Københavns og Vatov valgmenigheder

Skyldbevidsthedens befrielse

På Statens Museum for Kunst hænger for tiden to koldnålsraderinger af Rembrandt. På et podie fremstiller Pilatus den skyldfri Jesus for folket, og i anledning af påsken spørger han om de vil at han frigiver ham. Men de vil have at Pilatus i stedet frigiver Barabbas, røveren, voldsmanden, morderen – og overgiver Jesus til korsfæstelse.

På Rembrandts tidlige radering står folket foran podiet. På den senere har han fjernet dem – så beskueren nu selv står direkte over for afgørelsen. Han kan ikke nøjes med at betragte begivenhederne – og kristendommen er i det hele taget ikke teater, men virkelighed. Vi bliver selv spurgt: Hvad skal der ske med den skyldfri?

Hvis nu folket og vi havde istemt at Barabbas skulle straffes, måske ligefrem korsfæstes, så ville det være en stadfæstelse af den almindelige orden. Straffen ville være udmålt efter de forbrydelser han havde gjort sig skyld i. Det ville være ude af verden, og verden ville blive ved med at være hvad den var.

Den ængstelige Pilatus aner at der er meget mere på færde med Jesus. Det var før set at en uskyldig blev uretmæssigt straffet, måske udvirket af folkedomstolen – og det er også siden set. Men denne uskyld, Jesu uskyld, er af en anden art. Den konfronterer os med vores egen skyld, netop hvor vi mener os uskyldige. Hans uskyld trækker vores skyld til sig. Den er så ren at alt andet fremstår gustent. Stillet over for uskylden reagerer folk så voldsomt fordi den afslører at deres uskyld er indbildt. Derfor er de nødt til at tilintetgøre hans uskyld. Men så bryder den gældende retsorden sammen. Så bryder den gamle verden sammen. En ny virkelighed bryder frem. Det er det Pilatus aner.

Mens forfatteren Herta Müller under det rumænske diktatur arbejdede på en fabrik, blev hun opsøgt af folk fra Securitate, det hemmelige politi. De ville have hende til at operere som meddeler og angiver af hendes kammerater. Hun afslog. Herefter begyndte de andre arbejdere at pifte ad hende og kalde hende partiluder og meddeler. Hun blev bebrejdet lige præcis det hun havde nægtet at gøre. Til det formål havde man fra fabrikkens ledelse aktiveret folk der havde ladet sig hverve som meddelere – folk som altså netop unddrog sig mistanke ved at mistænke hende! Herta Müller siger: ’Fordi jeg ikke ville være det, gjorde de mig til det de selv var. Den perfiditet ville jeg aldrig have fundet på, men den fungerede.’

Ja, det fungerede. Hun blev udelukket, sank til bunds og flygtede. Hun brød med den herskende ’orden’ ved ikke at ville indoptages i den. Men den brød sammen indefra, og så fungerede den ikke mere. Den brød sammen fordi forholdet mellem skyld og straf var vendt på hovedet – og den egentlige uskyld ikke fandt nogen plads.

Den foregivne uskyldighed vil altid anklage andre. Man unddrager sig mistanke ved at kaste mistanken på en anden. Med den frysende iagttagelse: ’Fordi jeg ikke ville være det, gjorde de mig til det de selv var.’ De gør hende lig sig selv – for at kunne ofre hende.


Fordi Jesus er uskyldig, straffer de ham som skyldig. For at han skal være lige som dem. Men det bliver han ved med ikke at være. Han står helt uden for den gældende orden af ret og moral. Den orden bryder sammen fordi den dømmer ham efter sine egne normer. For hans rige er ikke af denne verden, som han selv når at sige til Pilatus.

Jøderne anklager Jesus for at ’han har gjort sig selv til Guds søn.’ Med denne anklage gør de – og vi andre foran Rembrandts senere radering – gør vi ham til et menneske som os. Det svarer til hvad Herta Müller på sin vis måtte erfare: Fordi han ikke er skyldig som os, gør vi ham til det vi selv er. Vi gør Guds søn til et menneske. For at kunne ofre ham.

Vi er blinde for at det er omvendt. Vi er blinde for at Guds søn selv gør sig til et menneske som os. Han bliver et menneske for at han ved sin uskyld kan borttage vores skyld. Selv om vi ikke vil det.

Det er den hårde kerne i langfredagsdramaet: Vi reducerer ham til at være som os – fordi vi, de skyldige, ikke kan bære hans uskyld. Han gør sig til et menneske – fordi han, den uskyldige, skal bære vores skyld.

Men endnu forskanser vi os i livets kampe.

Vi reducerer uskylden til skyld – der er altid noget at sige nogen på. Men Guds søn borttager vores skyld – også den skyld vi pådrager os ved at dømme ham. Hans uskyld er i stand til at bære vores skyld.

Når vi gør ham lig os for at ofre ham, gør han sig lig os for at ofre sig for os.

Hans død er skyldens nederlag. Det er hans ophøjelse. ’Det er fuldbragt!’


Kan vi lade os se dérfra? Er der ikke for mange konflikter i vores liv? Er der ikke for mange uafgjorte mellemværender mellem os? Har vi ikke alt for længe været overladt til menneskelivets modsætninger og begrænsninger? Bærer vi ikke livets hårde kampe med os, og vil vi ikke bære dem med os ind i vores død som så bliver den hårdeste af dem alle? En usonet skyld? ’Al vor kvide’.

Jo, det er måske sådan. Men det er ikke sådan Gud ser på det. Det er ikke sådan han ser på os. Han ser på os med sit blik som er over det menneskelige. Ophøjet på korset ser han at det er fuldbragt. Ikke kun for sig eget vedkommende – for han gør intet for sig selv, men alt for os. Og som sin sidste handling sørger han for at hans mor får en formynder i den discipel han elskede.


Vi véd ikke hvad det er at dø. Vi véd kun hvad det er at leve. Dette menneskelige liv med alle dets tildragelser og kampe. Alt det vi skylder hinanden. Alt det vi skylder at tilgive hinanden. Vi ved jo godt at vi ikke bliver frie af at skyde skylden over på de andre – og af at lægge pligten til at tilgive over på dem.

Men skyldbevidstheden hører med til at være menneske. Bevidstheden om at vi pådrager os skyld. Bevidstheden om at vi skylder at tilgive hinanden.

Den er en del af den kristne, lutherske arv. Skyldbevidstheden kendetegner hvad moderne filosoffer kalder ’det selvkritiske subjekt’ (Habermas). Den er et uomgængeligt led i oplysningen. Den var totalt fraværende i Herta Müllers Rumænien – som andet end noget regimet indpodede de skyldfri.

For tiden synes subjektet mindre selvkritisk. Derfor farer det vild i tristhed og andre dunkle følelser. Vi tror måske det er sådan det er at leve. Og derfor skyder vi vores skyld fra os – over på de sagesløse og uskyldige, om nødvendigt. Eller også bærer vi selv alverdens skyld, bukker under og flygter.

Langfredagsbudskabet er befriende fordi Guds søn ved sin uskyld tager vores skyld til sig – så vi kan se den i øjnene, leve med den – og dø med den. For han har taget den på sig og dræbt den med sin død. Vi kan lade os se på af ham som i sin ophøjede, sejrrige død tilføjer døden og skylden nederlag: ’Det er fuldbragt!’


Den svenske lyriker og kritiker Olof Lagercrantz har sagt at ’vejen frem til døden forekommer lige lang, uanset hvor man befinder sig i livet.’ Ja, for vi véd kun hvad det er at leve, og der er altid mere liv at leve.

Derfor véd vi ikke hvad det er at dø. Den eneste der véd det, er Guds søn. Ham som Grundtvig beder til:

Du kender bedst den bitre død,
du har den overvundet;

Men sin død overvinder Guds søn døden og skylden.

Det er dérfra Gud ser på vores liv. Kan vi se det sådan? Kan vi tro at han ser sådan på os? Hvis ikke, vil vi vedblivende være fanget i menneskelige konflikter.

Men det er vi ikke.

I sin Johannespassion spørger Johann Sebastian Bach nu om det betyder at jeg er fri fra skylden og døden? Men Jesus er så plaget af smerter at han ikke kan sige noget. I stedet bøjer han hovedet og opgiver ånden. Som sin allersidste handling nikker Guds søn: Ja, du er fri fra det alt sammen.

Kampen er forbi. ’Det er fuldbragt!’ Det er troens nye blik på vores virkelighed. Helvedet er lukket. Himlen åben.
 

Niels Grønkjær


› Tilbage