns og Vatov valgmenigheder

Han tog vor skyld og bar vor skam

’Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.’ Engang var det en bøn til Gud: ’Gud, giv mig sindsro ...’ og så videre. Men nu er det blevet noget man skal sige til sig selv når man går i kognitiv terapi eller tager et kursus i motivationsledelse. Nu beder man til sig selv: ’Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.’ Bønnen er blevet en art selvovertalelse.

Det kan naturligvis være udmærket at kunne det alt sammen, gode leveråd. Men hvad når man ikke aner sine levende råd? Hvad gør et menneske når det ikke finder nogen hvile i sit sind, når det ikke har mod til at se dagen i øjnene, når visdom er en utilladelig luksus?

Kvinden hos Lukas kan ikke komme på talefod med sit liv. Hun kan intet gøre for at hele sit splittede liv. Hun lever – som det hedder – ’i synd i den by’. Uanset hvilke forestillinger man gør sig om hendes beskæftigelse, betyder det at hun er udskilt, for synd betyder adskillelse. Ja, adskillelsen har sat sig i hende selv så hun ikke ved hvem hun selv er. Midt i det samfund der isolerer hende, er hun kastet tilbage på sit eget liv.

Det kan hun ikke gøre noget ved. Hvad skal hun så gøre? Da hun får at vide hvor Jesus er, ’gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.’ Hun er ’for meget’. Det er næsten for heftigt, teatralsk, selviscenesættende, og man har ikke behov for at høre det mere end én gang. Men hvis det ikke er lutter smagløshed og skamløst dårlig opførsel, hvad er det så hun gør, kvinden?


De andre evangelister fortæller at hun med sin handling salver Jesus til hans død. Bortset fra at sådan gjorde man åbenbart dengang, betyder det at kvinden lægger sit eget liv over på ham for at han skal tage det med sig i graven i håb om at det kan opstå til nyt liv. Det er den eneste måde hvorpå hun kan have med sig selv at gøre. Hun gør det fordi hun ikke véd hvad hun ellers skal gøre ved sit liv. Hun er uimodtagelig for alle råd om at hun skal slå sig til tåls med at hun ikke kan ændre noget ved det, og at hun skal lære at acceptere sig selv som den hun er.

Det hun ikke selv kan gøre noget ved, er skammen. Skammen som hun bærer på fordi hun skammer sig, forstærkes nu igen da farisæeren skammer hende ud. Han tænker ’ved sig selv’ – altså tilsyneladende omkostningsfrit – at hun er ’en slags kvinde’ ’der lever i synd’, én der bliver skilt ud fra livet i byen og selv adskiller sig fra dette liv. Hun mener – og man giver hende grund til at mene – ja, hun er sikker på at hun selv er skyld i sin skam.

Skyld og skam. Synd og skam. Det kan man ikke kan lære at acceptere og med sindsro affinde sig med. Skammen, synden og skylden rører ved det dybeste i et menneske: Det sår tvivl om dets eksistensberettigelse. Hele dets liv drages i tvivl. Et sådant menneske finder ikke noget holdepunkt, og det hjælper slet ikke at det får at vide at det skal tro på sig selv.


Tidligere sang vi til Guds søn: ’du tog vor skyld og bar vor skam’ – for at holde os i live ved at dø og opstå for os. Det er skammen som kvinden lægger over på Jesus da hun salver ham til hans død. Det er hendes eneste mulighed for at hendes liv fornyes, sådan ’en slags kvinde’ som hun er.

Jeg har hørt sige at kvinder er særligt disponerede for skam. Måske har de en særlig drift efter at skyde deres egen livshistorie ind i andres. I mødet med en mand kan en kvinde foregribende flytte ind i hans liv. Hun nærer forventninger som måske ikke kun er vakt af ham, men også af hende selv, og når de så skuffes, er hun skamfuld og alt for rede til at påtage sig skylden for sin skam. Hun tænker måske ved sig selv at hun har været ’for meget’. Og lad mig så bare sige – nu da det kun er noget jeg har hørt – at jeg også har hørt at det i forhold til børnebørn og svigerbørn navnlig er kvinderne der efter eget udsagn er for meget.

Kvinden i evangeliet er for meget. Byens beboere tåler hende dårligt. Hun er dem ikke værdig. Og hun er så enig! Så det gør hverken fra eller til at hun, ’en slags kvinde’, laver skandale dér ved middagen i farisæerens hus og hælder hele sin skam ud over Jesus.


En kvinde havde været sin mand utro. Ingen af dem ønskede den skilsmisse der truede. De gik til præsten. Manden sagde: ’Jeg kan godt tilgive dig din skyld. Men hvad skal jeg gøre ved din skam?’

Nej, vi kan ikke tilgive andre deres skam. Man kan heller ikke tilgive sig selv den. Man kan ikke selv komme ud af den. Man kan ikke ændre den. Dérfor kan man ikke møde den med sindsro.

Der må ske noget, og det sker måske. Noget må indtræffe hvis et menneske skal befries for sin skam. Men det indtræffer ikke, og så er det kun tiden der kan fortynde skammen, men ikke skylle den bort.

Skammen, skylden, synden – det er ord for alt det vi ikke kan gøre noget ved, hvor megen visdom vi end mener os i besiddelse af. Sådan ’en slags menneske’ er alle og enhver. Det kan ingen sindsro borttage. Vi kan så – som man siger – lære at leve med det. Men hvad bliver det andet end et liv i stille opgivelse eller vildt oprør?

Måske indtræffer der små befrielser, små tilgivelser. ’Det skal du ikke tænke på’. Men den store befrielse, den store tilgivelse, kan vi kun bede om: Må det ske. Kvindens handling er en bøn om den tilgivelse som kan befri hende fra synden og skylden – og som kan befri hende fra den skam der er ved at åbne et svælg under hendes eksistensberettigelse.

Under altergangen skal vi synge Grundtvigs salme om denne kvinde som ’skamfuld’, rødmende af skam, sniger sig hen til Jesus beder om at få livet tilbage. For hun véd at der kun er én ting at gøre ved det som hun ikke kan gøre noget ved: at bede om kærlighed. Det er kun kærligheden der kan skylle skammen bort.


’Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.’ Det kan vi jo så måle vores kærlighed på. Hvor meget vi mener der måtte være at tilgive. Jeg har også hørt sige, og det var så ’en slags’ mand: ’Jeg vil ikke have skyld for noget jeg ikke kan gøre noget ved.’ Nej, vel!? ’Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.’ Hvad så med den der ikke mener der er nogen skyld at tilgive? Hvor meget mon han elsker?

Nu kommer det jo slet ikke an på om man er mand eller kvinde eller noget helt tredje. Hvad er vi for en slags mennesker? Vi er mennesker der er bundet til det vi ikke kan gøre noget ved: skam, skyld, synd – svigt, tab, død. Det kan ingen visdom, ingen terapier, ingen kurser lære os at acceptere uden at vi mister vores menneskelighed.

Mange står klar til at sige: ’Du har ikke noget at skamme dig over.’ Men hvis man skal befries for sin skam, er det kun den man elsker der kan sige: ’Du har ikke noget at skamme dig over.’ Og nu har kvinden i evangeliet kun én der lader sig elske af hende.

Han siger så, ikke alene til hende, men til ethvert menneske: ’Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.’ Hvor meget skyld har vi at bede om tilgivelse for? Hvor meget skam har vi at håbe på kærlighed for?

Vi kan ikke slå os til tåls med skylden og skammen uden at fjerne os fra de andre. Vi må gøre noget andet: bede om syndernes forladelse som alene kan begrave al skyld og skam. Syndernes forladelse er tilgivelsen som bærer skylden bort. Syndernes forladelse er kærligheden som fjerner skammen.

’Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.’ Den der får meget tilgivet, elsker meget. Nu véd vi hvad vi har at gøre.

Vi sniger os til nådens bord, men vi går oprejst derfra.


Niels Grønkjær
 


› Tilbage