Københavns og Vatov valgmenigheder

Oplevelsesøkonomi

’Der venter Dem en stor oplevelse!’ – hvis De besøger Taj Mahal, hvis De tager på aktiv-ferie i Andesbjergene, hvis De besøger det interaktive museum for moderne kunst. ’Der venter Dem en stor oplevelse!’ – hvis De tegner abonnement på Det Kgl. Teaters forestillinger, hvis De besøger sommerfestivallen arrangeret af handelstandsforeningen i Brovst, hvis De køber Wella shampoo. ’Der venter Dem mange store og skønne oplevelser!’

Sådan konkurrerer man om os. Egentlig ikke for at sælge os en vare, men for at sælge os en oplevelse. Det er der penge i, mange penge. Det hedder oplevelsesøkonomi. Oplevelsesøkonomi er – som det hedder – ’en økonomisk værdiskabelse baseret på oplevelser.’ Det kan man blive uddannet i; næsten alle landets universiteter udbyder en uddannelse i oplevelsesøkonomi. Og så kan man opnå ansættelse i en kulturinstitution; man kan blive event-planlægger; eller man kan få ansvaret for at det bliver en god oplevelse for borgerne at benytte kommunens genbrugsstationer.

Jeg citerer: ’Værdien af oplevelser vokser i det moderne samfund, og de medarbejdere, som kan bruge oplevelser til at sætte et kreativt aftryk hos kunden, er efterspurgte. Oplevelsesøkonomi handler om at skabe værdi gennem produkter, der indeholder oplevelser.’ De ser det alle som deres opgave at appellere til ’forbrugerens sanser’ for at fremkalde et ’tilhørsforhold til virksomhedens brands, produkter eller butikker.’ Man kan snart ikke komme nogen steder uden at få en stor oplevelse. Har De fået dagens kreative aftryk?

Det er lige meget om man går i operaen, tager til fodbold, ser tv eller går i bad – det er selve oplevelsen der skal være den ægte vare. Og vi er øjensynlig villige til at betale så meget for den at det kan brødføde en hel hær af oplevelsesøkonomer. Men de mætter os aldrig. Hele ideen er at der ikke er nogen ende på det hele, og at de skal kunne blive ved med at producere nye oplevelser.

Det ser desværre ud til at også Thomas og Filip i dagens evangelium ville have været villige til træde ind i oplevelsesøkonomisternes illusoriske ’virkelighed’. Det er som om de ikke har fået nok, og alligevel sukker efter at få det. De har ikke rigtig fattet at Jesus har bragt en anden virkelighed, en ny virkelighed. De er tilsyneladende fanget i et forskelsløst oplevelsesflimmer. De kan ikke finde retningen i det hele; Thomas medgiver: ’vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?’ Mens Filip sukker efter et fast holdepunkt: ’Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.’ De er forvirrede over hvad alt dette med Jesus i grunden er for noget; om det fører nogen steder hen.

Man kan nemt blive forvirret og ikke rigtig kunne finde ud af hvad det hele skal til for. For som Thomas altså siger: ’vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?’ Hvad er meningen med det hele? Og så Filip der forlanger et endegyldigt svar: ’vis os Faderen, og det er nok for os.’ For når forvirringen er størst, bliver massive svar mest efterspurgt.

Da Moses i sin tid stod ved den brændende tornebusk, fik han sådan set et massivt svar da han spurgte om hvordan han skulle begrunde sin mission: ’Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer’, for – som Gud også svarer – ’Jeg er den, jeg er!’ Det kunne vel gå for at være et klart svar som både Moses og israelitterne kunne orientere sig efter, midt i det flimrende skær som den brændende tornebusk kastede over alle deres lidelser. Her var der dog en vej, klart udstukket, fordi der midt i alt det uoverskuelige dog var noget der stod fast.

Det er vel egentlig det evangeliets Thomas og Filip efterspørger. At Jesus skal sige noget lignende, blot endnu tydeligere, for Faderguden skal ikke længere skjule sig bag ilden fra tornebusken. Han skal så at sige ud af busken: ’vis os Faderen’ – som Filip forlanger – ’det er nok for os.’

Men hvad er ’nok’? Er det nok at vi – midt i alle de uophørlige oplevelser vi udsættes for – bliver tilbudt at se bag om det hele? Så der bag flimmeret skulle være et skarpt billede, en uberørt kerne bag forvirringen, en klippefast sandhed bag alle ordene. Er det nok med et svar der henviser til noget ægte bag alt det der foregiver at være den ægte vare, men som bare er oplevelser?

Det var vel et sådant svar Gud gav Moses, da han inde fra den brændende tornebusk sagde ’Jeg er den jeg er.’ Men det er ikke det svar Jesus giver Thomas og Filip. Jesus siger ikke ’Jeg er den jeg er.’ Han siger: ’Jeg er vejen og sandheden og livet.’ Gud omtaler ikke længere sig selv som én der bare er noget ganske bestemt og dermed færdig. Gud omtaler nu sig selv i de billeder man kalder metaforer. Han siger ikke bare at han er den han er, at han er Gud, men han siger at han er vejen, sandheden, livet. Metaforer som sagt.

Det gik egentlig først op for mig hvad en metafor er, da jeg for 9 år siden var på en studietur til Athen hvor vi skulle se på filosofiske skoler fra antikken. En dag stod vi i en forstad hvor der mellem to kedelige grå boligblokke var en tomt med nogle mure i knæhøjde – sådan noget som man plejer at besigtige på den slags ture, og i dette tilfælde var det altså resterne af en antik filosofskole. En arkæolog med en brun hat gik og hundsede med nogle græske arbejdere som skovlede grus op i nogle små ladvogne der kørte gruset væk fra udgravningen. Bag på disse små lastbiler stod der: ’Metaphoro’ – metafor. En metafor er en lille lastbil der flytter grus fra et sted til et andet. En metafor bevæger noget fra ét sted til et andet.

Når Gud begynder at omtale sig selv i metaforer, betyder det altså at der er bevægelse i ham. Han er ikke bare den han er; han er vejen, sandheden, livet. Han er ikke længere noget urokkeligt fundament som befinder sig uden for vores oplevelsesverden af flimmer og forvirring. Men han er i denne verden som noget andet end den illusoriske ’virkelighed’ hvor vi fratages vores liv ved at det gøres til en koloni for oplevelsesøkonomierne. For Gud kan ikke sammenlignes med alt det der vil reducere vores liv til oplevelser. Gud er sandheden. Han er vejen, sandheden, livet – han er sandheden midt i vores livsveje.

Men vi er blevet ligeglade med sandheden. Vi er derimod enormt optaget af vores oplevelser. ’Sådan oplever jeg det.’ Jeg har sågar hørt sige at ’vi oplever en stigende arbejdsløshed’. Det gør vi ikke. Der er en stigende arbejdsløshed. Ligesom vores liv heller ikke er hvad vi oplever, for der er en sandhed i vores liv, en sandhed midt i vores bestræbelser på at finde en vej ud af al forvirringen. Den sandhed, livssandheden, det er Gud.

I modsætning til oplevelsesøkonomiens forvaltning af vores liv når den påtvinger os sit ’kreative aftryk’, så giver Gud plads for vores liv. Jesus siger at ’jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer,’ og jeg kommer ’igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.’ Han bevæger os et andet sted hen. Han flytter os ud af den uvirkelighed hvor vores liv besættes af den oplevelsesøkonomi der uden skelen til forskelle reducerer alting til vores egne oplevelser. Det gør vores liv så fattigt, al den stund økonomi altid kommer til at dreje sig om knaphed. Og ja, nu har man her i landet opført så mange teatre, koncertsale og kulturhuse at man ikke har råd til at putte noget i dem. Det ender vel med at man må rive mange af bygningerne ned igen – eller omdanne dem til kirker.

For i kirken drejer det sig ikke om at få en oplevelse. Her drejer det sig om at få øre for at der er en plads midt i vores liv hvor vi er fri for at henføre alting til vores egen oplevelse – hvor vi kan høre sandhedens ord, evangeliet. En sandhed som ikke bare er uden for vores liv, men som giver os plads midt i livet, midt i de livsveje vi betræder.

Der er nu engang forskel på de ting der møder os. Det er ikke lige meget hvad det er – selv om der er nogle der ser så meget ned på en fodboldkamp at de er begyndt at sammenligne den med hvad man plejer at kalde kunst, og sammenligne en fodboldspiller med en balletdanser. Lad så det være. Men begynder man først at sammenligne kirkens budskab med alle de oplevelser der går for at være ægte bare fordi de er oplevelser, mine oplevelser, så er alt tabt, og så kan man lige så godt lukke butikken med det samme. Evangeliet konkurrerer ikke.

Vores liv næres af en sandhed som ikke er vores. Evangeliets sandhed som kommer til os, og som ikke kan opsuges i vores personlige oplevelsessvamp. For hvor går vi hen når vores hjerte forfærdes? – som det hedder i indledningen til dagens evangelium. Hvad gør vi når vores liv falder fra hinanden og smerten ikke kan dulmes ved turistrejser og kunst? Hvad tyr vi til når vi rystes i dét dybeste som er vores hjerte, og intet i verden kan trøste os? Når livet dør og ingen oplevelse kan oplive det? Så er der kun den sandhed som er hinsides enhver vurdering, hinsides alt hvad vi mener, hinsides vores oplevelser. Det er den opstandne Gud som er vejen, sandheden, livet. Den Gud som altid har en plads rede for os – en plads som er hinsides hvad den forvirrede Thomas kan forestille sig, og hinsides hvad den kontante Filip efterspørger.

Hvis vi på forhånd havde forestillet os at der her i kirken ventede os en stor oplevelse, så véd vi nu at det ikke er tilfældet. Og hvis vi havde ladet os indbilde at nogen her ville ’sætte et kreativt aftryk hos kunden’, så har vi nu hørt at vi er befriet fra sådanne undertrykkelser. For Gud har givet os et tilsagn om at han har beredt os en fri plads; en plads hvor vi er befriet fra oplevelsernes overgreb. For Gud er vejen, sandheden, livet. Han bevæger sig altid med os, navnlig når vores hjerte er forfærdet. Hvor han er skal også vi være. Og hvor vi er vil også han være. Det er nok, alt nok.

Niels Grønkjær
 


› Tilbage