Københavns og Vatov valgmenigheder

Kroppe får ånd

Verden er fyldt med kroppe. De er overalt. De bevæger sig rundt mellem hinanden, og af og til støder de sammen, i trafik, krig og sex. For det er hvad kroppe kan: støde sammen – men de kan aldrig mødes, ikke som kroppe.

Synspunktet forekommer måske en anelse påståeligt, og det vækker nok også modstand i en tid hvor vi kroppen dyrkes som aldrig tidligere. Det er ikke kun et spørgsmål om sundhed, men også om livsstil hvor udseende og velvære blandes på en uklar måde. ’Du skal lytte til din krop’, får man at vide, selv om det kan være vanskeligt at forstå hvad den siger. Men andre skal i det mindste kunne se at man prøver at forstå sin krop, og hvis det ikke lykkes ved den almindelige daglige tugt af mad og motion, så kan man jo altid henvende sig til en plastikkirurg eller en tatovør. Det er bare om at komme igang, og det er ikke alene usundt og ulækkert hvis man er for fed; der er også umoralsk. Man har nemlig en pligt til at passe på sin krop, og det er i høj grad synonymt med at vi formanes om at ’du skal passe på dig selv’ – så er de andre jo også fri for det, og vi fri for at passe på dem. Med os selv og vores krop har vi jo rigeligt at se til.

Måske kommer hele denne kropslighedskultur af at der ikke er så meget andet vi passer på. Det forekommer mere overskueligt hvis grænsen for ens verdensbevidsthed er kroppen og dens fornemmelser, og det giver en slags tryghed midt i en usikker verden. Der er tilsyneladende ikke så meget der står fast. Ingen indiskutable værdier. Ingen uforanderlige sandheder. Ingen gud. Men så har vi kroppen – det sidste tilflugtssted i en betrængt verden; derfor forsvarer man den med næb og klør.

Det er til denne verden Gud sender sin ånd: ’sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den.’ For hvordan skal man kunne tage imod ånden når kroppen fylder det hele? Mens kroppen er min egen grænse, så er ånden det fælles, det vi er sammen i. Ånden er det vi mødes i: forståelsen, sproget, kærligheden. Hvorimod kroppe som sagt blot kan støde sammen – hvis de bare fylder det hele og ikke har noget at være sammen i eller sammen om. Men selv om verden ikke kender ånden fordi den er fyldt af kroppe, så sender Gud sin ånd til verden for at give menneskene noget at være sammen om og i: sammen med ham og hinanden. Det er åndens fællesskab, for sådan som Jesus er i sin fader er vi i ham og han i os. Da er vi ikke faderløse, for talsmanden, ånden, skal være hos os til evig tid.

Men sandhedens ånd!? Er det ikke for meget? Nu har vi jo gennem efterhånden lang tid fået at vide at der ikke findes nogen Sandhed med stort S, men blot en række mindre ’sandheder’, afhængig af tid og sted, smag og behag. Og man har fremsat det velmente råd at det er bedst hvis man helt holder op med at tale om sandhed. I stedet kan man godt tale om hvad der er rigtigt, sådan for en videnskabelig betragtning. For det rigtige er noget man kan måle og veje sig frem til. Hvorimod sandheden om vores liv er noget man nok hellere bør opgive at sige noget fornuftigt om. Dette råd passer jo godt sammen med at det er nemmere at snakke om kroppen – og så lade ånden fare. Da vi er dér hvor det drejer sig om det rigtige i stedet for sandheden; kroppen i stedet for ånden.

Ordet ’rigtig’ vinder indpas i så mange sammenhænge. Det rigtige er blevet til det korrekte, for man skal korrigere hvis noget er forkert. Når man virkelig skal lægge tryk bag sin opfattelse, dobler man op: ’det var rigtig rigtig godt.’ Og så skal det jo føles rigtigt, i kroppen. Det er ligesom sidste instans i en verden af usikkerhed hvor sandheden for længst synes at være forsvundet.

Men det gør verden meget lille, netop når verden vender sig bort fra sandhedens ånd for at klamre sig til kroppen og lefle for det rigtige. Ja, det udelukker andre opfattelser hvis man forankrer sin verden i kroppen og dens fornemmelser. Eller i sine egne følelser. Der er en stigende tendens til at andre skal mene hvad jeg føler; hvad jeg føler er rigtigt. Her standser al drøftelse, og videre overvejelser forhindres.

Med sandhedens ånd er det anderledes. Den åbner for nye erfaringer, hinsides vores egne meninger og følelser. Den bringer os sandheden om vores liv, den sandhed at vi fra nu af aldrig vil være overladt til hvad Thomas Blachman kalder den forbandede ensomhed – i evangeliets sprog: Vi efterlades ikke ’faderløse’. For ånden giver os en sammenhæng, et fællesskab med den Gud som har sendt sin søn til os, og som nu sender os sin ånd der skal være hos os ’til evig tid’, så båndet mellem ham og os aldrig skal briste, og så båndene mellem os befæstes gennem denne samhørighed.

Der er vel tegn på at ’verden’ er ved at forstå det. Menneskets elementære trang til selskab sætter sig igennem sine steder. For i fællesskabet bliver mennesket befriet for sig selv, og det er jo herligt. Måske kommer denne trang i grunden af at verdenshistoriens allerensomste menneske, Adam, ikke fik lov til at være ensom ret længe fordi han var skabt til fællesskab: Gud formede Adam ’af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.’ Guds ånd er det der anlægger et menneske på fællesskab. Det er derfor Adam i begyndelsen er så frygtelig ensom og – hvis jeg må sige det på den måde – keder sig så gudsjammerligt. Gud indser det sådan set også ret hurtigt og siger: ’Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.’ Så former Gud alle dyrene som han præsenterer for Adam; men selv om det er blevet moderne at være single med hund, så hjælper det ikke rigtig noget. Omsider finder Gud så ud af at skabe kvinden til Adam. Da er det slut med kedsomheden, men – som Friedrich Nietzsche siger – så er det til gengæld også slut med så meget andet.

For fællesskaber – og ikke kun dem med kvinder – kan jo også være besværlige. De andre makker ikke altid ret, og selv har man ikke i sinde at makke noget som helst fordi man jo har ret. Da er det man trækker sig tilbage til noget der minder om Adams urliv; man dyrker sin krop og går tur med hunden. Det er som om man ønsker at komme tilbage til det punkt som ligger før ånden blev indblæst i Adam, det øjeblik hvor hans krop blot var en klump ler formet af Guds hænder og udstyret med et abonnement til fitness-centeret. Men det er ikke nogen løsning, for det var jo ånden der gjorde kroppen levende, så den ikke længere var den dér klump ler. Trangen til fællesskab ligger så dybt i vores ler fordi vi er levende.

Man har sagt at det store ved kristendommen er at i den bliver ånden konkret fordi den får krop. Jeg tror ikke det forholder sig sådan. Det er ikke ånden der får krop, men kroppen der får ånd, så mennesket derved bliver et levende væsen. For nu at sætte sagen på spidsen: Måske er den overdrevne fokusering på kroppen menneskets forsøg på at uddrive ånden, så det derved tager livet af det menneskelige. Og så også forsøget på at uddrive smerten ved at være udelukket fra fællesskabet. Så det kan ende helt derude hvor man ikke længere føler smerten ved at være ensom og faderløs. Fordi selve trangen til fællesskab er dræbt med åndens fordrivelse.

Men nu vender ånden tilbage. Her i pinsen sender Gud sin ånd, talsmanden, som taler til os, så vi aldrig bliver faderløse. Ånden taler, men kroppen siger ikke noget. Kroppen kan påtegnes og påskrives med tatoveringer, men Gud lægger sin lov i vores indre og skriver den i vores hjerter – som profeten Jeremias siger i det første af dagens læsestykker. Herfra udspringer ånden; ikke som noget der bare føles rigtigt, men det der bevæger os hen til de andre, ud i verden. Denne ånd kan vi ikke komme bagom, og vi kan aldrig komme ud over den. Den omfatter hele vores liv. Den er sandhedens ånd.

Om lidt skal vi holde barnedåb. Og for at vi ikke skal være i tvivl, så døbes vi ved ’vand og Helligånd’, for dette er langt mere end en kropslig foreteelse. Det er en genfødsel, som det siges. For mennesket fødes to gange: første gang naturligt, anden gang åndeligt. Kristendommens udtryk for den anden, åndelige fødsel er dåben. Her bliver mennesket indføjet i Guds bevidsthed. Og det vil aldrig falde ud af den, aldrig blive faderløst.

Verden er fyldt med kroppe. Så længe den bare er det, tager verden ikke imod sandhedens ånd fordi den hverken ser eller kender den. Så er der bare alle disse sammenstød i sex, trafik og krig. Men nu får kroppen ånd. Vi kan i stedet begynde at elske hinanden, færdes sammen og slutte fred. For det er det som ånden virker når den udspringer af vores hjerter, indblæst af skabelsens Gud og nu udblæst af ham over os, så den ikke kun fylder hele det hus hvor apostlene sad den første pinsemorgen, men så den nu fylder også dette hus hvor vi er med hinanden, fylder hele den verden vi nu går ud i.

Niels Grønkjær
 


› Tilbage