Joh 6,44-51
”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham,” siger Jesus i teksten fra Johannesevangeliet. Hvad han præcist mener, kan diskuteres, men en ting et tydelig: Man kan ikke selv tage æren, hvis man kommer til Jesus. Kommer man til ham, er man draget af faderen. Og det er klart, for at komme til ham er det samme som at komme til tro, og troen hviler ikke på en viljesbeslutning. Det er ikke noget, man kan bestemme sig for. Man kan heller ikke uddanne sig til det eller lade sig overtale til det. Hvis man tror og kommer til Jesus, er man draget af faderen. Gud selv står bag, når nogen kommer til tro.
Så står Gud også bag, når nogen ikke kommer til tro, vil nogen straks indvende. Det er Guds skyld, når nogen mister troen, kan de fortsætte. Og det er svært at afvise. Ja, det må faktisk være konsekvensen, når man hverken kan tilskrive mennesket selv eller en djævelsk modstander så stor magt. Gud står bag, hvem skulle ellers stå bag? Anfægtelsen over, at Gud skulle stå bag både tro og ikke-tro varer i øvrigt kun så længe, man forestiller sig en person, der højt hævet på sin sky i himlen udvælger nogle og fravælger andre. Forlader man det gudsbillede er det ikke så forargeligt, at mennesket ikke selv står bag sin tro. For det er en almen erfaring, at de største ting i livet kan man ikke selv tage ansvar for.
Nogle personer møder man i livet, og livet får mening af dem. Det kan man ikke sige, at man skylder sig selv. Det sker med en. Nogle ting bliver man optaget af i livet, og de kommer til at give ens liv mening. Det kan man ikke selv tage ansvar for. Det kommer til en. Ligesom naturen omkring os og solen over os. Det er der til os. Her i pinsetiden er det let også at forstå, at vores liv får energi og styrke vores omgivelser. Det kan vi ikke selv tage æren for. For vi kan overhovedet ikke selv stå inde for det liv, vi lever. Livet kommer ikke fra os. Livsfylden kommer ikke fra os. Og det er mærkeligt nok helt erfaringsnært, for nogle gange kan man være helt i overensstemmelse med livet selv, så man i lykkelige øjeblikke næsten synes, at det lever sig selv gennem en. Andre gange er man i oprør mod livet, så man må kæmpe sig igennem det og med stort besvær udrette, hvad man skal. Det er blevet almindeligt at kalde den første erfaring resonans, selv om man kunne sige så meget andet.
Som man kan høre på ordet resonans, har det lyderfaring som grundlag. Resonans betyder vel noget i retning af genklang, men i denne sammenhæng måske bedre: samklang. En resonanserfaring er erfaringen af at være i samklang med tilværelsen, i samklang med livet. Det er ikke et overraskende ordvalg, for lyden forekommer måske som den på en gang mest afstandsløse og mest omfattende sans. Når man ser noget, er det derude et sted, væk fra en selv. Det man ser, er dér. Når man hører, hører man det hér i øret, men man kan samtidig høre mange forskellige lyde på én gang. Lydene kan blive til melodier og musik. Og i musikken kan man næsten forsvinde i, så man glemmer sig selv og går i et med tonerne. Det er det arketypiske udtryk for resonans. Man kan opleve noget tilsvarende, når man ser ud i landskabet og helt fortaber sig. Eller man forsvinder ind i samtalen, så man glemmer tid og sted. Alt sådant kan kaldes resonans, og man kan ikke sige, hvorfra det kommer, og hvor det går hen, men man mærker dets virkning. Resonans giver mod til at leve og lyst til at virke, for man opløftes og oplives af resonanserfaringer.
Det bliver næsten endnu mere tydeligt, når resonanserfaringerne umuliggøres. Hvis man har tandpine, er det næsten umuligt at nyde en koncert. Man kan ikke leve sig ind i musikken, for hvert jag i tanden, leder væk fra musikken og tilbage til kroppen. Hvis man har hovedpine, kan det være svært at give sin hen til en udsigt, for man er konstant bevidst om smerten. Hvis man har ondt i øret, kan man ikke deltage fuld ud i en samtale, for pinen tiltrækker sig mere opmærksomhed end emnet. Hver gang man mærker smerten, mærker man sig selv, og kan ikke lade sig føre hen af resonansen. Man kommer selv til at stå i vejen. Så er der ikke samklang, men misklang i livet.
At drages af Gud kan forstås som at være i ét med resonansen, for den kommer ikke fra en selv. Selv kan man kun ødelægge den. Men den fører en til erkendelse af, at man ikke skylder sig selv det vigtigste i livet. Når man er i ét med livet, drages man af faderen, der står bag livet og kommer til hans søn. For i resonansen ligger det snublende nært, at livet er skabt. Eller resonansen lægger en religiøs tydning nær, som K.E. Løgstrup ville sige, og det er nok årsagen til, at Hartmut Rosa og hans resonansteori er blevet så populær i Danmark.
Det ligger lige for at forstå helligånden, hvis komme vi fejrer i dag, på samme måde, så helligånden er den sammenhængen med naturen, tilværelsen og livet, ja med kosmos selv, som man oplever i resonansen. Kan man bare leve i den, lever man livet som det er skabt til at skulle leves. Det er det egentlige liv. Det er det evige liv, for i resonansen er man ikke begrænset af døden. Den er væk, forsvundet, for den spiller ingen rolle. Først når man kommer til bage til sig selv, konfronteres man atter med, at man er dødeligt og engang skal dø. Mens man fortaber sig selv og giver sig hen til livet selv, har døden ingen betydning. Og det er helt i overensstemmelse med Johannesevangeliet, at det gode liv, det evige liv, er livet i overensstemmelse med ånden, som også er livet i overensstemmelse med skabelsen.
Men livet er ikke bare resonanserfaringer. Der er lige så meget misklang som samklang. Livet er også tandpine, hovedpine og ørepine. Det er modgang, skuffelse og nederlag. Når man lever i Danmark, ved man, at det er uligt lettere at have resonanserfaringer i naturen i pinsen end ved juletid. Når man fryser, når man har smerter, når man er skuffet og ked af det, er der langt til resonanserfaringerne, der skal lade sindet op. Så er døden nærværende, så ved man, at livet ikke er evigt, for så er livet ikke det gode liv, der er i overensstemmelse med skabelsen.
Derfor giver Jesus sig selv, sit kød, for liv til verden. Hans død fuldender hans åbenbaring på jorden, så den ånd, der gives de troende, kommer fra den opstandne korsfæstede. Man kan sige at Guds ånd, som i Johannesevangeliet også kaldes Talsmanden, er mærket af korset, så den ikke alene omfatter alt det gode, der er i overensstemmelse med skabelsen. Alle resonanserfaringerne. Men også alt det, der forekommer i modsætning til skabelsen, alt det der er opstand mod livet. Smerten, sorgen, skuffelsen. Alt det er også omfattet af ånden, når ånden er den korsfæstedes ånd. Måske kan man sige det på den måde, at der fra vores side er resonans, når vi er i overensstemmelse med livet; fra Guds side er der resonans, når vi er i modsætning til livet. Når vi oplever misklang med livet, kan Gud være i samklang med os, for han gav sin egen søn i døden. Hans søn gav sit kød til liv for verden. Derfor kan vi opleve Guds samklang med vores liv, når den korsfæstedes kød gives os i nadverens brød. Heri kommer han os i møde og forener sig med os, så hele vores liv med samklang og misklang er omfattet af ham. Ved dette drager faderen os til at komme til Jesus, for med det indlemmes vi i den ånd, der rummer hele vores liv.
Gud drager enhver, der kommer til Jesus, når oplevelsen livets overskud og overflod er så overvældende, at man ikke kan andet end hengive sig til skabelsen og leve i overensstemmelse med den. Gud drager enhver der kommer til Jesus, når oplevelsen af livets underskud og ulykke er så overvældende, at man ikke kan andet end hengive sig til frelseren og leve i tillid til ham. Begge erfaringer rummes inden for den ånd, som vi fejrer i pinsen, for det er ånden fra Gud og hans korsfæstede søn. Hele livet med erfaringer af samklang og misklang rummes inden for den ånd. Den er givet os at leve i. Den drager faderen os til at leve i.
DDS 723 – 305 – 307 — 294 – 286 – 290