Københavns og Vatov valgmenigheder

Konflikt og fred

Englene er vendt tilbage til himlen. Den har lukket sig over os. Natten er bare nat, dagen bare dag. Vi vandrer i mørket og ser intet stort lys. Hvor skal vi vende os hen?

Den tyske romantiker Novalis holdt i 1799 en tale som hed ’Kristenheden eller Europa’. Han ser tilbage: ’Det var skønne, strålende tider, dengang Europa var et kristent land; dengang én kristenhed beboede denne menneskeligt formede verdensdel.’

Han drømmer sig tilbage til de skønne tider da Europa udgjorde én sammenhængende kultur, båret af kristendommen med paven som overhoved. Men det var dengang. Nu har tiderne ændret sig. Den franske revolution har omstyrtet de religiøse autoriteter, klager Novalis.

Forfaldet skyldes også reformationen. Da Martin Luther den 31. oktober 1517 opslog sine teser mod den katolske afladshandel på slotskirkedøren i Wittenberg, indvarslede det kirkens splittelse.

Bibelen på modersmålet, individets frihed – reformationen gjorde religion til noget verdsligt, og så var det slut med kristendommen – og med Europa, mente Novalis.

Det synspunkt lever stadig. Man længes tilbage til de skønne tider hvor Europa var en kristen enhedskultur. Selv om hverken pavestolen eller EU skulle få held til at genetablere den, så er der – siger man – fælles ’værdier’ som binder os sammen, og som har deres udspring i gammel kristendom.

Det modsatte synspunkt lever også i bedste velgående. Vi skal ikke se tilbage, men fremad. Dele af moderne oplysningstænkning forlanger at vi frigør os fra religionens tvang, fra dens autoriteter og institutioner. I forlængelse af den franske revolution vil videnskaben og fremskridtet efterhånden have tilvejebragt en samfundsorden hvor frihedsrettighederne holdes i hævd – og alt det har reformationen ingen andel i, mener denne anden fløj.

Religionen vil miste sin betydning. Den enkelte kan måske finde sin stakkede trøst i den. Men med tiden vil religion kun overleve som kunst og pynt.


Men hverken det tilbageskuende, konservative synspunkt eller det fremadrettede, progressive synspunkt kaster lys ind i mørket vi vandrer i. Europa er i stigende grad ikke en enhedskultur – og religionen har fået alt for stor betydning.

Polariseringerne tager til. Det ene står over for det andet. Progressivt står over for konservativt. Over for land står by. Over for eliten folket. Over for os dem. Jeg står over for dig. Vi har kun én ting fælles: vi synes hinanden er åndssvage. Så blev vi så kloge. Skældsord fyger. Irrationalismer trives. Konflikter optrappes. Tiden er hård.

Det er svært at øjne freden efter at englene er vendt tilbage til himlen og har efterladt os i mørket.


I dag peger evangeliet da heller ikke mod himlen. Det peger hen på barnet i krybben. Og på hvad englen har sagt om ham: ’Frygt ikke. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket’.

Glæden – som altid er det evangeliet forkynder – er ikke hård. Den frembringer ikke modsætninger, den forener. Den er for hele folket, som englen siger. Den lyser fred over mennesker. Der er ingen frygt i glæden. Glæden er aldrig hård.

Glæden forener modsætninger som barnet forener Gud og menneske. Barnet i krybben, Jesus, er Guds søn. Han er den glæde som julen føder i os. Midt i alle konflikter.


Næste år, 2017, fejrer vi så at det er 500 år siden den lutherske reformation tog sin begyndelse. Som nævnt bryder hverken de konservative eller de progressive sig om den. De konservative mener at den ødelægger enhedskulturen ved at give for meget frihed til den enkelte. De progressive mener at den slæber på for meget religion til at gøre os oplyste. Det ene hold ser bagud for at finde svar. Det andet ser fremad. Ingen af dem ser på nutiden.

Det gør reformationen. Vi skal ikke flygte fra nutidens konflikt, men tage den på os. Ellers vinder vi ikke friheden. Der er ingen frihed i at vende tilbage til faste ’værdier’ og ukritiserbare autoriteter som forventer at vi bøjer nakken. Men der er heller ingen frihed i at kaste sig i armene på abstrakte principper som altid tager sig ret til at mene og sige alt hvad de vil, uanset omstændighederne. Det er også en slags terror, noget der skaber frygt. Den principielle glædesløshed.

Nej, mener Luther, vi må gøre os fri af vores nutid for at finde os i den. Det er hvad troen gør. Den binder mennesket til Gud for at frigøre det til at leve i sin samtid, her og nu. I troen er konflikterne overvundet. Alt det der adskiller os: fra verden, fra hinanden, fra os selv, fra Gud – det slår troen en streg over: tegn korset.

Det er i det skæringspunkt juleglæden fødes. Det er her barnet fødes. Midt i konflikten. Luther siger at det er rosen i korset.


Her drejer det sig ikke længere om modsætningen mellem dig og mig, os – dem, elite – folk, progressivt – konservativt. Det drejer sig om at se hen til det som ingen af os selv kan bringe til veje: glæden.


Forleden satte politiet betonklodser op ved indgangen til Strøget heroppe. En af betjentene sagde roligt: ’Der er nogen der ikke vil have at vi holder jul.’ Han vidste lige så godt som alle andre at en betonklods ikke gør det af med vores frygt – fordi den minder os om den.

Her i nutidens konfliktfelt kan troen afvende frygten. Det kan fornuft også. Vi kan jo se at de som står over for hinanden, og som bekæmper hinanden, kommer til at ligne hinanden. De ser kun sig selv som den andens fjende. Og så viser det sig at de begge må se hen på noget tredje. Noget der ikke er ’dem’, noget der ikke er ’os’. Noget der ikke er ’mig’, noget der ikke er ’dig’. Noget som forener os ved at tage os væk fra os selv – og ved at tage os væk fra bare at se os selv i den anden.

Det er glæden som hverken er din eller min, men vores. Som er Guds. Men den er ikke alene Guds, for Guds glæde bliver stor når den er Guds glæde til os. Når den lyser for os i mørket.

Freden er at vi ser hen til barnet. Der er håbet om livet efter konflikten. Det er derfor vi ængsteligt søger at tyde blikket hos de undslupne børn i Aleppo – øjne der har set noget som intet menneske burde se, som intet barn nogensinde burde se.

I dag ser vi hen til dét barn som fødes midt i vores konfliktfyldte verden.

I morgen skal vi, nogen af os, høre at det lille Jesus-barn er ordet. Guds ord som bliver kød, som kommer til verden. Dette ord hedder logos. Logos betyder også sprog, forståelse, overenskomst, fornuft. Ord kan man ikke holde for sig selv. Heller ikke Gud kan holde sit ord for sig selv. Troens ord, logos, er fornuften som skaber fred i vores konfliktfyldte verden. Det skal vi se hen til, det lille Jesus-barn, lille-logos.

Guds fornuft er ikke kold. Hans tro til os er ikke hård. For hans glæde omfatter begge dele. Tiden er hård. Det er glædens ord ikke. Det lyder nu i verden, dette lille Guds ord. Det er det vi har at holde os til efter at englene er vendt tilbage til himlen. Lad os stamme videre på det, og lad os fortsætte med det så glæden bliver ved med at være så stor som lyset der skinner for os der vandrer i mørket.

Niels Grønkjær


› Tilbage