Københavns og Vatov valgmenigheder

Vished

’Jeg har to hænder.’ Hvad er det for et udsagn? Jeg kan også sige: ’Jeg véd at jeg har to hænder.’ Så jeg kan overbevise mig selv om at jeg har ret. Men det kan jeg ikke! Der er ingen mening i at se efter. At jeg har to hænder, det er ikke mindre vist før jeg har set efter end bagefter. Det er noget jeg er vis på. Jeg skal ikke først skaffe mig viden om det.

Vished og viden – det er to forskellige ting. Der er noget der er så sikkert og vist at vi ikke behøver at anstille iagttagelser for at være sikre på det. ’Jeg har to hænder’, jeg behøver ikke at se efter eller indsamle viden om det – for at finde ud af at ’Ja, det har jeg jo ret i.’ Det bliver ikke sandt af at jeg ser efter og begrunder det. Det er en vished, en uomstødelig tro. Som en filosof siger, så er der ikke noget i hele verden som jeg er villig til at lade tale imod det (Wittgenstein).

Nu kan man jo spørge hvad den overvejelse skal til for. Er det ikke kun filosoffer og idioter der kan finde på at sige den slags? Vi andre går jo ikke og siger sådan noget.


Da den rumænsk-franske dramatiker Eugene Ionesco satte sig for at lære engelsk, læste han om hr. og fru Schmidt: ’Hr. Schmidt siger til fru Schmidt at loftet er foroven.’ ’Fru Schmidt svarer at det er korrekt, og at gulvet er forneden.’ ’Han siger til hende at de har været gift i 25 år.’ Det fik Ionesco til at skrive absurd teater. Det absurde er det der ’lyder ved siden af’, som er skævt i forhold til situationen. Alt hvad hr. og fru Schmidt gik og sagde til hinanden var rigtigt. Alligevel var det vanvittigt. Eller rettere: det var vanvittigt fordi det var rigtigt.


Det er lidt det samme med dagens lignelse. ’En sædemand gik ud for at så …’ Noget af såsæden falder på klippegrund. Det er ikke godt. Andet falder mellem tidsler. Det er heller ikke godt. Men noget falder i god jord. Det er godt.

Man kan sagtens forstå at disciplene bagefter spørger hvorfor han fortæller dem det. Det ved de da godt. Det véd enhver. Og sikke sædemanden sjusker. Er det bare det du vil sige?

Nu er jeg ikke sikker på om man kan kalde Jesus filosof. Paulus mente jo i hvert fald at evangeliet om ham – ’ordet om korset’ – er ødelæggende for ’de vises visdom’. Men idiot, dét var han. Jesus sagde alting som det var. Han sagde kun alting som det var. Det slipper man ikke godt fra.


Og så betød det alligevel noget andet, det han sagde. Det handlede om Guds rige. Det var ikke beskrivelser af virkeligheden. Det var lignelser. Men folk forstod det ikke sådan, forstod ikke hvad det var lignelser på. For dem var det absurd. ’De skal se og se, men intet forstå, / de skal høre og høre, men intet fatte’.

Hans lignelser fortalte dem ikke andet end de i forvejen havde hørt og set. Hvorfor fortalte han dem det så? Og så var det irriterende at han begyndte med at sige ’Hør her!’ – næsten som det ’Prøv lige og hør her!’ som er blevet fast element i vores uforskammede debatkultur (udsprunget af håndboldtrænerens henvendelsesform i time-out’en). Og lige så irriterende at han sluttede med at sige ’Den, der har ører at høre med, han høre!’ Ja tak, men så fortæl os noget vi ikke ved.

Det er også det han gør. Men folk forstår ikke hans lignelser som lignelser, men som ligefremme beskrivelser. De kan ikke høre at det er om Guds rige. De hører bare om en mand som går ud for at tilså sin mark. Derfor fatter de intet. Som om Jesus lige så godt kunne have gået rundt og sagt til dem at ’Loftet er foroven’ og ’Jeg har to hænder’, den idiot.


Hvis vi hører evangeliet som en beskrivelse af hvad vi har foran os, forstår vi det ikke. Så forstår vi ikke at det er et ord til os. Vi hører det i stedet som om det skulle være en beskrivelse af virkeligheden. Hørt sådan kommer vi til at bøvle med om Gud ’faktisk’ har skabt verden, tilmed på seks dage, og om Jesus ’faktisk’ stod op af graven. Den slags beskrivelser angår os ikke mere referatet af sædemandens forårssåning. Måske er det rigtigt, måske ikke.

Men evangeliet drejer sig ikke om hvad der er rigtigt, men om hvad der er sandt. Det er sandt fordi det er ord til os: ’Sædemanden sår ordet’, som Jesus siger da han udlægger lignelsen. Nu er det ikke så meget en lignelse længere. Ordet som vi hører, sår en vished i os. En hemmelig sandhed som for det meste er skjult for os. En sandhed som er uomstødelig. En tro, en vished som ikke kræver begrundelse.


Det er sjældent vi er opmærksomme på det der ikke kræver begrundelse. I almindelighed er det jo også rimeligt med begrundelser. Vi bør begrunde hvad vi mener – selv om det ikke ligefrem er reglen i den omtalte debatkultur hvor alle mener alt muligt om alt muligt, og hvor én mener det samme om alt muligt, uden skygge af begrundelse, ’og min mening kan vel være lige så god som din.’ Vi bør giver grunde for vores synspunkter, men vi gør det ikke.

Til gengæld er der så områder hvor man forlanger begrundelse – selv om det ikke hører sig til. ’Uhm, det smager dejligt’. ’Kan du begrunde det!?’ Men dét kræver ingen begrundelse. Det gør kærligheden heller ikke. Man elsker ikke et andet menneske af nogen bestemt grund. Som om der er bestemte betingelser der skal være opfyldt før jeg ved om jeg kan elske vedkommende. Nu anses det imidlertid for at være en rimelig betingelse for at en mand kan elske en kvinde at hun har de samme ’værdier’ som ham.

Som kærligheden kræver troen heller ingen begrundelse. Der er ikke bestemte betingelser der skal være opfyldt før jeg tror på hvad en anden siger. Jeg går ikke rundt med en lille checkliste over ting som jeg må vide før jeg tror på ham.

Ligesom jeg ikke behøver at skaffe mig nogen viden om at jeg har to hænder. For det er jeg vis på. Som filosoffen sagde så er der ikke noget i hele verden som jeg ville kunne lade gælde som modbevis.


Denne vished, denne tro – hvor kommer den fra? Den kommer af at vi hører til i verden. Vi taler ikke om det, og vi tænker sjældent på det. Det er en skjult vished. Som Jesus siger til disciplene: ’Til jer er Guds riges hemmelighed givet’.

Som en anden filosof har sagt: ’Vi kommer altid for sent når vi vil vide hvad vi skal tro.’ Det gælder i almindelighed. Det gælder også den tro som Guds ord giver os. Vi skal ikke først vide hvad det er for en tro – og så overveje om vi kan tilslutte os den. Det er ganske vist blevet udbredt at man undersøger hvad den og den religion står for – hvad den har på hylderne, som man siger – inden man overvejer om den har nogen ’værdier’ man kan ’gå ind for’.

Og hvis man bliver forlegen over at få sat pistolen for brystet og forhørt om hvorfor man tror på Gud (eller hvordan det nu udtrykkes), så er forlegenheden helt på sin plads. For det er et abstrakt spørgsmål. Visheden, derimod, er konkret. Luther talte om troens vished. Det en forankring i et tilhørsforhold der slet ikke kan stilles spørgsmålstegn ved. Kun den ’udenfor’ spørger om det, som Jesus siger. De ser og ser, men forstår intet. De hører og hører, men fatter intet. De kommer for sent fordi de vil vide hvad de skal tro.


Vi angribes hele tiden af abstraktioner. Det er en abstraktion at sige til sin kone: ’Loftet er foroven’. Man kan nemt forestille sig hvad det vil gøre ved ægteskabet hvis samtalen bestod af sådanne udsagn. Det er i det hele taget en abstraktion at basere sit liv på den slags. Eller altså: videnskabelige udsagn gør ikke vores liv leveligt. Det er på sin plads at gøre opmærksom på det i en tid hvor alle interesserer sig for naturvidenskab, selv dem der beskæftiger sig med det menneskelige.

Men Guds ord kan ikke nedskrives til en abstraktion. Jesus fortæller jo ikke lignelsen om sædemanden for elever på en landbrugsskole.

Ionesco og absurdisterne viste os at de videnskabelige udsagn som vi opfatter som konkrete, er det mest abstrakte fordi de trækker os ud af vores forbundethed med verden.

Hvem kan ikke fra tid til anden føle at forholdet mellem ens liv og verden er absurd? Der er sære ting som man ikke ser sig i slægt med. Som om man er i utakt med verden. Man drages bort fra livsvisheden, bort fra Guds ord, bort fra Guds rige: ’denne verdens bekymringer kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.’ Eller vi drages ud af verden fordi vi rammes af ulykker, overmandes af sorg.

Men Guds riges hemmelighed er givet os. Vi er forbundet med verden. Lignelsen giver ord til denne vished som er skjult for os, men som skal vokse blandt os. Den siger at Guds ord giver os en tro som vi ikke skal give grunde for. En tro som er så uomstødelig at den forbinder os med livet – også når vi ikke ser os forbundet med det. Visheden om at Guds rige er iblandt os, nu og altid. Intet i hele verden kan tale imod det.

Niels Grønkjær


› Tilbage