Fester og skarnsstreger
Luk 14,16-24
Fornylig gik jeg hen over Kultorvet. Det var godt vejr. Stemningen var sommerlig. Som sædvanlig var der en gruppe hjem- og subsistensløse personer forsamlet, som havde en højrøstet fest. Jeg blev ikke indbudt til festen, heldigvis, for jeg skulle noget andet. Men jeg trænger til en fest. En stor fest efter alle aflysningerne. En rigtig god fest. Sådan en, der kaster lys over tiden både før og efter festen. Allerede når man har fået invitationen begynder man at glæde sig og leve i forventningen, mens man i dagene op til overvejer, hvad man skal have på, og hvilken gave værterne skal have. På selve dagen gør man sig klar, tager afsted og ankommer glædeligt spændt. Og festen selv bliver god. Man spiser god mad og drikker fin vin med de andre gæster. Morsomme taler og muntre sange, og så sker det, som sker til gode fester, at det går op i en højere enhed. Samtalerne, latteren og den berusende stemning skaber festdeltagerne om til et fællesskab, næsten som et legeme, så man glemmer tid og sted og kommer alt for sent hjem. Dagen efter er man træt, men oplivet og har festen siddende i kroppen. Flere dagene senere genkalder man sig de sjove bemærkninger og husker på interessante kommentarer. Sådan en fest kaster lys over mange dage. Det trænger jeg til.
Det gjorde de også på Kultorvet, men sådanne fester bliver de ikke indbudt til. De havde deres egen. Jeg er ikke sikker på, at den endte så lykkeligt, og jeg tror ikke, at det var den glade feststemning, som blev siddende i kroppen i dagene efter. Socialt udsatte, psykisk syge, fattige, vanføre, blinde og lamme inviteres sjældent med til de gode fester. Det sker kun i helt særlige tilfælde. Eller rettere kun, når der er en særlig til person til stede. Emil fra Lønneberg er sådan en person.
Blandt Astrid Lindgrens uforglemmelige fortællinger om drengen fra Katholt og alle hans skarnsstreger – og de i øvrigt lige så uforglemmelige filmatiseringer – er der en, hvor Emil indbyder til et stort festmåltid. Det er juletid og Emil beslutter sammen med sin søster Ida og karlen Anton, at nu skal fattiglemmerne til julegilde. De henter beboerne på fattiggården og tager dem med til gården Katholt. Julelysene tændes og mor Almas gode julemad sættes frem i overdådige mængder. For nu skal der være kalas, siger Emil. Fattiglemmerne svarer ”Gud velsigne dig, Emil.” Og så bliver der fest, en rigtig fest, hvor gæsterne tages ud af deres usle liv i fattiggården. Festen omdanner dem til et fællesskab, der morer sig, synger salmer og slutter med en kælketur. For en stund kommer de ind i en anden verden, hvor de ikke længere er sultne, unyttige gamle, der bare et til besvær. Gamle Jokke fra fattiggården har forstået det. Han tror, at han allerede er kommet i Himlen. ”Ljus och salighet utan gräns,” siger han. Men lille Ida er ikke helt sikker på, at det ikke er en skarnsstreg, og det er Emil nok heller ikke, men sådan må det være, når gudsriget for et lille øjeblik findes på jorden. Det støder sammen med de regler og love, som vi normalt lever efter, og som samfundet almindeligvis er indrettet efter. ”Det er da bedre, at maden kommer derhen, hvor den gør nytte,” siger Emil, men han ved sikkert godt, at det næppe vil overbevise far Anton. Det store tabberaset på Katholt, som de kalder det, bliver en skarnsstreg, man taler om længe efter både i Lønneberg og andre sogne. Sådan en fest kunne man også godt unde dem på Kultorvet.
Astrid Lindgrens fortælling om det store tabberaset er naturligvis hendes version af Jesu lignelse om det store festmåltid. Emil lever lignelsen ud, så den bliver virkelig for os, og vi får et lille indblik i Guds rige. Hvor er man heldig, hvis man er med der. Sådan er der faktisk en, der siger til Jesus lige før dagens evangelium. ”Salig er den, der sidder til bords i Guds rige,” siger han. Jesus fortæller så lignelsen for at vise, hvem det er, der er med til bords i Guds rige. Der var engang en mand, siger han, som ville holde et stort festmåltid. Da festdagen oprandt, sendte han sin slave ud for at hente de indbudte. Kom nu, skulle han sige, nu er festen klar. Kom og vær med og sid til bords hos min herre. Men gæsterne undslår sig: De er for travlt beskæftiget med deres eget til at komme til festen. Tak, men nej tak. Da slaven vender tilbage med dette budskab, bliver herren vred. Slaven får en ny ordre: Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd … Eller, det står der faktisk ikke!
De fattige, vanføre, blinde og lamme indbydes ikke. De hentes. De føres ind. Og da slaven anden gang sendes ud ad vejene uden for byen, er det endda med ordre om at tvinge dem til at komme ind til festen. De fattige, vanføre, blinde og lamme er ikke bare magtesløse, de er tilsyneladende også viljesløse. Sådan var det med fattige og handicappede i antikken. De var ekskluderede fra det almindelige samfundsliv. Marginaliserede i bylivet. De kunne slet ikke komme ind i templet i Jerusalem. Socialt, økonomisk og religiøst var de uden værdi. Modsat de indbudte kunne de ikke have for travlt med deres eget hjem, for de havde ikke et hjem. De kunne ikke bruge al deres energi på deres eget liv, for deres tilværelse var overladt til andres forgodtbefindende. De levede på andres nåde. Som fattiglemmerne i Lønneberg sogn, var de kun en belastning, som ikke besad rettigheder. Som de hjemløse på Kultorvet kunne de ikke kræve noget, for de var bare til besvær. Det er dem, der hentes ind til festen i Guds rige. Til ”ljus och salighet utan gräns”, som Jokke siger.
Og det bliver en rigtig fest. Som vi hørte fra alteret, hvor Gud selv holder festmåltid med fede retter og lagret vin, så sørgesløret over folkene fjernes, for nu opsluges døden af livet. Det er den fest, der afholdes. En fest, der skaber deltager om til et festligt fællesskab uden forskelle. Som den skarnsstreg af en fest Emil foranstaltede, da de fattige i et lykkeligt øjeblik troede, at de var i himlen og alle deres plager var forsvundet. Til den fest bliver de fattige, vanføre, lamme og blinde hentet ind; ja, tvunget ind, for de kan ikke andet. Ingen af de indbudte får plads. De lukkede sig ude fra den, da de havde for travlt med deres eget. Så blev festen lukket for dem.
Så det er svaret på, hvem der sidder med til bords i Guds rige. Det er de fattige, vanføre, lamme og blinde. Er man med til festen, er man en, der ikke er indbudt, men er blevet tvunget ind. Så er man en blandt dem, der ikke selv kan påberåbe sig noget, som ikke har eget hus og hjem, eget liv og tilværelse, men er magtesløs og viljesløs, for sådan er det til festen i Guds rige. Til den fest ophæves forskellene og ulighederne udjævnes, da bliver alle fattige, vanføre, lamme og blinde til et lykkeligt fællesskab med Gud selv. Hvis man er med der, er der ikke forskel på en selv og de fattige, vanføre, lamme og blinde, fattiglemmerne i Lønneberg sogn, og de subsistensløse på Kultorvet. Så kan man kun som dem være taknemmelig og prise sig salig for sin plads ved bordet i Guds rige sammen med alle de andre fattige, vanføre, lamme og blinde.
Som alle gode fester kaster også denne fest sit lys over mange dage. Det er nok det væsentligste. For lever man i forventningen om den fest, har den betydning allerede nu. Når udsigten for fremtiden er den fest i Guds rige som fattig, vanfør, lam og blind, kan man ikke i nutiden fraskrive sig fællesskabet med de fattige, vanføre, lamme og blinde; alle dem, der i vores samfund er socialt udsatte, hjem- og subsistensløse, alle dem, der blot betragtes som en byrde for samfundet og en belastning af systemet. I lys gudsrigets fremtidige fest kan man ikke i nutidens skygge se bort fra og vende sig væk fra dem, der er magtesløse og viljesløse. Dem er vi allerede nu forbundet med, hvis vi skal med til den fest, som ingen er særligt inviteret til, men alle hentes til, og tvinges med til. Den fest i fremtiden kaster et lys over vores tilværelse i nutiden, så vi ikke kan leve, som om vi ikke havde hørt om den. Den må bestemme vores handlinger nu, så vi som Emil i små glimt kan foregribe det Guds rige, som Jesus lover os.
”Er du nu helt sikker på, at det ikke er en skarnsstreg,” ville Ida formentlig spørge. Nej, det er en skarnsstreg, hvis det skal bedømmes med den almindelige sociale fornuft og underlægges de normale økonomiske vurderinger. Så er det netop en skarnsstreg, som enhver handling må være, der er udtryk for en fest, der bryder med enhver logik og skaber et fællesskab uden for de vedtagne hierarkier. Livet i lys af den fest er en skarnsstreg, som vi er forpligtet til, for det er en foregribelse af den fest, som vi håber at blive hentet til.