Københavns og Vatov valgmenigheder

To små ting

Er mennesket rigt eller fattigt? Kender vi sandheden – eller må vi leve i forlegenhed over at vi ikke gør? Er mennesket et væsen der er åbent for hvad verden åbenbarer – eller er det et væsen som ikke rigtig passer ind i verden? Lever vi i en fylde af muligheder – eller i en fornemmelse af at der hele tiden mangler noget?
Hvilken myte skal vi fæste lid til: Myten om at mennesket besidder Guds skaberkraft – eller myten om at det er støv, en excentriker fordrevet fra Paradiset?
For de fleste er det nok både det ene og det andet. Til tider er livet så givende, til andre tider så tagende. Til tider så rigt – til tider så fattigt, ikke mindre når det har været så rigt.

Dagens evangelium fremhæver det fattige liv. Jesus samler disciplenes opmærksomhed om den fattige enke. De rige går omkring i lange gevandter og lader sig hilse på torvet; de behøver ikke nogen til at henlede opmærksomheden på sig. De bemestrer deres liv og verden, og de er altid rede til at lade sig beundre for det. Den fattige enke bevæger sig langs muren; hende er der ingen der hilser på.
Hun lægger sine småpenge i tempelblokken, og Jesus henleder dem på hende: ’... hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.’ Mange af de rige gav meget. Men hun gav mere – for hun gav alt. Når hun gav mest, var det fordi hun ikke kunne give mere. Hun beholdt ingenting selv.
Vi har nok nemmere ved at sammenligne os med de rige. Selvfølgelig fordi vi er rige, de fleste af os, i hvert fald i den ligefremme forstand. Men nok især fordi vi – selv om vi skulle finde på at give meget – altid beholder noget selv. Jo mere vi har at give af, jo sværere er det ikke at beholde noget selv. Vi beholder i hvert fald altid dét selv: tilfredsheden over at give. Den er virkelig svær at slippe af med.
Men den fattige enke beholder ikke noget selv. Heller ikke nogen tilfredshed over sin handling. For selv om hun giver alt, er det så lidt at det ikke er noget at rose sig af. Det hun giver, kan hun ikke beholde for sig selv.

Jesus ser sig selv i enkens handling. Han beholder heller ikke noget for sig selv. Han er Guds søn som giver sig selv til mennesket. Men er Gud da ikke rig? Jo, det er han. Er det ikke sin rigdom Gud giver os at leve af? Jo, det er det. Men for vores ligefremme blik tager det sig ikke ud af meget.
Man har foreslået at de to småmønter som enken kaster i tempelblokken, er den kristne kirkes dåb og nadver. Hendes gave til tempelkultens opretholdelse svarer til at kirkens to sakramenter er den ubrydelige forbindelse til Gud.
Det er en såkaldt allegorisk fortolkning, altså en fortolkning hvor de enkelte led betyder noget andet end de umiddelbart angiver. Dette synspunkt har i tidens løb givet anledning til mange vilkårligheder i omgangen med den hellige skrift, og det er da også en vild tolkning at enkens to småmønter svarer til kirkens dåb og nadver.
Alligevel er den sand. Som enkens to småmønter ikke tager sig ud af meget, er dåbens vand bare en sjat og nadverens brød og vin det mindste måltid man kan få. Det hele er meget lidt. Man kan så sige at det er de basale fornødenheder som skal til for at holde legemet i live. Men når det alligevel er alt – sådan som enken giver alt – skyldes det at Gud med vandet, brødet og vinen giver os et ord med på vejen – giver os sit ord på at han giver sig selv til os, uden at holde noget tilbage, uden at beholde noget selv, uden at holde sig tilbage.
Dåben og nadveren – det kan se så fattigt ud, men det er alt. Fordi det giver det fattige menneske en rigdom det aldrig kan miste. Fordi det giver os meget mere end alle andre kan give – og sig selv kan man jo intet give.

Det er ikke altid kirken stiller sig tilfreds med forvalte de to sakramenter. Som om det forekommer den for fattigt. Man vil gerne have mere at byde på, mere på hylderne, som det hedder. Og kirken kan da også bryste sig af mange gode tiltag: opbygning af socialforsorg, bidrag til verdensfreden, bidrag til verdenskunsten, legitimering af nationalfølelsen, integration af indvandrere, samlingspunkt i kvarteret, en stemme i klimakampen.
Det er den rige kirke. De lange gevandters kristendom. Og det er svært ikke at blive bare lidt glad når de der ikke kan se andet og ellers er ligeglade med kirken, nikker anerkendende.
Men nu er det altså ikke det Jesus henleder opmærksomheden på, men dåben og nadveren, de to småmønter som er den fattigdom kirken har at give af. Når Gud lægger sit ord til dem, bliver de til meget mere end alt det andet.
Vi fattige kommer med vand, brød og vin – med sit ord gør Gud det til alt hvad vi lever af. Livets kilde, det daglige brød. Syndernes forladelse til hans evige liv.

Når vi modtager det, når vi bliver opmærksomme på det, bliver meget anderledes. Vi mener normalt at vi bliver fattige af at give, eller i hvert fald mindre rige. Det er derfor at vi – når vi endelig giver – viser at vi er rige og tilfredse lader os hilse på torvet. Journalisten spørger altid velgøreren: ’Hvad fik du selv ud af det? ’Hvad er der i det for dig?’ Det er der mange stolte svar på.
Men også her skal vi omvende os: Vi bliver ikke fattige af at give. Nej, det er fattigt ikke at give. En rigdom der kun er til for sin egen skyld, er ikke noget værd.
Det er det samme med den rige Gud. Hans rigdom er ikke til for hans egen skyld. Den er ikke noget han går rundt i sin himmel og hæger om og pudser på, indtil vi engang, måske, får lov at se et glimt af den. Han beholder den ikke for sig selv. Hans rigdom er jo hans ord – og ord beholder man ikke for sig selv.
Uden Guds ord er dåben en sjat vand og nadveren en mager bespisning. Som vi i begyndelsen sang med Aastrup: ’Når du ej dit ord vil sende, / er din kirke ikke til.’

Er mennesket så rigt eller fattigt? Kan vi kende sandheden – eller må vi leve i forlegenhed over ikke at være i stand til det? Løfter man blikket bare en smule fra denne indspiste prædiken, er det åbenbart at ingen rigtig kender sandheden, men at de fleste prøver at overtale sig selv og andre til at tro at de gør det. Der er et stort marked for påtaget selvsikkerhed.
Men det er ikke sandheden den frembærer. Det kan man – om ikke andet – høre på den skingre stemmeføring som alt for tydeligt skal skjule tvivlen hos den talende og vække skamfølelsen hos den der bliver talt på. Man deler ikke livets vanskeligheder med hinanden, og hvordan kan man så dele dets rigdomme? Ordene gennemtrækkes af moralisme og hykleri som bare vil have os til at vælge den ’rigtige’ side og mene det ’korrekte’. Den slags findes overalt, også i den rige kirke.
Men ikke i den fattige kirke som kun har sine to småmønter. De er sandheden om vores fattige liv som bliver rigt når Gud med-giver dem sit ord, giver os dem med sit ord. Det er alt hvad vi har at leve af. Her er vi ikke forvist fra vores liv, men midt i al dets rigdom.

Niels Grønkjær


› Tilbage