2.s.e.trin. (1)
Det store festmåltid
v.16 »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. v.17 Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede!
v.18 Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. v.19 En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. v.20 Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme.
Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. v.21 Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind.
v.22 Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads.
v.23 Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. v.24 For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«
Luk 14,16-24 (jf. Matt 22,1-14)
Tekstens forhold til de andre evangelier
I den danske oversættelse af Bibelen og diverse synoptiske opstillinger af evangelierne (dvs. udgaver, hvor de tre synoptiske evangelier eller alle fire evangelier er opstillet i spalter ved siden af hinanden, så man tydeligt kan se parallellerne) optræder afsnittet om kongesønnens bryllup fra Matthæusevangeliet (Matt 22,1-14), som en parallel til denne tekst. Men jeg er ikke helt sikker på, at det er en parallel i den forstand, at det er to forskellige versioner af den samme historie. Snarere kan man driste sig til at mene, at Lukas er blevet inspireret af Matthæus til at lave en lignelse om et gæstebud, for begge tekster er tydelige udtryk for den pågældende evangelists teologi.
For Matthæusevangeliets vedkommende er det klart, at det drejer sig om at tage imod en indbydelse, som det viser sig, at de indbudte ikke var værdige til. De får to chancer. Derefter går indbydelsen over til andre, både gode og onde. Det viser sig, at en iblandt dem ikke er korrekt påklædt, hvorfor han atter udvises fra festen. I det hele taget er Matthæus’ tekst temmelig voldelig. Det beror på, at den dels skal omhandle forholdet mellem de ikke-kristustroende jøder og de kristus-troende jøder i Matthæusevangeliets fortid, dels forholder sig til sammensætningen af Matthæus’ menighed i samtiden. Fordi jøderne ikke er værdige, mishandles de af kongen og mister deres byer, ligesom jøderne faktisk mistede templet og Jerusalem i det første århundrede. Invitationen udbredes derfor til mange andre, som ikke umiddelbart hørte til de kaldede, nemlig hedninger. Men selv inden for menigheden er der nogle, der ikke er værdige. Det vil til sidst vise sig, hvem det er. I Matthæusevangeliet handler lignelsen også om menighedens sammensætning.
Lukasevangeliets lignelse om det store festmåltid har generelle ligheder med lignelsen om kongesønnens bryllup. Der er en fest med indbudte, der sendes bud til dem, de tre grupper indbudte gæster undslår sig, der indbydes andre, festsalen fyldes til sidste plads. Men i detaljerne er forskellene store. Det er ikke blot en anderledes pointering, som man tit ser, når Matthæus og Lukas har bearbejdet en Markus-tekst. Selve fortællingen er helt anderledes: kongen optræder ikke, de indbudte gæster reagerer forskelligt, reaktionen fra herren er anderledes, de ny-indbudte beskrives anderledes, der er ikke en ekstra fortælling om gæsten uden korrekt tøj. Formålet med lignelsen er at sige noget om udbredelsen af forkyndelsen.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Teksten befinder sig ca. midt i den store lukanske rejseberetning, hvor han har placeret meget af sit særstof og meget af det materiale, som han har tilfælles med Matthæusevangeliet. I denne del er der en række lignelser, som finder sted, mens Jesus er indbudt af en ledende farisæer (Luk 14,1). Umiddelbart forud er der lignelsen om pladserne ved bordet (Luk 14,7-11) med pointen, at man ikke skal indtage de fornemme pladser for ikke at blive ydmyget. Samt Jesu belæring om, at man ikke skal indbyde for at modtage indbydelser tilbage, men derimod indbyde ”fattige, vanføre, lamme og blinde”, som ikke kan gøre gengæld. Så vil man blive gengældt i opstandelsen (Luk 14,12-14). Det får en af dem, der er indbudt sammen med Jesus hos farisæeren til at sige ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige (Luk 14,11). Lignelsen om det store festmåltid er Jesu reaktion på denne udtalelse. Umiddelbart efter lignelsen er der lignelser og billedord om efterfølgelsens vilkår.
Tydeligvis har Lukas samlet nogle tekster om måltider i dette afsnit. Det overordnede tema er forholdet mellem status i denne verden og status i Gudsriget.
Tekstens detaljer
v.16-17: Indledning er typisk for lignelser: ”Der var en mand …” Billedet af et festmåltid bruges især i Esajas’ Bog om Guds rige (jf. Es 25,6-8; 55,1-2; 65,13-14). Det er derfor oplagt, hvad lignelsen handler om, når den ovenikøbet følger efter saligprisningen af dem, der sidder til bords i Guds rige. På lignelsens niveau er herren beskrevet som en rigmand, der har råd til at holde et stort festmåltid og kan sende sine slaver ud for at minde de indbudte gæster om festen, da alt var parat.
v.18-20: Gæsterne undslår sig. De tre undskyldninger har givet anledning til mangfoldige fortolkninger. Nogle siger, at de tre undskyldninger netop kunne undtage for deltagelse i krig. Derfor skulle lignelsen illustrere, at selv de bedste undskyldninger ikke kan berettige til at sige nej til indbydelsen til Gudsrige. Selv de, der er lovligt undskyldt, kan ikke undslå sig for denne invitation.
Endvidere kan man lægge den observation til grund for tolkningen, at de alle vil koncentrere sig om deres egen ejendom, herunder den nyanskaffede ægtefælle, som er en del af husholdningen. Derfor modtager de ikke indbydelsen til at indgå i fællesskabet med herren og hans gæster.
v.21: Herren bliver vred. I stedet indsamler han – bemærk, at der ikke længere er tale om en invitation – de ubemidlede: fattige, vanføre, blinde og lamme. Netop sådanne, som ikke kunne tage sig af sig selv (Luk 14,13; jf. Es 35,5-6). Således illustreres, at Guds rige ifølge Lukasevangeliet er for de fattige, nemlig dem, der ikke har økonomiske eller andre midler til at hjælpe sig selv.
v.22-23: Da det er sket, er der endnu plads ved fastbordet. Derfor udvides deltagerne. Slaverne sendes ud for også at tvinge de marginaliserede ind til festen.
v.24: Herren afslutter ved at betone den eksklusion, som inklusionen har forårsaget: De oprindeligt indbudte skal ikke få lov at deltage.
Tekstens fortolkning
Der er tale om en udvidelse af festdeltagerne på baggrund af de oprindeligt indbudtes afvisning af indbydelse. Disse var tættest på værten. De erstattes først af de traditionelt ubemidlede, som også er genstand for omsorg i den gammeltestamentlige tradition. De skal indtage de førstes pladser. Derefter udvides deltagerne atter til også at omfatte dem på kanten af samfundet, som ikke hører til. Det er let at læse dette som en fremstilling af frelseshistorien: Først afviser de fornemme og ansete jøder Jesu forkyndelse, hvilket fører til, at de marginaliserede jøder modtager den. Derefter følger endnu en udvidelse, nemlig til dem, der slet ikke er med i folket: hedningerne. I Lukas’ historieopfattelse er denne sidste udvidelse, hvad Apostlenes Gerninger handler om. Mens Lukasevangeliet selv handler om den første afvisning og indbydelse af de marginaliserede jøder.
Det betyder også, at der ikke er nogen særlig fokus på de ”fattige, vanføre, blinde og lamme” som særlige kategorier af mennesker. De er gruppen skal blot repræsentere de grupper, der er udelukket fra de ledende jødiske grupper. Disse grupper kunne ikke komme i templet i Jerusalem. Derfor passer de fint til at illustrere, hvem forkyndelsen går over til, når de øverste lag af det jødiske samfund afviser den. Ligesom dem helt uden for byen, langs vejene, fint repræsenterer de hedninger, som apostlene henvender sig til på deres missionsrejser. Men det er relevant at overveje, at disse grupper sådan set ikke inviteres. De hentes og nødes (egtl. tvinges) ind. Hvad det først og fremmest skal vise er, at de indbudte forspilder deres chance, så de marginaliserede får deres plads.
Men lægger man vægt på den observation, at de indbudte gæster vælger deres egen husholdning frem for herrens festmåltid, rummer lignelsen en formaning til den lukanske menighed, som passer fint i den lukanske teologi. Nemlig at man ved at koncentrere sig om sin egen ejendom og frasige sig fællesskabet i menigheden, mister sin plads ved festbordet. Samtidig med den frelseshistoriske tolkning, som kan være en lukansk udgave af pointen i Matthæusevangeliets lignelse om kongesønnens bryllup, er dette nok den væsentligste pointe i Lukasevangeliets sammenhæng: Man kan ikke give sin fulde opmærksomhed til sin egen husholdning og samtidig få plads i Guds rige. Det er en formaning til de rige i menigheden.