Københavns og Vatov valgmenigheder

I ånd og sandhed


Den amerikanske digter Emily Dickenson har skrevet en strofe som hedder Sig sandheden – Poul Borums gendigtning:

Sig sandheden, men sig den skævt –
beskyt den med en maske –
for klart for vores svage glæde
vil sandhed overraske –
Børn blir fortrolige med lyn
ved blid forklaring –
gradvist skal sandhed ses,
man blir blind af åbenbaring –

Sandheden kan være overvældende, men hvis den ikke skal overvælde os, må vi levnes mulighed for en vis tilvænning. Den pludselige sandhed ryster os. Kun det vi forstår gradvist, kan vi tilegne os. Det slår os ikke omkuld, men går efterhånden op for os. Sandheden har sin tid.

I dagens evangelium tager det unægtelig også sin tid inden Jesus når frem til pointen. De må meget igennem, han og den samaritanske kvinde, inden han omsider får sagt sandheden. Der er ikke den detalje de ikke dvæler ved, ikke den misforståelse de ikke fortaber sig i. Som om alle disse omveje er nødvendige for at Jesus endelig kan sige det som det er: Kristus, ’det er mig, den der taler til dig.’

Sandhedens åbenbaring tager sin tid. Den kommer ikke som lyn fra en klar himmel. Da den endelig åbenbares, er der etableret en baggrund af fortrolighed så sandheden ikke slår ødelæggende ned i livet, men så den giver noget til livet, er livgivende. Det lys som denne sandhed kaster ind i livet, blinder os ikke, men gør at vi kan se det klarere:
gradvist skal sandhed ses,
man blir blind af åbenbaring –

Sandheden tager sin tid. Det gør den fordi den er forbundet med ånden: ’Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.’ Det er i ånden sandheden udbredes. Sådan har det været lige siden helligånden blev sendt til verden for at evangeliets budskab kunne leve videre iblandt os. Sandhedens ånd – åndens sandhed. Ingen af dem kan være uden hinanden.


Men vi har skilt dem ad. Sandheden er blevet åndløs, og ånden er blevet sandhedsløs.

Det har blandt andet den såkaldte videnskab medvirket til. På den fine talerstol i universitetets festsal herovre på Frue Plads står ordene fra dagens evangelium: ’i ånd og sandhed’. Nu kan en videnskabelig institution naturligvis ikke give sig af med at tilbede noget som helst. Men der har åbenbart været engang hvor den med sit motto bestræbte sig på at forskningen skulle tjene udbredelsen af sandhedens ånd og åndens sandhed, og at den skulle foregå ’i ånd og sandhed’. Sandheden skulle tjene ånden, for det var ikke alt det var værd at vide. Og ånden skulle fæstnes i sandheden, for ikke alle opfattelser var lige gode.

Sådan er det ikke længere. Sandheden tjener ikke længere ’ånden’. Alt er tilsyneladende værd at vide. Det vil sige: Den eneste værdi der kommer i betragtning er om det – for at bruge et ord der gør eksplosiv karriere – om det gavner på bundlinjen. ’I ånd og sandhed’ er er veget for et nyt motto: ’Fra forskning til faktura’. Ånden er forsvundet og med den det menneskelige. Det er reduceret til processor i hjernen. Det er alene disse processer som kan forklare vores adfærd. Sådan noget som menneskelig frihed og værdighed findes nu kun som ord i skåltaler.

Når sandheden adskiller sig fra ’ånden’, sker der også det omvendte: Ånden skiller sig fra sandheden. Men ånd uden sandhed bliver til sjæleligt sværmeri. Den virrer rundt i religionerne hvis eneste sandhedsværdi er om ’de siger mig noget’ – uagtet man aldrig rigtig får at vide hvad de siger. I kunstarterne synes der heller ikke at være nogen synderlig interesse for sandheden som er reduceret til de oplevelser som kunstnerens udtryk giver den enkelte. Og i politikken synes ånden også foruroligende vild, for det er i høj grad kommet til at dreje sig om hvad vi synes om. Likes and dislikes – det er ved at blive grundlaget for vores højt besungne demokrati. Og nu har et dagblad som kalder sig kristeligt, iværksat en afstemning på sin hjemmeside hvor man kan svare ja, nej eller ved ikke på spørgsmålet om hvorvidt en biskop bør gå af fordi han har tilladt sig at foreslå at vi tænker os om når vi anvender ord som ’mission’ og ’omvendelse’. Hvad er det for noget!?

Når ånden løsriver sig fra sandheden, bliver den til følelser og meninger. Og når sandheden løsriver sig fra ånden, bliver den til kemi, fakta og det der er værre. Begge dele bliver abstrakte – løsrevet fra hinanden. Men hvorfor er alting værd at vide? Hvorfor er ånden forsvundet fra videnskaben? Og hvorfor er det blevet sådan alle opfattelser lige gode? Hvorfor er sandheden forsvundet fra kunsten og religionen? Det er der mange svar på – eller også er der ingen.


Men i livet er de altid forbundne, ånd og sandhed. Vores liv er så mange tildragelser, så mange handlinger, så mange steder, så mange mennesker. Der er opløftelser, depressioner. Der er sorger, glæder. Vintre og somre. Vi kan finde meget af det frem i den erindring som med tiden bliver svagere – eller mere selektiv, som vi foretrækker at sige. Det er alt sammen enkeltheder som vi kan pege på hver for sig. Men de bliver først sandheden om vores liv hvis de hænger sammen. Og det er ånden der binder dem sammen. For eksempel ved den fortælling vores liv udgør.

Det er dog ikke altid fortællingen kan få livet til at hænge sammen. En teologisk professor har skrevet en lang bog med sine erindringer: ’Efter teologisk embedseksamen fik jeg et stipendium så jeg kunne tage til Strassburg og studere. Om søndagen cyklede vi ud i naturen. Så tog jeg til Cambridge hvor man forenede studier og fromhedsliv. Så tog jeg hjem til Danmark og skrev en bog om Gud. Så kom krigen.’ Der er jo ingen tvivl om at alt hvad denne lærde mand skriver, er rigtigt nok. Men der er jo ikke det der er hans liv, forhåbentlig ikke.

Det er ånden der gør vores liv sandt ved at binde alle de forskellige enkeltheder sammen. Det kan være vanskeligt ved at se. Vi har det vel af og til lidt som den samaritanske kvinde. Hun har haft fem-seks mænd, det vil sige: Hendes liv har været præget af omskiftelser og brud. Ikke alene i ægteskabelig henseende, for hun har i det hele taget levet som vi nu gør: i mange forskellige sammenhænge, i mange forskellige relationer, til mange forskellige tider. Og så har hun søgt at holde sammen på det ved hver dag at gå ud til brønden for at hente vand, ved at holde fast i sine fædres tro, og ved at holde sig til det sted, dette bjerg i Samaria, hvor de har tilbedt deres Gud.

Sådan som også vi søger at holde sammen på vores omskiftende og brudfyldte liv gennem hverdagens rutiner. Sådan som også vi søger at holde fast ved vores traditioner og pleje vores steder. For at det hele ikke skal falde fra hinanden i en endeløs række af ’og så, og så, og så’.

Vores forsøg på at forstå en sammenhæng i vores liv er en åndelig bestræbelse. Men det forekommer os næppe at det dermed er sandhedens åbenbaring. Det bliver det først hvis der kommer noget andet til. Det er ikke det vand vi selv hiver op af brønden, som vedvarende slukker vores tørst og strømmer igennem hele vores liv. Det er derimod det levende vand, det vand der – som Jesus siger til kvinden – skal blive hende ’en kilde, som vælder med vand til evigt liv.’

Når vi nu om lidt skal døbe to børn, gør vi det ved vand og helligånden. Vandet og ånden vælder ud over deres små liv og vil herefter være det der fremover skaber sammenhæng i deres liv så de aldrig falder fra hinanden. Den kan de til stadighed vende tilbage til for at slukke deres tørst i den ’kilde, som vælder med vand til evigt liv.’

Det evige liv er sandheden om vores liv. Den slår ikke ned som lyn, for lyn gør os blinde, hidser os og får os til at flakse fra den ene nervepirring til den anden. Sådan er kun de brutale sandheder, de åndløse sandheder, som ødelægger hvad Emily Dickenson kaldte ’vores svage glæde’. Nej, åndens sandhed om vores liv åbenbares gradvist. Det tager tid, for vores liv tager tid. Vores liv er den tid det tager – også når det tager den tid som er det evige liv.

Der er misforståelser hvor vi taler forbi hinanden – men vi kommer dog til forståelse så vi forstår hvad vi ikke før forstod. Der er vildfarelser – men vi finder dog et sted at leve så vi finder ud af at det var vildfarelser, og at der også for os er et sted vi dengang ikke kendte. Det er ikke sandheder der bare kan siges ligeud og ’tænkte jeg det ikke nok’. Nej, det er åbenbaringer der viser sig. Det går op for os, efterhånden.

Når så omvejene ikke synes at tage nogen ende, når vildfarelserne fører os ud i intet, når misforståelserne mellem os bliver dybere end brønden ved Samaria – så ender det altid med at ånden åbenbarer sandheden om vores liv, for for enden står han som siger: ’Det er mig, den der taler til dig. Det gør jeg hele tiden.’ Da lever vi i ånd og sandhed. Da bliver vores svage glæde stærk.

Niels Grønkjær
 


› Tilbage