Københavns og Vatov valgmenigheder

Hvis han vil, så vil jeg også

Menneskene stræber uophørligt efter at forøge deres magt. Det skyldes ikke alene at man ikke kan stille sig tilfreds med hvad man har, men at man ikke kan bevare hvad man har opnået hvis ikke man skaffer sig mere magt. Det skrøbelige ved magt er at den hele tiden må bekræftes. Det fører uundgåeligt til rivalisering mellem mennesker, for rigdom, ære og magt kan kun opretholdes og forøges ved at bekæmpe andre som vil det samme. Har man fortrængt én fra hans position, er man udsat for at blive fortrængt af andre. Rivaliseringens spiral er endeløs. Det er alles er i krig mod alle.
Der er genkommende episoder hvor Jesu disciple rivaliserer mod hinanden. I dagens tekst spørger de Jesus: ’Hvem er den største i Himmeriget?’ Man skulle ellers synes at var man endelig i himmeriget, var det vel ikke så vigtigt hvem der måtte være den største. For himmeriget er dér hvor man har det mere end godt – hvis man ellers kan tillade sig at tale så lavt om det. Men selv dér, selv i himmeriget, fortsætter deres kamp om al verdens ære, magt og guld.
Alle mod alle. Det er den fællesskabsopløsende kamp som mennesker har ført mod hinanden fra før de lod sig civilisere, men som nu igen slår ind i vores samfund. Civilisation, det er samkvem hvor mennesket dæmper sit begær efter behovstilfredsstillelse, hvor det afstår fra at pukke på sin egen ære, hvor det begrænser sin magtudfoldelse og overlader noget af den til andre, til staten. Denne tilbageholdenhed – villet eller tvungen – har været en betingelse for menneskeligt fællesskab.
Men det er ikke tilbageholdenheden der stimuleres for tiden. Det er som om den stat der tidligere tog vare på samfundets fællesskaber, har indstillet sig på konkurrence, ikke alene med andre stater, men også mellem sine borgere. Det er blevet en betingelse for vores velfærd. Alles konkurrence mod alle.
Rivaliseringen mellem individerne tager til. ’Hvis han må, så må jeg også. Hvis hun vil, vil jeg også.’ Og staten beskytter os ikke længere mod hinanden. Ja, det er som om staten er imod civilisationen. Som om vi er på vej tilbage til naturtilstanden hvor menneskets stadige forøgelse af sin magt sker på andres bekostning så kun de stærke overlever. Spørgsmålet har i hvert fald ikke mistet sin aktualitet: Hvem er den største i riget?

Jesus svarer disciplene ved at kalde et lille barn hen til sig, stille det midt iblandt dem og sige: ’Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.’ Det betyder: Hvis I ikke holder op med alle jeres indbyrdes rivaliseringer, går fællesskabet i opløsning. Himmeriget er indbegrebet af dét menneskelige fællesskab som ingen er udelukket fra, for det er børn ikke.
Alle andre fællesskaber bliver derimod til ved at nogen lukkes ude. Man er aldrig mere sammen end når der er nogen der ikke er med. Hende man kan snakke om, ham man kun kan beklage. Så hygger vi os rigtigt. Sladderens diskrete charme. Og når det ikke er diskret, kan hele organisationer og netværk bindes stærkere sammen ved den de udelukker. Fodboldforbund hænger sammen når de hænger én spiller ud. Sammenholdet i klassen vokser når én mobbes. Pressens etik styrkes når én gøres til skurk. Samfundets moral aldrig så høj som når én falder. Og ja, kirkens rettroenhed er aldrig så stærk som når én præst forkætres.
Således har enhver skandale noget oplivende ved sig. Den bekræfter de menneskeskabte fællesskaber og sikrer dem mod opløsning. Alle-mod-alle bliver til alle-mod-én.

Sådan må det gå. Skandalen som udvirker det, er en social nødvendighed. Nogen må falde udenfor. Jesus siger det klart og utvetydigt: ’Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, ved hvem faldet kommer.’ Faldet, skandalen er uundgåelig. Den indtræffer for at rivaliseringen mellem mennesker – alles krig mod alle – ikke skal ødelægge samfundet, fællesskabet, men samle det i udstødelsen af den ene, af den der falder udenfor.
I et før-civilisatorisk samfund løste man en konflikt ved at bestænke en buk med blodet fra konflikten og så jage denne syndebuk ud i ørkenen hvor den omkom. Så var samfundet renset. Syndebukken var skyldig, og for at man kunne være helt sikker på at finde den skyldige, trak man lod.
Er vi kommet så meget videre? Bærer vi ikke på en kun lettere forfinet udgave af det primitive begær som skandalen tilfredsstiller? ’Skynd jer, kom og se!’ Skandalen må komme, men ve menneskeverdenen for det. Og ve det menneske ved hvem faldet kommer.

Man har ment at Jesus her hentyder til Judas som skal blive årsag til hans korsfæstelse. At Judas’ forræderi bringer Jesus til fald, og at det er værst for Judas. Det er muligt. Men det kan også betyde at det er Jesus selv, Guds søn, menneskesønnen, som er offer for skandalen. Det er ved hans lidelse og død at alting omvæltes. Hans fald må komme fordi han står i modsætning til ’samfundet’. Hans skandaløse død må ske fordi han som Guds søn er den eneste som alle i hele verden kan blive enige om at vende sig imod og udstøde.
Jesus må lide, dø og opstå hvis rivaliseringernes spiral skal brydes. Hvis syndebukkene skal have en chance for at blive renset for den skyld man tillægger dem. For han, Guds søn – ene af alle – er uden synd. Jesu død på korset er den begivenhed der viser at syndebukken er uskyldig – og at det er os der gør den skyldig.
Selve korsfæstelsen af Guds søn viser os at vores fællesskaber beror på udstødelse. På vores hæmningsløse begær efter stadig forøgelse af magt. Det afslører Gud ved sit magtafkald. Ved faldet, ved skandalen, ved ’korsets skam’. Vi forstår at han ikke er skyldig, men at det er os der gør ham skyldig – det er dommen over os at vi dømmer den uskyldige.
Ve da verden, ve fællesskaberne i menneskeverdenen. Nu går de til grunde. Paulus skriver et sted at ’Guds svaghed er stærkere end mennesker’ og deres magt. Og evangeliet vender alting om: ’Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget’, for så er I overladt til fortsat at skabe menneskefællesskaber gennem udelukkelse – og de udelukker netop himmerigets fællesskab som ingen er udelukket fra.
Ikke engang barnet. Ikke ’en af disse små’. Ja, det er dem der er størst i himmeriget, for ’deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.’

Vi kan godt lide at der tales til den lille i os. Men det kommer an på hvem der gør det. Forældrene må kun tale til den lille i barnet indtil det når en vis alder. Vi bryder os ikke om at staten behandler os som børn bare fordi vi er blevet forældre der skal overvåges for at kunne passe vores børn. I det hele taget gælder: Vi må ikke tale til den lille i et menneske vi ikke nærer omsorg for. Måske – måske – er det kun Gud der må og kan tale til den lille i os fordi han – ene af alle – ikke er nedladende, ikke hånende, ikke kælen. Gud taler ikke ned til mennesket fordi han selv er den fornedrede, og vi er disse hans små når vi tror på ham.
Men sådan vil vi ikke tales til. Det er skandaløst. Det er skandaløst at han ikke i stedet sanktionerer vores gensidige rivalisering og styrker os i vores magtudfoldelse. Ja, at han vender om på vores begær. For vores eget begær finder kun tilfredsstillelse hvis vi er størst, og det tilfredsstilles aldrig fordi kampen om at blive den største fortsætter og fortsætter for at vi kan blive ved med at være det. Det er derfor vi konstant skal kæmpe for vores position og arbejde med os selv hvis vi skal begå os i konkurrencesamfundet. Ligesom alle andre skal. Alles konkurrence mod alle.
I forhold til dette er evangeliet en skandale. Det vender det hele om. Ikke ved at udstøde én som alle holder sammen om at vende sig imod. Men ved at den udstødte vender tilbage til alle de andre. Evangeliet er budskabet om glæden over at det ene får kommer tilbage til de nioghalvfems.
Først kæmpede alle mod alle. Så var alle imod én. Nu har den ene givet sit liv til alle for at ’ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.’

Dette budskab kunne måske medvirke til at vi afstod fra vores primitive tilbøjeligheder og blev lidt mere civiliserede. At vi bilagde vores indbyrdes kampe. At vi ikke bare følger vores eget begær og sætter en dyd i at være grænseoverskridende – og at være grænseoverskridende vil jo bare sige at vi lever inden for vores egne grænser, og hvis vi forarger de andre og bringer deres troskyldighed til fald, er det bare fedt. Alle disse primitivismer kunne måske dæmpes bare en smule.
Men evangeliet griber dybere. Det taler til os som de små mennesker vi ikke vil være. Det taler ikke ned til os. Det nedgør os ikke. Det oprejser os. For vores engle i himlene ser altid vores himmelske faders ansigt. Det er det vi skal se på. Det er det vi skal omvende os til. Så vi forstår at Guds magt langt overgår vores stræben efter at have magt over hinanden. For Guds magt er hans svaghed for os, hans små skabninger.
Når vi ikke tager anstød af det, når vi ikke forarges over det, når vi tror det, kan vi sige: Hvis han vil, så vil jeg også.
 


› Tilbage