Københavns og Vatov valgmenigheder

Skabt og oprejst

Engang i 1820’erne sidder en dreng i en grøftekant i Ditmarsken og læser, helt opslugt. Han overraskes af nabobonden, Johan Hansen, som slår ham på skulderen og siger spottende: ’Nå, Christian, du vil nok være sognefoged?!’ Oprørt over at bonden tror man læser for at blive til noget, udbryder drengen: ’Johan, hvis jeg ikke kan blive andet end det, ville jeg hellere slet ikke være født!’ Man ved at bonden, mens han går derfra, tænker sit: ’Det går snart over.’

Det gjorde det ikke. Drengen blev en stor dramatiker, Friedrich Christian Hebbel, som ikke læste for at blive til noget. Bøgerne var hans liv, dem han læste, og dem han skrev. Efterhånden fik drengens svar til bonden mere tyngde. Det var ikke kun i forhold til det at være sognefoged, det var bedre ikke at være født. Med tiden blev dét – i forhold til livet som sådant – en allestedsnærværende kernesætning hos ham: ’For mennesket ville det være bedre ikke at være født.’

Tyngden af hvad det betyder, lettes ikke af at det også er en grundformel i den græske tragedie, og at Matthæusevangelisten lader Jesus sige det om Judas, Guds- og menneskeforræderen: ’Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.’ Den endegyldige forstødelse af livsretten.

Hebbel sagde det om sig selv. Og vi hørte for lidt siden Job – i sine endeløse lidelser – bryde ud i den yderste klage da han forbandede den dag han blev født: ’Gid den dag, jeg blev født, var slettet ... Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen, hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?’

Hvad skal der til for at et menneske siger det om sig selv? Hvor mange lidelser? Hvor stor en livsbyrde skal der til før et menneske ikke alene ønsker sig at blive lettet for den byrde som livet er, men ønsker at det aldrig havde levet? Har et menneske overhovedet ret til at ønske at det aldrig var født? Alt synker under det menneske der tvinges ud i at spørge sig om det.


Det er ikke til at sige om enken i Nain har tænkt noget i den retning. Evangelierne skildrer sjældent hvad der foregår i et menneske. Men det kunne være mere nærliggende for hende end mange andre lidende. Hun er enke, og nu har hun også mistet sin eneste søn. Det er tab på tab. Sorgen er hendes eneste trøst. Og at hun er sammen med nogen, ’en stor skare’ som følger med hende.

Og selv om lidelser ikke kan sammenlignes: Når Job – som også var omgivet af vennerne – kunne, kunne denne kvinde så ikke også spørge sig hvorfor hun var kommet til verden? Et barn der mister sine forældre, er forældreløs. En kvinde der mister sin mand, er enke. Men hvad kalder man en kvinde der mister sit barn? Hvad kalder man en enke, der mister sit barn? Det har vi ingen ord for. Og der er ingen ord for hendes sorg.

Her er så en af de få gange hvor vi hører noget om hvad der foregår i Jesus: ’Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: Græd ikke!’ Det vender sig i ham – præcis som dengang for tre søndage siden hvor den barmhjertige samaritaner ynkedes over ham der var blevet overfaldet af røvere. Uvilkårligt – som i én bevægelse – bringer medynken ham hen til båren, til at oprejse enkesønnen.

Jesus har ikke ord for enkens sorg, men ord til hendes sorg: ’Græd ikke!’ Det er ikke en falsk trøst som bare vil tage sorgen fra hende – og sige at det går over. Det forbindes med hans handling: oprejsningen af sønnen og så dette: ’Jesus gav ham til hans mor.’ Jesus tager ikke sorgen fra hende. Som han giver sønnen til hans mor, giver han noget til hendes sorg: Med sit ord og sin handling giver han enken og sønnen et nyt liv. Det er trøsten. Glæde er ikke bare at der ikke er nogen sorg. Glæde er trøstet sorg, som Luther siger.


Er der trøst for alt? Er der ikke liv som ikke kan oprejses til glæde? Evangeliets svar er: Nej, det er der ikke!

Det kan være at den sønneløse enke tænkte at det var bedre om hun selv aldrig var født. Men selv i sin dybeste sorg tænkte hun ikke at det var bedre om hun aldrig havde født sin søn. Ham ville hun aldrig have været foruden. Ham kan hun aldrig tænke ud af sit liv.

Livet er aldrig så rigt at det ikke tager hvad det giver. Men evangeliet er så rigt at det giver hvad livet tager. Som Jesus oprejser sønnen og giver ham til hans mor. Evangeliet er ikke rigere end livet. Forskellen mellem liv og evangelium er at evangeliet ikke tager noget, men giver alt.

Da jeg læste teksten ændrede jeg den. I den autoriserede oversættelse står der at den døde ’var sin mors eneste søn’. Jeg læste at han ’var sin mors enbårne søn’, som der stod i ældre oversættelser for at vi skal komme til at tænke på at Jesus selv er ’den enbårne søn’. Han er Guds enestefødte søn som han giver helt til verden så han dør af det. Af hans død udspringer det nye liv som vender om på alting. Nu er det ikke længere sådan at livet aldrig er så rigt at det ikke tager hvad det giver. Nu er det sådan at Gud giver livet, ja, at han giver hvad livet tager. For med opstandelsen indskrives både livet og døden i Guds liv.


Vi slåes stadig til jorden – og længere ned – af lidelser som kan slå ind i den tanke at det var bedre om jeg aldrig var født. Men har vi ret til det? Kaster jeg ikke dermed vrag på andre menneskers liv? Så jeg gør min vanskæbne til en anklage mod deres liv.

Friedrich Hebbel, som jeg nævnede, gjorde ikke det. Men i sin egen livsfortvivlelse var han på nippet til at sige at verden var som intet måtte være. Det kender vi godt, som forkælelse: Verden går mig imod. Det har jeg ikke fortjent. Og vi elsker at sige til den har det svært, at ’det har du ikke fortjent’. Stakkels dig, stakkels mig, havde omstændighederne blot været gunstigere. Du og jeg er for gode til verden.

Sådan var det ikke for Hebbel. Det hele faldt tilbage på hans egen følelse af ikke at høre til, ja, af at han ikke burde være den han var; at han ikke burde have været født. Og så beder han en bøn som ikke kan tænkes mere blasfemisk, og som jeg ikke tror mange beder i dag: ’O, hvor ofte anråber jeg ikke fra dybet af min sjæl: o, Gud, hvorfor er jeg som jeg er! Det er det allerfrygteligste!’ I sit elendige liv er Hebbel uden forståelse for at Gud har skabt ham. Hvordan kunne han dog finde på det!?


Her går han over stregen. Han nøjes ikke med at spørge: Hvorfor er jeg født? men : Hvorfor er jeg skabt? Een ting er at være født. Noget andet er at være skabt. Mennesker føder og fødes af hinanden. Vi kommer af nogen, og vi bringer nogen frem. Vi kan sågar frembringe et kunstværk og føde en tanke.

Men vi kan ikke skabe. Det kan kun Gud. For hvad Gud gør, gør han før alt det vi gør. Der er altid en begyndelse før os. Det er skabelsen. Der er noget som er mere omfattende end vores naturlige fødsel. Noget som omslutter vores naturlige fødsel og død. Vi kalder det Guds værk: at verden og mennesket er skabt af Gud, ikke overladt til sig selv.

Det er det Gud sætter i værk den dag hans søn kommer til Nain. Her møder to skarer hinanden. Som sædvanlig er Lukas helt klar: Jesus ledsages af ’en stor skare’. De møder enken og ’en stor skare fra byen’ som følger med hende. Den skare der ledsager Jesus, drives af et løfte om en bedre verden, en menneskeligere verden. Den skare der ledsager enken, er sorgfællesskabet. Vi lever hele tiden i dem begge. Den fremadvendte forventning, den bagudvendte sorg.

Sorgen går ikke over. Med tiden får den andre former, og også i det er der en trøst vi ikke kan være foruden. Men den dag uden for Nain rejser løftet sorgen, som Jesus, Guds søn, oprejser enkens søn. Når han giver ham til hans mor, er det den skabende og opstandne Gud der handler. Han giver sig til kende i sin enestefødte, enbårne søn da han oprejser enkens enbårne søn, hendes eneste søn. Guds søn der er født, men ikke skabt, oprejser enkens søn som er født og skabt. Nu har hun ikke bare en søn. Nu får hun ham, for Gud giver ham til hende.

Da de to skarer mødes og finder sammen, flettes sorgen ind i løftet. I Guds tilsagn om at hans liv rummer vores liv og vores død.

I sorgen og fortvivlelsen kan vi tænke at jeg hellere havde været det foruden, ja, at det var bedre om det hele ikke var. Det kan vi ikke i den trøstede sorg. I den kan vi ikke tænke det andet menneske ud af vores liv. Vi kan ikke tænke os selv ud af vores liv.

Vi kan tiltage os ret til anklage Gud for de lidelser der overgår os. Anklage ham for at han har skabt verden så mangelfuldt, ja, for at han har skabt mig lille orm. Fordi vi i vores fortvivlelse mener at vi har fortabt retten til vores liv. Men det er gudsbespotteligt.

Kilden til det menneskelige liv er: Gud bebrejder ikke sig selv at han har skabt verden, at han har skabt os. Han oprejser os i liv og død. Gud kan ikke tænke os ud af sit liv.

 

Niels Grønkjær
 


› Tilbage