Københavns og Vatov valgmenigheder

Human kapital

En respekteret medarbejder ved en større dansk radiokanal, den største faktisk, har nægtet at modtage en fyreseddel. Han fortsætter med at passe sit arbejde upåklageligt, til glæde for lytterne og til stor irritation for cheferne. Kernen i sagen er formodentlig at denne velanskrevne journalist ikke passer ind i ledelsens parametre for den nye ’medievirkelighed’ som gør det nødvendigt at foretage fyringer så man bedst muligt udnytter den såkaldt ’humane kapital’. Det kommer ledelser normalt godt af sted med i disse tider hvor de fleste er rede til at bære den sociale skam hjem under dynen. Men nu er der altså for en gangs skyld én der sætter sig op mod den vedtagne nødvendighed. Han følger sit kald, udfører sit arbejde og nægter at lade sig ’fritstille’ – som blot er et af de mange ord for tvang.

Karl Marx forsvarede livslangt menneskets værdighed mod kapitalismens vurdering af mennesket som en handels’værdi’. Det menneskelige kan ikke kapitaliseres, og hvis man gør det, bliver det umenneskeligt og uværdigt. Det man gør til genstand for vurdering, mister sin værdighed. Kun penge har værdi, og hvis man mener at mennesket besidder en human kapital, ligger det ligefor at udbytte det. Det er jo en ressource. Og den slags er der folk der tager sig af.

Da Jesus kalder Levi ved toldboden, kalder han ham bort fra alt dette. I maleren Caravaggios fremstilling af episoden sidder Levi og hans medarbejdere ligefrem og tæller kassebeholdningen da Jesus dukker op, udpeger ham og siger: ’’Følg mig!’ Og han rejste sig og fulgte ham.’ Jesus stiller ikke noget forlokkende i udsigt, og Levi har ikke længere noget han skal have afregnet. Der er ingen overgang mellem det gamle og det nye. Jesu kaldelse af Levi befrier ham til et helt nyt liv.

Til dem der ikke forstår hvad det betyder giver Jesus en forklaring: ’De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.’ Det første forstår vi så nogenlunde – selv om de raske i stigende omfang bliver gennet til læge for at man kan forvisse sig om at de er raske. Men det andet – at han ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere – forstår vi det?

Når nogen kalder på os løfter vi gerne hovedet og lytter til dem fordi de nok vil have os med i noget spændende. Noget vi med vores evner kan bidrage til. Der er brug for vores viden og vores indsats. ’Vi har brug for din mening’, som man konstant fortæller os. Vi lyder denne kalden fordi vi kan og véd noget vi tror der er brug for – og det er jo ofte rigtigt nok. Vi forstår med andre ord godt når nogen kalder på os fordi vi er noget værd, fordi vi er retfærdige, som evangeliet udtrykker det.

Men det er altså ikke de retfærdige Jesus kalder. Han er ikke ude på at samle folk til gennemførelse at et projekt, folk med værdi og særlige kompetencer. Han kalder syndere.


En synder er et menneske som ved sin egen handling er lukket ude fra livet og lukket inde i sig selv. Det vil vi ikke gerne høre. Efterhånden kan skylden begynde at leve sit eget liv, og måske sætter den sig som en naturlig tilstand. Da kan vi ikke høre noget kald. Til sidst hverken kan eller vil vi træde ud af os selv, ud i livet.

Man vil måske godt indrømme mindre fejl, men det er aldrig så slemt at det drager ens liv i tvivl. Der er ikke noget der ikke kan rettes op på. Livsregnskabet kan vel dog igen bringes i balance, helst give overskud. Med den holdning er vi tilbage i toldboden, altid i færd med kassebeholdningen. Døve for Guds kalden. Han siger jo også selv at han ikke er kommet for at kalde retfærdige som os, men syndere – og det må jo så være nogle andre.

Martin Luther forsøgte sig i lang tid med at blive retfærdig. Gud skulle være tilfreds med ham, og hvis det ikke lykkedes ham at leve op til det, kunne han angre dét, og det var også en bestræbelse. Men det var skruen uden ende. Han var fanget i forestillingen om at der måtte være en balance mellem hans egen præstation og Guds anerkendelse. Det var som om han blev ved med at lappe på sig selv. Men det blev det blot værre, for det gik som med lappen der river ’det gamle i stykker, og hullet bliver værre.’

Luthers liv var revet itu – indtil det gik op for ham at Guds nåde ikke er en anerkendelse, men et tilsagn. Guds nåde befrier mennesket fra selv at skulle blive retfærdigt, for Gud skænker det troen – og det er den tro som gør mennesket retfærdigt. Gud anerkender ikke mennesket fordi det er retfærdigt, fordi det er noget værd. Nej, ved troen retfærdiggør Gud synderen som selv har adskilt sig fra livet. Først herefter er han fri til at handle retfærdigt.

Man er for alvor fanget af synden når man ikke véd at man er det. Man er næsten ude af stand til at høre at der er nogen dérude som kalder på én, for man søger tilfredsstillelsen ved de små ting man dog stadig mener at man selv er i stand til at udrette. Trods alle fejlskøn ... lidt retfærdig er man vel. Trods alt det uværdige ... lidt værdi har man vel. Trods alle fejltrin ... lidt anerkendelse har man vel krav på – når man nu forsøger at være en lille smule god og en stor smule selvmedlidende.

Men Jesus gider ikke høre ikke på alle disse gradbøjninger. Derfor siger han det så kort som muligt: ’Følg mig!’ Forlad denne handel med dine egne mangler og fortrin – det falder alligevel altid ud til din egen fordel, om ikke andet i selvynk. Og så længe det gør det, er du en synder. Syndernes forladelse er derimod at man forlader sig selv, at man forlader sig på Gud som forlader synden, at man forlader sig på Gud.

Som giver os værdighed. I os selv er vi ikke noget værd. I os selv er vi kun det værd som kan byttes for penge, og som derfor kan udbyttes. Vores værdi som human kapital er måske høj, og de der har brug for vores arbejdskraft, fortæller os at den er nærmest uendelig stor. Det lader vi os så indbilde, og vi arbejder endnu hårdere på at hæve denne værdi ved at balancere vores mangler – som øges med immer nye krav – med til stadighed at udvikle nye fortrin og kompetencer. For det er jo drømmen for enhver virksomhedsleder, enhver skoleleder, enhver finansminister: at balancen i den enkeltes humane kapital skal gavne den samlede betalingsbalance.

Men hullet bliver værre. Hullet mellem statens krav og den enkeltes formåen. Hullet mellem dem der formår, og dem der ikke formår. Hullet i det menneske der er pålagt at leve op til sig selv. En enkelt protest kan gøre os opmærksom på hullet, men ikke stoppe det.

Chefernes forlegenhed over den fritstilledes protest er en lille vækkelse af bevidstheden om hvad det er for et fængsel vi har installeret os i. Vi har gået og troet at vi er så oplyste fordi vi har besluttet os for at være enige om at alle mennesker er lige meget værd. Det kan ingen være imod. Alle har vi krav på at blive anerkendt for det. Dog skal vi lige vise at det er berettiget med al den anerkendelse. Så vi kan være stolte af at blive anerkendt fordi vi har bevist vores værd. Ja, vi kan tilmed være stolte af os selv! Jo mere lederne får held til at få os til at arbejde med os selv, jo mere arbejder vi for dem.

Hvad er det for noget!? Har vi da helt mistet fornemmelse for frihed? Tror vi i ramme alvor at frihed er at vi kan gøre hvad vi vil – uden tanke på at det er hvad alle vil, og at det er en frihed som helt og holdent tvinger os ind i vores selvgodhed og isolerer os fra livet? Det er så oplysningens flade indsigt: Vi er alle noget værd, og vi har alle ret til at søge lykken i at udfolde netop dét.

Lad os så bare sige dét. Lad os fortsætte den skamløse selvpromovering. Lad os bidrage til produktivkræfternes endeløse udvikling. Lad os vende det døve øre til den der vil drage os ud af toldboden ved sit ’Følg mig!’ Det bliver kun værre og værre.

Men det kunne jo hænde at oplysningen trængte til oplysning. Det kunne jo være at der er noget som ikke passer ind i alt dette. Det menneskelige. Noget som ikke bare kan hældes på de gamle sække.

Den nye vin. Kaldelsen af syndere. Den er oplysningens oplysning. Den er budskabet om at vi er fanger af vores frihed. At vi kan befries fra tvangen som vi selv underlægger os. Vores værdighed beror ikke på den værdi som vi mener at besidde, og som vi bruger vores liv på at polere.

Vores værdighed bliver os tilskrevet. Ikke af os selv eller hinanden. Men af Gud. Det er den eneste lighed mellem mennesker som ikke kan udbyttes eller kapitaliseres. Her begynder friheden, her er det nye liv, det menneskelige liv: Vi er alle lige ved at være lige forskellige fra Gud.
 


› Tilbage