Københavns og Vatov valgmenigheder

Hvornår så vi dig?

Mennesket er et delt væsen.
Det er så meget vi ville ønske vi ikke vidste. Så mange unyttige oplysninger som vi helst vil glemme, men som klæber til bevidstheden: Det tager 90 minutter at koge et strudseæg!
Og der er alvorlige ting som vi til tider ville ønske vi ikke vidste om. Klodens forfatning, politiske konflikter, menneskelige lidelser. Tung viden som gør os så afmægtige at vi ligefrem kan finde på at klandre dem der forsøger at gøre noget ved det.
Det omvendte er også tilfældet. Der er så meget vi ville ønske vi vidste. Så meget vi ikke véd, men som vi gerne ville have vidst: Rødkælkehunnen forsvarer sit fødeterritorium med sang. En viden som vi ikke kan bruge til noget, men som glæder os.
Og så er der væsentligere ting som vi ikke skænker mange tanker. Frugtbare marker som giver dagligt brød, fredelig sameksistens mellem mennesker, almindelige glæder fra dem vi lever med, og fra den verden vi lever i.
Vi er ikke selv herrer over hvad vi véd, og hvad vi ikke véd. Jo, vi kan se i en bestemt retning og forsøge at lukke ørerne for andre ting. Vi kan opsøge verdens glæder og se mildt til dens sorger. Men vores liv er delt mellem det ene og det andet. Mellem den gode uvidenhed og den onde, dårlige uvidenhed.

I dagens evangelium, det sidste i kirkeåret, møder vi de to slags uvidenhed. Det drejer sig om hvad vi gør for hinanden, og hvad vi ikke gør for hinanden.
På den ene side, den højre, véd mennesker i grunden ikke hvad de gør når de gør noget godt. Kongen steder dem for sin domstol og giver dem plads i sit rige fordi de har handlet godt imod ham. Men det véd de ikke af: ’hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?’
De véd ikke at de handler godt mod ham når de handler godt mod andre. I grunden véd de ikke hvad de gør.
På den anden side, den venstre, véd mennesker heller ikke hvad de gør når de ikke gør noget godt: ’hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?’ De forstår tilsyneladende ikke omfanget af deres svigt. De véd ikke at det er kongen de svigter når de undlader at gøre godt mod de svage. I grunden véd de ikke hvad de ikke gør.
Dommen er at der er en verden til forskel på de to slags ikke-viden. På den gode uvidenhed: at vi kan gøre godt uden at vide det. Og den onde uvidenhed: at vi kan lade være med at gøre godt uden at vide det – tilsyneladende uden at vide det! For de to sider er ikke ligestillet.

For at begynde med det sidste, dem der ikke ved at de ikke handler godt. Den onde uvidenhed. Når vi undlader at gøre godt mod de svage, kan vi så være uvidende om at vi ikke gør det? Det vil vi nok være tilbøjelige til at hævde. Måske er det ikke så nemt at se hvem der har brug for vores hjælp. Det er også så uoverskueligt. Desuden klarer de sig nok. Og hvem kan leve helt uden fortrængninger i en verden hvor så meget trænger sig på?
Men det er påstået uvidenhed, altså dårlige undskyldninger. Uden blik for at det andet menneske bærer Guds billede fordi han har Kristus-tegnet, korset, indtegnet på sig. Han ligner Gud, og jeg ligner ham ved også at ligne Gud. Men når jeg ikke kendes ved ham, undsiger jeg denne lighed. Så falder jeg ud af mit tilhørsforhold. Mister min lighed med Gud.
De første, dem til højre, er uvidende om at de gør godt. De tillægger det i hvert fald ikke den vægt som kongen gør. De har bare gjort hvad man skal gøre for sit medmenneske. Spontant og uden tanke på hvad Gud siger til det. Det er med forundring at de spørger: ’hvornår så vi dig sulten …’ De har jo bare hjulpet et andet menneske. Det er den gode uvidenhed.
Vi, derimod, vil gerne vide hvornår vi gør noget godt. Måske fordi vi gerne vil vide at Gud synes om det. Men nok snarere fordi vi gerne vil have at andre bekræfter os i hvor gode vi er. Og hvis ikke de lige vil eller kan se det, kan vi altid bekræfte os selv i hvor fortrinligt vi handlede – og hvad det viser om os. Så man kan se at vi bliver de største ved at gøre godt mod de mindste. ’Hvad er der i det for dig?’ spørger journalister altid.
Da er uvidenheden ophævet. Vi begynder at spejle os selv i handlingen. Vi gør det ikke for den andens skyld, men for vores egen. Da er det ikke Guds billede vi ser i den anden. Vi breder i stedet vores eget billede ud over den anden. Han bliver et spejl af vores egen godhed. Vi forvisser os om at vi bliver gode af at handle godt. Men når vi vil vide at vi gør noget godt, begynder den gode uvidenhed at krakelere.

K.E. Løgstrup talte om de suveræne livsytringer. De kan komme over os så vi handler barmhjertigt uden at tænke over det. Det svarer meget godt til de første i dagens evangelium, dem til højre. Men ofte sker det jo ikke. Ofte udebliver den suveræne, spontane livsytring. Da indtager den etiske fordring dens plads, siger Løgstrup. Vi skal handle som vi ville have handlet hvis vi havde været spontane.
Den etiske fordring om at tage vare på det andet menneske er for dem der ikke bare gør det uden at tænke over det. Den er en erstatning. Men ikke engang denne erstatning tilbydes dem med den onde uvidenhed. Den kunne måske have reddet dem ud af fordømmelsen.

Mennesket er skabt i Guds billede. Vi ligner ham. Ikke fordi vi i vores væsen er som han, men fordi vi kan gøre noget der ligner hvad han gør når han skaber verden. Vi kan ikke skabe noget, men vi kan frembringe verdener som er menneskelige. Ved gode ord glæder og trøster vi hinanden. Ved gode handlinger gør vi livet lettere for hinanden. Ved onde ord og handlinger nedbryder vi hinandens verden.
Ikke hvem vi er, men hvad vi gør. Det drejer sig ikke om hvorvidt mennesket er godt, eller om det er ondt. Det kan man diskutere til dommedag, og da evangeliet i dag holder dommedag, må den diskussion ophøre.
Vi kan gøre mere ondt end vi er. Vi kan gøre mere godt end vi er. Vi overskrider os selv når vi handler. Det gælder enhver. Det er det ophøjede ved at være menneske. Og det er det rystende. At vi kan hjælpe – at vi kan svigte. At vi kan glæde – at vi kan såre. At vi kan opløse – at vi kan sammenknytte.
Hvad gør enhver af os nu hvor vi ikke har den gode uvidenhed – fordi vi er blevet oplyste? Står vi så tilbage med den onde uvidenhed? Med fortrængningerne og undskyldningerne – med den fortabte gudbilledlighed? Med den etiske fordrings lappeløsning?

Man har talt om at mennesket må holde dommedag over sig selv. Det er et delt væsen der kastes frem og tilbage mellem god og ond uvidenhed, mellem smertefuld oplysning og selvpålagt tilfredshed.
Men evangeliet vil gøre os hele. Helbrede vores splittelser. Frelse fra os fra os selv. Give os tilbage til verden, til hinanden, til Gud. Hvordan kan vi vide det? Hvordan kan vi tro det?
Det kan vi fordi det ikke er faderen, men sønnen som dømmer os. Det er Guds søn som ’kommer for at dømme levende og døde’. Han véd af egen erfaring hvad det vil sige at være menneske fordi han selv har prøvet det. Han har taget alle vores splittelser på sig. Derfor kan vi tro ham.
Når vi har mistet den gode uvidenhed og forskanser os i den onde uvidenhed, så dømmer han den, uden at vi i dag får en etisk fordring at holde os til. Han dømmer vores fortrængninger og undskyldninger, uden at give os mulighed for at lappe på dem. Han tager dem på sig så vi ikke er nødt til ynkeligt at skjule os bag vores svigt. Han véd hvad det er at være offer for vores fortrængninger og undskyldninger. Han véd hvad det vil sige ikke at blive gjort noget godt for.

Det er alt sammen en noget anspændt udgang på et kirkeår hvor intet menneskeligt har været uberørt. Vi må bede til at denne udgang ikke er det sidste Gud har at sige til os. At hans sidste ord ikke er hårdt, men at han siger blide ord som derfor aldrig er de sidste.
Vi må bede helt til næste søndag – første søndag i kirkens nye år, advent. Her begynder en ny tid. Da skal vi høre at der sendes godt budskab til fattige, fanger, blinde og undertrykte. Alle disse mindste som vi hører om i dag. Alle dem og alle os gør Gud til sine børn ved at hans søn kommer for at blive vores bror. Da er vi ikke længere delte, men hele. Sammenknyttet med hinanden i at være hans.
Det beder vi om.

Niels Grønkjær
 


› Tilbage