Københavns og Vatov valgmenigheder

Løftet og tilgivelsen

’Tiden, den er en besynderlig ting. Når man sådan bare lever, er den helt uden betydning. Men pludselig, så mærker man ikke andet end den.’ Sådan synger feltmarskalinden i operaen Rosenkavaleren af Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthal. Hun er en moden kvinde som synger denne arie til sin unge elsker – og en kvinde i den position kan have det med snart at føle sig meget yngre end hun er, snart at føle sig meget ældre end den hun føler sig ung med. Når man sådan bare giver sig hen, betyder tiden ingenting. Men pludselig mærker man ikke andet end den.

Det kan ske ved den mindste anledning, og man behøver ikke, som feltmarskalinden, at være særlig disponeret for det. Fra at man ikke skænkede tiden en tanke, bliver den pludselig allestedsnærværende. Tiden er, som hun fortsætter med at synge, tiden er ’omkring os, den er også i os. Den risler i ansigterne, i spejlet, i søvnen flyder den. Og mellem dig og mig, dér flyder den også, lydløst som et timeglas.’ Så er det som om hun tager sig sammen: ’Men man må ikke frygte tiden. Også den er faderens skabning, han som har skabt os alle.’

Overgangen fra at vi slet ikke fornemmer tiden til at den pludselig gennemstrømmer alt, denne overgang kan ellers ske ved frygt. Frygten river os ud af det selvfølgelige hvor vi bare sådan lever. Med ét bremses vi i det. Vi ved ikke hvad vi skal gøre. Fremtiden rejser sig som en mur af uoverkommelighed. Det enkle liv bliver pludselig noget der var.


Men overgangen kan også finde sted på en anden måde. Vi bliver opmærksomme på tiden fordi den bringer os glæder vi ikke havde kendt. Fordi den åbner en verden af muligheder vi ikke havde set for os. Fordi den indfrier et håb vi ikke vidste vi nærede. Tiden melder sig i sin rigdom. Også dén er skabt til os af Gud, som feltmarskalinden synger. Alt det der kommer til os.


Det er det Zakarias står midt i da han synger sin arie, sin lovsang. Den vælder ud af ham som alt det der har overvældet ham. Ordene stammer fra hans læsning af Det Gamle Testamente, om de løfter som Gud har ’fra gammel tid’ givet sit folk, og som han nu er i færd med at indfri.

Zakarias har haft tid til at læse. I ni måneder har han været stum. Lige så længe som hans hustru Elisabeth har været gravid med Johannes som skal blive Døberen. De kunne ellers ikke få børn og var efterhånden højt oppe i årene. Men en dag skete underet. Zakarias var præst. Han og de andre præster skulle en dag finde ud af hvem der skulle gå ind i templet og bringe et røgelsesoffer for Gud – og for at være sikre på at det blev den rigtige, trak de lod. Det faldt på Zakarias.

Da han stod for alteret, viste Guds engel Gabriel sig for ham. Englen forkyndte at hans hustru Elisabeth skulle føde en søn som de skulle kalde Johannes, og som siden skulle blive en stor prædikant for det jødiske folk. Det troede prædikanten Zakarias ikke et ord af, tiden tog greb i ham, og han spurgte englen: ’Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.’ Gabriel blev vred over at Zakarias ikke troede på dette glædelige budskab og straffede ham med ni måneders stumhed – indtil i dag hvor han bryder ud i en lovsang som består af løsrevne citater fra hans læsning.

Tiden er vendt. Nu skal vi tjene Gud ’uden frygt’, som Zakarias synger. Hvor han før henlevede en alderdom uden afkom – uden at tiden åbnede sig for ham – så mærker Zakarias nu ikke andet end opfyldelsens tid: at hans søn Johannes skal bane vej for Guds søn der kommer som solopgangen fra det høje for at lyse for dem der sidder i mørke. Tiden viser sig frem i at Gud opfylder sine løfter.


Når vi afgiver et løfte over for hinanden, stabiliseres fremtiden, i hvert fald i nogen grad. Når vi lover nogen noget, gør vi fremtiden mindre usikker. Det er noget at tage pejling af. Endvidere: I løftet træder vi ud af os selv. Viser os frem for det andet menneske som én der gerne vil være pålidelig. Hvis vi ikke afgiver løftet, er vi det ikke. Uden løftet er vi uforudsigelige, overladt til ’mørket i menneskets hjerte’, som Hannah Arendt siger.

I løftet viser vi os frem for andre mennesker. Vi binder os til dem. Fremtiden bliver mindre vilkårlig. I løftet lever vi ikke for os selv, men sammen. Så sandt som man ikke kan love sig selv noget. Og hvis vi siger at vi gør – hvis vi i vores stille sind lover os selv noget – så skal der ingenting til før dette ’løfte’ overgives til mørket i vores hjerte. Men løftet til den anden kaster et lys ind i dette mørke.

Man kan selvfølgelig godt overveje hvor meget vores løfter over for hinanden i grunden er værd. I virkeligheden sker det jo alt for ofte at vi trækker dem tilbage. ’Jeg mente det ikke på den måde ...’ ’Du misforstod mig ...’ ’Det var bare en hensigtserklæring ...’ ’Verden har ændret sig ...’ Den slags.

Der er dog én verden hvor man er næsten helt sikker på at man får hvad der loves. Det er i Tivoli. Man får den oplevelse man stilles i udsigt. Det er derfor børn vil prøve den samme forlystelse igen og igen og igen. Tivoli og enhver anden oplevelsespark er en verden der holder hvad den lover – og den lover ikke hvad den ikke kan holde.

Men denne verden er ikke virkeligheden – som bekendt, bør man måske tilføje. Virkelighedens verden er ikke en forlystelsespark – selv om den er fyldt med eventmagere der reducerer vores liv til oplevelser. Målet er at man ikke skal kunne parkere sin bil eller vaske sit hår uden at det bliver en oplevelse. Det lover de os!

Men her i kirken er vi i virkelighedens verden, og her oplever vi ikke nogetsomhelst. Her – som når livet i øvrigt er alvorligt – bliver vi opmærksomme på tiden og dens vendinger. Her hører vi om et løfte som ikke kan andet end opfyldes, Guds løfte.

Igen kan vi spørge om et sådant løfte overhovedet kan gives. Vi kender i høj grad løfter som noget man løber fra. Og her kunne man jo tænke på sådan noget som valgløfter – men det gør vi ikke, for vi er her som sagt ikke for at more os.


Guds løfte – løftet som opfyldes og river os ud af bevidsthedsløshedens liv – det angår hele vores liv. Det vender vores frygt til tro – troskab mod den tid Gud har skabt til os. Det vender vores frygt til håb – håb til den fremtid der kommer til os. Og måske vender Guds løfte tilmed vores frygt til kærlighed – kærlighed til dem der er os betroet, som det lille Johannesbarn den gamle Zakarias står med i armene. Tidsspandet.

Alt dette bliver nu muligt. Samtidig med at Gud opfylder det løfte der vender fremad, erklærer han at han tilgiver alle de ugerninger vi forud har begået. Vi skal – synger Zakarias idet han citerer profeten Jeremias – vi skal lære at kende frelsen i vores synders forladelse.

Tilgivelsen. Med den er det som med løftet. Man kan ikke tilgive sig selv, for man kan ikke give noget til sig selv. Det er noget ævl at sige sådan. Og når det drejer sig om syndsforladelse, ville det tillige være en beskidt affære hvis man tilgav sig selv.

Som løftet bringer fremtiden frem i vores liv, bringer tilgivelsen fortidens synder frem: ved at befri os fra deres kvælertag. Guds løfte og Guds tilgivelse kommer til os på samme tid. Det oplyser mørket i vores hjerte.

Det er så meget passende at opfyldelsen finder sted her i vores mørke tid, vores mørke årstid. Det falder sammen med Lucia-optog og andre hedenske lysfester som besværger mørket. Vi er jo hedninger. Men vi er også kristne – selv om det lyder mærkeligt når man sådan siger det. Det er mørket i vores hjerte som opfyldelsen oplyser. Synden som tilgives ved Guds løfte.


’Tiden, den er en besynderlig ting. Når man sådan bare lever, er den helt uden betydning. Men så pludselig, så mærker man ikke andet end den.’ Denne gode tid. Guds tid. Her midt i vores mørke verdenstid.

Der er ét spørgsmål som vi – løftebrydere – må stille: Hvorfor opfylder Gud sit løfte? Er der da et mørke i hans hjerte som han kaster lys over ved at vise sig frem for os? Nej, det er der ikke. Men han viser sig frem for os for at vi ikke skal være i tvivl om at der ikke er et sådant mørke i ham. For at vi ikke længere skal frygte ham – for vores frygt kommer af mørket i de andres hjerte.

Med opfyldelsen af sit løfte viser Gud os at der intet mørke er hos ham. Det er derfor han kommer. Han vil leve sit liv sammen med os. Gud har en ubændig trang til at opfylde sit løfte. Han besøger sit folk. Snart, meget snart, vil han bo hos os. Hans tid bliver vores tid. Så er der ikke andet end det.

Niels Grønkjær
 


› Tilbage