Københavns og Vatov valgmenigheder

Opstandelsesrealisme

Vandringen til Emmaus har tiltrukket mange kunstnere. En af dem er maleren Caravaggio. I London hænger hans Kristus i Emmaus, malet omkring år 1600. Jesus og de to disciple har taget plads ved aftensmaden, mens kroværten ser til. Netop da Jesus siger takkebønnen og skal til at bryde brødet, genkender de to disciple ham.

Man forstår godt at de ikke kan genkende ham før denne handling. Jesus ligner ikke en der har været korsfæstet. Han er endog lidt fedladen – som om passionen ligger et godt stykke tilbage i tiden; heller ingen naglemærker i hans hænder.

Caravaggio vil give en realistisk skildring – men det er ikke passionens realisme fra langfredag. Det er snarere en hverdagsrealisme. Det understreges navnlig ved at der er hul i ærmet på Kleofas’ trøje.

Til forskel fra andre maleriske fremstillinger er Caravaggios Jesus ikke i færd med at forsvinde ud af billedet – sådan som han er i Lukas-fortællingen hvor det i det afgørende øjeblik hedder: ’Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.’

Hos Caravaggio er vi lige før dette øjeblik hvor han bliver usynlig for dem. Jesus forbliver synlig, og som sagt på en lidt kvabset måde. Der er intet æterisk ved Jesus. Han er ikke nogen græsk gud, for hans forsvinden er ikke en konsekvens af hans åbenbaring. Emmaus-åbenbaringen er ikke en episodisk begivenhed. Jesus er kommet for at blive. Derfor realismen i fremstillingen.

At det er den korsfæstede og opstandne der åbenbares, fremgår af disciplenes reaktion da de ser hvad hans hænder gør. Navnlig Kleofas som i én bevægelse læner sig frem i stolen og klamrer sig til den: what! Det overrasker disciplene at dette menneske er den korsfæstede og opstandne frelser. Normalt er det kun guder der ’opstår’ eller forvandles – og de forsvinder hurtigt igen.

Med sin realisme forsøger Caravaggio at holde billedet lige dér hvor det ikke tipper over til at blive forestilling og fantasi.


Sådan kan man ellers meget bekvemt have det med opstandelsesbudskabet. Det er poesi, legende, myte, fiktion, siger man. Og som sådan skulle det være et billede på opstandelseslivet. Noget som rækker ud over vores almindelige liv. Noget som kun skulle kunne indfanges af kunsten som ifølge nogle er velegnet til at vise os en større virkelighed. Så at altså også kunsten deler slogan med Dansks Boldspil Union: ’En Del af Noget Større.’ Selv DBU synes at det er vigtigere at have visioner end at spille fodbold.

Det er muligt at landstræneren må indse dette. Og det er muligt at den slags one-liners – en del af noget større – kan bidrage til at holde også religionens publikum på lægterne en tid endnu. Anelsesfuld fromhed har sine tilhængere så længe rationalismen har held til at afmagre vores liv. For de er to alen af samme stykke: den knasende rationalisme og den svulmende religiøsitet.

Men ingen af dem er tro mod mennesketslivets realisme. Det er den som kristendommen sanktionerer når Gud bliver menneske ved sin søn, når han lever menneskets liv, når han dør dets død, når han oprejser det til opstandelsens liv. Påskens budskab er at i død og liv er Guds og menneskets liv uopløseligt forbundet. I opstandelsestroen er afstanden mellem Guds og menneskets liv overvundet. Der er kun dén ene virkelighed.

Det er ikke flyvsk poesi eller tør prosa. Det er ikke drømmende billeder eller indskrænkende videnskab. Det er sådan hele vores liv er.


De to disciple får deres liv i hovedet denne dag i Emmaus. De er nærmest flygtet ud af Jerusalem – bort fra tumlen, bort fra alle de begivenheder der i den forløbne uge har været fortættet dér. De er flygtet bort til denne lille ubetydelige by som Jesus aldrig har været i, og som derfor ikke er belagt med nogen betydning der kan vække deres erindring om de forhåbninger de har været opfyldt af: ’vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel.’ Nu prøver de at glemme at de har håbet, det vil sige: Nu prøver de at komme til rette med deres skuffelse.

Det er jo hvad vi kan mene med realisme. Alt hvad der kan mistænkes for at være højtflyvende forhåbninger, må punkteres så vi kan komme ned på jorden. Vi må forstå at der er grænser for hvad vi kan forvente af andre, af tilværelsen. Og så må vi indstille os på mindre, meget mindre, og vi må nok kunne forstå at ... Realiteter er altid noget man må se i øjnene.

Da nytter det ikke at nogen kommer rendende med forslag om at man skal løfte blikket og se sig selv som en del af noget større. Det var jo netop dét man slog sig på. Når vi må opgive et håb, er det jo fordi det plager os.

Det er derfor de to disciple søger ly i Emmaus. De har godt hørt rapporterne om at kvinderne har været ude ved den tomme grav, og at de – ved Gud! – ’i et syn havde set engle, som sagde, at han lever.’ Og de må også have hørt om englebudskabet om at de alle sammen ville kunne møde den opstandne i Galilæa. Men nu har de fået nok og flygter i stedet til det helt ukendte, ubelastede Emmaus. Ikke mere af al den galskab.

Da må de lide den tort at Jesus – som de endnu ikke genkender – siger at de er uforstandige og tungnemme – fordi de ikke tror på det som de ellers selv så omhyggeligt kan redegøre for. Jesus klandrer dem for at være tåber, til trods for at det er kun godt en uge siden, palmesøndag, at han selv fremstod som en dåre da han red ind i Jerusalem på et æsel selv om han – som man har påpeget – uden risiko kunne have sat sig på en løve (Erasmus, Laus stult. 65).

Forskellen er at Jesus var en dåre der dengang vidste hvad han gjorde, og hvad der forestod. Det var dengang, palmesøndag altså, hvor han blev hyldet som Davidssønnen, Israels konge – også af disse to skuffede disciple. Nu søger de så ly for deres egne forhåbninger ved at kategorisere det hele som dårskab. Men nu er det deres skuffede forstandighed som Jesus kalder dårskab. Med deres høje forhåbninger har de søgt en mening som var deres mening. Når Jesus nu kalder dem for dårer, er det fordi de i skuffelsen over at deres egne forhåbninger ikke er opfyldt, giver afkald på ethvert håb til fremtiden. For dem er der ikke længere nogen mening med noget som helst.

Der er altså i påskens løb sket det at dårskaben har skiftet plads. Først var det Jesus der som en dåre viste os virkeligheden som den er, men som vi med vores idealer ikke ville kendes ved. Nu er det de vantro disciple der er dårer fordi de vil tilbage til den ’virkelighed’ som de i deres drømme dengang afsagde – uden at have opdaget at virkeligheden nu er blevet en anden: Efter at dette menneske med navnet Jesus, Guds søn, er død og opstået er verden vendt om. Det er den virkelighed som er menneskets og Guds fælles virkelighed. Gud kommer ikke som Israels konge, men som mennesket Jesus af Nazaret.

Der er en mening med al galskaben som ikke er galskab. Det er denne mening som disciplenes øjne holdes til for – indtil de genkender ham. Meningen ligger ikke uden for realiteternes verden, i deres høje forhåbninger. Meningen fuldbyrdes i virkeligheden – med Guds søns liv, død og opstandelse: Mennesket Jesus fuldbyrder det menneskelige liv. Han sanktionerer det ved at leve dette liv, ved at dø dette livs død – og ved at oprejse mennesket med sig i opstandelsens liv, det evige liv som forener modsætningen mellem død og liv.

Det er den nye virkelighed. Den begyndte at bryde frem da Jesus takkede og brød brødet ved sit sidste måltid med sine disciple skærtorsdag. Nu viser denne virkelighed sig i den første nadver som Jesus har med de to disciple, i det øjeblik han bryder brødet. ’Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.’ Alt ser ud som før. Men alt er helt anderledes end før.


Det efterlader os samme sted som Caravaggio. Han har været i et dilemma. På den ene side er realiteternes tryk så stort – de pjaltede, skuffede disciple – at han er lige ved at give efter for fristelsen til at lade en mytisk guddommelighed stråle ud over billedfladen. På den anden side vil han efterleve kravet om at blive i den realitet Gud som menneske er kommet for at dele med menneskene. Caravaggio løser dilemmaet ved det tydelige hul i Kleofas’ ærme. Hvorimod der ikke er huller, sårmærker, i Jesu hænder der velsigner brødet. Realismen fastholdes på begge sider: Den opstandne har fuldbyrdet den nye virkelighed som han er i færd med at række det forkomne menneske den nu skal blive til del.

Det skal vi nu tage imod. For at vores liv kan blive helt, blive virkeligt. Vores liv ser ud som før. Men det er anderledes.

Dét er virkeligheden.

Det blev det. ’De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til (Emmaus), og Jesus lod, som om han ville gå videre.’ Lod som om?! Var han gået videre hvis ikke de havde holdt ham tilbage og bedt ham blive hos dem? Det forbyder Lukas’ stil ham at skrive noget om. Men jeg tror det ikke. Jeg tror at han ville have sat sig til aftensbordet med disciplene, også selv om de ikke havde nødet ham. Han lod som om han ville gå videre, skriver Lukas trods alt.

Der er selvfølgelig dem som har ladet ham gå videre og indtaget ikke bare deres aftensmåltider, men hele deres liv uden ham, og som har haft deres grunde til ikke at ville være en del af den nye virkelighed. Ja, vi gør det vel selv. Synker ned i skuffelser over at livet ikke imødekom vores forhåbninger. Flygter fra det der giver vores liv en betydning som vi ikke vil vide af. Som sårede dyr der kryber i skjul for at slikke vores sår og stoppe hullerne i vores sind og ærmer. ’Vi havde håbet ...’

Han lod som om han ville gå videre. Men han gjorde det ikke. Og han gør det heller ikke når vi er for uopmærksomme over for livet til at bede ham blive. Han er kommet for at blive. Kommet for at fratage os de håb som plager os og styrter os i livsskuffelse. Han er kommet for at åbne en ny fremtid. Det er ikke en episode, men et varende tilsagn.

Hos Caravaggio rækker Jesu højre hånd og den anden discipels venstre hånd ud mod beskueren så de tilsammen danner et favntag. Billedet inviterer os ind – som nadveren inviterer os ind i virkeligheden. Den bliver til mens den levende Guds søn siger takkebønnen. Han er taknemmelig over at være blevet nødet til at række os sin nye opstandelsesvirkelighed.

Hvilken tak lægger det os ikke i munden! Det ord der rækkes os. ’Herren er virkelig opstået.’

Niels Grønkjær
 


› Tilbage