Københavns og Vatov valgmenigheder

I vantros munde

Himlen er hvor Gud er når han er hos os. Det er han når vi hører og forkynder hans ord. Han virker med og stadfæster ordet – som det hedder i evangeliet. Gud er hos os i sit ord. Her er himlen hos os.

Man har forestillet sig himlen som et sted. Et sted deroppe. Et sted hvor alt er godt. Et sted hvor intet mangler. Et sted hvor ingen mangler. Et sted hvor alt er i sin orden.

Det er blevet vanskeligt at fastholde en bastant forestilling om et sådant sted. Det skyldes at den moderne naturvidenskab har gjort himlen til et uendeligt, tomt rum som der hverken er op eller ned på. I dette rum er der ikke noget bestemt sted hvor Gud har sin plads.

Det gælder sådan set også mennesket. Der er moderne former for kunst som handler om menneskets hjemløshed i det uendelige verdensrum. Dette rum er fremmed for mennesket, ja, det bringer det lidelse.

Den tyske maler Max Beckmann har under indtryk af rædslerne i første verdenskrig overfyldt sine lærreder med forvredne menneskekroppe. Han skriver selv at han må fylde forgrunden i det uendelige rum for at skjule ’dets rædselsfulde dybde’ – alt imens de overfyldte billeder med de lidende skikkelser fremviser denne rædsel. Beckmann mener at der udgår en umenneskelig lidelse fra det uendelige rum som han kalder ’gudernes palads’. Det er det han gør oprør mod med sine billeder. Han skriver: ’Med ydmygheden over for Gud er det forbi. Min religion er hovmod over for Gud. Trods imod Gud.’

Med den moderne naturvidenskab og den modernistiske kunst som baggrund – kan vi så overhovedet forestille os himlen som et sted? Er der overhovedet steder hvor vi kan være hjemme?


Mennesket søger jo sit sted. Vi må finde et sted at holde til, et tilholdssted i verden. Steder kan have noget ved sig som vi kan føle os forbundet med. Som kan forbinde os med verden. Uden sit sted er mennesket verdensløst.

Tingene kan have sine steder. En vindueskarm indbyder til at man sætter en potteplante der. Noget hører til på bestemte steder og ikke på andre. Der er en vis orden. Et sted er ikke bare et tomt rum der kan fyldes med hvad som helst – og gør man det, forvandles orden til uorden og rod.

Nogen hævder så nu at der er bestemte steder hvor mennesket hører til. På trods af videnskab og modernistisk kunst er der steder i verden som appellerer til noget menneskeligt. Eskimoerne orienterer sig ud fra isens tekstur, og nomaderne ud fra rillerne i sandet. Også vi har vores steder. Huse vi føler os hjemme i. Landskaber vi bebor og færdes i. Og for tiden er der jo ingen i tvivl om at de omgivende landskaber taler dansk, navnlig i denne skønne tid.

Så ja, vi har vores steder, vores sted i verden. Men det har andre jo også. Steder de bebor. Men de kan frarøves deres sted, og vi kan tro at nogen vil frarøve os vores. Grænserne ligger åbenbart ikke fast. Og bestræbelser på at fastlægge dem fører til konflikt, i yderste instans til krig. Det kommer alt sammen af at vi knytter stedets betydning fast til en bestemt gruppes identitet. Fordi vi vil bevare vores hjemstedsret i verden.


Himmelfartsevangeliet er grænseløst: ’Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.’ Hele skabningen. For himmel betyder ’det hele’, og det ord som lyder fra himlen er for alle.

Det er så det man altid indvender mod kristendommen: Den vil missionere. Sådan at forstå at den skulle ville udbrede sine egne dogmer, sin egen sandhed, sin egen identitet ud over alle andre og dermed udslette deres identitet. Og dét er der jo også noget om. Bevar mig vel. Det foretrukne stikord hver gang en far søger at imødegå moderens ønske at barnet skal døbes på befalingen om at alle folkeslag skal gøres til Jesu disciple – det foretrukne stikord er altid: korstogene!

Nu kan man så også sige det omvendte. Det er dog sket at budskabet har gjort noget ved de røvere der har tilranet sig det. At de der har øvet vold i dets navn, selv er blevet vendt fra deres gerninger. At kristendommen kort sagt også har medvirket til at vi har et nogenlunde civiliseret samfund.

Men i grunden er det ikke det det drejer sig om. Det går ikke ud på at én kultur, en religion skal gælde for alle, og at én identitet skal være den eneste. Det betyder at der er et budskab som går ud over alt dette, som går ud over alle forskelle, alle konflikter. Et budskab som er ’for hele skabningen’.

Det budskab kan kun være fra himlen. For som sagt: himmel betyder ’det hele’ – det hele som er for det hele, for alle.

Det er også for os.

For hvem er det Jesus udsender i alverden for at prædike evangeliet? Det er disciplene som nu bliver apostle, lærlinge der bliver udsendinge, de sidste han taler til: ’Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.’ Så hårdt han taler til dem, til deres hårdhjertethed. Han revser dem for deres vantro – sådan som han tidligere kun har revset de byer der ikke tog imod hans budskab. Det er dem han giver at bære evangeliet ud til alverden! De vantro, de hårdhjertede.

Er der andre religioner eller ideologier som har gjort det? Hvem har ellers lagt deres sandhed i munden på nogle som ikke troede på den?

Så radikalt er evangeliet. Det bæres ikke af dem der prædiker det. Det bæres af at Gud virker med og stadfæster ordet – som det hedder. Det er ikke prædikanterne man skal tro, men evangeliets ord. For prædikanterne kan ikke lade være med at lægge deres egne interesser for dagen. De har deres egne meninger som de vil påtvinge andre. De taler kun tøvende om det hele, mere fast om deres eget. Ofte, i hvert fald.

Men evangeliet handler om det hele. Det kommer fra himlen. Himlen er hvor Gud er når han er hos os. I sit ord.


Nu siger vi så at for eksempel præsterne selv skal tro på det de siger. Det er vel det de bliver betalt for så det må man da kunne forlange. For ellers vil folk ikke tro på dem. Det er jo også hvad man siger om politikere. Og jeg skal love for at der – navnlig for tiden – er rigtig mange der tror rigtig meget på hvad de selv siger. Hele fidusen med det er jo at få andre til det.

Er det virkelig så småt? At også vi det hører og prædiker evangeliet, skal overtale os selv til at tro på det? At det afhænger af os om det har gennemslagskraft, eller hvordan man nu vil udtrykke det?

Nej, Gud lægger det i munden på os der står dér med vores vantro. Os der ikke kan overskue det hele. Os der indhentes af tvivlen på om vi hører hjemme i verden. Evangeliet forkyndes af os der hele tiden står i fare for at blive ofre for vores egen hårdhjertethed. Os der mener at der ikke er mere at sige end hvad vi har at sige. Os klamrer os til vores egen identitet.

Men jo ikke for at fremme vores vantro. Bekræfte vores hårdhjertethed. Befæste vores identitet. Men for at ophæve alt dette. For når vi – stammende, kolde og tvivlende – taler evangeliets ord så virker Gud med og stadfæster ordet. Samtidig med at han gør vores kulde varm og vores tvivl til tro. Så kan alt ske. Der kan ske det uhyrlige at vi kan tage på slanger og drikke gift uden at det skader os. Der kan skal det mest uhyrlige at vi begynder at tale på en ny måde, ’med nye tunger’, som evangeliet siger.

Vi kan så undre os over at Gud behøver de skrøbelige mennesker til at tage vare på sin sag. Hvad er det dog for apostle han udser sig? Det skyldes at han ikke vil at det skal afhænge af mennesker. For de har – med alle deres ideologier og religioner og alle deres egne ’sandheder’ – altid noget for med andre. De vil altid have dem til at være noget bestemt og mene noget bestemt.

Det afstedkommer altid korstog, konflikt, lidelse. Det skal vi trodse. Som Max Beckmann trodsede den gud der forviste menneskene fra deres sted. Det er ikke – som han sagde – hovmod over for gud. Det er kritik af sandhedernes tyranni.

For der er kun én sandhed som er sandheden fordi den ikke er tyrannisk, men frigørende: Himlen er hvor Gud er når han er hos os. Den sandhed frigør os fra vores egne tvangsforestillinger. Den smelter vores hårde hjerte når vi begynder at sige den. Når han stadfæster ordene, bliver vores vantro til tro. Vi kan så beklage at andre endnu ikke har fået del i det. Men vi kan glæde os over at vi har. Hvem skulle have troet det?

Verden bliver et sted for os. Alle steder bliver menneskelige. Også himlen. Også jorden. For jorden er himlens jord. Himlen er jordens himmel. Himlen er når Gud er hos os i sit ord.

Niels Grønkjær


› Tilbage