Joh 2,1-12
Måske er forvandlingen af vand til vin det mest kendte af Jesu mirakler. Man skal næppe høre historien mere end en enkelt gang for at kunne huske den resten af livet. Utallige er de mere og oftest mindre intelligente kommentarer om, hvor praktisk det ville være at have netop denne evne. Og alt for ofte har man hørt versioner af vittigheden om den puritanske afholdsmand, der mente, at netop her ved brylluppet i Kana gjorde ham Jesus den eneste fejl i sit liv.
Men det er ikke blot de store mængder god vin, der gør denne fortælling så fascinerende. Den er i sig selv et lille litterært kunstværk. Den er gennemkomponeret og holdt i en minimalistisk stil, der selv ikke i forhold til de bedste minimalistiske forfattere lader noget tilbage at ønske. Ikke et ord er overflødigt og ikke en detalje er ligegyldig. Samtidig bygger den bevidst spændingen op, så man hver gang, man læser den, kan være spændt på, hvordan Jesus nu reagerer på sin moders henvendelse. Og i øvrigt i parentes bemærket er han ikke nær så ubehøvlet, som man skulle tro. På græsk er det helt almindeligt at tiltale kvinder som netop kvinde. Fortællingen er ikke bare minimalistisk, der er også symbolistisk. Der kan ikke være tvivl om, at de væsentligste elementer i historien skal opfattes som symboler. Vinen og renselseskarrene og måske brylluppet, skal sikkert henvise til noget andet. Jeg kender ikke én fortolkning, der får det hele til at gå op. Der er altid mere at finde i den. Derfor kan man vende tilbage til den igen og igen. Det er det gode. Det frustrerende er, at man aldrig tør være helt sikker på sin egen fortolkning
Ekstra irriterende er det, at det hele hænger på et enkelt symbol: Vinen. Hvis man vidste, hvad det symboliserede, ville fortællingen være meget lettere at forstå. Der er mange forslag, korsdøden, nadveren, kærligheden og ånden er blot nogle af dem. Det er svært at afgøre. De seks vandkar af sten, der stod der ifølge jødernes regler om renselse, hjælper dog lidt på vej. For det ligger i fortællingens logik, at den vin, som Jesus giver, langt overgår det renselsesvand, der er i disse kar. Og man kan sige noget om renselseskarrenes funktion. De stod der, for at man kunne foretage rituel afvaskning inden det fælles bryllupsmåltid, så man kunne komme i en tilstand af renhed. Det er ikke bare almindeligt støv og snavs, der skal vaskes af; det er en form for kultisk urenhed, som man ikke mindst pådrager sig, hvis man kommer i forbindelse med liv og død, dvs. det der hører til livets opståen, fx fødsler, og det, der er forbundet med dets afslutning, fx lig. Logikken er formentlig, at liv og død er Guds område, så hvis mennesker er i forbindelse med det, skal de efterfølgende rense sig, før de kan være sammen med andre mennesker. For urenheden smitter. Rene mennesker skal ikke være i kontakt med urene.
Mennesker kan blive urene, men Gud kræver renhed. Man kan ikke nærme sig Gud, hvis man er uren. Så må man rense sig, for at ændre den status, som man er kommet i. Man skal være ren, hvis man skal stå for Guds ansigt. Det gælder naturligvis før jøder, der går i templet, men vil man til stadighed være i en tilstand, hvor man være i forbindelse med Gud, må man også i dagliglivet rense sig. Derfor stod renselseskarrene dér ved brylluppet i Kana.
Under alle mulige teorier om Guds renhed og mennesker urenhed ligger den opfattelse, at mennesker og Gud er adskilte. Der er ikke et umiddelbart forhold mellem dem. Tværtimod er de kategorisk adskilt, så det almindelige daglige menneskeliv risikerer at forurene forholdet til Gud. Menneskelivet indebærer en urenhed, som Gud ikke bare kan være i. Derfor er der indført renselsesriter, som skal fjerne urenheden, for det kræver en særlig renhed at være i forbindelse med Gud. Mennesker og Gud er grundlæggende adskilte, så der må en særlig tilstand til, for at de kan være forbundne. Gudsforholdet kan kun bestå i renhed.
Det er det vand, der skal gøre mennesker rene for at kunne stå i forhold til Gud, som Jesus erstatter med sin vin. Det er den gode vin, som langt overgår noget, der tidligere er blevet serveret, for hans vin gør renselsesvandet overflødigt. I hans vin er det forhold til Gud, som ikke kan forurenes af menneskers urenhed. Hans vin kommer nemlig fra den time, hvor han giver sig selv, sit kød og blod, for liv i verden, som der står et andet sted i Johannesevangeliet. Han, Guds søn, giver sig selv helt hen for mennesker, for at de kan få helt del i ham. Og har del helt del i ham, får de del i hans forhold til Gud. Det er det, der sker i hans time, når han elsker sine egne fuldt ud, som det hedder i evangeliet umiddelbart før påskebegivenhederne begynder.
Så er vinen symbol på det gudsforhold, som Jesus opretter i sin time med korsdød og opstandelse. Det gudsforhold kan ikke brydes af menneskelivets urenhed, for de har det i kraft af ham, der er Guds søn og giver sig selv til dem, for at de helt kan forenes med ham. Netop derfor symboliseres det ved noget man kan indtage. Der kræves ikke nogen særlig renhed og ingen rituelle renselser for at stå i forholdet til Gud, for det er etableret af hans egen søn, og bliver de mennesker til del, som modtager det indtager det. Eller modtager og indtager ham. Når de således har del i ham, har de del i hans forhold til sin fader. Så er splittelsen mellem Gud og mennesker erstattet af forening.
Det kan vinen ved brylluppet i Kana symbolisere, og det får vi i anden omgang vin og brød som symbol på. Nadverens legeme og blod er netop dette, at han giver os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder. Ved at modtage og indtage det, bliver vi helt forenet med ham, så det, der gælder for ham, Guds søn, gælder for os. Så er skellet mellem Gud og mennesker overvundet, for så er vi optaget i og indtaget i det guddommelige fællesskab, som hans søn selv stammer fra.
På den måde kan man sige, at vinen ved brylluppet i Kana symboliserer både korsdøden og nadveren, for de hører begge til i timen, hvor Jesus dør og opstår. Men man kan også sige, at vinen symboliserer Guds kærlighed, for i timen elsker Guds søn sine egne fuldt ud. Guds kærlighed er, at han sendte sin søn og sønnen giver sig selv helt hen for os. Kunstnerisk fremstilles kærlighed som fuldstændig selvhengivelse i utallige malerier og skulpturer, hvor de elskende smelter sammen i en organisk form, og forskellen mellem dem næsten ophæves. Sådan kan kærlighed også defineres filosofisk som dette at have sit selv i en anden. Kærligheden er så det fælles tredje, der ophæver forskellen mellem de to. De to performancekunstnere og elskende, Marina Abramovic og Ulay, lavede i 1980 et værk, hvor de holdt en bue og tilhørende pil udspændt mellem sig. Marina holdt buen, Ulay pilen og buestrengen, og de lænede sig begge tilbage, så buen blev helt spændt. Slap en af dem, ville pilen skydes af mod Marina. Performancen varede 4 min og 20 sek. Marina Abramovic har siden udtalt, at det føltes som livstid. Efterfølgende blev de spurgt, hvorfor pilen pegede mod Marinas og ikke Ulays hjerte. Han svarede: Hendes hjerte er også mit hjerte. Så romantisk kan den hegelske definition af kærlighed, at have sit selv i den anden, udtrykkes. Nu viste det sig ad åre, at båndet mellem Marina og Ulay var knapt så holdbart, som de gav udtryk for i deres kunst. Deres kærlighedsforhold kunne forurenes af det snavs, som det daglige menneskeliv kan medføre.
Ikke desto mindre er deres kunstværk et symbolsk udtryk for den kærlighed, der har sig selv i den anden. Hvor de elskende giver sig selv helt hen til hinanden for at kunne have sit selv i den anden. Mon ikke det er årsagen til, at det netop er ved et bryllup, at Jesus netop forvandler jødernes renselsesvand til sin selvhengivelsesvin. Så bliver brylluppets forening af to mennesker symbolsk for den forening mellem mennesket og Guds søn, og som gør at mennesket nu kan have sit selv i ham og dermed få hans forhold til Gud. Det gives udtryk i nadvermåltid, når vi indtager vinen og brødet og dermed modtager og indtager hans legeme og blod. Dermed er Guds kærlighed hos os, fordi hans søn er i os.
Når splittelsen mellem Gud og mennesker således er ophævet, er det mellem os, at gudsforholdet er. For vi forenes alle med hans søn, og forenes med hinanden, så har vi alle vores selv i ham. Det bringes til udtryk, når vi sammen modtager hans legeme og blod, hvorved det bliver konkret, at vi forenes i at modtage det, der er det symbolske indhold af vinen. I det overvindes ikke alene splittelsen mellem Gud og mennesker, men også splittelsen mellem mennesker. Derfor kan man også sige, at det vi modtager i vinen, er ånd. Ånden er det, der forener os. Ånd hedder spiritus på latin, men det er ikke af den grund, at den kan være det symbolske indhold af vinen.
Hvad symboliserer vinen ved brylluppet i Kana? Den er symbol på alt det, der udtrykker, at Gud er hos os og mellem os i det liv, vi lever, uanset at vi måtte blive urene af det.
DDS 749 – 435 – 143 — 319 – 467 – 108