Københavns og Vatov valgmenigheder

Sig det ligeud

Filosoffen Platon var i flere omgange indforskrevet som rådgiver for tyrannen Dionysios på Sicilien. Han var en lunefuld hersker og ikke overdrevent begavet. For at han kunne være skikket til at styre bystaten, mente Platon at han først måtte lære at styre sig selv. Han gav ham det råd at han må ’blive ven med sig selv’, og han tilføjer: ’I den henseende manglede han alt.’ Platon medgiver at ’jeg udtrykte det ikke tydeligt med disse ord, det ville have været risikabelt, men jeg prøvede med antydningens kunst’.
I tidens løb har herskere ladet sig rådgive af filosoffer, hofnarre og andre som var ukompromitteret af det politiske livs interessemodsætninger. De skulle sige sandheden. Også selv om den var ubekvem for herskeren. Ja, netop når den var det.
Tidligere var det risikabelt for filosoffen at foreholde herskeren en uhørt sandhed. Platon skulle dog senere bortkaste alle antydninger og sige Dionysios op i hans åbne ansigt at han var en forræder og ikke til at stole på. Men han slap fra Sicilien med livet i behold.
Nå én siger den usminkede sandhed hedder det parrhesia. Sandhedssigeren siger ikke bare hvad der falder ham ind, og hun er ikke bare oprigtig – for det er sandheden der bliver sagt. Åbent og helt uden bagtanker. Sandsigeren løber en risiko, taler med fare for sit liv.

Jøderne spørger Jesus: ’Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.’ Sig os det parrhesia, står der. Sig os det rent ud, uden omsvøb, usminket, uden billeder. Sig os det ligeud.
De har allerede slået ring omkring ham så der er højrisiko når han siger: ’Jeg har sagt det til jer ... Jeg og Faderen er ét.’ Og for at der ikke skal være tvivl, læste jeg et vers ud over det foreskrevne: ’Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.’ Atter. For sådan har det altid været når én siger sandheden.
Det er ikke ment som en provokation, men for dem som sandheden krænker, vil det altid virke som en provokation. Det fremkalder vrede og fører umiddelbart til den vold som er vredens handling. Jesus betaler den højeste pris for at sige sandheden. Han slipper ikke fra det med livet i behold. Det véd han godt.

Hvad så med os? Kan vi sige sandheden ligeud og uden omsvøb? Kan vi bedrive parrhesia? Vi véd godt at vi altid vil slippe fra det med livet i behold, men måske ikke med vores position. Vi risikerer noget når vi går i rette med andre. Når vi kritiserer lederen eller påtaler en vens fejl. Ja, selv når vi lægger os ud med familiemedlemmer. Vi risikerer at de vender sig fra os og måske mod os.
Moderne politikerne risikerer også noget ved at sige en sandhed som ikke behager borgerne – vælgerne som de kalder dem. Derfor gør de det ikke altid. I antikken var en filosof sat til at fastholde herskeren på sandheden, og hos senere konger var det en nar. Nu er det spindoktorer som placerer sig et sted mellem de to gamle stillingskategorier: doktor i lyder lidt af filosof – spin lidt over i det naragtige. De skal ikke forpligte deres politiker på sandheden, men træne hende eller ham i ikke at sige sandheden. Opsminke den, pakke den ind, tale udenom. Det drejer sig ikke om hvad det er sandt at sige, men hvad det er klogt at sige. Og hvis den så alligevel bliver for påtrængende, sandheden, skal de kloge hoveder hjælpe politikeren med at lægge en strategi for hvordan man kan smyge sig udenom.
Sig sandheden ligeud! Er vi rede til at høre den? Er vi ikke snarere bevæbnet med alt det der skal skærme os mod sandheden hvis nogen endelig taler den til os: undskyldninger, bortforklaringer, omskrivninger, moralsk apati. Er vi så forskellige fra Dionysios: Kan vi tåle at høre at vi ikke er ven med os selv – for dét er jo hvad vi bruger så mange kræfter på at være? Ville vi ikke vende os mod den der – uden som Platon at gribe til antydningens kunst – uden omsvøb sagde at vi i den henseende manglede alt?

Der er et lag mere. Hvordan kan den der siger sandheden, være sikker på at det han tror, er sandheden? Bryster man sig af at optræde som en der siger sandheden, kan det få en selv til at tro at man kender den. Meget revseri er båret af denne drift.
Men er det sandheden vi mener at kende? Vi er ikke gennemsigtige for hinanden. Og det at vi arbejder så energisk på at blive gennemsigtige for os selv, kan ligefrem være en forhindring for at kende hinanden. Hvad er sandheden om godt og ondt? De moralske spørgsmål har ikke fundet tydeligere besvarelser. Det stiller ikke kun den der skal sige sandheden over for spørgsmålet om det nu også er klogt at sige sandheden. Det konfronterer ham også med spørgsmålet om hvorvidt han nu også selv tror på at det han siger, er sandt. Er jeg dén der kan sige sandheden? Er jeg berettiget til at give stemme til en sandhed som er mig utydelig?

Jesus er den der siger sandheden. Og han gør det uden antydningens kunst. For han er sandheden. ’Jeg er vejen, sandheden og livet’, som han også siger i Johannesevangeliet. Og i dagens tekst: ’Jeg og Faderen er ét.’ Jesus er den der giver stemme til sandheden. Ja, hans røst er sandheden: ’Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv’. Sandheden er at de der hører ham og tilhører ham, lever i sandheden. Deres liv er opfyldt.
Er sandheden virkelig at vores liv er opfyldt når vi hører hans røst? Når vi forlanger at få sandheden talt til os ligeud, er det så en sandhed vi kan bære? Det ville være mere bekvemt med et påbud. Hvis han forlangte noget af os. Hvis han sagde: ’Du skal gøre det og det for at få et ordentligt liv!’ ’Jeg forlanger at du skal være ven med dig selv.’ Der er selvfølgelig grænser for hvilke imperativer vi ville finde os i – for eksempel hvis han sagde: ’Du skal tage dig af dit medmenneske.’ Men inden for overkommelighedens grænser er det lettere at opfylde et påbud end det er at modtage beskeden om at vores liv er opfyldt.
I dagens evangelium drejer det sig ikke om troens lydighed, men om troens virkelighed – at det evige liv er vores liv hvis vi hører hans klare røst. For parrhesia betyder også at sige alt – og det evige liv er det hele.

Jesus gør noget andet end Platon. Platon siger til Dionysios at han skal blive ven med sig selv for at blive en ordentlig tyran – med den risiko det indebærer for Platon selv. Jesus siger at han vil være ven med os. Han siger at vi skal tro på ham ved at høre hans røst – med al den risiko det indebærer for ham. Her er det pludselig os der er tyranner – os som gør det af med ham der siger sandheden fordi han er sandheden. Vi sætter os op mod ham der er kommet for at opfylde vores liv, og som siger at det er opfyldt i troen på ham når han siger at han vil leve sammen med os.
Det kan gøre os så rasende at vi begynder at stene ham. For hans budskab tilsidesætter vores grundbestræbelse: Vi vil gøre os fortjent til at være dem vi er, fortjent til glæderne, til alt det gode, til at leve. Det ville passe os bedre hvis han påbød os at forfølge denne bestræbelse, end bare at forkynde at vores liv er opfyldt, uafhængigt af vores egne bestræbelser. I andre sammenhænge får vi jo hele tiden at vide at vi skal forfølge vores lyster og drømme, arbejde med os selv, blive ven med os selv. Vi adlyder villigt ethvert påbud der understøtter den bestræbelse. Og vi udsteder det gerne over for andre.
Men de påbud er i virkeligheden ikke fremsagt af nogen der siger sandheden. De er tværtimod indsmigrende omskrivninger der lefler for vores forestilling om at vi selv kan skabe os et liv som andre må beundre. Vi risikerer absolut ingenting ved at sige dét til nogen, og det gør de der siger det til os, heller ikke. De risikerer ikke at vi skulle vende os imod dem – de siger jo bare det til os vi har lært at vi skal sige til os selv (det hedder manipulation). Og de risikerer heller ikke at tage fejl, for hvis det ikke virker, er det os selv der er noget galt med – også dét tror vi gerne. Alle de falske røster.

Livsopfyldelsen er ikke vores gerning. Jesus siger: ’De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig.’ Opfyldelsen af vores liv er Guds gerning: det evige liv. Han risikerer alt for denne opfyldelse. Sandheden om vores liv.
Det er den sande røst. Her er der ingen retoriske overtalelser, ingen sminkede udsagn. Her siges det uden omsvøb at i troen på denne røst befries vi fra at være underlagt vores egne bestræbelser. Det er sandt. Det kan vi godt sige ligeud.

Niels Grønkjær


› Tilbage