Københavns og Vatov valgmenigheder

Tro, håb, kærlighed

’Ofte truer kendsgerningerne sandheden.’

I erindringsromanen En fortælling om kærlighed og mørke fortæller den israelske forfatter Amos Oz at hans bedstemor i 1933 ankom til Jerusalem fra Vilnius. Hun kastede et forskrækket blik på de svedige markeder, de farverige boder, mylderet, skrydende æsler, brægende geder, slagtede høns der hang i bloddryppende rækker, frugter, grøntsager, de handlendes glinsende arme og skuldre – og hun fældede øjeblikkeligt sin endegyldige dom: ’Levanten er fuld af mikrober.’

I resten af sit liv tog hun strenge forholdsregler. Hendes mand blev hver morgen sat til at banke samtlige tæpper i lejligheden; der blev sprøjtet med desinficeringsmidler i alle kroge; alle grøntsager blev kogt; brød tørret af med antiseptiske klude, og selv badede hun tre gange dagligt i næsten kogende vand. Hun døde i badet af et hjerteslag.

Amos Oz skriver at bedstemoderens hjerteslag er en kendsgerning. Men sandheden er at hun døde af overdreven hygiejne, af sin evige kamp mod mikroberne.

Ofte truer kendsgerningerne sandheden. Vi kan i den grad gå op i enkeltstående fakta at vi ser bort fra den sammenhæng de skal forstås i. Fakta er både nyttige og nødvendige – navnlig i en tid hvor man har opfundet den interessante kategori ’alternative fakta’. Men fakta og kendsgerninger kan ikke stå alene hvis man skal forstå den sammenhæng hvor sandheden gemmer sig.


Evangelierne indeholder ingen fakta, kun sandheden – dette store, voldsomme ord. Hvad der i evangelierne måtte være af fakta, tjener forkyndelsen af sandheden: at Jesus er Guds søn. Det er derfor de er skrevet, evangelierne. For at lyset fra ham skal oplyse os og livet fra ham oplive os. For hans liv er sandheden om vores liv.

Hvad vil det sige? At Guds søns liv er sandheden om vores liv? Hvordan kan en andens liv træde ind for vores liv?

På en måde forekommer det hele tiden. Når et andet menneske taler til os, træder det ind i vores livshorisont. Når vi begiver os rundt i verden, drager vi den ind i vores horisont som udvider sig. I grunden er vi aldrig bare os selv, men altid i en sammenhæng. Af de sammenhænge udspringer vores liv. Det er i dem vi forstår os selv.

Man kan derimod ikke basere sit liv på fakta. At få kendskab til hvad der er sket i fortiden, eller hvad der sker andre steder i verden, er en udvendig viden. Den kan selvfølgelig stimulere min mening om mangt og meget, men den kan aldrig blive livsbærende. At noget har fundet sted, betyder ikke i sig selv noget for mig. At andre har oplevet det og det, er måske interessant og spændende (som vi siger), men det vedrører ikke uden videre mig.

Hvorfor læser vi for eksempel litteratur? – og nu er det igen Amos Oz jeg henholder mig til. Nogen gør det for at finde ud af hvad forfatteren selv mener. Som når intervieweren vil have forfatteren til at erklære at romanen i virkeligheden vil vise at ’kærligheden sejrer’, eller at ’eliten er rådden’. Som om romanen har slagtet en hellig ko som den overrækker læseren indpakket i en ligpose. Eller som når vi bare vil vide om forfatteren virkelig selv har følt og oplevet det som han eller hun skriver om.

Det er som at ville basere sit liv på fakta der ikke rager mig. Det er nysgerrighedens blodfattige iver.

Nej, når vi læser befinder vi os ikke i området mellem det skrevne og forfatteren, men i området mellem det skrevne og os selv. Hvis vi bare læser en roman for at kende forfatterens egne meninger eller en flig af hans eget sjæleliv, er det dødt, og man kan roligt overlade bogen til journalister og litteraturforskere. Da befinder vi os bare i området mellem det skrevne og forfatteren – og så er det ligesom med de ’udspekulerede fabler’, som apostlen Peter skriver om i sit brev som vi hørte en bid af. Det rager os en pind.

Men når man læser i området mellem det skrevne og sig selv – så vedkommer det mig. Så er det ikke en fabel, men en sandhed som jeg lever af. For jeg lever af noget jeg ikke kan sige mig selv. Det er derfor vi læser, taler med andre, åbner os mod verden.

Når vi hører evangeliet, er vi altid i området mellem det og os. Hver gang vi nysgerrigt vil spørge bagom det til bagvedliggende fakta, lukker det sig for os. Da er det en udspekuleret fabel og en samling verdensanskuelser indpakket i ligpose. Et dokument over en død Gud. Vores interesse for kendsgerningerne tager livet af sandheden.


I dagens evangelium hører vi om forklarelsen på bjerget. Jesus forvandles for øjnene af de tre disciple, ’hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.’ De særegne træk som Jesus måtte have haft, gennemtrænges af det lys som lyser overalt, solen. Og fra en lysende sky taler Gud: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’

Alt hvad Jesus er, gør og siger, sanktioneres af Gud. Det vil sige: alt hvad Jesus er, gør og siger, er sandt. Det er ikke bare noget man også kan sige, også kan mene, også kan spejle sig i, også kan lægge sig på sinde. Det er sådan det er.

Det er ikke så underligt at disciplene bliver ’grebet af stor frygt’, for nu kan de ikke gemme sig bag fabler og fakta. Nu er hele rummet mellem evangeliet og dem fyldt op. Opfyldt af lyset fra Guds søn som oplyser dem, opfyldt af hans liv som opliver dem. For hans liv er sandheden om deres liv.


Det er sandheden om vores liv. Det er det i de tre ord som aldrig har noget at gøre med fakta og fabler: tro, håb, kærlighed. De er ikke en forklaring på noget. De er en forklarelse af alting.

Troen – den er troen på Gud som giver os tro på at han vil dele sit liv med os, også selv om der ikke et nogen forklarlig grund til det. Det er ikke min tro – den som de religiøse sladderblade altid spørger folk om. Som om det ragede andre. Da især ikke når man for det meste får det svar at den adspurgte tror på noget der er større end ham selv – hvilket ikke nødvendigvis siger så meget. Nej, troen er ikke en præstation vi kan bære til skue. Troen er Guds tiltro til mig. Sandheden som oprejser mig fra mig selv og forbinder mig med ham, med andre, med verden.

Håbet – det indgives os ved ordet om at vi altid har en fremtid sammen med ham. Og som troen ikke støtter sig til fakta og fabler, udspringer håbet ikke af luftige drømme. Håbet er ikke fremtvunget af det forventningspres der foreholder os at vi skal tænke positivt og se lyst på fremtiden. Håbet er som troen: det kommer fra Guds herlighed som omstråler vores liv.

Kærligheden – den kommer af at Gud erklærer at vi hører til hos ham. Kærligheden er ikke vores, ikke vores følelse, hvor vildt den end blusser. Hvordan kan man da vide at man elsker nogen? Fordi man gerne vil være sammen – som en konfirmand engang sagde. Gud vil gerne være sammen med os. Det har han både sagt og vist – som nu også i dag på forklarelsens bjerg. Så véd både vi og han selv at han elsker os.

Troen, håbet, kærligheden – de er den livsbærende sandhed. Forklarelsen som uafviseligt gennemlyser vores liv.


For nogen er det bare en smuk drøm. En af de drømme man kan svæve i i morgenlyset. Men drømme må man altid vågne af – som også disciplene må da de sammen med Jesus stiger ned fra bjerget og får at vide at de ikke må fortælle nogen noget om forklarelsen deroppe.

Det er som med fablerne – dem er vi også vågnet op fra, og vi fæster ikke længere lid til dem. Vi siger i stedet at vi ’tror på fakta’, som om dét skulle være nødvendigt. Det er forestillingen om fakta som nedskriver de gamle fortællinger til fabler.

Så kan vi jo vælge at installere os dér: at tro på fakta. Der er jo nok af kendsgerninger som modsiger troen på Gud – og som derfor tilsiger os at lade os nøje med hvad vi tror på. Der er mange kendsgerninger som modsiger håbet om at Guds fremtid altid vil kaste sit lys ind i vores liv – og som derfor tilsiger os at vi hellere må nøjes med hvad vi selv kan finde på at drømme os til. Og der er rigeligt med kendsgerninger som modsiger Guds kærlighed til os – og som derfor kaster os tilbage på hvad vi selv kan finde ud af at føle.

Hvis troen, håbet og kærligheden bare er det, så er det hele drømme og fabler. Så har kendsgerningerne taget livet af sandheden. Evangeliet er en ligpose af meninger, Gud er her ikke, og verden er fuld af mikrober.


Det var en kendsgerning at Amos Oz’ bedstemor døde af et hjerteslag. Men sandheden var at hendes frygt for levantens mikrober tog livet af hende.

I evangeliet er der ingen kendsgerninger. Kun sandhed. Det er derfor Jesus ender med at indskærpe disciplene at de ikke må fortælle nogen om forklarelsen på bjerget før han er opstået fra de døde. For opstandelsen er ikke et faktum. Den er sand. Den er ikke en fabel. Den er sand. Den er ikke en drøm. Den er virkelig. Fra opstandelsen kastes forklarelsens lys over vores liv – sådan som det allerede begynder at ske på forklarelsens bjerg.

Nu behøver vi ikke som bedstemoderen at se forfærdet på virkeligheden. ’Rejs jer, og frygt ikke!’, som Jesus siger. Se ikke på virkeligheden som var den en ansamling af kolde fakta som vi kun frygtsomt kan søge at mildne ved at koge det hele ind i fabler og andre fortællinger som i grunden ikke kommer os ved.

Nej, ’Rejs jer, og frygt ikke!’. Når vi rejser os fra vores eget og stiger ud af frygten, kan vi se virkeligheden i den tro vi modtager. Vi kan leve i det håb vi indgydes. Vi kan handle i den kærlighed der kommer til os. Det er ikke en forklaring på noget som helst. Det er forklarelsen af vores liv.

Niels Grønkjær
 

 


› Tilbage