Københavns og Vatov valgmenigheder

Man skal svare

I anledning af det allestedsnærværende reformationsjubilæum har en tysk filosof (Peter Sloterdijk) udnævnt Martin Luther til en neurotisk excentriker der ikke kan finde sin plads i verden. Hans sjælelige anstrengelser for at finde en nådig Gud, kastede ham ud i bodsøvelser. Ja, Luther gjorde hele livet til en bod – og dermed vendte han verden ryggen. Når der ikke var andet end Guds nåde at håbe på, blev livet i denne verden et klosterliv, et for-værelse til himmel eller helvede. Den lutherske reformation anser ikke ’denne verden’ for at være tilforladelig. Mener den tyske filosof.

Man kunne så supplere med hvad Paulus skriver i brevet til menigheden i Efesos som vi hørte for lidt siden: ’Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde.’ Onde dage i en utilforladelig verden hvor vi ikke har andet end os selv at falde tilbage på: er det vores lod?

Det har menneskene ofte ladet sig friste til at tro, og vi er ikke meget bedre stillet. I hvert fald er der nok der vil friste os til at mene at der ikke bare er noget, men noget nær alt galt med den verden vi er henvist til. Og at det er forkrampet når enkelte medier insisterer på at fortælle ’positive nyheder’ og servere dagens ’inspirationshistorie’. Er det andet end et falsk liv som bekræfter sig selv?

Og har ikke også vi et tvesindet forhold til verden, her mens vi endnu ’venter på kærlige guder hinsides ambivalensen’ (Nach Gott, side 39), som Sloterdijk også skriver? For hvad skal vi med en gud der både er frygtelig og kærlig? Han er ikke i stand til at fæstne vores svævende forhold til verden og hinanden. Så har vi kun os selv at holde os til. Men det har vi i grunden aldrig. Det er det dagens evangelium om kongesønnens bryllup handler om.


Man skal svare når man bliver spurgt. Det er ikke bare uopdragent. Det er nærmest naturstridigt. For mennesket er et responsivt væsen. Det ligger til det at svare når det bliver spurgt. Det gør det på så mange måder. Man kan blive direkte adspurgt. Og selv om man ikke har noget klart svar, svarer man også når man medgiver at man ikke lige ved hvad man skal sige.

Også verden henvender sig til mennesket. Ikke alene i kraft af alle de begivenheder der på en eller anden måde forlanger vores medleven. Også naturen – og hvad der ellers angår vores legemlige og mentale tilstedeværelse – kalder på ’svar’. Nogle gange rejser sig spørgsmålet om hvordan vi vil leve – og selv om vi nok sjældent har et klart svar på det spørgsmål, så forholdet vi os på en eller anden måde til det.

Mennesket er et svarende væsen. Ja, dets liv er svar på de henvendelser som andre mennesker og verden retter til det. Og dets liv afhænger af hvordan det svarer.


Det er dette menneskelige grundforhold som dagens evangelium pløjer op i bevidstheden. Her skærpet til det yderste. Her henvender kongen sig med en indbydelse til sin søns bryllup. Og når kongen gør det, så er det for at forene sig med sit folk. Men de indbudte svarer slet ikke på indbydelsen. De vil ikke komme, ja, det hedder da det andet hold bliver bedt med: ’Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af’. Ikke nok med at de ikke svarer – de tager sig overhovedet ikke af spørgsmålet. Og så efter sådan en indbydelse!

Kongen vil have sin fest. Han vil fejre det bryllup som besegler forholdet mellem ham og hans folk. Har spørger hvem som helst om de ikke nok vil komme. Jeg er nemlig sikker på at kongen – selv om de første ikke så utaknemmeligt havde ladet hånt om indbydelsen – alligevel ville have ladet indbydelsen tilgå dem der lever ’hvor vejene ender’.


Denne konge er ikke som en ambivalent gud der snart vil frygtes, snart elskes. Han er den kærlige Gud der ikke sætter grænser for sit virke. For kærligheden er det eneste i hele verden der ikke sætter grænser. Retfærdigheden sætter grænser. Rimeligheden sætter grænser. Og frem for alt gør frygten det.

Men evangeliet når ud ’hvor vejene ender’. Så langt rækker indbydelsen. Til det yderste. Helt derud hvor vejene løber ud i det åbne landskab, hvor menneskeverdenen ophører, hvor et menneskes vej ender og det ikke kan se nogen fremtid. Hvor det er ubeskyttet, uden orientering, kun med udblik til tomheden. Udvejsløst.

Dérudefra føres dette menneske ind i livets midte. Ind i lyset. Det er ikke længere overladt til tomheden, men til en rig fylde. Her ender vejen ikke. Her begynder nye veje. Dem som vi betræder når vores liv beriges efter at det har været tomt som ingenting.


Der er ikke det menneskeliv som tilværelsen ikke henvender sig til. Vi bliver alle spurgt om hvordan vi vil leve. Og så er det vores opgave at svare. Det er vores an-svar.

Ifølge evangeliet er det kun ét svar der for alvor gælder: taknemmelighed. Taknemmelighed over at verden og andre mennesker henvender sig til én. Taknemmelighed over at vi ikke selv skal opfinde vores livsspørgsmål, men at de giver sig. Og til syvende og sidst, når man er hvor vejene ender: Taknemmelighed over at da man ingenting havde at se frem til, fik man alt.

Men det er ikke det svar den sidst indbudte giver. Han giver slet ikke noget svar. Han tier. Kongen får øje på ham fordi han ikke har bryllupsklæder på. Han går hen til ham. Vel ikke for at hænge ham ud, men fordi han undrer sig og for at vise ham til rette, for han spørger: ’Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?’ Min ven siger kongen forsonligt. ’Men han tav.’

Hvorfor tier han? Måske er han benovet og véd ikke at man – når man står over for majestæten – har til opgave at sige noget. I det mindste svare når man bliver spurgt. Men det i sig selv gør vel ikke kongen vred – han er jo ikke en despot.


Tavsheden beror på noget andet. Den beror på at denne sidst indbudte hænger fast i sin randeksistens. Han har levet hvor vejene ender, og han er efterhånden kommet til at synes at det er dér han hører til. Han har set sig forvist fra livets midte. Undtagelsestilstanden er blevet det normale. Hvor vejene ender, ender alting. Tab har fyldt tomheden. Og vil ikke også denne fest slutte. Så mørket bliver endnu mørkere når lysene fra dén slukkes.

Han tør ikke sige tak! Så hellere tie. Men er det nok til at dømme og fordømme ham? Han er måske et lidende menneske der længe har levet hvor vejene ender så han efterhånden ikke kender andet. Et liv så nedbrudt at det ikke kan udtrykke sig. Man har sagt at klagen er tavshedens sprog (Gershom Scholem). Ikke alle de små beklagelser som vi kan fylde hverdagen med. Eller de klager der blot skal få andre til at synes at det er synd for mig. Men den klage som er udtrykket for det der ikke kan udtrykkes. Klagen som er tavshedens sprog for sorgen.

Sorgen kan have svært ved at finde sit sprog. Den kan lukke sig om sig selv. Gemme sig i en verden der ikke længere er. Hylle sig i en tavshed der skal beskytte denne verden mod snak og overfladisk trøst. Skærme sig mod lemfældige bemærkninger. Så stille at selv gråden er stilnet af.


Hvordan kan dette menneske komme ud af tavsheden? Hvordan kan det finde tilbage til talen, til det fællesmenneskelige? Til den verden der er isoleret fra. For måske rummer denne verden heller ikke noget der kan kalde mennesket tilbage til sig.

Det var sådan set det Luther erfarede. Ikke at han vendte sig imod denne verden. Men at verden ikke var i stand til at redde ham fra ham selv. Kun evangeliet om Guds nåde kunne befri ham fra ham selv. Og Gud er ikke ambivalent. Han henvender sig til alle, og han henvender sig også til os når vi frister et liv hvor vejene ender.


Inden man – som den tyske filosof – fordømmer det som verdensforagt, kunne man spørge sig hvordan man selv har det med verden. Lytter vi overhovedet til de kald den rummer? Svarer vi på hvad den tilspiller os? Eller mener vi os berettiget til at sætte os ned og vente på at nogen skal levere et svar som kan tilfredsstille os. Hvor det falske liv er den indbildning at der altid vil være mange veje vi kan vælge at gå – og at hvis vi synes at livet er udvejsløst, beror det bare på manglende fantasi. Og at hvis vi kommer derud hvor vejene ender, må vi bare tage os sammen.

Evangeliet kalder på dem der lever dér. Det gør et menneske fra tid til anden, og det gør det til sidst. Når et mennesket ikke kan høre kaldet fra verden, når verden ikke kan kalde det tilbage til livet, så kalder evangeliet på det. Kalder det ind til livet: den fest hvor Gud og verden finder sammen. På dette kald er det så kun ét svar: taknemmelighed.

Ikke verdensforagt. Men det er verdensforagten der hænger i mundvigene på den tavse. Han har nok hørt kaldet. I hvert fald er han kommet til festen. Men demonstrativt uden bryllupsklædning. For at kunne bære sin egen elendighed uden på tøjet. Til skue for alle. Det er det menneske der insisterer på at bringe sit eget mørke med ind i festens lys. Demonstrativ utaknemmelighed. Selvpålagt tavshed.

Da er det at kongen mister besindelsen og lader ham kaste ud i det mørke han selv har bragt med sig. Ud til gråd og tænders gnidsel – som så i det mindste kan bringe hans tavshed på gled.

Måske ligner han lidt filosoffen som med korslagte arme sidder og ’venter på kærlige guder hinsides ambivalensen’. Men hvor kommer tvesindet fra? Det kommer ikke fra Gud. For han vil have sin fest. Han henvender sig til sin menighed. Han vil forene sig med os. Vi behøver ikke vente længere på den elskende Gud.

Tvesindet kommer fra det menneske som ikke vil tage imod den betingelsesløst elskende Gud. Det menneske som ikke vil ’nøjes’ med at være et svarende væsen. Det menneske som for alt i verden vil holde ethvert tilløb til taknemmelighed tilbage. Den anstrengelse skal vi give afkald på. Anstrengelsen som er altid kun at holde sig til sig selv.

Det var det Luther fandt ud af. Tvesindet, ambivalensen, kom fra ham selv. Ikke fra Gud. Ikke fra verden.

Men er dagene ikke onde? Jo, måske. Men det kan man altid sige. Det er nemt nok. Men selv når dagene måtte være onde, er det mere nærliggende at udtrykke taknemmelighed. For evangeliet henvender sig altid til os. Og så gælder det – som Paulus også skriver – om at svare: ’tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.’

Niels Grønkjær
 


› Tilbage