Luk 12,13-21
Sproget er værens hus, har en filosof vist engang sagt. Eller noget i den retning. Og det lyder jo rigtigt nok. Sproget er det sted, hvor man har hjemme. Men det er et særligt hus, for man kan ikke komme ud af det. Så man kan vel lige så godt sige, at det er et fængsel. Det mærker man, når man vil sige noget om det, der ikke kan være i huset. Eller det, der omfatter hele huset. Det er det, der sker, når man vil sige noget om Gud og forholdet til Gud. For det er det hele. Så slår sproget ikke til. Ordene bliver for små og forkerte, men vi har ikke andet end ord at udtrykke os med. Så må vi bruge billeder og metaforer, som kan sige noget, men ikke det hele. Også billederne og metaforerne holder os fanget, som det bliver tydeligt, hver gang vi omtaler Gud som mand. Vi ved godt, at Gud ikke kan begrænses af vores opdeling i mænd og kvinder. Men sproget begrænser os, og vi kan ikke andet end sige ”han” eller ”hun”, når vi skal sige noget om Gud. Selv hvis man skulle få den ide at sige ”de” om Gud, ville det jo ikke være mindre fanget af sproget. Det vi mener, når vi siger Gud, er mere, end vores ord kan udtrykke. Alligevel må vi bruge vores ord om det. Det gælder også for Jesus, når han skal sige noget om Gud og om forholdet til Gud. Han udtrykker sig i billeder, metaforer og lignelser. Men også hans sprog er begrænset. Heller ikke han kan komme fri af sprogets fængsel.
Derfor er det ofte en stor fordel, at gudstjenestens tekster kommer fra forskellige dele af Bibelen og bruger forskellige billeder og metaforer, for det giver mulighed for at omtale forskellige aspekter og bruge forskellige perspektiver. Det er bare ikke tilfældet i dag. I dag er teksterne lagt som en nyasfalteret og ensporet motorvej, hvor man tvinges til at følge køreretningen hen over den tomhed, som Prædikeren talte om. Tomheden i pengene, der ikke kan gøre mæt, og rigdommen, der ikke giver udbytte. Og videre gennem epistlen om kærligheden til penge, der er roden til alt ondt. For at lande i evangelietekstens lignelse om den rige bonde, der ikke kan få nok og derfor har blikket rettet mod fremtiden, så han dør uden at have fået noget ud af livet. Motorvejen har ét tema og tilsyneladende ingen afkørsler. Den fører lige lukt ud i en moraliserende prædiken om at gribe dagen, carpe diem, og leve livet nu, huske at være nærværende i øjeblikket sammen med dem, man holder af. Bruge flere timer på livet, naturen, familien og vennerne og være til gavn og glæde for dem nu, og mindre tid på at jage efter tomheden i opsparingens vækst, karrierens udvikling, fremgang i prestige og anerkendelse. Har man brug for aktuelle eksempler på, at kærlighed til penge virkelig er roden til alt ondt, kan man se den dokumentar, som alle ser i øjeblikket, hvor kærligheden til penge virkeligt fører til alt ondt. Og så bliver det til overmål klart, at den rigdom, som findes i store gevinster og høje lønninger ikke er den sande rigdom. Også det er tomhed. Man drøner ud af den moraliserende motorvej på vej mod et frontalsammenstød med en prædiken, der kunne stå i et dameblad og være skrevet af en livsstilsekspert. Man kan næsten se overskriften for sig: ”Dit liv bliver rigere, når du er rig hos Gud.”
Her oplever man sprogets snærende bånd. Når man først er begyndt at tale om rigdom, sniger der er sig en særlig logik ind. Rig er man, hvis man har mange penge eller store værdier. Pludselig taler man om at være rig hos Gud. At have meget, at være velhavende og velstående hos Gud. Man skulle kunne have en skat hos Gud, som man kan have en skat i sit pengeskab. Sådan er det blevet opfattet af mange, som har sat sig for at optjene en formue hos Gud ved at gøre gode gerninger, gå i kloster og blive hellige. Ja, den katolske kirke mener ligefrem, at den råder over helgenernes opsparing hos Gud, så den i kraft af deres opsparede værdier hos Gud og uddele dem som syndsforladelse på jorden. Således sniger tallenes og pengenes logik sig ind i selve gudsforholdet og gør det til et, man kan tælle og gøre op i overskud og underskud. Men gudsforholdet er ikke et økonomisk forhold, som kan beregnes og udmåles. Man kan ikke underlægge Gud en logik fra den finansielle sektor og degradere ham til en regnedreng. Rigdommens logik fungerer ikke for rigdommen hos Gud. Sproget binder os og får os til at overføre pengenes logik til forholdet til Gud.
Faktisk er det vel også den logik, der trænger ind i udlægningen lignelsen, når man mener, at den handler om, at man bliver rigere ved at være mere nærværende i øjeblikket; bruge flere timer sammen med familie og venner; være mindre stresset og have større overskud. Hele tiden måles det i mere og mindre, flere og færre, som var livet en økonomi, som man kan blive formuende af. Damebladsprædikenen, som moralens motorvej fører til, er en prædiken på pengenes præmisser, for den handler jo om at blive rigere – også selv om den rigdom ikke består i flere penge. Sproget om rigdom tvinger os til at tænke sådan.
Men sammenligningen mellem rigdom på jorden og rigdom i himlen er absurd. Som om korn i hæs og lader svarer til nåde og velsignelse. Det gør de jo ikke. Det er sproget, der får os til at tro det. Og det må være evangelietekstens mening, at rigdommen i verden intet har med rigdommen hos Gud at gøre. Derfor vil det gå enhver – rig såvel som fattig – som det gik den rige mand i lignelsen. Uanset om man er i stress på arbejdspladsen eller i harmoni derhjemme, uanset om man tilbringer alle sine timer med at gøre godt for sine kære, eller man jager rundt efter en hurtig gevinst, vil det gå for enhver som den rige mand, hvis man ikke er rig hos Gud.
Så viser der sig alligevel en af afkørsel fra moraliseringens motorvej, for teksterne handler slet ikke om en modsætning mellem jordisk rigdom og himmelsk rigdom. De handler om, at selve modsætningen bryder sammen, når man erkender, at Gud ikke kan underlægges en almindelig økonomisk logik og ikke rummes i traditionelle finansielle forestillinger. Derfor handler de heller ikke om at forsømme det væsentlige, mens man beskæftiger sig med det uvæsentlige. Eller miste glæderne i dagen i dag ved at fokusere på morgendagens bekymringer. De handler slet ikke om, at man ikke kan være rig i denne verden uden at være fattig hos Gud – eller omvendt. De handler om, at alt den velstand, der kan tælles; al den fattigdom, der kan gøres op i statistikker; alle de forhold, som kan udregnes; må vi leve i inden for en rigdom, der ikke kan gøres op i tal, udregninger og statistikker. Det er den rigdom, der kommer fra Gud. Den er hos Gud. I den kan enhver være rig.
Tager man denne afkørsel fra motorvejen kører man mod spørgsmålet om, hvad rigdommen hos Gud så er. Hvordan den rige mands liv havde været anderledes, hvis han havde været rig hos Gud. Havde han ikke været lige bekymret for fremtiden og lagt lige energi i at forberede sig på den, som han gjorde? Eller for at omsætte det til en mere nærværende bekymring: Når man ser, at denne sommer skal blive varmere end nogensinde, bliver man så mindre bekymret over klimaets udvikling, hvis man er rig hos Gud? Hvad er i det hele taget at være rig hos Gud? Hvilken rigdom er det, når det ikke er en rigdom som den i banken?
Igen er sproget et fængsel, for man kan ikke andet end tale i billeder, og med den motorvej, som teksterne har lagt ud i dag, er det svært ikke at forsætte lidt ad samme vej og tage billederne fra bankverdenen. Så må man sige, at rigdommen hos Gud kommer fra en gave. Ikke fra opsparing, ikke fra fortjeneste, men en gave. En gave, som altid er givet og altid er tilgængelig. Med den gave kan fremtiden imødeses fra et overskud. Havde den rige mand i lignelsen haft den rigdom, ville han stadig have bygget sine lader og skabt sig rigdom, men han havde gjort det i taknemmelighed over det overskud, som han allerede havde hos Gud. Så havde han levet ud af overskuddet, som han allerede havde fået, og skulle ikke først selv blive rig for at finde sig til rette i tilværelsen. Så ville han allerede være hjemme og kunne leve sit liv med og uden bekymringer til ære for den Gud, hvis rige gave kommer før alting.
Det er billeder, for sproget giver ikke andre muligheder. Men det er billeder, der bliver virkelige, når vi lever i dem.
DDS 726 – 163 – 41 — 695 – 555 – 728