Københavns og Vatov valgmenigheder

Levende og døde

Salighed er et ord vi ikke længere forbinder så meget med. Det står nu i glemmebogen. Den bliver tykkere og tykkere, og vi ved dårligt hvordan man slår op i den. ’Salige’ er noget som en fjern fortids helgener var – og det er ikke nemt at finde værdige kandidater.

Men hvor nogle ord går af brug, står nye klar til at tage over. Nye ord skubber sig ind og gør andre ord gamle. Ordet ’lykke’ har vundet frem og har fortrængt saligheden. ’Lykke’ er ganske vist også et gammelt ord, men det er blevet gjort nyt så det passer til vores moderne bevidsthed. Engang var lykken selve fuldbyrdelsen af et menneskes liv.

I dag er det anderledes. Vi er tilbøjelige til at tro at vi kan arrangere vores liv så vi bliver lykkelige i korte øjeblikke eller for en tid. Vi vil være lykkelige, og kan det ikke blive med det ene, prøver vi med det andet. Alle har ret til at være lykkelige. Ja, det er faktisk en pligt at arbejde på det. Det kan man i grunden blive så stresset og så ulykkelig af.


Evangeliet til allehelgensdag taler fra et andet sted. Her er det de mennesker der ikke er lykkelige, Jesus priser salige: ’Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes...’ De ulykkelige skal ikke blive lykkelige; de skal blive salige. Et menneskes salighed er ikke afhængig af om dets liv lykkes. Ja, hvis det kun stræber efter lykken, går det måske glip af saligheden.

Der ligger for tiden et pres på mennesket om at det skal se at komme ud af sin ulykke. Det skal for eksempel komme over sin sorg. Der er mange teorier om hvordan man – som det hedder – ’håndterer’ det. Man skal gå ’rigtigt’ ind i sorgprocessen hvis man skal komme ’rigtigt’ ud af den.

Den slags snyder os for livet. Vi lader os vænne til at sorgerne, lidelserne, afmagten ikke må være der. Det er noget forkert. Naturligvis bør vi kunne søge hjælp til at komme på benene når livet slår os omkuld. Men at vi lader os indbilde at alt det negative ved livet er noget vi skal lære af, fordi det er godt for noget og gør os til ’hele mennesker’ – al den snak er en hån mod livets alvor.

I grunden afhænger et menneskes liv ikke af om det bliver lykkeligt. I grunden skal vi blive salige. Saligheden kommer ikke af at vi håndterer vores liv rigtigt og kompetent. Saligheden tilsiges os. Jesus siger at de fattige i ånden er salige fordi de ejer Himmeriget. Han siger at de som sørger, er salige fordi de skal trøstes. Den fattige i ånden, den sørgende skal ikke blive lykkelig – for man må ikke tage sorgen fra et menneske. Den sørgende skal derimod trøstes.


Den franske forfatter Marcel Proust havde isoleret sin lejlighed med kork for at kunne skrive og sove i fred. Men en amerikansk tandlæge flyttede ind i etagen ovenpå, med sit larmende bor. I den anledning udspandt der sig en brevvekslen mellem tandlægens hustru, Mme Williams, og Proust. Uden at de nogensinde traf hinanden, udvikles et civiliseret venskab. Proust erfarer at hun netop har mistet en bror i krigen, og i marts 1915 skriver han til hende: ’Når vi sørger over et elsket menneske, kan vi kun trøstes af ord fra dem som har kendt dette menneske, og som er i stand til at genkalde ham for os.’

Hvorfor er det sådan? Hvorfor trøstes vi kun for alvor af dem som har kendt vores døde mens de levede? Det er fordi vi kun kan tænke på vores døde som levende. Vi kan ikke tænke på dem som døde. Vores døde står for os i alt hvad de har sagt og gjort. Deres bevægelser, deres gråd, deres latter.


Kun ord fra dem som har kendt den døde mens han levede, kan trøste. Kun de kan forvisse os om hvad vi har mistet. Trøsten er at vi – sammen med andre – tænker på vores døde som levende. I erindringen om det menneske der levede, har vi dog noget af dette menneske hos os.

Proust erkender at hans dybe sympati med Mme Williams ikke er noget særligt fordi han ikke har kendt hendes bror mens han levede. Og dog forsøger han at trøste hende: ’Jeg troede ikke Gud kunne lægge noget til min smerte indtil jeg hørte om Deres.’ En helt grundlæggende menneskelig med-følelse – helt anderledes end den såkaldte empati der blot reducerer det andet menneske til at være en dublet af én selv. Empatien kan kun forestille sig at den anden føler og er til på samme måde som en selv.

At trøste. Er det andet end at nære om-sorg for det menneske der er i sorg – også selv om man ikke kan dele dets sorg? Fordi man ikke har kendt den døde som levende. Fordi man derfor ikke har lidt det tab som den sørgende der kun kan tænke på den døde som levende, lider. I om-sorgen kan sorgen være til i sit tab.


Vi har alle vores døde, og vi bliver selv nogens. I dag, allehelgensdag, mindes vi vores døde i det forløbne år. I tidligere år. Vi gør det i taknemmelighed. For vi véd at uden fællesskabet af levende og døde isolerer livet sig fra døden. Hvis vi blot efterstræber det lykkelige liv, er der så meget som ikke må være. Så meget vi skal komme over. Se bort fra. Glemme. Ikke i det salige liv. Her er intet forkert. ’Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes...’ Vi tilsiges saligheden.

Vi bliver ikke salige i vores egen tro. For vi kan finde på at tro på hvad som helst. På allehelgensdag er det på sin plads at advare mod falske lærdomme som til stadighed trænger ind i kirken. Mod ’uren lærdoms plage’, som Martin Luther siger. Den plage som vi lider under: at livet skal kunne lægges til rette efter de skabeloner som vores meninger og terapeutiseringer udstanser. Efter hvad der er rigtigt og forkert – i det menneskeliv der kun søger lykkemaksimeringens selvtilfredse kulde.


’De døde’ hedder en novelle i James Joyces Dubliners. En mand som tilsyneladende har magt over tingene, er det samlende midtpunkt i julefesten hos to gamle spillelærerinder. Ved novellens og aftenens afslutning erfarer han af sin hustru at en af de fremførte sange har mindet hende om en ung mand, Michael Furey, som i hendes pure ungdom stod ude i regnen og sang den samme sang for hende, til trods for at han var dødssyg – og han døde på grund af sin kærlighed til hende. Nu ligger han i sin grav, derude i Galway. Det går op for manden at han aldrig selv havde ’følt noget sådant over for nogen kvinde (heller ikke sin hustru), men han vidste at en sådan følelse måtte være kærlighed.’

Joyce slutter: ’En let trommen på ruden fik ham til at vende sig om mod vinduet. Det var begyndt at sne igen. Han betragtede søvnigt fnuggene af sølv og mørke, der faldt skråt mod lygternes lys. Hans tid til at tage ud på den store rejse mod vest var kommet. Ja, det var rigtigt hvad der stod i aviserne: der faldt sne over hele Irland … Den faldt også alle vegne over den øde kirkegård på bjerget, hvor Michael Furey lå begravet. Den føg og lagde sig i tykke puder på de krummede kors og på gravstenene, på den lille låges spyd, på de nøgne tornebuske. Langsomt fortabte hans tanker sig mens han hørte sneen falde uhørligt gennem verdensrummet, uhørligt falde som det endelige ophør, over alle levende og døde.’


’Salige er de fattige i ånden… Salige er de, som sørger…’ Og så skifter det: ’Salige er I, når man på grund af mig håner jer’. Saligprisningerne forener levende og døde, dem og os.

Proust og Mme Williams mødtes aldrig. De nærede gensidig sympati gennem kork og støj. Men Gud og menneske mødes. Gud har levet med os ved sin søn. Ved ham er han død og opstået for os. Gud kan kun tænke på alle levende og døde som levende. Når vi dør, skal vi ikke dø, men leve med ham. Gud som har levet med enhver af os – fattige, sørgende, forkerte – kan ikke tænke på os som døde, kun som levende. Det er kirkens rene lære.

Saligprisningerne falder over os alle – levende og døde – som sneen gennem verdensrummet. Ingen går i glemmebogen.

Niels Grønkjær
 


› Tilbage