Københavns og Vatov valgmenigheder

Opstandelsen

’Vil vi erindre hvad der er hændt os i ungdommens tidligste tid, kommer vi ofte til at forveksle hvad vi har hørt fra andre med hvad vi virkelig besidder ved erfaringens selvsyn’ (Dichtung und Wahrheit, Erstes Buch, 15). Sådan skriver Johann Wolfgang Goethe i begyndelsen af sine erindringer Digtning og sandhed. Det er påfaldende at noget vi har hørt, kan forekomme os mere virkeligt end hvad vi selv har set. Det hørte kan forme os og blive en uafviselig del af vores liv: en sandhed vi bærer med os og ikke kan forstå os uden.

Nu er det jo kun i kirken at man skal tro på alt hvad man hører. Ellers skal man vare sig. Man skal for eksempel ikke tro på kunsten. Det er andre sider af vores forståelse den appellerer til – og nogle gange må digtningen lyve for at få sagt hvad den vil. Man skal heller ikke tro på videnskaben – det skulle vel ikke være nødvendigt.

Evangeliet forkynder derimod den sandhed vi kan tro på, forstå os i, leve af. Påskens budskab om at Jesus fra Nazaret, Guds søn, opstår fra de døde, er et budskab til troen, til vores liv. Et budskab om at døden er overvundet. Der er vendt om på forholdet mellem død og liv. Livet har optaget døden i sig: det evige liv.


Ingen ser opstandelsesbegiveheden ved selvsyn. Ja, hos Markusevangelisten er der ingen der ser Jesus efter hans opstandelse. Kvinderne er henvist til hvad de hører englen forkynde: ’Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.’

Uden erfaringens selvsyn må kvinderne fæste lid til hvad de hører. Hvordan kan det være virkeligt?

Langfredag var vi ikke i tvivl om dødens realitet. Også Gud selv, Guds søn, måtte dø den hårde, uomgængelige død. For Gud er ikke en udødelig gud på visit i menneskeverdenen. Han har sammenflettet sit liv og sin død med menneskets. Det er kristendommens realisme.

Midt i denne virkelighed er det også virkeligt at Gud ved sin død dræber døden. Det liv der udspringer heraf, er opstandelsens evige liv – det evige liv som rummer modsætningen mellem død og liv. Hele menneskets liv.

Gud deler sig helt med mennesket. Det giver evangeliet os at tro. Det er menneskets nye virkelighed.


Men bliver det kvindernes virkelighed? Efter at englen i graven har forkyndt opstandelsen for dem, hedder det: ’Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.’

Her stopper den oprindelige version af Markusevangeliet. Nærmest midt i en sætning. Evangelisten må have kendt til de mange fortællinger om at Jesus efter sin opstandelse viser sig for diciplene og mange andre. Derfor – har man ment – må Markus være død mens han sad og skrev slutningen, pennen være faldet ud af hans hånd ...

Andre har ment at den abrupte udgang om at kvinderne ikke sagde noget til nogen fordi de var bange, netop gør opstandelsesbudskabet troværdigt for os moderne mennesker som kun kan fæste lid til den slags på tvivlens betingelser. Man har ment at dét er evangeliets realisme. Midt i en verden af tvivl, usikkerhed, frygt. Så troen bliver en slags trods mod den herskende tvivl.

Men hvad nu hvis Markus – på trods hvad han ellers måtte have kendt til – har undladt at gøre brug af erfaringernes selvsyn? Måske har han ikke villet lade forkyndelsen af den nye virkelighed bero på dem, men på det som englen siger: ’Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.’


Engle skal man lytte til. Englen her – den unge mand i hvide klæder – giver kvinderne et ord de kan tage med sig. Og når de alligevel bliver forfærdede, skyldes det at de – som lever i evangeliets ’tidligste tid’ – endnu ikke rigtig har forstået hvad det betyder.

Der er noget der først går op for os med tiden. Vi tilegner os det ikke i en ruf. Sandheden – siger man – er tidens datter. Det gælder også den evige sandhed. Den sandhed som Gud giver hen til tiden. Det gør han ikke for at sandheden skal fortæres af tiden. Men for at den skal udfoldes i tiden og opfyldes med tiden.

Kvinderne får ikke straks Jesus at se. Englen siger: ’han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.’ Med opstandelsen er den nye tid begyndt. Men opfyldelsen finder først sted i deres liv når de med tiden, med den nye tid, ser ham i Galilæa. Det vil de også vide hvis de erindrer de ord de tidligere har hørt ham sige, og som de nu hører fra englen.

Der er små ord og mindre begivenheder som ændrer vores forståelse. Der er større ord og begivenheder som ændrer vores livsbane. Og så er der det største ord og den mest gennemgribende begivenhed som gør virkeligheden ny: budskabet om at Jesus fra Nazaret, Guds søn med dette menneskenavn, opstår fra de døde. Det vender op og ned på vores virkelighed.

Vi havde forsøgt at vænne os til at vores døde er døde, men at deres død ikke er død. Vi havde befæstet vores solidaritet med dem ved at vi – de døende – sørgede over dem i et menneskeligt sorgfællesskab. Som kvinderne søndag morgen kommer til graven med vellugtende salver for at salve den døde Jesus, har vi søgt at bevare vores døde i erindringen – for med sådanne salvelsesritualer at holde os dem så nær som muligt. For duften sidder ikke i erindringen. Erindringen sidder i duften. Det er som at omfavne et klædningsstykke efterladt af et elsket menneske, som bragte klædningen dette menneske nær.

Men evangeliet vender erindringen til forventning. Den døde og opstandne Jesus er gået i forvejen til Galilæa. Dér skal de se ham. Havde de allerede set ham nu hvor de står i graven, ville de ikke have haft nogen forventning, og de ville ikke have haft tid til at vænne sig til den nye virkelighed. Nu hører de om opstandelsen at den indeholder et løfte, det løfte som de nu må erindre at Jesus selv tidligere har afgivet. Han har selv sagt at de skal ses i Galilæa.


Galilæa. Det var dér det hele begyndte. Dér mødte de ham dengang for så længe siden at de ikke troede at han eller de skulle dø. Dengang for tre år siden hvor de var unge, entusiastiske, arbejdsomme og fulde af liv. Galilæa, deres hjemstavn.

Nu skal de så hjem igen. Men det vil ikke være erindringens billeder der virkeliggøres. Det vil være forventningens.

Goethe har fremstillet en lignende dannelsesrejse. Et menneske er ikke sig selv, men må blive det. Det må aflægge noget af sig selv for at blive det. Ja, det må i en vis forstand dø for at finde sit egentlige selv. Træde ud af sin umiddelbarhed. Hjemme – ude – hjem. Det var bevægelsen. Hvad man vendte hjem til, så anderledes ud end det man var brudt op fra. Hvad man havde erfaret i ungdommens tidligste tid, var overskrevet med senere erfaringer.

Evangeliet griber dybere. Det gamle viser sig ikke alene i et andet skær. Det gamle bliver nyt. Ja, det Galilæa hvor de skal møde ham, vil få skær af Paradis. Ikke det Paradis som de dengang måtte forlade – for det er ikke erindringen der bringer dem tilbage dertil. Men Galilæa bliver nu det Paradis de ser hen til – for det er forventningen der driver dem derhen. Forventningen som er vakt af de ord de har hørt englen forkynde.

Efterhånden vil forventningen tage livet af forfærdelsen over at virkeligheden er vendt om. Det vil den også gøre for os. Efterhånden vil vi tro mere på englen, og vi vil tro at Markus vil have os til at tro på englens ord frem for de sjuskede ord hvormed han selv holder inde med sin skrivning.

Vi vil i vores erindring søge efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede, og så vil vi finde at han ikke er dér, i erindringen – for han er opstået. Han er opstået. Han har gjort vores erindring til forventning. Med sin død har han dræbt døden og vendt om på død og liv. Så livet ikke, ansigt til ansigt med døden, må genopleves i erindringen. Men så livet, med ordene om opstandelsen, genopstår i forventningen.

Det er virkeligheden. Det er ikke som hos Goethe døden ’i en vis forstand’, men den virkelige død. Det er ikke opstandelsen i en vis forstand, men den virkelige opstandelse. Kødets opstandelse: Fremtiden for hele menneskets liv er åben som graven og vejen til Galilæa.

I begyndelsen af Digtning og sandhed skrev Goethe at vi kan komme til at tro at vi ved selvsyn har erfaret noget som vi blot har hørt. Men her – hvor det drejer sig om en sandhed som ikke har at gøre med digtning – gælder: Troens virkelighed viser sig når vi hører i evangeliet og ikke erstatter dét med erfaringens selvsyn.

Vi kommer sandheden om vores liv nærmere hvis vi hører hvad evangeliet forkynder, end hvis vi forlanger selvsyn eller efterretninger om andres selvsyn. Markus er ikke leveringsdygtig i den slags. Han giver ikke en døjt for et forlangende om videnskabeligt diskutérbare efterretninger om en såkaldt fysisk opstandelse, som var opstandelsen nok en ting i den endeløse mængde af fakta der omgiver os. Og Markus røber heller ikke noget mytisk-poetisk gemyt der skulle være opsat på symbolske fremstillinger af opstandelsens mysterium.

De to – videnskaben og myten – har i øvrigt samme syn på hvad ’virkelighed’ er: Det ene hold mener at den kan beskrives videnskabeligt, og det andet vil gerne supplere disse lidt kedelige fakta med noget de mener er større, noget som overgår vores fatteevne, noget som kun kunsten kan bringe os i anelsesfuld forbindelse med.

Det er alt sammen så abstrakt. Det har ikke noget med vores levelige virkelighed at gøre. Her kan vi i stedet holde os til troen på evangeliets sandhed: Døden er død. Livet og døden er ophævet i det evige liv. Det evige liv er det liv som dette menneske, Guds søn, Jesus fra Nazaret, lever med os når han lever, dør og opstår. Det liv som er fælles for levende og døde.

Når vi virkelig har hørt det, når troen har taget livet af tvivlen og forfærdelsen, kan vi begynde at fortælle dét til alle mulige.


Hvad blev der af de vellugtende salver som kvinderne medbragte til graven? De er som rosens duft. Selv om Galilæa har været en gold og fattig egn, har den også blomstret dér. Men når rosen visner, når de vellugtende salver er brugt op, når erindringen bliver livløs – så holder ordet om opstandelsen sig oprejst i forventningen.

Hvem véd, måske er det ikke alene ham vi skal se i Paradisets Galilæa.

Niels Grønkjær


› Tilbage