Københavns og Vatov valgmenigheder

I denne hårde tid

I Herman Melvilles roman Billy Budd anklages sømanden Billy for mytteri på skibet selv om han er uskylden selv. Han er afholdt, åben, vellidt, ualmindelig retskaffen – et helt igennem troværdigt menneske. Stillet over for sin misundelige, nedrige anklager begynder Billy at stamme – og ude af sig selv kommer han til at dræbe Claggart, sin onde modstander.

Selv om ingen tror på anklagen om mytteri, og selv om Billy er moralsk uskyldig, må han alligevel dødsdømmes. Dommeren siger at selv om han er en Guds engel der har slået den onde ihjel, så må englen ikke desto mindre hænges. Men vægten er dér hvor Billy Budd – stillet over for den falske anklage – ikke kan bevise sin troværdighed, sin uskyld, sin godhed.

Kun skyld kan uigendriveligt bevises. Det kan uskyld ikke. Jo, en domstol kan afsige dommen ’ikke-skyldig’ – fordi det ikke kan godtgøres at den anklagede har begået en bestemt forbrydelse. Men det er ikke noget bevis for at vedkommende ikke er skyldig i andre sammenhænge.

I Clint Eastwoods film De nådesløse kommer det til sidst til et opgør mellem filmens to skurke. Clint Eastwood har den anløbne sherif Gene Hackman i gulvet, med geværet i hans strube. Hackman stønner: ’Dræb mig ikke! Jeg er uskyldig!’ Hvortil Eastwood hvæser: ’Uskyldig?! Uskyldig i hvad!?’ – og trykker af.

Det kan ikke bevises at et menneske i det hele taget er uskyldigt – eller troskyldigt, enfoldigt. Det har derimod med tillid at gøre. Med tro. Man tror på hvad vedkommende siger – og tiltror ham ingen løgn. Man har i det hele taget tillid til hende – og tillægger hende intet ondt. Uskyld kan ikke bevises. Der findes fældende beviser for skyld, men ingen beviser for at et menneske er uskyldigt i moralsk forstand. Det kan kun vise sig.

Det gode menneske kan ikke forsvare sig mod anklager ved at henvise til sin egen godhed.

I dagens tekster er der ingen tvivl om at ofrene er gode. Stefanus er uskyldig, og det er – som han selv siger – en synd at de stener ham. Profeterne, de vise og de skriftkloge som Jesus siger han vil lade sende til Jerusalem, bliver alle ofre for folks vrede. De vil blive forfulgt, pisket, stenet, korsfæstet, slået ihjel. Men de er alle lige så uskyldige som ’den retfærdige Abel’, som det hedder.

Det er bemærkelsesværdigt at Stefanus slet ikke forsvarer sig mod de anklager, der rettes mod ham. De siger at han har spottet, Moses, Gud og det hellige tempel, og at han i det stykke støtter sig til Jesu forkyndelse. Det forsvarer han sig slet ikke imod. Når han udbryder at han ’ser himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side’, så er det ikke et forsvar for hans egen godhed, men et udtryk for at alt hvad det gode er, viser sig for ham: den åbne himmel.

I evangeliet hører vi ikke engang om nogen anklage mod de profeter og vise som Jesus vil lade sende. De bliver slået ihjel af en eneste grund: at de bringer det gode med sig.


Hvorfor vender mennesket sig imod disse budbringere, disse engle? Hvorfor påkalder det gode sig en så voldsom vrede? Og hvorfor tager det godes fortalere ikke til genmæle?

Melville mente at det gode har sin egen styrke. Billy Budd slår Claggart ihjel. Det har altid været en voldshandling i menneskehedens urtid. Romulus slog sin bror Remus ihjel og blev den praktiske grundlægger af Rom. Kain slog sin bror Abel ihjel og måtte flakke om i sin egen lovløshed. Hvordan menneskets samlivsformer end udfolder sig, hvordan statsdannelser end organiseres – så et de begyndt med en forbrydelse, brodermordet.

Men Melville vender det om. Han lader forstå at nu er det Abel der slår Kain ihjel. Det er berettiget at den gode omsider sætter sig op mod den onde. Når Billy Budd – englen, den gode – alligevel må dø, er det fordi loven nu engang tilsiger det. Da er det at Billy Budd føler medlidenhed med den dommer der er nødt til at dømme ham til hængning. Det er bedre at lide uret end at begå uret. Og det er lettere at lide end se andre lide. Deraf udspringer den godes medlidenhed, hans med-lidelse.

Denne medlidenhed ligner Stefanus’ bøn for dem der – her ved den kristne histories begyndelse – ud fra deres lov dræber ham: ’Herre, tilregn dem ikke denne synd!’ Det er en medlidenhed som går ud over de institutioner som dømmer godheden. Den går helt på tværs af den politiske sfære. Den lader sig ikke indføje i de sammenhænge hvor vi taler, argumenterer og træffer beslutninger. Det er derfor Billy Budd stammer.


Medlidenheden har ingen politisk betydning. Den er ikke i stand til at give politiske handlingsanvisninger fordi politisk handling udøver magt som i sidste ende kan slå ud i vold. – Vi har i de seneste uger været grebet af medlidenhed med ofrene i Aleppo, navnlig børnene – en medlidenhed som er magtesløs og uden politisk kraft.

Det kan altid betvivles at det gode er så stærkt som det trods alt er hos Melville. Det gode kan ikke argumentere for sig selv. Det kan ikke bevise sin berettigelse. Det kan kun vise sig. Som himlen åbnes over Stefanus.

Afvisningen af det gode er så nem. ’Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.’ Nej, vi ville ikke. For som det gode ikke kan argumentere for sig selv, behøver afvisningen af det heller ikke gøre det.

I Lars von Triers Riget er der en episode hvor en gammel mand ligger hjernedød og overlægen beder de pårørende om lov til at udtage hans organer til transplantation. Den gamle kone vånder sig fortvivlet: ’Han er jo stadig varm!’ Hun ved ikke rigtig om hun skal give tilladelsen. Efter flere overtalelsesforsøg bliver lægen efterhånden utålmodig og hæver stemmen til hidsighed: ’Man kan ikke argumentere imod videnskaben!’ Hvortil sønnen roligt svarer: ’Vi argumenterer heller ikke. Vi siger bare nej.’

Den mulighed har vi altid. Det er friheden. Nogle lingvister mener at nægtelsen er noget af det mest grundlæggende i langt de fleste sprog. Det er også det første et barn lærer: at sige nej. Afvisningen, rysten på hovedet. Vil ikke! Sådan også i mødet med det gode. Vi vil ikke tage imod det. Vi siger bare nej.

Det virker som om vi ikke er kommet ud over menneskehedens barndomsstade. Vi afviser ikke kun det onde som skader andre og os selv. Vi afviser også det som ikke lige passer os. Som ikke passer til vores smag, men som heller ikke passer til vores behag. Med denne nydelsesbestemte brug af friheden, er det også nemt at afvise det gode hvis det ikke lige passer os. Eller hvis det forekommer unødvendigt eller politisk ubrugeligt. Det er den tort som det gode må lide.

Det gode menneske anklages fordi det er uskyldigt og ikke kan forsvare sig mod anklager ved at bevise sin egen godhed.

Men Guds søn siger: ’Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt’. For jeres afvisning af mig – at jeg ville samle jer – overlader jer til jer selv. Himlen vil ikke åbne sig over jer, for intet viser sig for den der afviser. I kan slet ikke se mig, for ’fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!’ I ser mig ikke før I lægger alle jeres afvisninger til side. Så viser jeg mig for jer. Så viser det gode sig for jer, og himlen åbner sig over jer. Når I ikke længere siger ’vil ikke’ og ’nej’, vil I lære at sige ’ja’ til det jeg viser jer – for jeg siger altid ’ja’.

Hvordan kan friheden til at sige nej vendes til en frihed til at sige ja? Nej’ets ur-adskillelse – hvordan kan den vendes så vi samles? Samles som kyllinger under hønens vinger?

Der er ikke andre muligheder end at vi bliver ved med at lytte til julens evangelium: Fra nu af begynder det hele med Guds rungende ja til mennesket. Vel vidende at dette ja har sin pris. For som nogle af os hørte i går: ’Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.’ ’Og’! Ikke ’men’! Som om det var hvad han forventede – at de ikke ville tage imod ham. ’Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.’ Men han kom!

Vi afviser den gode Gud fordi han ikke kan forsvare sig mod anklager ved at bevise sin egen godhed. Den kan kun vise sig.

Nu i dag vil han samle os under sine vinger – men vi vil ikke. Men han bliver ved med at komme indtil vi siger: ’Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!’

Det gør han. Selv i denne tid hvor vores hus synes øde og tomt. Netop i denne hårde tid.

Niels Grønkjær
 


› Tilbage