Luk 14,25-35
Vi er gået ind i trinitatis-tiden. Den lange tid hen over sommer og efterår fra pinse til den sidste søndag i kirkeåret Herefter begynder det forfra med advent. Adventstidens forventning afløses af julens glæde over barnet, der er født os. Sønnen, der er givet os. Således viser Gud sin kærlighed til alle mennesker. Så påsken med jublen over, at Faderen oprejste den korsfæstede. Så det bliver klart, at end ikke døden kan adskille fra hans kærlighed. Og pinsens fryd, fordi Fader og Søn fortsat er hos os i Ånden, så vi til stadighed er omfattet af den sammen kærlighed. Så igen trinitatis-tiden, der handler om det liv, der leves i Ånden på grundlag af Faderens gerning i Sønnen. Trinitatis er menighedens tid. Kristenlivets tid, hvor kærligheden fra Gud leves ud i næstekærlighed mellem mennesker.
Derfor kan det være skræmmende at høre evangelieteksten til i dag, anden søndag efter Trinitatis. Havde man troet, at det kristne liv skulle være idel fryd og glæde, tager man fejl. Livet er ikke fredfyldt, men konfliktfyldt. Fokus er ikke på den indbyrdes kærlighed, der skaber fællesskab, men på det had, der afgrænser det. For det kristne liv vækker modstand og modvilje, når det står i modsætning til livet i verden. De troende må være forberedt på modstand og være rede til at tage afstand.
Mange har svært ved at finde evangelium i den tekst, men ærligt talt: At blive tilbudt noget, der er så vigtigt, at man skal være klar til at sætte alt til side for det, det er da et godt budskab.
Men teksten stammer selvfølgelig fra en tid, hvor konflikterne med omverdenen var konkrete, fordi verden var imod kristentroen. Dengang det vitterligt var nødvendigt at lægge afstand til – man skal passe på med at gøre ordet ”at hade” til et spørgsmål om følelser – lægge afstand til verden og adskille sig fra sin familie for at have del i den troende menighed. For kristentroen kræver en fuldstændigt. Der er ikke noget område af livet, hvor man kan se bort fra den. Man kan ikke gemme den bort i et privat rum, der ikke har med det offentlige liv eller familielivet eller andre livsområder at gøre. Troen er hele livet. Kan man ikke have den med hos familie og venner, på arbejdspladsen og i foreningslivet, og i alle dele af livet i verden, kan man slet ikke have den med. Og kan man ikke havde den med, kan man ikke være sig selv. Man må hade alt det, hvor man ikke kan være sig selv. For man er kristen, før man er noget andet. Kan man ikke være det, mister saltet sin kraft, og så er man ikke bedre værd end til at smides ud og trædes ned.
Men det var dengang. I dag siger man, at tiden er en anden. Især her hos os. For her er det ikke farligt at være kristen. Religionen er passet fint ind i verden, hvor den har sin egen plads. Man kan begræde det som Søren Kierkegaard, fordi tiden er så ussel, at det end ikke er muligt at være i opposition til den. Den tvinger en til hverken at være varm eller kold, for man kan ikke elske verden, men man kan heller ikke hade den. Man bliver lunken, som der stod i teksten fra Johannes Åbenbaring.
Man vedbliver dog ikke med at være lunken, når man ser på, hvilken plads religionen har i verden. Et sammenfald af begivenheder giver det tydeligt udtryk.
I 2008 begyndte finanskrisen, da den amerikanske bank, Lehman Brothers, gik konkurs. Det var kulminationen på en årrække med et overophedet boligmarked, hvor der var konstrueret lånemodeller, der gav bankerne mulighed for at føre en helt urealistisk udlånspolitik. Da boblen brast, gik en lang række andre banker og virksomheder konkurs. Folk må gå fra hus og hjem. Som indbygger i Roskilde husker jeg tydeligt stemningen, da mange roskildensere mistede midler, som de havde sparet op til alderdommen, til børn og børnebørn i Roskilde Banks aktier. Krisen var verdensomspændende og så dyb, at man overvejede, om det var den liberale økonomis undergang. Nogle mener, at det var det. For det endte med, at staterne måtte understøtte banker og virksomhederne for at bevare den kapitalistiske markedsmodel. Ikke desto mindre lykkedes det mange direktører og bestyrelsesformænd at få store bonusser, da året var omme.
Der er lavet en fortræffelig film om krisen. ”The Big Short” hedder den og handler om nogle få mænd, der forudser sammenbruddet. De gennemskuer, at markedet er drevet af interesser, som det ikke kan holde til, og spekulerer i, at det vil gå galt. Det gør dem hovedrige, da krisen bryder ud. Men i løbet af filmen regnes de for at være excentrikere. De mødes med hovedrysten og latterliggørelse, når de forsøger at overbevise samarbejdspartnere om, at det kommer til at gå galt. De regnes for småskøre, når de argumenterer for, at markedet er galt. For markedet, mener de allerfleste, kan ikke tage fejl. Det er drevet af fornuft. Markedet har sin egen logik, der er grundlaget for de vestlige samfund. Det er dets kritikere, der er ufornuftige.
Omtrent samtidig har fire videnskabsmænd stor succes med at skrive bøger om religion. De indleder den såkaldte nye ateisme, der vil vise, hvordan religion er irrationelle vrangforestillinger, der bør bekæmpes. Religion har ikke noget at gøre i en verden, der kan forklares naturvidenskabeligt. At gøre op med religion er således menneskets frigørelse fra det irrationelle, så det kan leve på et fornuftigt og logisk sammenhængende grundlag. Hovedværket for den nye ateisme er bogen ”Illusionen om Gud”, der kom i 2007 og i årene efter solgte over to millioner eksemplarer af den engelske version. Bogen er oversat til over 30 sprog og blev efterfulgt af mange andre udgivelser om samme emne.
Det vil sige, at mens det marked, som den vestlige verden bygger på, bryder sammen og afslører, at dets logik betyder, at almindelige boligejere sættes på gaden, og almindelige opsparinger forsvinder, mens direktører får bonusser og spekulanter hæver gevinster, så læser man bøger om, at religion er ufornuftigt. At forestillingen om en Gud, der har skabt alle mennesker på samme måde og omfatter dem med samme kærlighed, er en illusion, som man skal gøre sig fri af for at kunne leve rationelt. At fortællingen om Guds søn og hans budskab om næstekærlighed er et bedrag, som skal bekæmpes med fornuft. At ideen om, at den menneskelige horisont for tilværelsen er begrænset og kan brydes af et perspektiv, der siger os mere om vores liv, end vi selv kan sige, bør forkastes for at kunne leve efter en rationel logik. Alt det læste man om, mens det, som man troede, var grundlagt på logik og rationalitet, brød sammen.
På den måde kom religionen til at indtage rollen som det ufornuftige, ulogiske og irrationelle, som man må tage afstand fra, som man må hade, for at leve i henhold til fornuft, logik og rationalitet. Religion kan man ikke tro på. I stedet tror man på markedet og koncentrerer sig om at genopbygge det system, der var brudt sammen. Hjælpe bankerne og virksomhederne på fode, så man kunne komme tilbage til det normale før finanskrisen og genoprette tilliden til markedet. For det er markedet, samfundet tror på. Det er nemlig markedets præmisser, som man lever efter i tillid til, at det er fornuftigt, uanset hvad krisen måtte have afsløret. Verden tror på markedet og dets fornuft, for det er grundlaget for livet i verden. Derfor må religion være det ufornuftige, som man ikke kan tro på.
Hvis man nu tror, at kristendommen er mere fornuftig, i den forstand at det – uanset samfundsindretningen i øvrigt – er mere fornuftigt at have den som grundlag for sit liv end noget andet. At Jesu budskab om, hvordan man skal leve som menneske for og med hinanden, at historien om hans død og opstandelse er et bedre fundament for livet end alt andet. Hvis man ikke vil acceptere, at det henvises til det ufornuftige, som man må hade og tage afstand fra, hvis man vil leve fornuftigt i verden, så kommer man i konflikt med verden. For så står man uden for verdens såkaldte fornuft, uden for dens egen logik, så har man en anden tro end verden. På grundlag af den tro kan man forholde sig til det, der er grundlaget for livet i verden. Man har en position uden for verden, hvorfra man kan se og forholde sig til, at verden mener at være fornuftig, selv om handlingerne og konsekvenserne er alt andet end fornuftige. Det vil verden ikke vide af. Derfor siger den, at religion er ufornuftigt, så den han hævde sin egen fornuft og kun tro på den.
Her står konflikten. Den konflikt, der er så hård og uforsonlig, at man må hade alt i verden, ens familie og venner, ja ens eget liv i verden, hvis det tvinger en til at leve under verdens fornuft alene, eller forhindrer en i at være mere, end man er ifølge verdens logik. For så mister man det eneste fornuftige grundlag for livet, nemlig troen på, at vi er dem, vi er, ikke på grund af markedskræfter og samfundsordninger, men på grund af Gud Faders kærlighed, som den er udtrykt i historien om Sønnen, der blev født i juletiden, døde og opstod for os i påsken og sendte sin Ånd i pinsen. For den er grundlaget for det liv, som vi skal leve i verden. Det liv, vi skal høre om i trinitatis-tiden.
DDS 403 – 435 – 272 — 379 – 291 – 318